Hvor mange elever, der har det som Marcus, men alligevel slæber sig i skole, er ikke til at vide, for vi VIL ikke vide det. I stedet vil vi snakke om alt muligt andet end de lange skoledage som forklaring på, at skolevægringen accellererer som aldrig før: Kedelig undervisning, lærere, der svigter relationsarbejdet, fejlslagen inklusion osv - forhold, der alle kan føres direkte tilbage til tyveriet af lærernes forberedelsestid, men altså skal handle om alt muligt andet. Det mest groteske er, at reformen jo netop havde til formål at frelse de svage elever på kanten af fællesskabet, som skulle blomstre i den understøttende undervisning, men altså gør det stik modsatte. Og reformpolitikerne har ingen ting set og ingenting hørt...

Også selv der måske er langt til mål for Marcus. Lige nu må målet været, at han kommer i skole så meget som muligt. Men det er stadig hårdt at være vidne til de børn, som hver dag slæber sig afsted, selvom de faktisk ikke kan holde til det. Hver fredag er tiltrængt, fordi ugen har været hård og lang. Hvornår giver vi børnene deres barndom tilbage?