Bortset fra den direkte kobling til spillemaskiner, hvordan adskiller de afhængighedsskabende mekanismer i dette læremiddel sig så fra belønningsmekanismerne i andre behavioristisk inspirerede digitale læremidler, for ikke at tale om diverse sociale medier og spil? Jeg spørger oprigtigt, for jeg forstår det faktisk ikke. Hvorfor er der ikke forargelse over de ting?

Jeg har en hypotese om, at langt den største del af befolkningen er konkret og lineært tænkende. Hurtige konklusioner drages. Når vi siger elever bliver motiverede, så kan man sandsynligvis måle en forøget mængde dopamin i hjernen. Hypotese: "Hvis vi i givne kontekster ikke kan se sammenhænge - så forsøger være hjerner at producere sammenhænge. Det er i en evolutionsbiologisk forstand en god overlevelsesstrategi, idet den, der bedst forudser fremtiden/er bedst til at gætte fremtidige scenarier, vil have en overlevelsesfordel i forhold til den øvrige del af flokken". Derfor forargelsen. De forargede fatter lige så lidt som alle andre, men da vore hjerner slet ikke er gearede til vores komplicerede og kultiverede liv, så får vi disse urhjernereaktioner fra tid til anden. Jeg vil højst sandsynligt også have sådanne selv - man kunne måske argumentere for, at forargelse over forargelsen er et mere sofistikeret forsøg på at komme først, hvorved jeg demonstrerer, at jeg da vist også er underlagt helt basale biologiske betingelser. Dette er nok en af grundene til, at børn der har leget med våben ikke nødvendigvis bliver mordere. Herved bider alt sig selv i halen