Kommentarer overført fra tidligere version af folkeskolen.dk (før 7/3-22)
Rikke Rasmussen
(Lærer)
11-04-2020 09:34
Jeg er selv både mor og lærer, så jeg er 100% med på alle bekymringerne!
Forældre får ikke lov til at bestemme, om deres børn skal afsted eller ej, fordi børnefamilierne er brikker i det spil der handler om at sprede mere smitte så vi i Danmark opnår flokimmunitet. INGEN hverken Mette eller Sundhedsstyrelsen vil selvfølgelig stå ved det!
Derfor siger de gang på gang, at det er fuldt forsvarligt at sende børnene afsted.
Bare rolig. Børn bliver heldigvis sjældent smittede eller ret syge, og forældrene kan bedre tåle at blive smittede, for de er vant til at ungerne slæber sygdomme og vira med hjem fra institutioner og skoler.
Tidligere meldte Sundhedsstyrelsen også ud, at der var forsvindende lille risiko for at smittede, der ikke havde symptomer smittede andre, men det blev for få dage siden (under pres fra udenlandske og få danske forskere) ændret til at være en “betydelig” risiko. Men igen altså det er fuldt forsvarligt at sende ungerne afsted!
I samfundet er der en grænse på forsamlinger på Max 10, men det gælder ikke skoler/institutioner. Her skal ungerne sidde med 2 meter imellem og følge de gængse hygiejneanvisninger (host/nys i ærme og hyppig håndvask- mindst hver 2. time) og så skal der gøres ekstra rent og sprittes af. Børn er jo (som vi alle ved) super gode til det med hygiejne, og de kan sagtens holde afstand til kammerater de ikke har set i en måned. Desuden mener myndighederne bestemt, at retningslinjerne tager højde for, at børn er børn og opfører sig som sådanne, så det er fuldt ud forsvarligt at sende børnene afsted!
Da Danmark blev informeret om genåbningen, vidste undervisningsministeren godt, at der var en lille misforståelse mellem regeringen og Sundhedsstyrelsen. Mette fik sagt, at syge skal blive hjemme, og børn, forældre og personale der er i risikogruppen forventedes ikke at skulle være en del af genåbningen, for vi skal jo passe på de svageste. Men...men...men...Sundhedsstyrelsen har en anden vurdering. De mener, at børn og voksne i risikogruppen sagtens kan tage afsted, og det gælder også samlever, søskende og børn fra familier, hvor én eller flere er i risikogruppen. Det har selvfølgelig skabt en del røre, forvirring og bekymring blandt forældre og personale. Regeringen har derfor forsøgt at skabe (falsk) tryghed hos de bekymrede ved at sige, at hvis de har en i familien, som er i risikogruppen, så skal de kontakte egen læge, for en vurdering af om de skal afsted. Denne udmelding undrer lægerne, da de skal følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og så er vi tilbage til start - alle skal afsted!
En anden ting der kan undre er, at syge skal blive hjemme og så vidt muligt isolere sig fra resten af familien, men de øvrige familiemedlemmer skal stadig i institution, skole og på arbejde. Hvor det før handlede om at opspore smittekilder og bryde smittekæder ved at sætte alle i husstanden i isolation, handler det nu kun om at de syge skal isoleres.
Men bare rolig. Det er fuldt forsvarligt!
Som et yderligere tiltag for at tvinge forældrene til at sende deres børn afsted får børnene fravær fra skole, hvis forældrene holder dem hjemme.
Alle eksemplerne peger desværre kun i én retning. Vi er brikker i spillet om opnåelse af flokimmunitet, og som Mette har sagt, så vil flere blive smittede, syge, indlagte og dø, inden vi er ovre krisen...
K. Jensen
(lærer)
11-04-2020 10:00
Hvad siges og hvad siges ikke?
Jeg har fulgt diverse presseindslag om covid 19 udviklingen ret tæt den seneste tid. Jeg er helt på linje med Rikke Rasmussen kommentar herover.
Det bemærkelsesværdige er, at diverse overlæger, talspersoner og ministre næsten som papegøjer gentager samme udsagn, når det kommer til åbningen af skoler og institutioner: Børnene bliver ikke så ofte smittet og børnene bliver ikke så hårdt ramt af virussen, hvis de smittes.
Dette er jo i og for sig godt nok.
Men der er INGEN af alle disse talspersoner, der taler om de voksne, der passer på børnene. Det gælder personalet - og det gælder forældrene.
Når informationer på den måde “usynliggøres” (bevidst) kommer det til at virke instrueret. Og lige præcis dette skaber mistro og usikkerhed, for hvad er dagsordenen så politisk?
Skal vi se ofre i familierne? Skal vi se dødsfald blandt personalet? Og i så fald hvor mange før der handles igen. Måske er der tale om nødvendige tab? Men jeg har ikke brug for at være en del af den udregning i en matematisk formel, som måske eller måske ikke holder.
Som det ser ud nu, bliver vi bedt om - brugerne af institutionerne og personalet - at krydse fingre og håbe på det bedste.
Er det godt nok? Svarene blæser i vinden sammen med virusset...
K. Jensen
(lærer)
11-04-2020 10:07
Papegøjesvar
En tilføjelse om papegøjesvar til ovenstående:
Alle der var gennem lockouten i 2013 husker nok Antorini og co., der dyrkede papegøjeretorikken i stor stil. Jo mere vi siger det, jo mere virker det. Vi sejler mens skibet bygges osv.
Det har en vis ekko-klang med retorikken om corona og covid 19. Det er bare et spørgsmål om liv, sygdom og død denne gang. Stadig med S i spidsen. (Selvom jeg personligt har syntes, de har klaret det fint .... indtil skolernes påskeferie fik en anden lyd).
Niels Chr. Sauer
(Skribent, folkeskolelærer emeritus)
12-04-2020 20:16
Djævlen ligger i detaljen
Det, vi ved, er, at børn ikke bliver så hårdt angrebet af sygdommen, når de får den. Men i det omfang, myndighederne siger, at børn ikke så ofte bliver smittede, taler de om ikke imod bedre vidende, så i hvert fald uden sagligt belæg. Der er jo INGEN der ved, hvor mange raske smittebærere der er blandt børn, for man tester selvfølgelig ikke børn, der ikke udviser symptomer. Og der er mig bekendt intet sagligt belæg for, at børn bliver mindre smittede end alle andre.
Det, sundhedsmyndighederne almindeligvis siger, er, at 'der ikke SES så mange smittede blandt børn', og det er indiskutabelt, men det betyder bare, at vi ikke har nogen chance for at vide, hvem og hvor mange af dem der er raske smittebærere.
Der manipuleres med sproget her, og hvis det ender med, at vi ikke stoler på myndighederne - hvilket er en reel risiko - har vi virkelig fået et problem. Myndighederne skal sige tingene rent ud, så vi ved, hvad der er virkelighed.
Kasper Andersen
(Lærer)
13-04-2020 08:59
Børnene har brug for at komme i skole
Respekt for dem der er nervøse, og der er i sandhed en del der har grund til at være det. Jeg synes, vi skal være dem der viser, at vi kan håndtere det. Send trygt dit barn i skole - også selvom det er svært! Vi hjælper dig og dit barn med at få en tryg hverdag igen! Det er en fejl når vi taler utrygheden op. Vi skal løfte vores del af ansvaret i denne tid. Husk at mange (ja, langt de fleste) faggrupper i DK går igennem langt større udfordringer en os. Sygeplejersker, politi, pædagoger, små erhvervsdrivende, kassemedarbejdere i tusindvis - listen er uendelig Her er chancen for at skabe et nyt billede af os i befolkningen, så lad os gribe den.
Niels Chr. Sauer
(Skribent, folkeskolelærer emeritus)
14-04-2020 14:35
Hvorfor siger myndighederne ikke rent ud, hvad det handler om? Er vi virkelig så små og dumme, at vi ikke kan tåle at høre sandheden?
Indsatsen mod corona har været så effektiv, at epidemien nærmest er gået i stå inden den har kulmineret. Kurven er ikke bare fladet ud, den er faldet, og nu står hospitalerne halvtomme - ikke fordi epidemien er ved at slutte, slet ikke, men fordi vi har sat samfundet i stå, og det går selv sagt ikke på sigt. Vi SKAL igennem epidemien, og det kommer vi aldrig på den her måde. Til gengæld får vi ødelagt vores samfund.
Der er ingen grund til at pege fingre ad nogen. Opgaven er at få epidemien til at rase ud, uden at vi tager mere skade end højst nødvendigt. Derfor er vi nødt til åbne igen, men det mener man ikke, at vi kan tåle at høre?
Det er en farlig leg med ilden, den her. Hvis myndighederne først mister befolkningens tillid, er alt tabt.
Tomas Hansen (tidligere debattør.)
(Lærer)
14-04-2020 15:35
Rent ud af posen.
MF & co, de har hele tiden vævet rundt om den varme grød.
Facit er at folk vil dø. De vil ikke dø i samme tempo som i Sverige eller USA, men de vil dø.
Den del glemmer man meget belejligt.
Den åh så grønne kurve og den åh så slemme røde kurve. Det er simpel matematik.
Hvis man kører 1 time med 100 k/t kommer man 100 km. frem.
Hvis man kører 30 min med 200 k/t kommer man 100 km frem.
Der vil være _færre_ der dør, men vi taler stadig en god slat. Ud fra de tal, der er tilgængelige og som der kan regnes på, der taler vi et dødstal mellem 2500 & 3500, mest sandsynligt i den høje ende.
Det man går efter, det er grundlæggende at folk dør i et langsommere tempo - men det tør ingen sige, så hellere væve selvmodsigende rundt.
Man skal snart være naiv for at have tillid til myndighederne.
Karsten Severinsen
(Pens. Lærer)
15-04-2020 16:21
En noget dyster konklusion til sidst- Tomas. Vi skal nok passe på med lidt for megen matematik og Ludvig Holberg konklusion. I går på pressekonferencen hvor der dybest talt ikke skete meget, så kom der dog til det sidste spørgsmål fra Altinget, et meget vigtigt svar fra Kåre Mølbak, som jeg som 65 årig blev meget glad for. Kåre mener nu, at den langstrakte lave kurve resulterer netto i samlet færre smittede, syge og endelig døde indtil vi opfinder en vaccine. Han har talt videre om det i dag. Det passer meget godt med, hvad Professor Niels Høiby udtalte den 7. april i en kronik i JP(glem lige han også er fra liberal alliance): Flokimmunitet er et fatamorgana. Der er kun e`n vej til flokimmunitet, og den hedder vaccine . Så det satser jeg på og selvfølelig skal vi gradvist i mellemtiden have lukket Danmark op.
Og ellers tak for mange gode indlæg Tomas.
Tomas Hansen (tidligere debattør.)
(Lærer)
15-04-2020 16:38
Dystert.
Nah - egentligt ikke. (og tak.)
MEN. Selv med vaccine, der kan man som udgangspunkt regne med cirka 2000-2500 døde i en slem influenza-sæson og her taler vi om markant værre forhold. :-/
Vaccinen er jo et stykke ud i tiden og der vil være flere, der dør, efterhånden som der lukkes op - alt andet vil være mærkeligt.
Der vil være færre end i det tossede broderland, men folk vil stadig dø. Det taler man i den grad udenom.
Jeg har intet imod der lukkes op, tværtimod - det er så bare åndsvagt at starte med at lukke 3-400.000 børn ud i samfundet i et hug - jeg tror det er mindre farligt at lukke cafeer & frisører op. ;-) Og nemmere for dem at holde anvisningerne.
Mikael Munch-Brandt
(Læreruddannet 1996)
16-04-2020 18:06
It's quite alright, really
Socialdemokratiet laver bare en sniger og holder kortene tæt ind til kroppen, som de gjorde i 2013.
Samtidigt i ubemærkethed laver Bondo og Ziegler en aftale, der kører os helt af sporet; snart kommer den dårligste aftale siden tiden før 2008 og kaldes den bedste i 7 år, fordi det er den eneste aftale, der har været siden LOV 409.
Mon den bliver stemt igennem med 79%, som de privatansattes overenskomst netop gjorde - uden en eneste forbedring?
Har vi snart lært, at der skal mere til, hvis vi vil have nok forberedelsestid til tusinde umulige opgaver?
Karen Ravn
(webredaktør)
17-04-2020 06:54
Kommentar om arbejdstidsforhandlingerne slettet
Det er både relevant og aktuelt at diskutere lærernes arbejdstidsforhandlinger, men det skal ikke ske i relation til artikler og indlæg, der handler om alt muligt andet. Redaktionen har derfor slettet en kommentar ovenfor og henviser til dette indlæg fra samme skribent: https://www.folkeskolen.dk/1840632/hvad-er-en-god-aftale-bondo Diskutér gerne forhandlingerne under dét indlæg :-)
Mange hilsner
Karen Ravn
webredaktør
folkeskolen.dk