Kære Sisse, Jeg føler med dig og har gennem mit lange liv som skolelærer, ca.40 år, oplevet fuldstændigt det samme. Hvis vi som lærere, specielt som klasselærer, skal ha en klasse til at spille sammen, er det knusende vigtigt forældrene bagger op - det er ganske umuligt komme i mål med undervisning, klasseledelse, hvis forældrene ved middagsbordet, i barnets medhør, siger, "jamen, din lærer er total uduelig og ukompetent . Så kan du hopper og skrige, eleven i klassen vil bare sige, "min mor siger også du er dårlig, så jeg retter mig ikke efter det du siger." Umenneskelige arbejdsvilkår . Jeg mindes et forældremøde, krisemøde, hvor skolelederen var til stede. Nogle forældre havde klaget til skolelederen over min undervisning. "Jeg gjorde forskel på børnene, råbte for meget, brugte de forkerte bøger i undervisningen. En mindre del af forældrekorpset denne mening. Til mødet gjorde jeg opmærksom på min undervisningsplan og min øvrige plan med klassen rent socialt. Kunne mærke det ikke var nok. Så jeg valgte følgende ordlyd: " Jeg kan fornemme nogle af jeg er meget utilfredse med min undervisning, så må I sige det til skolelederen, han er sidder lige der.. så kan han beslutte om jeg skal fyres. I øvrigt skal jeg nævne, at jeg har en læreruddannelse, som gør mig specialist i mit fag. I har andre uddannelser, job, måske læge, og jeg kunne ikke under nogen omstændigheder fortælle hvordan i skal stille en diagnose . Og på samme måde kan I heller ikke fortælle mig hvordan jeg skal drive min undervisning." Der blev lidt tavst...til min store forbløffelse, sagde min skoleleder intet, intet.. Jeg gik derfra med en stor klump i halsen, tænk at jeg skulle nå derud og forsvare mig på denne måde. JEG VAR MEGET ALENE. Sagen gik i sig selv og det blev nogen lunde tåleligt fremover. Men det sidder stadig et eller andet sted og har bidraget til min historik,- senere i mit skoleliv måtte jeg smide håndklædet i ringen, stress, depression, langtidssyg og tilsidst fyret, Heldigvis så tæt på pensionen, at jeg kunne overleve. Tilbage til dig, Sisse, klogt valg du har gjort , arbejdsvilkårene i dagens folkeskole er til tider umenneskelige, psykisk, arbejdsmæssigt.... men mange lærere føler det er et nederlag ikke at kunne magte opgaven, men det er IKKE din skyld. Du er ikke alene... som min psykolog sagde, "du er en af mange af mine patienter" Så fedt du tager mod til dig og siger frem... bedste hilsner jens kollerup Men det er bare ik

Der er desværre en række skoleledere der er så ivrige efter at tækkes forældrene - måske fordi de er nyansatte og ikke vil risikere en fyring - at de undlader at forsvare deres lærere. Når forældrene klager, får de oftest medhold af skolelederen blandt de nævnte af slagsen. Det er forældre der mener at de skal bestemme hvad læreren skal sige, gøre og forholde sig til i det daglige. Jeg har dog også oplevet skoleledere der har sagt til forældrene at det var hende der bestemte over personalet og ikke forældrene, og det var hende der derfor satte dagsordenen for hendes personales frihedsgrader. Det hjalp. Men der er også forældre der vælger at misforstå alt hvad læreren siger uanset hvordan det bliver sagt og som er hinsides pædagogisk rækkevidde. Der er forældre der fx mener at vide hvad der er lærerens opgave at undervise i - uanset om det er fuldkommen urealistisk. Hvad angår de forældre der - i kraft af deres uddannelse på universitetsniveau - nedgør læreren, kunne en løsning være som i Finland, nemlig at gøre læreruddannelsen akademisk og i øvrigt sørge for at det er lærerne og skolen der bestemmer og at forældrene gerne må høres, men ikke har bestemmelsesret, at undervisningen er lærernes anliggender og ikke forældrenes. Her er vi for blødsødne her i landet i en misforstået demokratisk opfattelse om at elever, forældre og lærere er lige - for det er de ikke! Det er læreren som fagperson der har ansvaret for undervisningen, ikke forældrene, ikke eleverne. De må gerne ytre sig, men det er i sidste instans læreren der er "boss" og ikke de øvrige. Desværre har politikerne afvist dette forslag af økonomiske grunde - de er bange for at en akademisering af lærerne vil føre til højere lønninger, så skidt være med kvaliteten. Mon det er derfor at Finland scorer højt i nationale tests i forhold til Danmark, fordi denne fodslæbende holdning til folkeskolens liv fortsat skal nyde fremme fordi politikerne er bange for ikke at blive genvalgt?

Jeg synes det er et flot og modigt valg, Sisse Hein Thrane har truffet. Principielt synes jeg ikke vi som mennesker skal bruge meget tid og energi på områder, hvor vi bliver drænet og nedbrudt, så jeg håber alt det bedste for hende i en ny karriere. Men hvor er det forfærdeligt at det er kommet dertil. At man som professionel skal opleve sig talt til og talt om på en sådan måde, at man mister arbejdsglæden - og i nogle tilfælde endnu værre, at man bliver syg af det - bør ikke kunne forekomme. Der er helt sikker mange grunde til at man kan tale om en forråelse af sproget og et stigende opgør mod autoriteter, men i bund og grund handler det i mine øjne om én ting: mangel på respekt. Og jeg tror det langt hen ad vejen er en håbløs kamp at kæmpe, når vi møder forældre, som simpelthen ikke taler ordentligt til os. For vi har ingen mulighed for at opdrage - vi kan kun blive på egen banehalvdel, være et godt eksempel og holde fokus på sagen vi mødes om. Skal man så finde sig i hvad som helst? Nej, bestemt ikke. Jeg synes, at første gang man "får ondt i maven" efter en ubehagelig dialog med nogle forældre, så skal man have vendt det i sit team og meget gerne med ledelsen. Lærere og pædagoger er rigtig gode til at føre en god og saglig samtale med forældre og deres fokus skal simpelthen ikke være på hvorvidt den næste samtale bliver ubehagelig eller ej. Som ledelse synes jeg vi har et stort ansvar. Igen, vi kan ikke få forældre til at tale pænt, men vi kan bakke op om personalet som sidder med disse svære samtaler - enten ved at være tilstede og klar til at afbryde mødet eller bede om en ordentligt tone - eller ved at være i tæt sparring med den enkelte lærer, så vedkommende føler sig bedst muligt klædt på. Det er også muligt at lave restriktioner i kommunikationen, så forældrene ikke må henvende sig direkte til en medarbejder, men det skal gå forbi skolens ledelse. Jeg synes vi til hver en tid skal insistere på den gode debat. På skolen, hjemme, i bussen - også når det er om noget svært. For selvfølgelig er der nogle berørte forældre, som har masser af følelser med, når de henvender sig til os. Og nok er det måske svært at lave voldsomt om på forældre, men så må vi sikre os at tonen blandt eleverne er god. At vi ikke finder os i at blive kaldt grimme ting, at folk svarer os ordentligt (eller i det hele taget svarer, når vi henvender os) - og for at køre den endnu længere ud: afleverer ting til tiden, sidder pænt på stolen, rydder op efter sig... Måske er det en helt anden snak, men jeg ser en sammenhæng mellem det store fokus på egen selvrealisering og den voldsommere tone og mangel på respekt for fællesskaber og autoriteter. Forældrene kan være svære at kæmpe imod, men vores yngste elever bliver også forældre en dag og jeg tror ikke vi gør dem en tjeneste, hvis ikke vi insisterer på gode maner, høflighed og ordentlighed fra dag 1 i den danske folkeskole. Måske de kan tage det med sig resten af livet...!

Jeg har fuld forståelse for Sisse Hein Thranes beslutning. Hun gør det helt rigtige i at stoppe, for ingen skal ligge søvnløs om natten over sit arbejde. Hele historien illustrerer vigtigheden af, at årgangsteams har en klar strategi for at handle konfliktnedtrappende og relationsopbyggende over for forældre. Vi bliver nødt til at være bevidste om, hvordan vi fremmer gensidig respekt og forståelse mellem skole og hjem. Der findes flere gode principper, men jeg tror ikke, at nogen har skrevet noget samlet om, hvordan man optræder som leder over for forældre uden at vække vrede og frustration, og hvordan man samtidigt opbygger positive relationer til forældrene. Det ser ud til, at det er op til de enkelte teams at opfinde den dybe relations- og ledelsestallerken, hvad angår samarbejde med forældre.

Jeg undrer mig noget over den manglende opbakning fra lederen, men det skyldes helt sikkert, at ledelsen i de senere år er rykket om på den anden side af skrivebordet og nu er forvaltningens forlængede arm. Sådan har jeg desværre selv oplevet det, ikke direkte men som kollega og politiker. Dertil er det endnu et eksempel på, at alle problemer (på NMP-dansk: udfordringer) efterhånden gøres til den enkeltes personlige ansvar.

Sisse Thrane beskriver hvordan hun over tid er blevet nedbrudt af alt for mange forældres alt for aggressive måde at kommunikere på. Du konkluderer, at hun manglede opbakning fra ledelsen og at det helt sikkert skyldes, at det er fordi ledelsen er forvaltningens forlængede arm. Jeg synes det er en uforskammet kommentar og det må ikke blive den sidste kommentar til denne meget interessante (og triste) artikel om en tidligere lærer. Sproget skaber virkeligheden og pt. er der 14 læsere, som har givet din kommentar en anbefaling. Dvs. der er opbakning til din holdning til at det er lederens skyld. Jeg tager den lige igen: Det er lederens skyld, at Sisse Thrane ikke længere har lyst til at arbejde som lærer! På trods af at der i starten af artiklen står at ledelsen har forsøgt "alt muligt" for at få hende til at blive i jobbet og på trods af at Sisse Thrane nævner flere eksempler på hvordan forældrene har talt og skrevet til hende, konkluderer du alligevel at det er ledelsens skyld - og der er minimum 14 andre, der er enige med dig. Når jeg skriver at sproget skaber virkeligheden, så er det fordi ord har magt. Som politiker og lærer må du også have oplevet, at man kan dreje en sag i flere retninger, alt efter hvordan man omtaler den. Vi må hver især være ansvarlige for hvordan vi bruger sproget og være klar over hvilke konsekvenser vores valg har. Når du er en erfaren lærer og politiker, forestiller jeg mig ikke at dine ord er tilfældigt valgte, så derfor undrer jeg mig over dine udsagn: hvad vil du opnå ved at give lederne skylden for at Sisse Thrane ikke har lyst til at arbejde mere? På mandag møder flere tusinde lærere og ledere ind til endnu en uge med fokus på elevernes læring og trivsel. Folkeskolen er under pres og der er brug for al mulig opbakning og udvikling for at sikre, at vi kan nå i mål med vores kerneopgave. Det gode samarbejde mellem lærere og ledere er en vigtig del af dette og derfor synes jeg din kommentar er uforskammet. Uden nuancer - og uden hold i artiklen - skriver du at det "helt sikker er ledelsens skyld". Jeg håber for folkeskolens skyld, at alle de, som ikke har givet din artikel en anbefaling er dybt uenig med dig. Hovedparten af alle skoleledere er tidligere lærere, som har hjertet placeret nøjagtig samme sted, som da de selv underviste. At der kan være dårligere ledere og ledere som træffer dårlige valg i visse situationer er der ingen tvivl om, men din generaliserende kommentar er urimelig og har ikke hold i virkeligheden. Ingen leder ønsker at de ansatte skal udsættes for trusler, hån og nedladende kommentarer. Til gengæld kunne man i et stille øjeblik påpege, at din generaliserende kommentar om ledere er på et sådant niveau, at den kan have samme effekt på os ledere, som en enkelt af de kommentarer Sisse Thrane har oplevet. Sproget skaber virkeligheden - vil du være med til at tage ansvar?

Martin - helt ærligt. Vi kan vel godt blive enige om, at konfliktniveauet i folkeskolen mellem børnene generelt set er steget. Lange skoledage, inklusion, nedskæringer, stressede lærere, ufaglærte lærer osv. Det betyder selvfølgelig også at konfliktniveauet mellem forældre og lærere er steget. Forældrene går så selvfølgelig efter det de kan se - den enkelte lærer. Og ikke et ondt ord om det. Samtidig står vi så med nogle ledere, der er ekstremt hårdt presset af forvaltningerne. Det sidste de skal have er klager over dem selv til deres overordnede. Så aben havner helt automatisk på den enkelte lærers bord. Der er ikke nogen fornuftig tænkende leder, der skal have noget klinket her. Undskyld mit sprog - men det er i årtier i ledelseskredse blevet kaldt "at skide på andres lokum" Hvis du følger tankerækken til ende - så er følgen af dette, at det suverænt er børnene der i dag bestemmer i skolen. De skal bare gå hjem og køre om hjørner med deres forældre.

Martin, jeg tror gerne, at "hovedparten af alle skoleledere er tidligere lærere, som har hjertet placeret nøjagtig samme sted, som da de selv underviste", som du siger. Men kom ikke og sig, at deres forhold til lærerne ikke er ændret radikalt efter 2013. Hvor lederen før var skolens mand på rådhuset, er han nu rådhusets mand på skolen. Han skal gennemføre den politik, rådhuset har besluttet, og det indebærer bl.a. at vende det døve øre til pressede lærere i situationer, hvor han ikke kan ændre situationen, fordi den skyldes rådhusets beslutninger - fx om inklusion, timetal og klassekvotienter. Man kan så indvende, at skolelederen er sagesløs, men det altså ham, der lægger navn til de dispositioner, der har tvunget læreren i knæ.

I kan sagtens have ret i jeres pointer - det handler denne tråd slet ikke om. Det handler om Sisse Thrane, som i følge Hans Houmøller ikke længere kan arbejde pga. ledelsen. Derfor handler mit seneste indlæg om at det er dybt problematisk, når vi i en debat dels taler mod bedrevidende (husk, der står i artiklen, at ledelsen forsøgte med alle mulige løsninger) og dels unuanceret taler en profession ned. Det synes jeg også I to burde tage afstand fra. Hvis man endelig skal følge jeres begge argumenter, så peger I på en kæde. Men hvorfor stopper jeres kæde hos lederen? Hvis I har ret, så er det jo politikerne, der i sidste ende har skabt den skole vi har i dag. Så det er politikernes skyld (og den eneste politiker i denne tråd, er Hans Houmøller... - det er sgu da lidt ironisk!) at Sisse Thrane ikke længere kan passe sit arbejde. Nej, det må være den enkelte forældres ansvar hvordan man taler. Og når forældrene går over stregen, skal vi som skole reagere - se mit første svar i tråden. At give ledelsen skylden er simpelthen ikke i orden. Det er usagligt, nedgørende og fører da kun til større splittelse. Men det kan selvfølgelig også være en dagsorden for nogen!

Martin. Den rammer du lige i øjet. Det her handler dybest set ikke om lederne på de enkelte skoler, lærerne eller forældrene. Det handler om et systems måde at fungere på, der i praksis gør det umuligt at drive folkeskole på et fornuftigt grundlag. Og ansvaret ligger i forvaltningerne, i KL og hos politikerne. Og den erkendelse er rigtig vigtig.

Martin, ingen af os ved, hvad der præcist skete i Sisses sag, og det vil jeg slet ikke dømme om. Men hvordan du end vender og drejer det, så er ledelsen arbejdsgivernes mand, ikke lærernes. Lederen står med ansvaret for beslutninger, han ofte ikke selv har haft nogen indflydelse på - hvilket ret beset er temmeligt kafkask. Men han har selv valgt kasketten, og så må han tage det sure med det søde. Skolelederforeningen har været ekstremt reformaffirmativ. De har fnyset af ideen om skolelederen som 'den første blandt ligemænd', taget den 'fulde ledelsesret' til sig og dermed ubetinget placeret skolelederne på rådhusets side. Men samtidig har de sagt, at skoleledernes råderum efter 2013 er blevet MINDRE. De har åbenbart svært ved at finde deres ben.

Stor respekt for dit valg, der vidner om selvindsigt, dømmekraft og konsekvens. Der er oftest fokus på samarbejdet mellem skolen og forældre i udkantsområder, fordi problematikkerne er til at få øje på - men for mig er der ingen tvivl om, at problemerne i økonomisk velstillede kommuner mellem skoler og forældre er ...mange og af en anden karakter. Det er ikke meningen, at folkeskolelæreren, sygeplejersken, lægen, togpersonalet ...skal være i forsvarsmode, når de udøver deres job. Det skal ikke være gratis at krænke, ydmyge, true og skabe hetz om medarbejdere. Hele tanken om et skole/hjem samarbejde er kørt af sporet, når skoleledere ikke tør tage ansvar; at jeg så personligt mener, at hele skole/hjem samarbejdet ofte spiller lærer-elev ud mod hinanden eller lærer-lærer. Det bliver ikke et samarbejde, men en kamp om, hvem der har ret. Den krænkelseskultur, der er poppet op som en sur skovsvamp i hele Danmark, finder åbenbart fine vækstbetingelser i folkeskolen. Mit råd: lav folkeskolelæreruddannelsen om, så den varer 5-6 år. Lad jura/retorik indgå i uddannelsen. Sæt startlønnen op til 40.000 kr - slutløn 60.000. Lav ferieåret markant om med 2 mdr. sommerferie. Giv lærerne 2 timers fast kontortid ugentligt (ikke forberedelsestid!), hvor forældre kan kontakte dem. Ingen kontakt efter kl. 17.00 eller i weekender. Ansæt juridisk/fagligt personale, der er deltagere i forældremøder og som stopper enetalen, hvis den er injurierende, truende eller på anden måde markant ukonstruktiv. Det her er der ingen der tør!! Men som lærer er man jo velkommen til at lufte sine holdninger - bare sådan at territoriet er "pisset af". Farvel til flinkeskolerollen og sagbehandler/terapeut rillen.

@Niels Christian Men hvis ikke du vil dømme i den sag, hvorfor vil du så gerne udtrykke din utilfredshed med ledere i en kommentar til en artikel omkring en lærers oplevelse af forældre? Hvorfor er det så vigtigt for dig at tale ledere ned ved enhver given lejlighed? Vi kan sagtens diskutere ledelse, lov 409, skolereform, skoleforvaltning, demokrati, dannelse, ytringsfrihed og alt muligt andet. Men det børe være i en anden tråd - og så vidt jeg ved, har du mulighed for at lave blog-indlæg her på siden, så brug dog den rette plads til det. I bund og grund er der to spørgsmål, som du bør svare på: 1) I ovenstående artikel - er det da lederne eller forældrene, Sisse Thrane har oplevet køre hende ned? 2) I ovenstående artikel - beskrives det da, at ledelsen har forsøgt med alle mulige løsninger for at holde Sisse Thrane på jobbet, eller beskrives det ikke?

Hvis en skoleleder til et forældremøde fortæller at han fremover vil give en elev meget få chancer for at blive på skolen hvis forældrene og eleven ikke finder en ordentlig måde at forvalte skoletilværelsen på, men så - når det kommer til stykket - alligevel ikke lader handling følge de honette ambitioner, så der er helt klart at ansvaret må falde tilbage på ledelsen. Eftersom at ledelsen har ønsket og fået mere magt over et lærerværelse og medarbejdernes beslutninger da lærerrådet blev afskaffet, må det også være ledelsen der skydes på når noget går galt, og det er derfor også ledelsens ansvar at få rettet op på tingene. Så, Martin Eriksen, det er altså dit ansvar hvis dine medarbejdere ikke trives og at du ikke formår at løfte opgaven. Hvis du ikke kan klare disse ting, må du naturligvis overlade stafetten til en der magter opgaven. Andet og mere er der såmænd ikke i det. Hvis du piver over at få stukket en nål i dit øre, så lad være med at udsætte dig for muligheden. En lærer er ikke ansat for at acceptere hvad-som-helst fra elever og forældres side, og sker det er det din forbandede pligt at gribe ind og gå i brechen for den pågældende lærer, ikke blot at forholde dig passiv til det der sker foran dig. Kan du ikke magte det, vil jeg kalde det dårlig ledelsesstil og det bør medføre at du forlader stillingen du åbenbart ikke magter. Bemærk, jeg kender intet til dig som leder, men udtaler mig generelt om ledelsesstile i relation til det du skriver.

Sorry Martin. Lederne ville have det FULDE ledelsesansvar, som de havde i forvejen. Det blev banket ind i os og befolkningen igen og igen og igen i foråret 2013. Ergo er det også ledernes forbandede ansvar, hvis lærere føler sig svigtet eller magtesløse, endda i sådan en grad at de siger op på det her grundlag, ER det altså lederne ,der har svigtet på et eller andet niveau. Jeg har oplevet (flere) ledere, der i den grad var B&U's forlængede arm og hvor de klart lagde ansvaret ud på lærerne, uanset hvilke ting, der var i spil. For langt de fleste ledere, der er problemet at de skal/har rettet ind, igen, en generel betragtning ud fra hvad jeg ser og hører, det er langt fra sikkert at B&U bryder sig om de her konflikter og det er ganske meget nemmere at lægge den ud til læreren, vedkommende går ikke på Facebook, EB eller skriver til udvalgsformanden, der så lægger ansvaret over på lederen. Alene det sidste halve år har der været en del sager i pressen og endda lærere/ledere, der er kommet til en "aftale" med forvaltningen om det ene eller andet. "Derfor har Johnson-familien stillet krav til Nordfyns Kommune om at fyre den pågældende lærer og flytte datteren til en skole i nærområdet." "Som konsekvens af hele affæren fratrådte skolelederen på Kystskolen afd. Krogsbølle Morten Wettergren sin stilling 10. oktober. " "- Det er gået galt, fordi der ikke har været de rigtige rammer for ledelsen." Det løber nedad: Byrådet udstikker reglerne, skoledirektøren skal udføre dem, han pålægger områdecheferne, i de større byer, hvordan de skal agere, der så giver skolelederne besked på at rette ind, der så giver lærerne instrukser - her stopper bolden (lorten). Alle led kan godt lide at beholde deres job - nok skoledirektøren undtaget, han skifter bare til en anden kommune. Så. På hvis side er skoleinspektøren og hvor hans loyalitet? Han har til enhver tid behov for så lidt rokken med kanoen på skolen og derfor er det "nemmest" at bakke op om forældrene eller i det mindste gyde olie på vandene.

"Hvis en skoleleder til et forældremøde fortæller at han fremover vil give en elev meget få chancer for at blive på skolen hvis forældrene og eleven ikke finder en ordentlig måde at forvalte skoletilværelsen på, " Desværre Arne. Det er ikke så nemt igen - for skolelederen har meget få muligheder for at slippe af med eleven. Især distriktselever. Du hænger på dem. Man kan reelt ikke smide dem ud, man kan ikke holde dem hjemme eller lignende. De har ret til undervisning. Det er slet ikke så nemt igen. Og hvilken skoleleder vil dog have en problem-elev overført med tvang? Til gengæld, der orienteres forældre ofte om det frie skolevalg. ;-) Når de nu er så utilfredse med skolen - her flytter nissen så normalt med. Og igen - her skal du også have B&U ind over og så er vi tilbage til hvor loyaliteten ligger.

https://www.folkeskolen.dk/607480/70-procent-af-skolelederne-har-sendt-elever-hjem-paa-en-taenker

Tomas, Arne med flere... Jeg tager meget gerne diskussionen omkring ledelsesansvar - og jeg er nu langt hen ad vejen enig med jer. Men bemærk venligst, at det slet ikke er det, denne tråd handler om. Den handler om Sisse Thrane og hvordan forældre taler. Pludselig indskyder Hans Houmøller, at det er ledelsens skyld - at Sisse Thrane manglede opbakning. DET reagerer jeg på. For det er faktuelt forkert (med mindre I har en anden viden, end dem som fremkommer af artiklen). Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at Hans Houmøller lyver, når han udtaler "Jeg undrer mig noget over den manglende opbakning fra lederen, men det skyldes helt sikkert, at ledelsen i de senere år er rykket om på den anden side af skrivebordet og nu er forvaltningens forlængede arm." Hans Houmøller mener, at ledere ikke længere bakker op, fordi de er blevet forvaltningens forlængede arm. DEN påstand er håbløs og en løgn. Både i denne sag og på de fleste andre skoler - men nu er det denne sag det drejer sig om, så lad os holde fokus på den. At så mange herinde ikke tager afstand fra hans udsagn finder jeg dybt problematisk. For det er opstået ud af intet og bidrager kun til at grave grøfter. DET anfægter jeg, for nok er skolen under pres fra politikere, forældre, medier og andre, men den skal ikke gøres dårligere, fordi enkelte lærere (eller ledere for den sags skyld) har egne dagsordener og prøver at svindle dem igennem! Jeg har debatteret med flere af jer tidligere og det ligner jer ikke at hoppe med på laveste fællesnævner. Det er skuffende - og desværre kan det smitte til de andre læsere herinde. Det er min frygt.

Når vi nu taler om laveste fællesnævner. ;-) "at ledelsen i de senere år er rykket om på den anden side af skrivebordet og nu er forvaltningens forlængede arm." Hans Houmøller mener, at ledere ikke længere bakker op, fordi de er blevet forvaltningens forlængede arm. DEN påstand er håbløs og en løgn" Det er altså ikke rigtigt og det ved du også godt. Det kan godt være det her ikke er den rigtige tråd, men nu er vi i gang. Det er heller ikke Arne, Sauer eller jeg, der er skyld i andre stikker hovedet i busken - for jeg stikker eddermame hovedet i løkken med min deltagelse her - det HAR jeg prøvet at blive orienteret om og for den sags skyld være millimeter fra en tjenestelig samtale. Jeg har fået af vide at jeg ikke må udtale mig kritisk om Min Udannelse til studerende, at jeg ikke må forlade mine elever i 22 sekunder for at hente et glas vand 5 meter fra idrætssalen og at jeg ikke må udtrykke mig kritisk om fagfordelingen............... Referatet fra alle tre ligger/har ligget i min personalemappe. Jeg kender mindst 4 ledere i de godt 12 år jeg har været i folkeskolen, der uden at blinke ville finde på et eller andet for at bonne folk for at udtale sig negativt/kritisk. Det samme gælder ledere, de skal satme ikke have stukket hovedet frem - du er et særsyn og balancerer, efter min mening også på kanten - heldigvis, for det er da sympatisk. (Og modigt.) Selvfølgelig bakker ledere op, lige til der hvor kanten er og den definerer B&U. Hvorfor er ingen ude og kritisere Aula? Er det kun lærere, der er utilfredse? Er alle cirka 3000 ledere tilfreds? Mener de virkelig det er et godt redskab til deres ansatte? Og det har en masse med den her artikel at gøre - igen se eksemplet fra Nordfyn - det er bare et enkelt eksempel. Er alle ledere tilfreds med deres ansatte ikke har en overenskomst/lokalaftale? National test? Trivselsmålinger? Sundhedsmålinger? Den er virkelig styg - jeg kender de cirka 120 spørgsmål kommunerne kan vælge imellem. Du ved ligeså vel som mig, at vil man, kan man uden problemer fylde folks mappe med advarsler, nærmest uden belæg - lærere og ledere overtræder reglerne på daglig basis. Fx. der skal man have partshøring og lægge et notat i elevers mappe hvis de sendes hjem før tid - hvor mange ledere gør det?

Jeg har før debatteret med dig og gør det gerne igen, da ledere og lærere er afhængige af og bør nærme sig hinanden!! Der står ganske rigtigt i artiklen, at ledelsen har gjort meget for at beholde Sisse på skolen. F.eks. er der tilbudt orlov og nedsat tid. Ingen af disse forslag vil løse problemet med kommunikationen. Og hvorfor skal en lærer acceptere lavere løn pga. forældre, som ikke ved, hvordan man opfører sig?? Du foreslår at kommunikationen skal foregå gennem ledelsen i visse situationer. Tænker på, om du kan forestille dig, hvor ydmygende det må være for en lærer, at forældre og leder kommunikerer hen over hovedet på dig..... Jeg kan næsten fysisk mærke knuden i maven!

Martin: "I hvert fald blev hun tilbudt både orlov og nedsat tid og alle mulige løsninger, der kunne få hende til at blive i jobbet." Hvor peger ledelsen pilen hen? Det er jo absurd at en lærer skal på ORLOV, nedsat tid eller meget andet fordi en flok forældre ikke sættes på plads! Ledelsen skulle i den grad have banket de forældre på plads, længe før Iben sagde jobbet op - det burde i den grad vække eftertanke ved en ledelse, at en (meget) kompetent medarbejder siger op uden en plan for at tjene penge. Jeg anser dig for at være ganske fornuftig - Aula undtaget ;-) - men du MÅ kunne se det helt skæve i den her sag.

@Tomas Der er kun to muligheder efter denne indledning på artiklen:" I hvert fald blev hun tilbudt både orlov og nedsat tid og alle mulige løsninger, der kunne få hende til at blive i jobbet." Enten lyver journalisten eller også skulle ledelsen tilbyde hende u-mulige løsninger - og det kan de vel ikke klandres for ikke at forsøge??? Lad mig lige få dit bud på dette - tror du ikke på journalisten eller synes du ledelsen skulle forsøge noget umuligt? Der står simpelthen klokkeklart, at ledelsen har gjort alt hvad der var muligt - herunder orlov og nedsat tid. Men andre mulige løsninger er selvfølgelig at intervenere mod forældrene, drøfte sprog og kommunikation i skolebestyrelsen, at ledelsen deltager i forældremøder og andet. Det forudsætter jeg ledelsen har gjort, ellers giver det jo ikke mening at journalisten skriver man har forsøgt alle mulige løsninger. Så derfor kan jeg ikke se at der er noget skævt i denne sag. Jo, det er helt skævt og uanstændigt, at Hans Houmøller (og tilsyneladende flere) mener det er ledelsens skyld, at Sisse Thrane ikke længere kan passe sit job. På trods af at artiklen starter ud med at påpege det modsatte. Og jo, det er helt skævt at forældre kan finde på at tale sådan. Artiklen er vanvittigt interessant. Hvis man skulle flytte sig fra at have fokus på sympatien med Sisse Thrane, er artiklen jo oplagt til at vi sammen kan drøfte hvad filan man kan gøre som lærere og ledere når vi møder forældre med et modbydeligt sprog. Jeg synes også debatsporet kom godt fra land, indtil Hans Houmøller tillader sig at konkludere, at det helt sikkert er ledelsens skyld. Jeg vil mene, at uanset hvordan man vender og drejer det, så er det forældrenes ansvar. Vi ser det i andre sektorer også - brandmænd, der bliver beskudt med fyrværkeri, når de rykker ud til brande, politi der bliver kastet brosten efter, sundhedspersonale som bliver betvivlet i deres arbejde, lærere som bliver talt grimt til og sikkert mange andre steder. Der ER en forråelse - også på de sociale medier. Man synes man kan tillade sig at sige hvad som helst, for ofte er det en gratis omgang - for hvem kan egentlig sanktionere? Det er desværre også en tendens, jeg synes har sneget sig herind. I mine øjne er Hans Houmøllers indlæg så langt fra det artiklen og debatten på daværende tidspunkt handlede om og det bliver kun værre af at påstanden strider mod det, der står i artiklen. Og uanset om Hans Houmøller så måtte kende til sagen fra sit private virke og det viser sig, at ledelsen ikke har ageret godt nok (hvilket jeg dog ikke har grund til at tro han gør - men nu vil jeg lege med antagelsen) så kan én konkret sag aldrig bruges til at generalisere en hel faggruppe. Tænk sig, hvis jeg som skoleledere - enten her eller i et forum blandt skoleledere - havde sagt: "Jeg er helt sikker på at det er lærerens egen skyld. Jeg har godt nok aldrig selv oplevet sådanne lærere, men jeg har hørt fra andre, at lærere er tyndhudede og dårlige til at kommunikere med forældre." Det er dér vi er - blot med omvendt fortegn. Jeg har diskuteret med Hans Houmøller tidligere og det er sjældent vi er enige. Det lever både han og jeg nok fint med. Men det er skræmmende at så mange andre synes det er i orden at hoppe med i en kamp mod ledelser - i hvert fald på denne baggrund. @Mette Lige et hurtigt svar 1) Man skal ikke acceptere en lavere løn. Men når man prøver alle mulige løsninger, vil man på et tidspunkt nå til denne snak også. Jeg synes det er et stærkt signal at sende:"Jeg vil gøre alt for at beholde dig på skolen og på arbejdsmarkedet - for du betyder noget for os". Andet havde ikke været i orden i dialogen mellem lærere og leder. 2) Når jeg foreslår at ledelsen kan gå direkte mellem leder og forældre, så er det fordi jeg har prøvet det 2 gange. Begge gange efter ønske fra en lærer. Og begge gange var det fordi forældre flere gange havde skrevet mails i Intra, hvor de kom modbydelige beskyldninger mod lærerens professionalisme. Læreren havde prøvet at svare ordentlig, ledelsen havde været i dialog, men det ændrede ikke noget. Til sidst blev læreren så bange for at tjekke sin mail, at det blev hæmmende (og bekymrende i forhold til en kommende sygemelding). Eleverne var i fin trivsel og udvikling, men forældrene ville noget mere - noget andet - åbenbart. Det var ikke rimeligt overfor lærerne og for at de kunne koncentrere sig om alt det gode i deres arbejde, aftalte vi, at jeg meldte ud til forældrene, at direkte kommunikation mellem dem og læreren var sat på pause - og at de skulle skrive til mig, hvis der var noget, de ville fortælle. Det var ikke ydmygende at vi sammen fandt en løsning. Til gengæld havde de to lærere det virkelig skidt i den periode, hvor det stod på.

Som skrevet lige ovenfor. ;-) https://www.folkeskolen.dk/883859/foelgeforskning-ingen-sammenhaeng-mellem-maalstyring-og-elevernes-resultater#1528345

@Tomas Ærgerligt du ikke tager dig tid til at svare på min spørgsmål, men fair nok - lad os lade den ligge her. I fik udtrykt jeres negative tanker om ledelse og fik påduttet en ledelse skylden for at Sisse Thrane ikke er i skoleverdenen længere. Æv! Held og lykke til dig, Sisse Thrane - håber du kommer ovenpå igen.

Jeg er ikke helt med på dine spørgsmål og jeg har nu ikke sagt at journalisten lyver. At jeg skulle lufte negative tanker, det står for din regning. Jeg har ikke sagt at _ledelse_ er forkert eller negativt, jeg siger at ledere ender i en ubehagelig klemme, hvor de hellere vil flyve under radaren end at gøre uheldigt opmærksom på sig selv - forældre har en enorm magt, det ved du selv. Den ene skoleleder på mit barns forrige skole kom netop fra sådan en situation, hvor forældrene var meget kritiske og hvor det var åbenlyst en fyring lå i luften. Jeg må indrømme at du deltager på lige fod i det med at tale om laveste fællesnævner: "Hans Houmøller mener, at ledere ikke længere bakker op, fordi de er blevet forvaltningens forlængede arm. DEN påstand er håbløs og en løgn" Det står jo direkte her: "Jeg tror, jeg har resigneret lidt. Jeg har accepteret det indskrænkede rum, og jeg brug kun tid på kommunens ideer. Jeg sætter jo ikke noget i værk selv, jeg fungerer kun som katalysator. Tidligere kunne jeg sagtens selv finde på mål, men det gør jeg overhovedet ikke mere." Om du vælger at ignorere det eller er så heldig at du ikke kender ledere af den type, det skal jeg ikke kunne sige, men det er uomtvisteligt at ledere er underlagt forvaltningen og har ganske svært ved at sige fra - på samme måde som masser af andre offentligt ansatte er intimideret til at tie stille - det har jeg selv prøvet, jeg er bare så dum at jeg ikke fatter det og holder kæft. Tror du i ramme alvor at alle 3000 ledere mener at Aula er en god ide? At skolereformen er en god ide? Hvad angår den her sag, der er altså et eller andet svigt hvis man når til at nedsat tid eller orlov er en løsning. Det kan simpelthen ikke passe at en ledelse ikke kan banke sådan en forældregruppe på plads. I sidste ende må forvaltningen på banen. Som tidligere nævnt er der også sagen fra Nordfyn og den er ikke enestående - her ender det med at lederen fyres, fordi 2 forældregrupper er i totterne på hinanden. Personligt, helt uden at skyde på skoleledere generelt, der er et eller galt imellem forældreproblemerne og så at løsningen går på at læreren skal gå på orlov, nedsat tid eller hun vælger at tage sin afsked - hvilket jeg mener uanset om det er Sisse eller andre. Præcis som du beskriver her: "Det var ikke rimeligt overfor lærerne og for at de kunne koncentrere sig om alt det gode i deres arbejde, aftalte vi, at jeg meldte ud til forældrene, at direkte kommunikation mellem dem og læreren var sat på pause - og at de skulle skrive til mig, hvis der var noget, de ville fortælle. Det var ikke ydmygende at vi sammen fandt en løsning. Til gengæld havde de to lærere det virkelig skidt i den periode, hvor det stod på." Ville du have accepteret en løsning, hvor det var læreren, der trak det korteste strå? Personligt, der mener jeg at vi som lærerstand - helt uden at det er Sisse's skyld - skal være meget bedre til at sige fra og få ledelsen involveret, der så må tage ansvaret på sig. Vi finder os i mange tilfælde i alt for meget. Jeg har selv prøvet det, godt nok ikke i en grad hvor det kom til ledelsen skulle indblandes, men i flere tilfælde har det været tæt på. Forældre, der kraft betvivler mine pædagogiske og didaktiske metoder på forældremøder eller som er helt væk fra skiven ved S/H-samtaler, her burde man have sagt fra, men vi er bange for at ødelægge samarbejdet med forældrene. :-/

Jeg kender den beskrevne case ganske godt, da jeg arbejder på samme skole, og Sisse Thrane var en kær kollega. Derfor synes jeg det er på sin plads at tage ved lære af hendes oplevelse, og andre der har været igennem lignende oplevelser. I mit eget lærernetværk hører jeg tit om tilsvarende for lærere på andre skole andre steder end København. Det er nemt at få øje på årsager til problemet med få, men meget grænseoverskridende forældres adfærd i skole- hjemsamarbejdet. Her er et nogle af dem: 1) Skolereformen fokuserede, så ensidigt på læring, at man glemte at forholde sig til at samtaleformerne og debatkulturen i samfundet var blevet mere konfronterende. 2) Lærerne og til en vis grad skolelederne er ikke fagligt uddannede til at håndtere den mere konfronterende dialogform, som få forældre benytter sig af. Vi mangler professionelle tankeredskaber, kommunikationsstrategier og metoder. Derfor bliver vi fanget som privatpersoner, og ikke som professionelle fagfolk. Ingen kan i længden tåle, at det er en persons som er under pres. 3) Diversiteten i samfundet er øget, så intet fællesskab er givet, men det skal forhandles hele tiden, og for de fleste går det problemfrit, men få ser ikke fordelen i fællesskabet, men fokuserer kun på deres egne behov. Herved bliver både lærere og det store flertal af forældre taget gidsler i en tidskrævende og opslidende kamp om at få skal have ret. Personligt synes jeg, at det er oprørende at se hjertevarme, dedikerede og dygtige lærere give op i folkeskolen, fordi de er gode kolleger, og folkeskolen har brug for deres erfaring og faglighed. Folkeskolen kan ikke tåle at blive drænet for faglig kompetencer i år, hvor målet er et fagligt løft. Det argument burde give mening, også i de kommunale forvaltninger, så man tog foden fra pedalen med at køre efter alle mulige mål uden midler og retning. I stedet skulle man fokusere på at løse en målbar, synlig og vigtig udfordring: Sprog skaber virkelighed, og hvis vi ikke taler gensidigt med nysgerrighed og anerkendelse overfor hinanden skaber vi ingen resultater.

@Tomas Først og fremmest tak for at du bliver ved med at debattere - det synes jeg er helt vildt fedt. Og jeg synes du går efter bolden, så er det nemmere at forsøge at spille tilbage - også tak for det! Du skriver, at ledelsen er havnet i en ubehagelig klemme, og også det tror jeg du har helt ret i. Min anke går stadig på at Hans Houmøller udtaler følgende på baggrund af denne artikel:"Jeg undrer mig noget over den manglende opbakning fra lederen, men det skyldes helt sikkert, at ledelsen i de senere år er rykket om på den anden side af skrivebordet og nu er forvaltningens forlængede arm." Der er i skrivende stund 27 andre som har givet dette udsagn et hjerte og det er et kolossalt problem i mine øjne. Der er to ting, som Hans Houmøller ikke kan påstå ud fra artiklen: 1) At ledelsen ikke har bakket Sisse Thrane op 2) At det "helt sikkert" skyldes at ledelsen er forvaltningens forlængede arm. Ad 1) Det står sort på hvidt, at ledelsen har forsøgt "alt muligt" for at holde Sisse Thrane på jobbet. De har også forsøgt at tilbyde hende nedsat tid og orlov. Når de to fænomener nævnes separat, så skyldes et højst sandsynligt, at lige netop de to ting kan man ikke "tvinge" en ledelse til at tilbyde. Det kunne jo være at Sisse Thrane havde nogle særlige opgaver, en særlig fagkombination eller var i gang med særlige forløb (f.eks. fag tæt på afgangsprøver) som gør at orlov eller nedsat tid ikke gav mening for skolen. Så derfor er en ledelse ikke forpligtet til at tilbyde de to ting - men det har de gjort alligevel. Forestil dig, at der i artiklen stod, at ledelsen IKKE havde tilbudt orlov eller nedsat tid- så var der da mulighed for at kritisere. Når der står "alt muligt" har ledelsen selvfølgelig forsøgt meget andet - jeg giver nogle bud længere oppe i tråden på hvad det kan være - og derfor har ledelsen i denne sag gjort alt hvad der var pædagogisk muligt i forhold til Sisse Thrane, teamet, skolebestyrelsen, forældrene og andet samt gået det ekstra skridt og tilbudt orlov eller nedsat tid. Skal denne tråd handle om ledelse, så skal det da være fordi ledelsen har kæmpet for at beholde og hjælpe Sisse Thrane. Ledelsen skal i denne sag have ros. ad 2) Hans Houmøller tillader sig at konkludere, at hvis en ledelse arbejder tæt sammen med en forvaltning, så vil man ikke bakke op om sine lærere. Og han bruger udtrykket "helt sikkert". Dvs, der er ikke tvivl om det. Han mistænker det ikke, han tror det ikke - nej, han ved det. Og med mindre han har denne viden som politiker og dermed misbruger sin tavshedspligt, så gør han som så mange andre på internettet i disse år: han troller. Eneste formål er at skabe splid, hvilket underbygges af at han har holdt sig fra diskussionen siden sit indlæg. Hans Houmøller er politiker, lærer og har deltaget i mange debatter herinde. Selvom jeg tit er uenig med ham, så har jeg ham ikke mistænkt for hverken at kunne læse, forstå eller selv formulere sig. Så når han skriver - stik modsat hvad der står i artiklen - at ledelsen ikke ydede opbakning og det helt sikkert skyldtes at de var forvaltningens forlængede arm, så er det en bevidst usand påstand. Og det er vel en fin definition på en løgn! Så Tomas - jeg er helt vildt nysgerrig. Anerkender du at Hans Houmøllers indlæg består af usande påstande, som taler en profession ned (lederne)? Jeg skal nok svare på dine øvrige spørgsmål, selvom jeg ikke synes de har så meget med denne sag at gøre. Men jeg vil sætte stor pris på at du svarer på dette - og uddyb gerne hvis du er uenig med og at du altså synes, at Hans Houmøller har ret i sine påstande. Og nu til det andet: Du linker til en artikel, hvor en leder udtaler, at han er ved at resignere. Det handler om målstyring og ikke forældresamarbejde. Selvfølgelig er vi ledere underlagt skoleforvaltningen. Og skoleforvaltningen er underlagt de lokale politikere. Og de lokale politikere er underlagt Christiansborg. Og i nogle sager er Christiansborg underlagt EU. Det er sådan vores demokrati er. Vi kan da ikke have en skole, hvor hver lærer og leder gør det, de synes er bedst. Heldigvis har vi et stærkt demokrati, som også er forankret på arbejdspladserne. Der er skolebestyrelser, MED-udvalg, pædagogiske udvalg og kommunalvalg, som er nogle af de mange arenaer, hvor medarbejdere og ledere kan komme til orde og kæmpe for det, som de synes er bedst. Men det er nu engang sådan, at jo tættere man er på bunden af et hierarki, jo mere skal man indordne sig - og i skolens magthierarki er ansatte vel i bunden, lederne lige over og så efterfulgt af skolebestyrelse, forvaltning, byråd og folketinget. Så der er mange ting, vi skal finde os i. Det gode er, at når vi er uenige, så har vi masser af mulighed for at fortælle vidt og bredt om det - ja, vi er faktisk sikret vores ytringsfrihed rent juridisk. Jeg er godt klar over at det ikke betyder, at det ikke kan være surt at være lærer eller leder engang imellem - men har man ikke lyst til at arbejde i en branche under sådanne vilkår, kan man jo skifte. Jeg hylder demokratiet - også når det beslutter noget jeg er dybt uenig i. Så når min nærmeste leder sig "hop", så spørger jeg hvorfor. Når jeg har fået et svar - og det gør jeg altid - så hopper jeg, men mindre grunden er ulovlig. Hvis jeg er uenig i grunden, tager jeg det op på møder. Jeg kan også drøfte det med kolleger. Men jeg er jo ikke ansat af systemet til at modarbejde det, så derfor må jeg bakke det op, ændre det eller forlade det. Giver det mening i forhold til dine betragtninger?

@Martin Eriksen Blot to spørgsmål: Vil du hævde at der ikke findes skoleledere der ikke bakker deres personale op, fx hvis de deltager i et forældremøde om en klasse og læreren er til stede? Vil du hævde at skoleledere altid støtter lærerne i forhold til forældrekonflikter og derfor aldrig går i rette med forældrene når de bliver for grove?

@Martin Eriksen - I øvrigt glemte jeg lige at det da er fint at du som skoleleder vælger at indgå i denne debat, selvom vi er uenige, for det er da heller ikke blot a walk in the park at være leder i dag, men det ændrer ikke ved det faktum at der er skoleledere der aldrig burde have været skoleledere i et forum hvor kravene til lærerne og lederne og politikerne aldrig har været større. Når vi også har kunnet læse at der er skoleledere der er blevet afskediget, selvom det bestemt ikke er nemt at slippe af med en skoleleder (og det bør det heller ikke være - der må dog være en vis kant), så tyder det dog på at det ikke altid er sådan at man blot regner med at løse en problematik ved at snakke forældrene efter munden, for hvad bliver det næste? En skoleleder bør efter min opfattelse støtte læreren 100 procent over for forældrene -at han/hun (skolelederen) så tager en anden og mere alvorlig snak med medarbejderen, må man jo forvente, men over for en flok vrede forældre der kræver lærerens hoved på fad fordi denne blot følger skoleloven, er læreren den svage. Jeg kender et eksempel på en magtfuld forældre der mente at når musiklæreren ikke ville undervise eleverne i at spille guitar, så skulle vedkommende fyres, for så var hun ikke sin stilling voksen. Her reagerede skolelederen med en henholdende opfattelse - indtil at han selv blev kritiseret af de selvsamme forældre. Her blev skolen en slags kampplads for den underliggende agenda om at komme af med lederen (noget som den pågældende forældre i et slags fortroligt forum, erkendte blankt), og når det nu ikke lykkedes, så ville man i det mindste af med læreren - og det lykkedes desværre. Hun brød sammen og måtte holde op med sit arbejde. Den slags tror man ikke sker, men det er faktisk også en virkelighed der eksisterer.

@Arne Du kan sagtens have ret - og det tror jeg faktisk du har. Men som jeg har skrevet flere gange, så reagerer jeg på at Hans Houmøller er sikker på at ledelsen ikke har ydet Sisse Thrane opbakning. Og når man har læst artiklen, er det altså en bevidst usand påstand. Det her handler slet ikke om ledelser generelt. Det handler om den ene ledelse, som var på Sisse Thranes skole. Dem postulerer Hans Houmøller ikke har ydet hende opbakning. Synes du det er fair?

Først. Jeg er utrolig glad for du deltager i denne debat, det er heller ikke risikofrit for dig - uanset hvor meget du er på lederside eller bakker B&U op. ;-) Det ved du godt. "Hans Houmøller tillader sig at konkludere, at hvis en ledelse arbejder tæt sammen med en forvaltning, så vil man ikke bakke op om sine lærere. Og han bruger udtrykket "helt sikkert". Dvs, der er ikke tvivl om det. Han mistænker det ikke, han tror det ikke - nej, han ved det. Jeg mener ærlig talt vi er ude i en strid om kejserens skæg. Jeg skal ikke kunne sige hvad Hans mener med "helt sikkert", men jeg vil - igen - sige at der mangler et stykke mellem forældreknas og orlov. Her vil man selvfølgelig ikke udtale sig om personalesager, uanset om den pågældende lærer giver lov eller ej - det er der cirka 99 % præcedens for i det offentlige. "Du linker til en artikel, hvor en leder udtaler, at han er ved at resignere. Det handler om målstyring og ikke forældresamarbejde." Jo, men mener du at det kun er i målstyringstilfælde? Se til slut i mit indlæg. "Vi kan da ikke have en skole, hvor hver lærer og leder gør det, de synes er bedst." Come on. Det har ingen postuleret. Men er du ikke enig i at rammerne for ledelse og for den sags skyld for metodefriheden er under kraftigt pres OG er indskrænket. I Århus, der har vi fået frit valg omkring platforme - vi har fået valget mellem at bruge den ene eller anden - er det et frit valg? "Der er skolebestyrelser, MED-udvalg, pædagogiske udvalg og kommunalvalg, som er nogle af de mange arenaer, hvor medarbejdere og ledere kan komme til orde og kæmpe for det, som de synes er bedst." Ja og hvad plejer resultatet at være? "Det gode er, at når vi er uenige, så har vi masser af mulighed for at fortælle vidt og bredt om det - ja, vi er faktisk sikret vores ytringsfrihed rent juridisk." Nu går det for alvor galt? Der er utallige eksempler på den ytringsfrihed ikke er det papir den er skrevet på værd. Jeg har selv været der. Det er så ubegribelig nemt at sanktionere en ansat, uanset hvor man er ansat i det offentlige - alle laver et utal af fjel i løbet af et skoleår og fagforeningerne er magtesløse. Se Erik Schmidt - det er 7 - SYV - år siden hans sag startede! SYV! Men skal eddermame have store nosser for at have en sag kørende i syv år, det vil da for alvor køre en ned under gulvbræddderne. Ville du ansætte en lærer, der var fyret pga. brok? Eller som havde en personalesag kørende ? Men jeg er jo ikke ansat af systemet til at modarbejde det, så derfor må jeg bakke det op, ændre det eller forlade det. Ledere har også ytringsfrihed, så jeg spørger igen - tror du alle 3700 skoleledere er enige i skolereform, de utroligt mange lektioner lærere læser, NT, Trivselsmåling, Sundhedsmåling (den er særlig styg), Aula, portaler, platforme, læringsmål og så videre. Det har intet at gøre med at hoppe ;-) , det har noget med at gøre om man er enig i alle de ting, der presses ned over lærerne i de her år. Eneste sted jeg reelt har set at man ytrer sig, det er i forbindelse med fraværsloven og det er rimelig risikofrit, for den er hverken kommuner eller regeringen vilde med, men de hænger på forliget.

Martin, det her har intet at gøre med dig eller _ledelse_ at gøre. Det er en kritik af den systemtænkning, hvor skoleinspektører, skole_ledere_ erstattes af diplomledere. De har ofte har få år bag katederet, så er de blevet konstituerede, læser diplom og vupti er de ledere. Ja, det er en generalisering, men der er en god del sandhed i det. Det gælder iøvrigt også konsulenter - jeg googler dem gerne, når de besøger os. Og ja, jeg har set at du ikke er i den gryde. ;-) Når man så har siddet i hjørnekontoret og aldrig oplevet andet end L409 & reform, bliver det sværere og sværere at forholde sig til hvordan det er på den anden side. Ikke mindst når så B&U ect. beder en op at hoppe, f.x ved at bede en spare XX antal kroner. Jeg har arbejdet for Morten som vikar, da han var i Århus - jeg græder snot over han har sagt op. Han er et utrolig kompetent menneske og for den sags skyld behagelig at være ansat under. https://www.folkeskolen.dk/601498/skoleleder-foelte-sig-fanget-af-ny-struktur-jeg-fik-at-vide-at-jeg-skulle-glemme-paedagogikken-og-taenke-i-oekonomi Vi lærere er i samme gryde. Der er mere end 25 5 lærere, der er ansat efter 2013. Hvordan kan man forklare, at der var en tid, hvor man ikke havde 28-30 lektioner i de slemme tilfælde, hvor man ikke skulle være på skolen 42 timer om eller at ens mellemtrinselever ikke skulle være i skole til 15.45 fredag eftermiddag? Eller at man ikke skulle bruge tid på at lave og lægge ens forløb op på en platform. Ja, ja. Det sælges som tidsbesparende, men kun hvis de ikke rettes til. Hvor man havde tid til forberedelse ect. Jeg talte ikke timer før - det gør jeg nu. Det er der også andre kollegaer der gør, men der er eddermame også mange, der lægger interessetimer. :-/ Der bliver en større og større accept af Reform & L409 på begge sider. Nå, undskyld Sisse, det var ikke meningen vi skulle ende her. Martin - vi kan tage den senere på din egen side evt. Tomas

@Martin Eriksen Den frustration man kan have fordi folk udtaler sig om ting de ikke kender detaljerne i, kan jeg sagtens følge. Men det er vel ikke mindre fair end når folk udtaler sig på uoplyst grundlag? Det jeg mener er at ligesom der er forældre og politikere der udtaler sig om en sag de absolut ikke har noget kendskab til og hvor de dømmer folk uden at kende den rigtige historie, ligesåvel er det vel også frustrerende at lærere, elever, forældre OG skoleledere drager nogle forhastede konklusioner om sager de burde have sat sig bedre ind i. Vi har kun artiklen at "kloge os" på, og afhængigt af hvor grundigt man læser den og sammenholder det med egne erfaringer og frustrationer, drages der så nogle konklusioner hvor det ikke fremgår klart hvad der er erfaringer og hvad der er anført i en bestemt artikel eller et indlæg i et læserbrev. Når nogle lærere forsyner en ledelse med "uformel" snak om en kollega som de ikke kan lide og som lederen så anvender som en forklaring på hvorfor den pågældende lærer er problematisk i en personalesag, eller når nogle forældre klager over en lærers adfærd uden at ledelsen har mod til at afvise at det er lederen og ikke forældrene der skal føre personalepolitikken og mere i den dur, kan der sagtens ryge en finke af panden i en debat som denne hvor det ikke altid fremgår at det burde være sagligheden der var i højsædet, men hvor det i stedet er ens mest negative erfaringer der spiller ind. Når følelserne er i klemme, så er det vanskeligt at være nøgtern, så nej, det er ikke fair hvis en person, lærer, politiker, forældre eller for den sags skyld en eller flere elever, ytrer sig om en bestemt sag som de kun kender fra en filtreret indbyrdes samtale, men det ser desværre ud til at være et vilkår blandt mennesker, kendt som "at løbe med en halv vind". Jeg har for nogle år siden forsket i et bestemt undervisningssegment i både den danske og finske folkeskole. Udover selve undervisningen, var det påfaldende at man i den finske folkeskole oplevede en dyb respekt for lærerne fra forældreside, og det hørte til sjældenhederne at forældrene havde noget negativt at sige, for her var det lærerne der var "konger" og forældrene regnede med at læreren, i kraft af sin uddannelse (alle fra universiteterne) vidste hvad hun gjorde. Opstod der en konflikt med en elev, ville der blive sendt en skrivelse til forældrene om sagen, og en opfordring til at forældrene trådte i karakter. Det var ikke sådan at man i tide og utide indkaldte forældrene til samtaler - og skete det, så var sagen yderst alvorligt, noget som forældrene bestemt ikke var glade for, for så vidste de at det faldt tilbage på dem selv som forældre og deres opdragelse. Det er også påfaldende at hvor vi i Danmark ser en slags flugt fra folkeskolen til privatskolerne der i Danmark udgøres af 13-14%, er privatskolerne i Finland meget små, omkring 1-3%, og det selvom prisen for en finsk privatskole ikke er dyrere for forældrene end en almindelig folkeskole. Det vil sige at forældrene ikke betaler for at deres børn skal gå i en privatskole, og hvor man altså ikke ser den nævnte flugt folkeskole og privatskole imellem. Udover at alle lærerne er akademisk uddannede, med langt flere undervisningstimer på universiteterne, herunder fokus på både faglighed, psykologi og pædagogik, end der findes på de danske seminarier,er der heller ikke afgangsprøver som vi kender dem. Dels bliver alle evalueringsopgaver enten fabrikeret af lærerne selv, eller også er det lærerforeningen som sælger dem til skolerne. Mundtlige eksaminer findes stort set ikke, og slet ikke med censorer som vi kender dem. Det er alene op til lærerne at sørge for evalueringen. Om det så derfor betyder at forældrene er mere tilbageholdende med at gøre vrøvl, kan man naturligvis gisne om, men min pointe er at der gennem årene er kommet en større respekt for lærerne og deres arbejde i Finland - især fra forældreside. Man kan så hævde at det finske skolesystem er autoritært og envejskommunikerende, men det oplevede jeg ikke i min forskning. Elevernes adfærd var sammenlignelige med danske skoleelever, men der var stor respekt for lærerens opgave som underviser. Jeg kunne også iagttage at de såkaldte undervisningsassistenter både var en gave til især de svageste elever, men at disse ikke nødvendigvis fik den samme respekt som lærerne fik - og en frækt gæt kunne være at det netop hænger sammen med den respekt for den universitetsprægede baggrund alle finske lærere har. Når forældre i Danmark med høje uddannelser får held til at nedgøre nogle lærere, så kan det være et af parametrene: Disse forældre oplever ikke lærerne som ligemænd, men som en slags halvstuderede røvere, selvom det er en kendsgerning at massevis af lærere er yderst kompetente til deres job. Min pointe med dette er at man måske kunne forbedre skole-hjem-samarbejdet ved at sørge for at lærerne var uddannede bedre end de er i dag. En seminarieuddannelse på fire år er ikke nødvendigvis tilstrækkelig for at man kan erhverve de nødvendige kompetencer det kræves for at sikre den nødvendige respekt og accept af lærerens rolle som underviser. Mange lærere i Danmark ser ud til at være bange for at blive kigget i kortene, noget jeg oplevede da jeg forsøgte at få adgang til at deltage i en klasse for at følge undervisningen i en dansk folkeskole. Her fik jeg de fleste tilfælde nej, I Finland var det helt anderledes. Man bød gerne fremmede velkomne og var i det hele taget åbne overfor input udefra. Måske kunne en ændring af læreruddannelsen som den finske model, skabe bedre forhold for lærerne i de respektive skoler, men det er ikke lykkedes fordi det ofte støder på den politiske virkelighed i Danmark, nemlig økonomien, også selvom en finsk lærerlønning ikke er højere end en dansks ditto. Jeg finder det i hvert fald betænkeligt at fronterne bliver trukket så hårdt op, som de er, når vi kan have en debat hvor vi udskammer ledelsen for deres rolle i systemet, samtidig med at vi også må konstatere at der findes ledere der ikke magter den konfrontation de kan opleve hos visse forældre og som derfor vælger at krybe i flyverskjul. Da Finland før 70'erne konstaterede at de øvrige nordiske lande var langt forud for deres eget skolesystem, og som konsekvens deraf valgte at omlægge hele læreruddannelsen til en ikke alene eftertragtet akademisk uddannelse med mange ansøgere og få der kunne komme ind, indførte undervisningsassistenter med særlige faste opgaver (kopiering, 1-1 hjælp til de svageste elever m.v.), viste det sig at en stor del af problematikken mellem forældre og skole, holdt op med at få fortrinsret; forældrene respekterer i dag lærernes kompetencer, og eleverne har også respekt for lærerne, og lederen har den overordnede rolle som "chef" for foretagendet, afgangsprøver som vi kender dem i dag i den danske folkeskole, er stort set ikke-eksisterende. Det gav i det finske regi en tydelig forbedring, både i forhold til forældrene og i forhold til fagligheden. Vi skal naturligvis være påpasselige med at tro at man kan paralleloverføre andre landes skolesystemer uden videre til ens eget land, men måske kunne en mere positiv tilgang til sagen medføre en større grad af respekt og accept af lærernes rolle set i lyset af de ulykkelige sager hvor en lærer føler sig tvunget til at sige sin stilling op. Var det ledelsens skyld i denne sag? Var det forældrenes skyld? Var det en politikers skyld? Det er vanskeligt at afgøre ud fra en artikel som denne, men hvis der skal ske en rimelig refleksion over hvordan man kunne lette en ophidset debat om forældre, elever, ledelse og lærere i fremtiden, bør man i det mindste kunne finde en strategi som mere samler end spreder. Det er helt givet at det ikke er fair at lade en eller to "uduelige" ledere være eksponent for alle ledere i en eller to sager, men det er heller ikke fair at man siger: "Når det gamle system ikke virker, så må vi blot have mere af det samme". Der skal nytænkning til, og som den gamle radikale politiker Marianne Jelved en gang udtalte: "Grise bliver ikke tungere af at blive vejet" - set i relation til den såkaldte skolereform som allerede nu står for skud. Meningen med debatten er ikke kun at fokusere på dårlig ledelse, en ulykkelig sag vedrørende et forældre-lærersamarbejde der gik galt, men også at sætte fokus på hvordan vi kommer videre til noget mere "spiseligt" i fremtiden, for hver sag om en lærer der har måttet kaste håndklædet i ringen som den i artiklen, er en ulykkelig sag som ikke blot afgøres ved at kaste med mudder mod hinanden i en kontraproduktiv diskussion om fairness og mangel på samme.

@Tomas Tak for responsen - jeg skal prøve at svare så godt jeg kan Når nogen bruger begrebet "helt sikkert" kan det vel kun betyde, at der ikke er tvivl - at det er sådan det er. Det er jo det, jeg reagerer på helt i starten af denne tråd. Det skråsikre postulat, som intet har på sig - men som taler alle ledere ned. Jeg har endnu ikke mødt en leder, som resignerer i forhold til forældre. Ja, de findes og mon ikke der kommer en masse, som kan skrive at lige præcis de har oplevet, at der leder ikke gjorde det godt nok. Men husk på, at der er forskel på at resignere og så handle på en måde, som ikke virkede eller ikke var som en lærer havde ønsket. Forældresamarbejdet fylder meget for skoleledelser - enten det direkte eller det indirekte (via personalet). Metodefriheden er indskrænket, skriver du. Gudskelov, siger jeg bare. Metodefriheden er passé og kommer forhåbentligt aldrig tilbage. Som dygtige professionelle har vi et stort ansvar for metodevalg og derfor har vi et metodeansvar. Det betyder ikke, at man som lærer ikke må prøve forskellige metoder og er forpligtet til at ramme plet hver gang, men man har et ansvar for at vurdere, reflektere, sætte nye mål, skabe nye handlinger hele tiden. Det er metodeansvaret. Med metodefrihed fralægger man sig alt ansvar og det har eleverne og den danske folkeskole generelt ikke brug for. I kan vælge mellem to platforme. Nej, det er ikke frit valg. Men hvorfor skal I have frit valg? Der er nogen, der "ejer" folkeskolen - nemlig vores valgte politikere. Vi har et repræsentativt demokrati om valgene sammensætter folketinget, regionsrådene, byrådene og skolebestyrelserne og dermed sikres at folkeskolen er folkets. Har politikerne lyst til at føre kontrol, så er de i deres gode ret til det. Peger de på, at der er noget, der er bedre end noget andet, så skal vi implementere det. Vi kan være uenige med dem, men så er det igen vi kan bruge nogle andre kanaler til at gøre opmærksom på det. Jeg synes politikernes ret til at sætte retning og bestemme er rimelig og jeg synes vores ret til at opponere - ikke ved at undlade at udføre jobbet, men blande sig i debatter - er rimelig. Jeg synes netop Erik Schmidt-sagen viser, at vores ytringsfrihed er sikret juridisk. For Erik Schmidt har det helt sikkert været en hård kamp, men den endelig dom bakkede ham jo op. Nej, jeg tror ikke jeg ville ansætte en lærer, som var fyret pga. brok. Der skal dælme også meget til. Det handler jo ikke om brok én eller fem gange. Det handler om holdning, hvor man brokker sig, måden man brokker sig på og hvad meningen er med brokken. Helt almindelige kritiske lærere, som byder ind med udfordringer på baggrund af erfaringer og observationer, er mere end velkomne. Og kan de så være med til at anvise en anden vej vi kan gå, så er det jo helt perfekt. Skoleledere har ytringsfrihed, men ikke pligt til at bruge den. Jeg tror der er mange, som på de indre linier tager afstand fra flere af de ting, du nævner, men hvis de går i offentligheden med en skarp kritik af system 1 og dagen efter beder 50 lærere om at arbejde i system 1, så kan det virke utroværdigt. Man kan næsten kun sige "I skal gøre det, fordi jeg siger det - eller fordi politikerne siger det". Så jeg vil tro at der er strategiske overvejeler i forhold til hvordan man bedst passer sit job - hvor kan jeg rette kritikken, hvad vil jeg opnå med den og hvordan løser jeg mit job bedst muligt? Jeg håber det giver lidt mening i forhold til dine spørgsmål - ellers uddyber jeg gerne.

Martin Eriksen: Det er da en meget, meget mærkelig tænke, at metodefrihed skulle fjerne ansvaret fra læreren - tværtimod, da. Hvis læreren har frihed til at vælge metoden, har læreren også ansvaret for, at den virker med ham/hende på den pågældende elevgruppe - hvorimod man, hvis man tvinges til at arbejde efter et bestemt koncept, kan skyde ansvaret fra sig. I den tid, jeg var lærer, har jeg ikke oplevet, at metodefriheden var ubegrænset. Det er der ikke ret megen frihed, der er. Men det har været sådan, at lærere kunne arbejde meget forskelligt, afhængigt af personlighed, fag og elevgruppe - så eleverne kunne opleve ret forskelligartet undervisning. Det gav dels variation, og dels troværdighed i lærerens formidling. Naturligvis vil du kunne sige, at der var forskel på forskellige læreres effekt på eleverne; på de forskellige læreres dygtighed. Der er bare det, at sådan er det stadigvæk. Jeg har kendt mange lærere, der leverede fremragende undervisning på meget forskelligartet måde, og vækkede deres elevers interesse for fagene på måder jeg aldrig havde kunnet bruge. En dygtig skoleleder kunne så i være medvirkende til, at de forskellige lærere kom til at undervise, hvor de gjorde det bedst. Men hverken lærere eller elever har det bedst med, at lærere tvinges til at undervise på en måde, der ikke passer til deres personlighed. Selvfølgelig skal læreren være forpligtet på fagets stof, på de af ministeriet fasrsatte mål og eleverne, elevernes potentiale og deres ret til personlig integritet - men det kan man være på mange måder. Hvad forældrearbejdet angår, så er det store problem, at politikerne nærmest har stillet befolkningen i udsigt, at én lærer kan undervise 27 børn individuelt på samme tid - og nogle forældre har forstået det på den måde, at så kan de individuelt gå ind og være arbejdsgiver for deres barns lærer på egne betingelser, omtrent som en velhaver i sin tid kunne overfor familiens guvernante i svunden tid. I disse tilfælde er det nødvendigt, at skolelederen træder i karakter og fortæller forældrene, at sådan kan det ikke foregå. Ingen kan holde til at have rundt regnet 200 arbejdsgivere, og det må stå klart, ligesom en skoleleder må holde fast i, at man skal tale ordentligt til lærerne - også de nye og unge. Jeg forstår ikke, at du mener, at det vil have negativ virkning, at en skoleleder siger fra overfor et eller andet tiltag offentligt - og alligevel forlanger, at skolen og læreren overholder gældende lovgivning. Det giver da netop stor troværdighed. Som eksempel fra min egen virkelighed kan jeg da sige, at jeg synes Nationale Test er noget nær ubrugelige. Jeg synes en stor del af spørgsmålene er stærkt angribelige, den grundlæggende metode bag, som de kalder "Den adaptive metode" er kun anvendelig i teorien - og jeg mener den slags systematisk, standardiseret testning risikerer at være skadelig for eleverne. Hvilket jeg har meldt ud så offentligt, som jeg har magtet. Alligevel har jeg da brugt en meget stor del af min tid som it-vejleder til at hjælpe med at gå gennemført testene så flydende og så lidt generende som muligt - og til at hjælpe mine kolleger til at trække så mange brugbare oplysninger som muligt ud af systemet. Det har vist ikke fået nogen til at t hvis på min troværdighed.

@Thora Det du beskriver som metodefrihed, er det jeg vil kalde metodeansvar. En professionel refleksion over hvilken undervisning, der virker bedst til den givne elevgruppe. Vi er derfor, som jeg umiddelbart læser det, helt enige.

Martin Eriksen: Jeg forstår ikke, at du ser Erik Schmidt-sagen som en garant for, at lærernes ytringsfrihed er sikret - heller ikke selvom du så tilføjer "juridisk". Erik Scmidt fik trukket sin advarsel - det er sandt. Men Odense Kommune har aldrig så meget som givet ham en officiel skrivelse med tilbagetrækningen - endsige en undskyldning - efter at have trukket ham gennem flere retsinstanser gennem flere år. Erik Schmidt var i en speciel situation. Ikke nok med, at han var tjenestemandsansat, og en igennem mange år i kommunen en højt værdsat og respekteret, ligefrem kendt lærer- han havde også en alder, hvor han kunne trække sig tilbage på pension uden økonomisk at behøve en lærerstilling. Alle disse faktorer var nødvendige, for at lærerforeningen kunne føre en sådan retssag igennem - i andre tilfælde ville lærerens muligheder for fortsat at kunne fungere som lærer i Odense Kommune have været ikke eksisterende- og det ved du godt. På trods af, at landsretten altså fandt advarslen ubeføjet. Du taler om, at du ikke ville ansætte en lærer, der var fyret på grund af brok - for der skal dæleme meget til. Kan man overhovedet blive fyret på grund af brok - og er det rimeligt, hvis man kan? Er det rimeligt, at en lærer, der udfører sit arbejde med eleverne kvalificeret og ordentligt, kan blive fyret for at sige din mening på lærermøder? Hvorfra ved du, at der dæleme skal meget til - Erik Schmidt fik en advarsel på det grundlag, en landsret kalder ubeføjet, og det tog DÆLEME lang tid for kommunen at indse det - hvis de overhovedet har indset det. Husk på, at den eneste grund til at give en advarsel til en lærer, der selv har indleveret sin opsigelse - det er at skræmme hans yngre kolleger fra at agere som han gjorde.

Ja, hvis du med at erstatte metodefrihed med ordet metodeansvar blot mener, at ansvaret over for ministeriets mål følger med - så er vi da enige på det punkt.

Den kulturelle dynamik du beskriver Arne - kan vi ikke få lederen fyret, så går vi efter personalet er særdeles skarpt set. Når forældre bliver kritiske og urimelige, skal vi huske at spørge til de gode grunde (gode grunde behøver ikke at være retfærdige grunde, men det forældrene selv ville angive som gode grunde.) Jeg har set det flere gange. Meget enig med Thora og jeg citerer følgende, som kan siges at være meget centralt og måske sammenkædeligt med ovenstående: "Hvad forældrearbejdet angår, så er det store problem, at politikerne nærmest har stillet befolkningen i udsigt, at én lærer kan undervise 27 børn individuelt på samme tid - og nogle forældre har forstået det på den måde, at så kan de individuelt gå ind og være arbejdsgiver for deres barns lærer på egne betingelser, omtrent som en velhaver i sin tid kunne overfor familiens guvernante i svunden tid. I disse tilfælde er det nødvendigt, at skolelederen træder i karakter og fortæller forældrene, at sådan kan det ikke foregå. Ingen kan holde til at have rundt regnet 200 arbejdsgivere, og det må stå klart, ligesom en skoleleder må holde fast i, at man skal tale ordentligt til lærerne - også de nye og unge."

Ja hvad er det for forklaringsmodeller vi søsætter? Jeg anser ledere, der intervenerer til fordel for den ene eller den anden part, som bidragsydere til konfliktoptrapning. Rigtig mange konflikter kunne stoppes, hvis vi lige trak vejret ind, holdt det lidt og prøvede at anlægge et andet perspektiv - hvis man kan. Jeg kan godt forstå, hvis en lærer, der er presset af alle mulige andre krav, mister overblikket i ny og næ. Her er det ledelsens opgave at fortælle læreren, at nu ser vi på det her sammen. Jeg skal gerne medgive, at den kulturelle dynamik . "hvis forældrene taler grimt, så henter jeg (læreren) far", er uheldig. Selv den dygtige skoleleder kommer til kort, hvis lærerforventningerne er urealistiske? Den kloge skoleleder sørger for løbende at forventningsafstemme, sammen med sit personale. Jeg anerkender, at vi kan blive ramt på vores stolthed, når enkelte forældre "pisser ved siden af potten", men hvor får lærerne de redskaber, der gør, at de kan anskue urimeligheder med professionel distance og derved optræde som kompetente i jobbet? Den professionelle distance er for mig at høre forældrene fortælle, at der er noget der er svært. Det kunne handle om, hvorledes vi etablerer os i disse "kriserelationer". Jeg har f.eks. mange gange oplevet forældres voldsomme modstand mod lektier bunde i, at de ikke kunne hjælpe deres børn derhjemme. Men disse forældre har også samtidigt gerne villet passe på sig selv og måske forsøgt at argumentere på anden vis, så de kunne slippe for denne opgave, de ikke magtede. Jeg har oplevet, hvorledes skolen er blevet genstand for forældres indbyrdes uenigheder, og hvor skyderierne holdt op, da forældrene blev skilt... Det er ikke nemt og jeg bliver nødt til at sige, at mange af de artikler her i bladet, der konsekvent opdrager os ind i offerrollen, hjælper ikke. Dette er ikke henvendt til de personer, der modigt stiller sig frem, men jeg mener deres historie kunne være fortalt på en anden måde, der kunne åbne mulighedsrum. Der kunne være analyseret dybere. der kunne være skrevet med en større indsigt i de komplicerede dynemikker, der udspiller sig omkring konflikter. jeg siger bestemt ikke, at det er ok og forældre kan skabe sig som de vil, men jeg savner måder at få beskrevet, hvorledes dette kan imødegås. Derfor er det dejligt at en skoleleder deltager i debatten - Hvad er opbakning? Måske du kunne give dit bud Martin?

Diskussionen om metodeansvar/frihed bygger på en forestilling om, at man kan have det ene uden det andet. Det er rent vrøvl. Det siger sig selv, at man ikke kan have ansvar for noget, man ikke har været fri til at vælge, såvel som man ikke kan benytte en frihed uden at pådrage sig et ansvar. Frihed og ansvar er to sider af den samme mønt. Når skoleledere dekreterer metodeansvar, handler det om den ansattes ansvar for at parere ordre og anvende den anviste metode. Her ligger lærerens frihed ikke i metodevalget, men i overhovedet at vælge at være ansat. Om metoden viser sig at virke, er helt og holdent ledelsens ansvar. Den, der har ansvaret, har altid friheden, og vice versa. Og at tage metodefriheden / -ansvaret fra læreren, er en sikker måde at ødelægge en skole på.

Thora nævner ”Erik Schmidth sagen”/”Agedrup sagen” fra Odense Kommune, hvor en lærer fyres pga. negative ytringer overfor skoleledelsen på sin arbejdsplads. Jeg har netop modtaget et nyhedsbrev fra Thomas Aastrup Rømer Lektor i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet. I forbindelse med ”Erik Smidth sagen”/”Agedrup sagen” gør han opmærksom på og fremhæver et punkt i den nye regerings forståelse papir: “Her er den formulering i forståelsespapiret, som Schmidts sag formodentlig har bidraget til eksistensen af. Formodentlig især via Jakob Marks indsats. Mark og Merete Riisager skrev begge om sagen på Schmidts parti: ”En ny regering vil også arbejde for at fremme ytringsfriheden for offentligt ansatte, så ytringsfriheden kan bruges indenfor gældende begrænsninger uden frygt for direkte eller indirekte negative reaktioner fra ledelsen. Dette forhold skal indskærpes overfor offentlige ledere, og de ansatte skal informeres om mulighederne for at bruge deres ytringsfrihed.”” https://ufm.dk/ministeriet/regeringsgrundlag-vision-og-strategier/regeringen-mette-frederiksens-forstaelsespapir/retfaerdig-retning-for-danmark_2019-06-25_endelig.pdf

Det lyder dejligt, at det bliver muligt at være sagligt kritisk. Men jeg må konstatere at ytringsfriheden har fået trangere kår efter lov 409. Ledelsesretten fortolkes nogle steder som retten til også at definere virkeligheden. En leder kan frit pålægge enhver lærer at arbejde på en bestemt måde eller efter en bestemt metode uden at argumentere for sit valg overhovedet. Når man som medarbejder spørger ind, så har lederen med sin ret til at definere virkeligheden (ledelsesretten) også ret til at fortolke enhvert spørgsmål som kritisk eller enhver argumentation imod som modarbejdelse at ledelsen eller manglende respekt for ledelsesretten. Hvis en medarbejder i givne konkrete tilfælde påviser, at anvendte arbejdsmetoder er utidssvarende og ineffektive, så kunne det jo være at medarbejderen benyttede sig af sin forpligtigelse til at gøre opmærksom på, at organisationen var på vej i en retning, som ikke var heldig. Ytringsforpligtigelse og ytringsfrihed. Sådanne medarbejdere bliver på nogle skoler set som en berigelse eller som nødvendige kritiske øjne. På andre skoler ses de som et forstyrrende element i skolelederens udfoldelse af eget selvbillede. Veluddannede medarbejdere, der opdager at lederen ikke har noget videre at byde på, bliver derfor farlige og skal knægtes. Dette behøver man slet ikke tjenstlige samtaler til. Man kan bare bruge mobning. Al adfærd er kommunikation. Derfor må enhver ledelsesmæssig adfærd der hjelmer sig i ledelsesretten, og som sigter på at hindre ytringsfriheden bringes til standsning. Der er en grund til, at lederuddannelser arbejder med meningsskabelse og koordinering af meningsskabelse. Jeg er vidende om, at alene det at sige på et møde: "Det her kan vi gøre bedre". er nok til at blive truet med sanktioner. Perspektivering: Vi har brug for at vores forening bliver mere skarp på, hvorledes ledelsesretbegrebet bruges og nogle steder misbruges. Erik Schmidt-sagen er et af de gode eksempler og måske havde Erik Schmidt en position, hvor han ikke kunne trues - men jeg tænker i samme åndedrag på de, der ikke har den mulighed og som tidligere nævnt i tråden kan trues på sit brød. Med lov 409 blev nogle ledere måske lidt for optændte og glemte, at ledelse af en skole ikke kan forgå på samme måde, som man styrer produktionen af grise. Nogle ledere glemte måske, at der bagved enhver medarbejder er et menneske. Nogle ledere glemte måske, at der bagved enhver lærer er et menneske, der vil gøre en forskel. Jeg læser ovenstående fra Jan Thrane som ledelsesretten ikke gælder ytringsfriheden, så længe man som offentligt ansat holder sig indenfor gældende regler (injurier, racisme etc). Ledelsesretten gælder så langt, at man skal udføre arbejdet i overensstemmelse med ledelsens anvisninger, men i øvrigt ikke kan pålægges at ytre sig på en bestemt måde om beslutningen eller pålægges en bestemt holdning. Niels Chr. Sauer: Helt enig i, at fratage læreren ansvaret er lig med at ødelægge skolen. Der er stadigvæk meget at kæmpe for.

@Niels Christian I en diskussion omkring metodefrihed vil helt naturligt også være begreberne metodeansvar og metodepligt. Det du beskriver som en leder, der dikterer en bestemt metode, er ikke metodeansvar, men metodepligt. Metodepligt bør ikke være tilstede i den danske folkeskole - overhovedet - når vi snakker undervisning. Jeg var i praktik i England i slut 90'erne og der var metodepligt - her kunne eleverne skifte skole og så vil man opleve, at på den nye skole var man også komme til side 47 i matematikbogen. Hvordan det er i dag, ved jeg ikke. Jeg kender ikke andre landes systemer så indgående, men jeg synes jeg læste for nyligt, at i Frankrig er det i dag sådan, at man stort set har den samme undervisning over hele landet på samme tid. Det er en vej, som frarøver læreren mulighed for at tage udgangspunkt i klassens aktuelle ståsted og vil også være hæmmende i forhold til at læreren kan bruge sin egne særlige kompetencer. Metodefrihed er det modsatte. Ja, du skriver at den der har friheden har ansvaret, men metodefrihed skal ikke forstås sådan, at du ikke tager ansvaret. Der følger et kæmpeansvar med at have metodefrihed. Men i denne forståelse af metodefrihed, bliver det netop dette - frit. At man frit kan vælge og ikke begrunder sit valg i særlige faglige, didaktiske og/eller pædagogiske overvejelser. Jeg vil prøve at bruge mig selv som eksempel: som ny lærer skulle jeg undervise tre klasser i matematik. Jeg anså mig selv som god til relationer og god til faget matematik, men min undervisning startede på side 1 og fortsatte side for side. Jeg havde ikke været med til at beslutte indkøb af fagbøger på skolen og jeg satte mig aldrig ned og var kritisk i forhold til bogens indhold. Jeg stoppede da op engang imellem når klassen ikke rigtig var med, men elles kunne jeg jo dividere 200 skoledage med antal sider i bogen - det gav mig en idé om det flow, der skulle være i undervisningen. Der var en enorm frihed i det jeg gjorde - og jeg gjorde det så godt jeg kunne - men helt ærligt var det ikke godt nok! Jeg er klar over at nye lærere skal have erfaring, men jeg tror det var muligt at have gjort mig bedre. Om det havde været et team, som stillede spørgsmål, en læringsvejleder eller en leder - men at blive inddraget i en dialog omkring mål og metode, havde helt sikkert gjort mig til en dygtigere lærere - og dermed givet eleverne en bedre matematikundervisning. Mon ikke jeg kunne have flyttet nogle elever fagligt mere end jeg gjorde? Metodeansvaret kommer jo netop der, hvor jeg hele tiden skal forhold mig refleksivt til metode i forhold til mål. Lederen kan og skal ikke definere hvordan jeg gør i klassen, men lederen kan sørge for at der er systemer, hvor den enkelte og teamet skal reflektere, vurdere, evaluere og aftale nye handlinger. Som leder er jeg principielt fuldstændig "ligeglad" med om vi har det ene eller andet bogsystem, bruge den ene eller anden portal eller om de arbejder inde i eller udenfor klasselokalet. Jeg vil bare have, at valgene er begrundede i et fokus på en faglig progression og at valgene løbende bliver vurderet. På en skala vil metodefrihed bliver placeret i den ene ende og metodepligt i den anden. I midten er metodeansvaret. Det er dér vi skal være - det er der, det professionelle rum sikrer bedst mulighed for progression.

Martin, det lyder, som om du forestiller dig en metodefrihed UDEN ansvar, der tillader læreren at være ligeglad med elevernes udbytte af undervisningen. Som om den slags fandtes? Sådan KAN det ikke være. Jo mere frihed, jo større ansvar - det er logik. Samtidig beskriver du metodeansvar som en form for mild metodepligt. Jeg ved ikke, om vi overhovedet er uenige, når det kommer til praksis, men retorikken hænger i mine ører ikke sammen.

@Niels Christian Ja, det lyder logisk - ikke sandt? Alligevel er der historisk set masser af eksempler på lærere, ledere, skoler ja sågar kulturer, hvor der ikke var fokus på et ansvar for elevens læring og trivsel, men kun på de ansattes frihed. Der er stor forskel på om ens mindset er orienteret mod en metodefrihed eller et metodeansvar.

Tænker du, at ansvaret kun er der, hvis der måles output af undervisningen samt udarbejdes trivselsmålinger? Mener du virkelig ikke, at lærere, før målstyringsmonstrets indførelse, var ansvarlige for elevers læring og trivsel? Er 100% Enig med NCS i, at frihed og ansvar hænger uløseligt sammen, med mindre du taler om uansvarlige personligheder, som er ligeglade med børn og undervisning. De kan såmænd trives lige så godt i skolen nu, som de kunne i 70'erne og 80'erne. Måske føler de sig lidt chikaneret af alle dokumentations kravene, ligesom ansvarsbevidste lærere gør, men det er ikke sikkert, de er de første, som flygter!

Spot on Sisse! Jeg har gode kollegaer og en ledelse, der bakker op, men alligevel er det netop området omkring flere, ellers velfungerende, børns opførsel og selv samme forældre (som du beskriver i dit indlæg), der er grund til, at jeg netop i denne uge har opsagt min stilling og siger farvel til lærergerningen i grundskoleregi. Jeg er forholdsvis nyuddannet (3 år). Det "trøster" mig dog lidt, at der også er garvede lærere, der desværre kender ovenstående hverdag, og det dermed ikke "kun er fordi" jeg ikke har lærererfaring nok. God vind til dig Sisse! "Ny" lærer 48 år.

@Rikke Æv, hvor er det bare træls at høre - der er virkelig en trist tendens, at lærere bliver presset ud af deres job pga. forældrenes interageren. Men tak fordi du nuancerer denne debat, så udsagn som "det er helt sikkert ledelsens skyld" bliver tilbagevist. Det efterlader da et vist håb for samarbejdet mellem lærere og ledere fremadrettet. @Mette Jeg ved ikke om der er noget i debatten, der har fået dig til at stille de spørgsmål til mig, men jeg skal da gerne prøve at svare: 1) Nej. Et metodeansvar gælder for alle vores tilgange - undervisningsmæssigt, relationelt, samarbejdsmæssigt... you name it. Forskellen på "frihed" og "ansvar" ligger i at man hele tiden er i proces - at man forholder sig refleksivt til sin egen praksis, hvad enten det er i undervisningen, relationen, teamsamarbejdet, forældrekontakten etc 2) Jo, det mener jeg. Hvad giver dig anledning til at tro andet? Dygtige lærere har altid haft mål med deres undervisning, uanset hvad ministeriet har kaldt det og de dygtige lærere har altid reflekteret over egen praksis. I dag er teamsamarbejde vigtigere end for 20 år siden, så refleksionerne vil ofte foregå med andre, men ellers er det samme processer som... altid. Når målet er at andre skal udvikles, må udgangspunktet jo altid være dem - og ikke os. Derfor bliver det essentielt at vi stopper op og ser hvilken effekt/påvirkning vores indsats har haft. Og det gælder i undervisningen, relationen etc. Jeg tror du og Niels Christian har helt ret. Hovedparten af alle lærere har da altid taget ansvar - og gør det stadigvæk. Men du kan sagtens tage ansvar, uden at have metodeansvar. At tage ansvar og sige til klassen - "så, nu skal I have matematik. Slå op på side 24, så går vi i gang. I morgen arbejder vi med side 25" - er da et udtryk for en lærer der tager ansvar. For klassen og for undervisningen. Men ikke for metoden (ja, det er karikeret i dette eksempel - men sådan underviste jeg selv som nyuddannet). Derfor skal metodefriheden - såfremt den stadig eksisterer - erstattes med en bevidsthed om metodeansvar: at pædagogiske og didaktiske valg kan begrundes med henvisning til en forventet forbedring, hvad enten det er i læsning, matematik, socialt etc.

Når vi beskæftiger os med denne problematik, hvor lærere får nok og ender med at give forældrene skylden, ledelsen skylden, reformen skylden - ja alt peger væk fra os selv, så er det blot symptomer på den virkelige sygdom. Det vil jeg godt folde lidt mere ud og samtidig sige, at det ikke er ensbetydende med, at så er det lærerens egen skyld, idet jeg overhovedet ikke betjener mig af ordet skyld. Vi er hinandens forudsætning. Det er mere end beklageligt, nærmere tragisk at lærere vælger at forlade folkeskolen på den måde som beskrevet i artiklen og nu Rikke Mandrup. Der er brug for alle gode kræfter. Det er et faktum, at flere lærere forlader skolen end den kan erstatte med nyuddannede. Det er i mine øjne et problem, at flere og flere elever undervises af studenter uagtet at disse kan have nok så gode intentioner. Lærerjobbet er en faglig uddannelse. Jeg vil blot i al stilfærdighed gøre opmærksom på, at det for mig ikke er et ukendt fænomen her i bladet, at læreren fremstilles som offer for omstændigheder. Herved fortsættes offerfortællingen om lærerstanden og vi bliver ofre. Ord skaber virkelighed! Jeg vælger at gøre min analyse kort, og derved kan den måske virke unuanceret, men så bliver det måske overkommeligt at læse dette bidrag. Det er min oplevelse, at lærere generelt er handlekraftige mennesker. Når handlekraftige mennesker bliver sat i situationer, hvor magtesløsheden indtræder, så er det forbundet med reelt ubehag. Det skulle gerne gå væk. Når forældre sender budskaber til lærere, som læreren opfatter som urimelige - det kan være uopfyldelige krav, uberettiget kritik - så er det min hypotese, at disse selv går med en ubehagelig følelse af magtesløshed, som de gerne vil af med. Altså både lærere og forældre bryder sig ikke om magtesløshedsfølelsen. (Men det kommer så sjældent så vidt, at der tales om det) Den kan komme mange steder fra. Barnet kan komme hjem og fortælle oppe fra skolen og derved fremkalde en bestemt følelse i forældrene. Forældre skal forsvare deres afkom, det er biologisk bestemt. Når vi forlanger af forældrene, at de skal se på fællesskabet og tage andres perspektiv i den slags sager, så skaber vi en for stor forstyrrelse. Det er ikke alle der kan rumme denne modsatrettethed i situationen. Det betyder ikke at jeg hermed siger, at det er lærerens skyld - jeg bruger ikke ordet skyld. Vi skal til at bruge ordet MEDSKABER noget mere, idet disse situationer skabes sammen med andre. Min påstand er, at vi gennem et anderledes perspektiv vil kunne reducere mængden af negative forældre, idet vi ikke blot skal undervise deres børn, men også hjælpe forældrene til at kunne opdrage deres børn. Jeg oplever jo også at forældrene er blevet mere "om sig", men jeg oplever også, at det ofte ikke handler om det, de starter med at sige. De kan sagtens lægge ud med en kritik, men hvis man i stedet for at gå i forsvar begynder at spørge ind også gerne lidt bredere, så kommer der mange gange helt andre ting på bordet. Det at spørge ind kommer ikke bare af sig selv. Her kan den opmærksomme og dygtige leder blive medskaber af en anden situation, ved også at lægge andre perspektiver. Hvis vi som lærere går forurettede til lederen og denne kridter banen op overfor forældrene, så vil man blot reproducere konflikter men i størrelse x 2. Der vil stadigvæk være tilfælde, hvor et brud kommer på tale - det er overhovedet ikke noget nyt. Sådan var det også for 50 år siden, da jeg startede i skolen. Sluttelig: Jeg har en baggrund som stærk negativ forælder. Det var ikke noget jeg fandt på af mig selv. Som far til at et barn med svær ADHD blev mit (og min daværende kones) møde med folkeskolen som forælder den bedste men samtidig mest smertefulde læring. Min selverkendelse er, at jeg blev stærk negativ forældre, da jeg forventede noget skolen ikke kunne give. Jeg lærte eksklusionsmekanismerne at kende, fordi jeg bad om noget jeg ikke kunne få. Desværre var der kun en lærer, som forstod at tage vare på os forældre som mennesker. Selverkendelsen kan endda gå dybere - og for at vende det til noget positivt, så er min tilgang til stærke negative forældre, at det er mennesker i krise (forenklet sagt) . Jeg fortolker adfærden som et råb om hjælp, et menneske at snakke med, en anden voksen som kan se ind bag ved facaden - hjælp mig med mit barn, jeg kan ikke selv. Selv velfungerende og tilsyneladende resursestærke mennesker kan have brug for hjælp/sparring i en ekstraordinær situation. Det er altså ikke nogens skyld, men vi skal have forklaringsskolen afløst af en forståelsesskole.

Marin, hvis det ikke var fordi du konsekvent bruger ordet 'metodeansvar' om det, der reelt er metodepligt, ville jeg ikke have noget problem med det. Metodeansvar og metodefrihed er i min ordbog to ord for det samme. Men du insisterer på, at man kan have ansvar uden at have frihed. Det kan man ikke.

@Niels Christian Jeg vil ikke insistere på at man kan have ansvar uden frihed, for det tror jeg ikke på - lærere skal have stor frihed, for at kunne leve op til deres ansvar. Man kan dog godt have det modsatte... altså frihed uden ansvar. Og det er dén del, jeg gerne vil gøre opmærksom på. Og som jeg selv oplevede, da jeg var ny matematiklærer. Jeg kunne og burde have været en bedre lærer, men jeg formåede ikke at tage ansvaret. Til gengæld var der en høj grad af frihed. Så vi er igen der, hvor metodefriheden ikke nødvendigvis fører til øget læring og trivsel - og det samme kan siges om metodepligten. Tilbage er metodeansvaret, som er det rum, hvor friheden til at vælge det bedste (ens professionelle pligt) med størst sandsynlighed sikrer øget læring og trivsel. @Erik Du stillede mig et spørgsmål for et par dage siden - det kræver et lidt længere svar, jeg skal nok vende tilbage til det.

Martin, ansvaret som ny matematiklærer med metodefrihed VAR dit. Du mener vel, at du ikke tog det på dig. Hvordan skulle det være sket? Det lyder lidt, som om din pointe er, at du burde have været straffet.

Jeg blev opdraget til på seminariet i 80erne, at jeg kunne vælge, hvorledes jeg ville gennemgå stoffet, og der var ikke krav om at denne skulle kunne rumme alle elever. Jeg var som lærer ansvarlig for, hvad og hvorfor noget skulle gives som en mulighed. Metoden var min og ansvaret for stoffet lå hos læreren. Dette havde fordele og ulemper. Jeg stod til regnskab overfor forældrene på forældremøderne. Nu har vi skullet undervisningsdiffere siden 1993. Vi skal gennem valg af metode og tilgang sikre os, at eleven lærer noget. Men sideløbende har andre overtaget ansvaret for, hvad der skal læres. Spørgsmålet er så hvem har ansvaret når f.eks. en skoleleder vælger gennem ledelsesretten, at pålægge lærerne f.eks. at bruge læringsstile eller milife? Heri ligger en defakto afskaffelse af undervisningsdifferentiering, og vi er tilbage ved det personlige ansvar. Dette er nu ledelsens. Jeg tror at Martins pointe er, at den metodefrihed, man som ældre lærer taler om, havde den bagside at vi kunne sige til klagende forældre. "Jeg har gennemgået stoffet". "Ærgerligt at Olfert ikke lærte noget".

Meget sympatisk, at du forsøger at hjælpe Martin Eriksen med at argumentere. Du skriver: " Jeg tror at Martins pointe er, at den metodefrihed, man som ældre lærer taler om, havde den bagside at vi kunne sige til klagende forældre. "Jeg har gennemgået stoffet". "Ærgerligt at Olfert ikke lærte noget".! Problemet med denne logik er bare, at lærere idag i endnu højere grad kan fralægge sig ansvaret, i og med de kan postulere: "Jeg har fulgt min leders anvisninger, arbejdet efter de opstillede mål, noteret og målt tegn på læring... I har intet at komme efter, hvis jeres barn klarer sig dårligt!"

@Niels Christian Nej, jeg skulle ikke have været straffet. Jeg skulle have haft hjælp. Der skulle være et system, som sikrede at jeg fik hjælp til at reflektere over min undervisning. Det kunne være et team, en vejleder eller en leder. Nogle, som kunne snakke med mig om min undervisning: hvad vil du med den, hvordan hjælper det alle eleverne, hvordan sikrer du at det har en effekt, hvad gør du hvis ikke det lykkes etc. Altså indbegrebet af metodeansvar. @Mette Jeg modtager gerne hjælp til at få mine argumenter frem - en stor del af mit arbejde handler om kommunikation, så er jeg ikke god nok til det, bør der kastes fokus på det. Så må jeg jo prøve at blive dygtigere. En lærer i dag skal for guds skyld ikke sige, at man har fulgt sine leders anvisninger. Ikke fordi der er noget galt i det, men det er jo processen med anvisningerne, som skaber grobund for læring. Men din pointe er ikke helt skævt. Det er i hvert fald lettere at fortælle forældrene, at man har arbejdet professionelt, når man kan redegøre for en systematisk indsats med fokus på mål, opfølgning, evaluering og nye handlinger/indsatser. Du står meget stærkere i dialogen med forældrene - også når det er svært at finde en progression hos eleven. Jeg oplever ikke lærere der vil fralægge sig ansvaret, tværtimod. Men man oplever ens værktøjskasse bliver større - og redskaberne skarpere - når man arbejder systematisk og refleksivt. Dine analyser bliver bedre og dermed kan du også have et stærkere forældresamarbejde - et samarbejde, hvor du kan præcisere hvilke indsatser vi sætter i gang, hvorfor, hvordan det går og også meget gerne hvordan de som forældre kan bakke op.

Dine refleksioner over DET DER KAN MÅLES, bliver MÅSKE bedre. Men det har en høj pris i forhold til tid og de ekstremt vigtige dannelsesmæsdige aspekter, som ikke kan måles. Og nu vil jeg ikke diskutere med dig længere... Vi kommer ikke til at forstå hinanden. Er faldet i fælden lidt for ofte... Beklager, at jeg medvirkende til, at vi kom lidt på afveje i forhold til indlæggets vigtige budskab!

Martin, hjælp? Var der klager? Bad du selv om hjælp? Som altså ikke kom? Eller oplevede du ikke rigtigt, at der var noget problem? Var der noget problem? Hvad bestod det i? Lærte dine elever ikke det, de skulle?

Nemlig vi kan fralægge os ansvaret. Alle lærere træffer et valg. Der er ikke noget problem med min logik. (ha ha) Den virker udemærket. :-) Der måske et problem i - og det forsøger jeg at påpege, (men jeg skrev fra en telefon, der var ved at løbe tør for strøm) - at ansvaret er blevet flyttet fra læreren og til "systemet". Det flyttes i takt med, at nogle skoler i højere grad drives som svinefarme, hvor læreren reduceres til didaktikmedarbejder i på forhånd fastlagte arbejdsmønstre og metoder. Når metodevalget fratages læreren, så fratages ansvaret også og friheden kommer under pres. Du har helt ret i, at vi jo kan ende der, hvor det er som du skriver: "Jeg har fulgt min leders anvisninger, arbejdet efter de opstillede mål, noteret og målt tegn på læring... I har intet at komme efter, hvis jeres barn klarer sig dårligt!" Derfor er spørgsmålet, om total frihed findes i denne konstellation? Metodefrihed - metodeansvar tja - det er jo i grunden samme sag i forskelligt perspektiv. Om jeg har frihed til at finde den metode, der giver eleverne mest mulig læring eller er forpligtiget til at finde den metode, der giver eleverne mest mulig læring er jo en kompliceret sag. Men jeg tror ikke man kan være en god lærer, hvis ikke man også tager ansvar. Metodefrihed betyder noget helt andet for mig. Jeg prøver at påpege, at jeg er opdraget ind i en anden betydning af ordet, og at denne betydning kunne misbruges på nøjagtig samme måde som du beskriver i dit eksempel. Når jeg læser sidst i et af Martins første indlæg: "Når min leder siger hop, så spørger jeg hvorfor. Når jeg har fået et svar, så hopper jeg, med mindre det er ulovligt". Jeg gætter på at Martin er yngre end mig og derfor opdraget ind i en anden betydning af ordet ansvar end jeg er og måske også NCS, men han må svare for sig selv. Det virkelige problem er, at vi alle opdrages ind i en bestemt tro på bestemte diskurser og dette sker langsomt og umærkeligt. Hele den offentlige sektor går i retning af, at lederne siger hop og så hopper vi alle. Hvis ikke vi hopper, så kan vi stille op til tæsk på kontoret og subsidiært den ultimative spanking på jobcentret. Hvis min leder forlanger, at jeg skal tage ansvar for at arbejde på måder, der for længst er udgået grundet ineffektivitet, så tager jeg ansvar ved at sige dette til min leder: "Det er gammeldags og ineffektivt at arbejde på den måde". (Så var der tæsk til Erik). Jeg er bare ikke opdraget ind i den tro, at gøre som magthaverne siger er lig med at tage ansvar og at det giver frihed. Begrebet metodeansvar er et eksempel på, hvorledes konstruktionismen bruges som et opdragende redskab. Ord skaber virkelighed. I sidste ende er ingen skole bedre end summen af den vilje , der er tilstede fra alle aktører. Jeg har ansvar for at vælge en virkningsfuld måde at undervise på i forhold til eleverne, men rammen er blevet snævret ind gennem de 30 år jeg har været lærer. Magt er flyttet fra lærere til ledere, som også har fået flyttet magt til forvaltningen o.s.v. mindre frihed og mere styring. Mette - du har jo en god pointe i, at vi i takt med magten er flyttet fra læreren, så er det også nemmere at frasige sig ansvaret. Altså med frihed følger ansvar - jeg kan ikke tage medansvar for evt. tåbelige pædagogiske/didaktiske tiltag, som ingen virkning har, men som skal vedtages, fordi lederen har udtænkt dem. Den magtfulde leder ved, at ved at dele magten ud bliver magtens mulighedsrum større.

@Niels Christian Jeg er helt sikker på at eleverne kunne have lært mere - jeg kunne have været en dygtigere lærer. Ligesom jeg i dag kan være en dygtigere lærer, når jeg underviser eller en dygtigere leder. Vi kan alle udvikles og der er noget, som virker bedre end noget andet. Det kan metodeansvaret være med til at forløse. Jeg oplevede det dog ikke som noget problem, men det skyldtes jo også, at jeg ikke havde et "sprog" for det der skete. For havde jeg haft det - været opmærksom på alle de refleksioner, som jeg kunne have arbejdet med - havde jeg jo også haft fokus på udviklingen af min praksis. Så jeg levede i lykkelig uvidenhed. I dag kan jeg så leve i ulykkelig videnhed... :-) om mine mangler. Også i videnhed om at jeg dag som leder kan blive meget dygtigere og at det er et langt sejt træk - men at det kun sker, hvis jeg - og andre - stiller mig en masse refleksive spørgsmål. Metodeansvaret gælder jo også for mig som leder. @Mette Refleksioner over praksis behøves vel ikke kun at være målbart. Man bør vel også kunne arbejde refleksivt med dannelsesprocesser - i min optik er det lige så vigtigt. Tak for diskussionen.

Det er et problem når forældre <a href="https://www.berlingske.dk/samfund/foraeldrene-og-skolen-bliver-uvenner-og-saa-sidder-mor-og-far-derhjemme-og-taler">taler nedladende om læreren</a> ovre i skolen. Held og lykke fremover Sisse Hein Thrane

Martin, din tidlige matematikundervisning kunne utvivlsomt have været bedre - for det kan undervisning altid blive. Det er derfor det er sjovt at være lærer. Men den var altså ikke så ringe, at nogen oplevede det som et problem. Ikke desto mindre siger du nu, at din skoleleder skulle have grebet ind og forbedret situationen. Det begriber jeg simpelthen ikke. Hvis skoleledere skal gribe ind med højkvalitetssparring i undervisningen overalt, hvor der er plads til forbedring, får de da nok at lave. Mere end ti lærere kan de da ikke have under sig så. Og jeg har endnu til gode at møde en skoleleder, der var pædagogisk kvalificeret til at gå ind i min undervisning - der naturligvis altid kune være blevet bedre - på dét faglige niveau. I mine øjne er dit syn på lærerens behov for styring helt ude af proportioner. Det ender da i uforfalsket klodsmajorbessermachen. Ren skoleødelæggelse. Lederen skal kun gå direkte ind i undervisningens tilrettelæggelse, når den kører af sporet, og der er problemer, som læreren ikke selv kan se sig ud af. Derudover gælder det kloge princip: If it aint broken, don't fix it!

@Niels Christian Når du sætter det på spidsen, har du selvfølgelig en valid pointe - ingen tvivl om det. Men du har ikke ret hele vejen igennem. For det første er der et krav om at vi skal arbejde med alle elever - også de, hvor det ikke er broken. Et af de 3 kernepunkter i folkeskolereformen er netop, at enhver elev skal blive så dygtig som han/hun kan. Derfor er det ikke nok kun at sætte ind, hvor der er problemer. Og det er faktisk et af de grundelementer i reformen, jeg synes godt om. At vi som skole har et forpligtelse til at have fokus på alle børn (ja, det er skidt svært - især men den tid, der følger med til forberedelse af undervisningen) - uanset niveau. Det stiller større krav til den enkelte lærer og derfor er der ingen lærer, der kan få lov til at gå i "fred" i halve eller hele skoleår. Der skal hele tiden være et fokus på udvikling og derfor skal vi have nogle stærke systemer på skolen, hvor teamet, vejlederne og ledelsen er tæt på den enkelte lærer. Som du selv siger, så kunne din undervisning naturligvis have været bedre - og til det er der jo nogle spændende spørgsmål. Hvorfor blev den ikke det? Gad du ikke? Kunne du ikke? Jeg forestiller mig at du godt gad - så hvorfor kunne du ikke præstere end endnu bedre undervisning? Svaret i forhold til min egen matematikundervisning, din undervisning og sikkert alle andre læreres undervisning lyder nok noget i stil med:"Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forandre min undervisning, så den blev bedre for <indsæt selv elevgruppe med særlige vanskeligheder eller konkrete børn>" Og da det hverken er tilfredsstillende for eleverne - eller os som lærere - bliver vi jo nødt til at gøre noget andet. Det er dér forstyrrelserne kommer ind - det er dér, kravet om metodeansvar giver mening - så hver lærer arbejder systematisk med de udfordringer man han - hvad enten det er klasserumsledelse, relationer, fagligt indhold etc. For det andet er jeg ikke enig i, at det ikke er broken. Der er altid noget, der er broken. I hver eneste klasse, er der noget, som ikke er "godt nok". Om det er eleven, der får 2, gruppen i hjørnet som altid forstyrrer, drengen altid kommer for sent, pigerne som holder en anden pige udenfor... Hvis ikke vi som skole kan forholde os til - og arbejde på at forbedre det - at nogle elever har det svært på et eller flere områder, så har vi ikke en berettigelse. Jeg er med på at det er komplekst og at der er et stort pres på lærerne i folkeskolen. Jeg kan sagtens gå med til, at man i perioder bliver nødt til at hoppe over hvor gærdet er lavest, for at få det hele til at hænge sammen. Men vores kerneydelse er det, der foregår omkring eleverne, og der dur det ikke at hoppe over nogle steder. Der skal vi sætte massivt ind - broken eller ej.

Dine misforståelse eller omskrivninger af det, andre skriver er desværre så grelle, her og i flere andre debattråde, at det er omsonst at debattere med dig. NCS har aldrig påstået at man ikke skal arbejde med elever, uden specielle udfordringer ("broken"), som du skriver i starten af dit lange indslag. Han skriver jo højt og tydeligt, at det er undervisning, som ikke er "broken" ....det er jo dét, der er sagen i hele diskussionen! Godt forsøgt, Niels Chr Sauer, men det nytter simpelthen ikke....

Martin, uenigheden her er virkelig dyb. Ja, vi skal arbejde med alle elever, også de dygtige. Men det ikke dig som leder, der skal arbejde med eleverne - det er mig som lærer. Du er slet ikke tæt nok på til at kunne levere kvalificeret sparring omkring 600 elever, eller hvor mange der nu er på skolen. Lederen skal kun ind over den enkelte elev, når der er særlige behov på spil. En enorm opgave, som de færreste ledere magter i praksis. Ja, man kan altid finde et hår i suppen, og undervisningen kan altid blive bedre. Men ikke via ledelsens indblanding. Fejlfri undervisning findes ikke. At blive dygtigere er min personlige opgave, og den består primært i, at jeg bliver klogere af de fejl, jeg begår. At jeg udvikler min praksis, finder nye greb, modnes som person, kort sagt finder min helt personlige lærerrolle, hvor jeg yder optimalt. Den er unik, og den kan ikke læres af andre end mig selv, og da slet ikke af en leder med overfladisk kendskab til min praksis. Det er hele 'best practice' begrebet, der er forkert tænkt. Hver lærer skal udvikle sin egen 'best practice'. Misforstå mig ikke: Deri ligger ikke, at der ikke er noget, der er forkert. Vi lærte fx i 90'erne, at den læseundervisning, der var blevet praktiseret i mange år, var forkert. Vi måtte tilbage og trække Ole Bole-metoderne op af mølposen. Men hver lærer må finde sin egen måde at bruge dem på. Det, der virker for den ene, virker ikke nødvendigvis for den anden og vice versa. Vi kan inspirere og hjælpe hinanden, men til syvende og sidst skal vi hver især gå vejen selv. Og vi ender hvert sit sted. Det skal en god skoleleder ikke blot acceptere, men lære at værdsætte. Det er jo derfor, det er sjovt at være lærer. Og det er derfor dit ledelsessyn i mine øjne ikke duer til at udvikle lærerprofessionen. Du får for mig at se i bedste fald en velsmurt læreanstalt op at køre. Men ikke en levende, blomstrende kulturinstitution.

@Mette Først og fremmest synes jeg der er en tydelig og kedelig tendens i dine svar til mig: du taler ned til mig. Det vil jeg gerne frabede mig - hvis du synes jeg er så irriterende, så hold dig da væk (som du skrev i denne tråd den 23. januar at du ville) eller tal ordenligt. Jeg har før haft nogle debattører herinde mistænkt for at have en anden dagsorden end at drøfte folkeskolen - f.eks. at tale ledere ned - og med dine seneste kommentarer om mig og min måde at blande mig i debatten på, er du røget på den liste. Eller: synes du ovenstående en en omskrivning eller en grel misforståelse af dit budskab??? Og så til det indhold, der trods alt er i din indlæg: Niels Christian skriver: "Derudover gælder det kloge princip: If it aint broken, don't fix it!" Jeg tolker det som, at hvis ikke der er noget galt, så skal vi holde os fra det. Er du enig eller uenig? Mit svar til Niels Christian tager udgangspunkt i dette udsagn - at vi skal holde os fra det. Jeg skriver, at vi aldrig skal holde os fra undervisning - netop fordi, alting kan altid blive bedre. Er det en grel omskrivning af noget som helst eller har jeg misforstået ham??? Det er så nemt for dig at tale mig ned, men kom ind i kampen og præciser hvor i ovenstående indlæg jeg har misforstået Niels Christian - eller lavet en urimelig omskrivning? Har jeg gjort det, får du og Niels Christian straks en undskyldning. Er du parat til at give mig en, hvis jeg ikke har misforstået eller lavet en grel omskrivning? Og skal man i øvrigt tales ned til, hvis man misforstår noget????

@Niels Christian Vi er meget enige i "rejsens" formål for den enkelte lærer. Men du har nok meget ret i, at vi er meget uenige i hvem der skal med på "rejsen". Husk dog, at jeg har nævnt team, vejledere og ledelse. Du har helt ret i at en leder ikke kan være tæt på 60 lærere, men jeg tror vi kan lave systemer som sikrer, at alle lærere har nogle at ty til, når der er behov. Og jeg tror også vi kan lave systemer, som løbende udfordrer den enkelte i sine valg. Jeg tror også du har ret i at en god skoleleder værdsætter at lærerne er forskellige steder pga. deres kompetencer, erfaringer, interesser etc. Men uanset hvor man er, har man en forpligtelse i forhold til at arbejde refleksivt. Og der har en skoleleder et stort ansvar: at sikre, at alle lærere får muligheden for at reflektere over ens praksis, enten i teamet, med udvalgte fagpersoner eller ledelsen. Og så skal du have en stor tak for at have læst og forstået mit budskab til dig - uanset om vi er enige eller ej! :-)

Jeg har absolut ingen intention om, at tale ned til skoleledere. Jeg har tværtimod flere gange rost dig, for at stå til rådighed for diskussion af den førte skolepolitik. Dette ændrer dog ikke ved, at diskussionerne ofte ender i frustrationer, hvilket skyldes, at skole, børn og undervisning er en hjertesag, for både dig, mig selv og alle andre herinde!! Derfor frustrerer det, når det ender med misforståelser, omskrivninger mm., som er utrolig besværlige at skrive sig ud af i en debattråd. Jeg må blankt indrømme, at jeg indimellem har haft mistanke om, at du bevidst taler udenom og beklager rigtig mange gange, helt uden forbehold, hvis dette ikke er tilfældet!

@Mette Tak for din imødekommenhed - den sætter jeg stor pris på. Jeg synes det er spændende og givende at diskutere herinde. Der er tit mange, som skriver tilbage i en tråd, hvor jeg har ytret mig og det synes jeg er fedt - men nogle gange er det også svært at holde tungen lige i munden. Og jeg synes også at jeg nogle gange skal stå på mål for udsagn, som jeg ikke har ytret. Derfor kan det sagtens blive noget rod engang imellem når jeg svarer og hvis du oplever at jeg svarer udenom eller der ikke er en rød tråd i min udsagn, må du meget gerne udfordre mig og "tvinge" mig til at svare på det jeg bliver spurgt om. Det synes jeg du har krav på. Vi ses herinde :-)

Martin, djævlen ligger i detaljen, siger man jo. Jeg taler ikke om '60 lærere', men om 600 elever. Og jeg har ikke skrevet, at lederen skal 'holde sig fra det', hvis der ikke er noget galt. Jeg vil da til enhver tid tale og diskutere seriøst med min leder (mine kolleger, min vejleder) om min praksis, hvis vi har tid til det. Det, jeg har skrevet, er: If it aint broken, don't FIX it. Altså: Reparer det ikke. Lav det ikke om. Interessér dig gerne for det, lær af det, vis læreren faglig respekt, men grib ikke styrende ind. Lederen er velkommen som passager på min rejse, men det er mig, der har styrepinden, så længe det går, som det skal. Skån lærerne for hovedløs bessermachen og koncentrer dig om det, der ER 'broken'. Der er jo nok at tage fat på, og alle ledere klager over, at de mangler tid til pædagogisk ledelse.

I min verden er metodefrihed, at jeg frit kan vælge den "metode" altså tilgang til løsning af opgaven, som opgaven kræver. Den frihed har jeg fået af min leder i og med, jeg er med til at træffe afgørelser vedr. det enkelte barn. Dermed påtager jeg mig den uddistribuerede ledelsesmagt og hermed følger også et ansvar, hvis jeg siger ja til den "kontrakt". På den måde kan mange metoder være i spil på den enkelte skole og flere forskellige læringssyn kan blande sig eller kollidere med hinanden. Det er vel derfor at ordene åndsfrihed og demokrati indgår i formålsparagraffen for folkeskolen? Strategisk svage ledere vil have en tendens ikke at kunne overskue ovennævnte scenarie og vil derfor have en tendens til at samle alle beslutninger omkring sig, ligesom de vil rammesætte personalet stramt og indføre kontrollerende procedurer. I forsøget på at magte opgaven iværksættes styring. Dette fører desværre bare til indskrænkning af magtens mulighedsrum og den "magtfulde" leder vil efter nogen tid opdage, at skolens samlede evne til at løfte opgaven er blevet mindre, hvilket fører til strammere styring etc. Den strategisk stærke leder rammesætter personalet gennem f.eks. udmelding om ønskede scenarier. Denne skoleleder har et aktivt samarbejde med skolens undervisningsvejledere, som lederen selvfølgelig har sørget for har en uddannelse. I det aktive samarbejde med undervisningsvejlederne, distribuerer lederen kompetence til vejlederne i forhold til udvikling af undervisningen. En skoleleder kan ikke forholde sig til hverken 60 lærere eller 600 elever på detailplan. Men en skoleleder kan forholde sig til, om et personale arbejder på konstruktionistisk grundlag, eller der arbejdes ud fra mere traditionelle metoder. Den strategisk stærke leder påvirker gennem spørgsmål og åbner læringsrum for vejledere og personale. Den svage leder ønsker i grunden blot, at alle omkring ham eller hende skal overtage vedkommendes verdenssyn. Dette fører til indskrænkning af magtens mulighedsrum. Et glimrende eksempel er skoler, der i vidt omfang bruger standarddata, idet disse data også har en kontrollerende funktion. Metodefriheden er derfor et spørgsmål om som medarbejder at kunne gøre det rigtige, fremfor på de skoler, hvor styringen er indtruffet, og hvor det handler om at gøre det rigtigt. Såfremt ledelsen ønsker at styre skolen, så er det ansvarspådragende og derfor bør ledelsen fyres, hvis ikke det virker. Såfremt læreren med sin frihed til at vælge metode generelt ikke leverer, ja så må man jo stå til ansvar. Metodepligt og metodeansvar er således i min verden et helt nye begreber, et behændigt sprogligt greb - ord skaber virkelighed. Altså jeg har da altid haft pligt til at vælge, det der virker? Det var deri min frihed lå. Altså indtil den databaserede skole holdt sit indtog.