https://www.dr.dk/nyheder/indland/rapport-folkeskolereform-har-slaet-fejl

Rasmus Edelberg tager nogle meget ømtålelige emner op på en, synes jeg, meget diplomatisk måde, som kunne åbne mulighed for, at mængden af konflikter bliver mindre. Når det går galt i en kommunikation, så er det fordi en eller begge parter ikke kan tage andres perspektiv. Jeg er af den opfattelse, at vi som lærere kan fremkalde det samme ubehag i forældre, som de kan fremkalde i os. Oplevelser er personlige og dermed subjektive. Jeg kan ikke og vil heller ikke med dette indlæg pille ved de oplevelser, enkeltpersoner der optræder med eget navn har haft. Jeg vil således gerne med mit indlæg prøve at komme med mere generelle betragtninger, som måske kan være med til at belyse emnet og efterlade lærere og forældre med handlemuligheder. I artiklen er en lang række gode råd om, hvad man skal tænke over inden man skriver. Vældigt fine råd, som jeg ikke kan være uenig i. Jeg vil gerne forholde mig til den situation, hvor kommunikationen ER væltet. Jeg har en hypotese om, at kommunikationen vælter, når vi sender afmagten på vandring. Når jeg som lærer bliver frustreret over elevadfærd og efterfølgende skriver i et sprog og på en måde, hvor min frustration afleveres, eller jeg efterlader forældrene uden handlemuligheder, så har jeg i farten glemt de gode råd fra foreningen. Jeg ønsker hermed ikke at give udtryk for, at nogen har fået som fortjent. Jeg ønsker at vi som lærere skal have en langt større viden om, hvorledes en skriftlig kommunikation kan åbne eller lukke magtens mulighedsrum. Magtens mulighedsrum er det sted, hvor vi med sproget gør ting mulige eller umulige. Hvis vi skriver udelukkende fra eget perspektiv, så mindskes magtens mulighedsrum, idet vi derved afskærer modtageren fra, at bidrage med sit perspektiv. Jeg kan kun opfordre til at vi holder op med at se forældre som et problem, men inddrage dem i løsningen af ens egne problemer. Ved at gøre forældrene magtfulde gennem det at give dem handlemuligheder øges magtens mulighedsrum, hvilket igen øger vores muligheder som lærere. Gennem mit mangeårige lærerliv har jeg ofte oplevet, at vi lærere - velmenende - gerne ville ruske op i nogle forældre, som vi anså for at være ligegyldige og uden respekt for min/vores opgave som lærer. Men årene har lært mig, at forventer vi mere af forældre end de kan give eller giver dem mulighed for at give, så får vi intet. Forventer du 100% af en forælder, der kun kan give 70%, så får du 0%. Man får end ikke de 70 eller 30% (Forenklet billede) I de artikler, der har været i bladet om forældresamarbejde, omtales forældre bl.a. som "stærke negative". Fra min tid i kriminalforsorgen ved jeg, at det er et udtryk som er fostret her, og som handler om fanger, der tvinger andre fanger i isolation. Ord skaber virkelighed. Jeg spørger så, hvilke muligheder giver det mig som lærer, at vide jeg er oppe imod stærke negative forældre? Det er min hypotese, at der nedenunder det, vi kan se, er en helt anden og mere reel problematik. Såkaldt stærke negative forældre er ikke et problem, men et symptom på noget større og langt mere alvorligt. Jeg skal igen indskyde, at jeg fuldt ud anerkender, at det er ubehageligt at havne i en sådan situation som lærer. Mit budskab er, at det kan ikke nytte noget, at vi at fratager forældrene deres stemme, ved at hindre dem i at udtrykke sig som de kan i en given situation, hvilket ikke er en accept, men netop den anerkendende tilgang at være professionelt nysgerrig på andres perspektiv. Gad vide hvorfor Peters forældre hidser sig op og kalder mig grimme ting, når jeg skriver deres barn igen har forstyrret min undervisning. Herved gør både lærer og forældre sig selv til omdrejningspunker og barnet efterlades glemt i mængden af vrede og forurettede mails. Jeg har ikke i mit indlæg beskæftiget mig med det scenarie, hvor en lærer bliver mål for forældrevrede grundet manglende ledelsesinvolvering. Kan vi undgå vrede mails - nej det tror jeg ikke, men vi kan lære at handle anderledes på dem. Hvis vi som lærere kan lære at se at vi er medskabere at den sociale situation og forældres muligheder, så får vi måske også en anden måde at kunne være i skoleverdenen på. Det er ikke ensbetydende med, at vi overlader styringen til "stærke negative" forældre, men at vi gennem en forståelse af, hvad der er på spil for disse kan give nye perspektiver gennem de spørgsmål vi stiller. Jeg har en hypotese om, at vi ved at skrive en mail og beordre forældre til at .....kommer helt ind i deres hjem og stiller krav. Italesættelse - hvordan vi taler om det der tales om er af betydning for de vilkår vi kan arbejde ud fra. Jeg havde engang en kollega som indledte en skrivelse med: "Jeres barn har i dag givet mig en rigtig dårlig oplevelse..." Hvilke muligheder og perspektiver er der i den - er der noget at snakke om overhovedet? Hvordan kunne man indlede en samtale med hjemmet? Nu kan det godt være jeg får tæsk - verbale - jeg vil så love at være nysgerrig på disse perspektiver. Jeg bliver ikke fornærmet.

I vores team har vi en fælles forståelse af, hvordan vi skriver til forældre. Fx skriver vi altid "Tak for din besked." og afslutter med en høflig hilsen. Vi skriver altid med omsvøb, og læser hinandens mails, før de bliver sendt afsted. Vi er bevidste om, at der ikke er tid til en længere debat med en forældre efter en konflikt i skolen. Det er bedre at skrive en smule tåget, hvor der er plads til forskellige opfattelser af situationen. Fx "Hej nn. Jeg skriver til jer fordi der har været en grim konflikt mellem pigerne i klassen i dag. Vil I snakke med pp og høre, hvordan hun oplevede det hele. Jeg har desværre ikke nået at tale med klassen endnu, men i morgen snakker jeg med eleverne om, hvordan vi undgår lignende konflikter fremover. Mange venlige hilsener Marina" Helt generelt er det vigtigt at huske, at vi ikke ved, hvordan en besked bliver modtaget. For et par uger siden gik det helt galt for Blachmann i X-faktor, hvor han slog en deltager helt omkuld ved at sige: "Du trænger til at få klippet spidserne!" Når vi skriver til en familie, at lektierne er glemt, eller at der har været problemer i undervisningen, så er det umuligt at vide, om denne besked rammer pressede forældre som en mavepumper.

Jeg har en rigtig møgøgle af en datter. Hun rodede sig konstant ud i problemer i indskolingen. Kom i konflikt med den anden alfa-hun, "bankede" drengene - der er en grund til vi kalder hende Pippi, hun stikker virkelig ikke op for bollemælk, så de kan bare komme an! Vi kalder hende "Udvandreren" - hun plejede gerne at skride hjem i arrigskab - det er dog svært at bortforklare at man ser Netflix 2 timer før man skulle være hjemme............... Hun gentog successen omkring start.oktober her i 4. klasse. Damens kommentar: Tænk på far, jeg har slet ikke gjort det før i dette skoleår. :-D Hendes lærere kunne heldigvis håndtere det på en god måde og de andre forældre var også helt bevidst om deres egne øglers ansvar i de her konflikter, så vi klarede den selv udenom skolen. Jeg er helt med på det ikke er alle steder og med alle forældre det kan lade sig gøre, men her blev det klaret med en samtale med kontaktlærer/pædagog, netop ud fra de mere luftige mails.

Hvem skal have spidserne klippet og hvilke spidser?

Hej Erik Jeg samler gerne på anekdoter, som man kan bruge i undervisningen. For et par uger siden dukkede en eksemplarisk fortælling op i X-faktor. Den står nederst i min kommentar. "Helt generelt er det vigtigt at huske, at vi ikke ved, hvordan en besked bliver modtaget. For et par uger siden gik det helt galt for Blachmann i X-faktor, hvor han slog en deltager helt omkuld ved at sige: "Du trænger til at få klippet spidserne!" Hun løb ud af lokalet og ville slet ikke optræden. men heldigvis for alle, så fik Blachmann besked på at gå ud og gøre det godt igen. Når vi skriver til en familie, at lektierne er glemt, eller at der har været problemer i undervisningen, så er det umuligt at vide, om denne besked rammer pressede forældre som en mavepumper."

Det havde jeg jo læst og glemt. Jeg er gammel. Ja du har ret. Modtageren bestemmer budskabet. Du bringer jo det, der er meget afgørende for et godt samarbejde. Nysgerrighed på andres perspektiv. Jeg træner stadigvæk.

Der er brug for regler for kommunikationen står der i ovennævnte artikel. Hvad er det for et problem man vil løse med regelstyring? Helt generelt, så kender jeg ikke en faggruppe, der går så højt op i regler som min egen. Nogen vil så påstå jeg har en indskrænket verden, hvortil jeg vil svare, at jeg har prøvet meget andet end at være lærer. Al respekt for at man gerne vil komme med et konstruktivt forslag, men er det ikke sådan at de fleste mennesker er opdragede til at kommunikere på en ordentlig og høflig måde og helt generelt magter dette? Når Maria Ørskov Akselvoll ser en klar sammenhæng mellem nogle forældres grænseoverskridende adfærd og udviklingen i retning af mere og mere forældreinddragelse i skolen, kunne vi så ikke tale om alle de gode og positive effekter ved dette? At alt har sin pris er vist et gammelt ordsprog, men mon ikke det også passer her? Vi skal indstille os på, at der kan være en pris at betale, hver eneste gang vi ændrer det gode for at ville det bedre. Det følgende er ikke en kommentar til aktuelle sager, men mine refleksioner: Når vi inviterer forældrene ind i skolen på den måde, som vi gør i dag, og forældrene opdager, at undervisningen måske ikke lever op til standard og påtaler dette hvad så? Ønsker vi så med vore regler at fratage dem deres stemme? Inviterer vi dem ind, fordi vi gerne vil have ros? Inviterer vi dem ind fordi vi tror, at vi så kan lukke munden på kritiske forældre? Hvad er forældres egne gode grunde til at være kritiske? Lærerfaget er det eneste fag jeg kender, hvor uduelighed ikke findes. Jeg vil give et eksempel fra min praksis: De danske skytteforeninger inviterer hvert år eleverne i 5. klasse til at prøve skydning. Det skulle min klasse også, som alle klasser på den skole hvert år gjorde. Det foregår i undervisningstiden og var lagt ind i planen. En enkelt forælder skriver en lang skrivelse om at skydning er en kontroversiel sport, at vi ikke skal lære eleverne at bruge våben, at vi legitimerer våben o.m.a. Det var ikke første gang vedkommende skrev urimeligheder. Det var helt klart, at jeg var mål for det nogen kalder en stærk negativ forælder. I en sådan situation er det jo vigtigt at spørge til denne forælders gode grunde? Hvilke regler kunne i dette tilfælde forhindre en i øvrigt velbegavet person i, at ytre sig således? Ingen - det var kommet alligevel. Regler kan kun bruges til at straffe med, idet overtrædelse af regler kan sanktioneres. Regler kan også bruges til at rammesætte, hvad vi som lærere skal finde os i, hvilket jeg ligeledes finder uacceptabelt, idet der er stor forskel på, hvad den enkelte finder grænseoverskridende eller krænkende. Jeg har i flere år haft min gang i fængselsvæsnet og ved, hvad det vil sige at blive truet på livet af personer, der ved hvorledes man slår ihjel. Det giver en vis ballast og et andet perspektiv. Men jeg kan jo ikke forlange, at andre så skal tåle det samme. Derfor er regler tåbelige i og med langt de fleste kan finde ud af at kommunikere pænt til hinanden. Vi skal i stedet for arbejde på, at lærere og ledelser rundt omkring i landet har fokus på, at sikre eller nærmere at afspænde de situationer, hvor en lærer måske har været ladt alene tilbage uden at være klædt på til dette. Jeg er bange for at mange lærere, der er havnet i "stærke negative forældre møllen" i desperation er blevet medskabere af konflikten, fordi der ikke var nogen at bære sammen med. Det er her vigtigt at sige igen, at jeg helt bevidst ikke bruger ordet skyld, idet jeg ikke kan se dette begreb give mening i samskabte situationer. Jeg har en hypotese om, at mange af de lærere, der havner møllen, ikke har haft en ledelse med ind over. I Marinas beskrivelse af deres teamsamarbejde, oplever jeg det gode eksempel beskrevet. Her er der nysgerrighed på andres perspektiv, en bevidsthed om at skrive i nedkølet tilstand, have flere øjne på og åbne handlemuligheder for forældrene og inddrage dem på en værdig måde. - men vel også en ledelse, der ved hvorledes, der arbejdes på skolen. Hvorledes underretninger til kommunen i dag bliver brugt er en helt anden sag, idet den jo ikke har noget at gøre med den generelle kommunikation mellem skole og hjem, men mere om hvorledes vi tilgår sociale problemer og børns udfordringer i det hele taget.

Vigtig synsvinkel: https://socialpaedagogen.sl.dk/arkiv/2020/01/dorthe-birkmose-alle-er-i-risiko-for-forraaelse/

Lige mine ord - så hvad bringer de mange fortællinger om lærere som ofre? Der findes eksempler på at lærere er ofre - det bliver man i lovens forstand, når man udsættes for en kriminel handling. Jeg holder orlov, bl.a. fordi der ikke har været interesse for at høre om begreberne medskabelse og selvopfyldende profetier. Det er fortvivlende at opleve den ene kollega efter den anden komme til kort og blot fortsætte samme frugtesløse strategi. Eleven har problemet, enlige mødre er svage mødre, "Peter" er psykopat, eleverne er ikke normale, nu må forældrene på banen- jo afmagten og det grimme sprog trives på lærerværelset og bidrager til forråelse. Jeg har forståelse for, at vi kan have behov for at læsse af - det har jeg selv, men det kan hurtigt ende i et misbrug, hvis ikke der sættes en mere supervisende ramme omkring det. Så bliver grimt sprog til kultur og norm. Der er også et behov for at se på, hvilke vilkår den nuværende folkeskole byder på. Hvad uddannes en lærer til at kunne? Hvad er virkeligheden? Ja og så ender vi med at forsvare os som vi kan. Der er brug for skoleledere, der kan lede personalet i en anden retning. Det kan man som skoleleder, hvis ikke man har nogenlunde forståelse for systemisk tænkning eller social konstruktion. Vi kan ikke fortsætte med at arbejde som i 90erne i et samfund, der har flyttet sig et andet sted hen, og vi kan ikke bare forme mennesket i vort billede. Der er i min optik brug for en helt ny læreruddannelse. Jeg mødte en relativt ung lærer den anden dag på DPU i Århus. Hun havde valgt at læse videre, og i vor samtale kunne hun berette om, at den læreruddannelse hun havde fået, slet ikke forberedte til den virkelighed hun kom ud i. Så kan vi jo altid diskutere, hvad virkeligheden er for en størrelse.

Jeg har endnu et eksempel på konfliktnedtrappende kommunikation med forældre. Dette eksempel står dog for egen regning, da vi ikke havde fantasi i teamet til at forestille os, at situationen kunne opstå. Det er en mærkelig historie, men den er altså sket i virkeligheden. Engang under et forældremøde ringede en af forældrenes mobiltelefon. Telefonen blev taget og denne forældre begyndte en samtale med en ven. Da det så ud til, at denne forældre ikke havde i sinde at forlade lokalet, så prøvede jeg at presse ham lidt, ved at fortsætte min tale til forældrene om Digital Dannelse - men mobilsamtalen fortsatte. Så forsøgte jeg at normalisere situationen ved at sige ud i lokalet. "Det er nok noget vigtigt omkring pps forretning". Hvortil faderen svarede: "Næ - det er bare min ven nn, der ringer." Nu var gode råd dyre, og derfor valgte jeg, at vi skulle holde en lille pause, og mødes igen om ti minutter. Imens stod jeg og raflede alle scenarier ud i mit hoved. Jeg kunne godt regne ud, at det ville være idioti at begynde at skitsere regler for mobiler under møder på nuværende tidspunkt. Jeg risikerede bare, at denne far ville begynde at spille op overfor mig. Jeg var heller ikke glad for at skitsere regler til næste møde, eller sende dem ud som mail, for det ville stille mig i en dum situation, hvis denne far ville fortsætte med at provokere med mobilen til alle møder fremover. Derfor gjorde jeg det eneste, jeg troede ville virke for at stoppe ham i at gentage sin mobilsnak. Efter møde og kaffe gik jeg hen til familien og gav mig til small talk om løst og fast. Vi snakkede længe om ingenting, og han fortalte mig tusind ting om sit liv og sin virksomhed. Til sidst sagde han: ”Skal du hen på Center Pubben efter mødet.” (Den hedder egentlig noget andet.) Jeg komme ikke med på Center Pubben, men jeg fik sat foden ned. Der har ikke været mobilsnak under møderne siden.

Meget interessant historie. Hvad var dine antagelser? Hvad ville han i grunden? Ja samtale fremmer forståelsen og relationen.

Jeg regnede med, at han gjorde det så godt, han kunne. Jeg tror, at han havde brug for at lægge afstand til hele situationen. Det er bestemt ikke alle, der bryder sig om forældremøder. Jeg troede, at hvis jeg begyndte at presse ham, ville han bare presse igen. Du kender vel denne sjove artikel om forældremøder? Vi har hængt den op ved kopirummet, så vi husker forældrenes perspektiv. (Rokokoposten er en fiktiv avis - men ofte lige på kornet af virkeligheden) https://rokokoposten.dk/2019/09/24/mand-skyder-sig-selv-under-foraeldremoede/

Ja forældrenes perspektiv er vigtigt, selv om vi ikke altid lige synes det måske er så relevant. Men det er det jo nok for de, som vil på. Mon ikke denne far i dit eksempel var igang med "at skyde sig i læggen" med mobilen?