Kære Bente Tak for spændende tanker. Jeg tror du har ret i, at ingen ønsker sig en ny coronasituation. De fleste glæder sig til en hverdag, hvor det analoge og fysiske møde mellem lærer, elever og stof igen kan finde sted. Jeg tror, den vigtigste erfaring af coronakrisen er, at skolerne fint kan undvære de digitale platforme, digitaliseringsstrategierne, de digitale læremidler og iPads mm. Hvad skolen til gengæld ikke kan undvære, er det fysiske og analoge møde. Coronakrisen er en gylden mulighed for at gøre det klart for politikere, forskere, digitaliseringslobbyen etc., at skolen er en analog institution; et fysisk sted, der samler mennesker om verdens ting, i frie, levende og vekselvirkende dannelsesprocesser. Lad os blive klogere af vores erfaringer. https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/filosof-giv-landets-uddannelser-en-analogiseringsstrategi

Kære Niels Jakob, Tak for feedback. Jeg ser ikke forholdet mellem analogt-digitalt i skolen som et enten-eller, men som et både-og. Skolen har uden tvivl et væsentligt fysisk-analogt grundlag, men det er vel heller ikke nødvendigvis sådan at digitalisering forhindrer os i at være fysiske eller omvendt. For mig er relevans det væsentlige kriterie her, og i den forbindelse mulighederne (og umulighederne) i de mange måder vi kan gøre skole, undervisning, samvær osv på. Her mener jeg at erfaringerne fra corona-nedlukningen må have meget at byde på

Kære Bente Det sidste synes jeg du har ret i. Min pointe er blot, at den væsentligste erfaring af corona-nedlukningen er, at skolen kan undvære de digitale platforme og teknologier. Om den SKAL undvære dem, kan vi jo så diskutere - men der er en væsensforskel på det analoge og fysiske møde, og de erstatninger vi sætter i stedet, på de digitale platforme. Det er en vigtig erfaring, som måske kan skabe lidt balance i prioriteringen mellem det digitale og det analoge, jf. det indlæg jeg linker til.

Jeg tror, at omverden ser en virkelighed, hvor de digitale muligheder er ubegrænsede, og de vil presse på for at implemente endnu mere digital undervisning. Der er jo basis for at skabe en stor forretning. For mig er spørgsmålet ikke, hvad lærerne synes, er det bedste, men hvordan vi forsvarer dit synspunkt overfor omverden. jeg er ikke så sådan uenig med dig, men bare af nysgerrighed: Hvordan vil du argumentere for at skrue ned for den digitale undervisning?

En af oplagte begrundelser for at skrue ned for digitaliseringen af undervisningen er den enorme spild af tid den medfører... Tid, der kunne være brugt på at kvalificere undervisningen, på øget opmærksomhed og fordybelse, nærvær og relationer osv.

Jeg tror ikke, den vigtigste erfaring af coronakrisen er, at skolerne fint kan undvære de digitale platforme, digitaliseringsstrategierne, de digitale læremidler og iPads mm. Jeg tror, den vigtigste erfaring er at vi ikke er dygtige nok, og at vi skal blive dygtigere til at arbejde med digitalisering i skolerne. Der er mangel på viden om teknologi og IT-didaktik i skolen, og det er blevet tydeligt i den sidste tid. Lærere er virkelig dygtige til at finde på løsninger og kaste sig ud i alt for at gøre noget for deres elever. Udfordringen pt. er blot, at det kan være på et tyndt grundlag, og det er en klar erfaring, vi kan tage med os.

Åhh - ville så gerne prøve, før første gang i 12 år - at få noget efteruddannelse, der fokuserede på substansen i mine fag - i stedet for på it/ meebook/ microsoft teams/ elevplan/ upv, synlig læring, elevsamtaleteknikker osv - tak.

Lisbeth spørger, hvordan vi vil argumentere for at skrue ned for den digitale undervisning? Det er lige til: Der er intet, der tyder på, at eleverne bliver dygtigere ved at undervisningen digitaliseres, heller ikke på indsatsområderne. Det eneste, digitalisering gør bedre end analog undervisning, er at lære eleverne at arbejde digitalt. De bliver ikke dygtigere til nogen af fagene, end de ellers ville være blevet. Hvilket fører mig videre til Lis: i Henved 30 år har digitalisering og deraf afledte aktiviteter ædt stort set alle udviklingsresurser i folkeskolen. Det har ikke givet nævneværdigt fagligt afkast, men resulteret i kulturel forarmelse i form af en mere og mere individualiseret, test- og målstyret trefagsskole, hvor det fællesskabende og oplevelsesorienterede er blevet mere og marginaliseret i dagligdagen. Det kalder for mig at se på selvransagelse, ikke på yderligere it-satsning. Hvis en læge efter 30 år må konstatere, at medicinen ikke rigtigt virker, skal patienten da vel ikke have forhøjet dosis?

Jeg er ikke helt klar over, hvad det er mht. it i skolen som flere debattører er bekymrede for, ja ligefrem imod – nu hvor eleverne igen er/skal tilbage i skole? 1. Forlagenes læringsportaler. Tag det du kan bruge, planlæg den undervisning og de undervisningsformer, du ønsker. Jeg havde sidste efterår enkelte timer i en klasse på 3. årgang, hvor jeg skulle undervise i et fag, som jeg ikke er uddannet i. Der var det en stor fordel at kunne trække på en læringsportal fra et forlag i dette tilfælde i historie. Jeg printede det relevante materiale ud til eleverne, da de ikke havde adgang til egen computer. Vi arbejdede både med faglig (højt-)læsning, individuel opgaveløsning og klassesamtaler i forb. m. undervisningen. Læringsportal = stor hjælp i forb. m. min planlægning og afvikling af undervisningen. 2. Hjælpemidler, it-værktøjer. I matematik er der særlig fokus på geometri-programmet Geogebra og excel-regneark. Det starter allerede i indskolingen. https://www.folkeskolen.dk/1475146/matematik--it--det-begynder-allerede-i-indskolingen Kort: hvad er det for digitale læremidler og teknologier i undervisninger I er for/imod? Og/eller er det Intra/Aula I er så inderligt imod? @Niels. Uanset dosis – også din journal og megen kommunikation med din læge/sundhedsvæsenet er digitaliseret.

Orker simpelthen ikke den der 'hvad er det, I er imod-jargon'. Jeg ser et par enkelte fordele ved dele af digitaliseringen, men det meste er pseudo, tidskrævende eller bare jævnt kedeligt på den lange bane... (kan ikke udtale mig om mulige fordele i de matematiske og naturvidenskabelige fag, da jeg ingen erfaring har på dét område)

Hej Lisbeth Jeg tror, lærerne skal insistere på at skolen først og fremmest skal være skole - dvs. "fri tid", hvor eleverne kan vende, dreje og fordybe sig i verdens ting, under vejledning af en tålmodig og fagligt vidende lærer. En sådan skole tjener ikke ydre mål, men finder sine mål hen ad vejen. Digitaliseringskravene springer jo ofte ud af en idé om, at skolen skal gøre eleverne klar til en digital fremtid. Jeg mener, at man i skolen skal finde ud af, om fremtiden skal være digital. Lis: Jeg synes det er for let at pege fingre ad lærernes kompetencer, når de digitale teknologier gang på gang ikke indfrier de potentialer sælgerne og konsulenterne lover, de kan indfri. Jeg er selv ok habil bruger af en lang række digitale teknologier, men jeg bruger dem faktisk mindre og mindre i min undervisning - fordi jeg har erfaret, at de kun sjældent gør min undervisning bedre, og ofte kun flytter mine studerendes fokus væk fra samtalen og fordybelsen i stoffet. Det hjælper yderligere kompetenceudvikling altså ikke på. Jeg har det i øvrigt fint med, at mange lærere og undervisere bruger digitale teknologier i deres undervisning - hvis de kan argumentere pædagogisk og didaktisk for brugen. Min kritik retter sig primært mod digitaliseringstvangen og den deterministiske teknologi-optimisme, som den kommer til udtryk i digitaliseringsstrategier, politiske prioriteringer og det sprog digitaliseringskonsulenter konstant falder ned i, når de taler om potentialer og muligheder og glemmer at tale om bivirkninger og negative konsekvenser af digitaliseringen.

Jan, meget kort fortalt: Problemet er den kulturelle forarmelse, der er fulgt med computernes indtog i folkeskolen. Jeg kalder det gerne 'gøgeungeeffekten'. Du ved, gøgeungen, der klækkes i de små sangfugles rede, hvorefter den kvitterer ved at vippe sangfuglens egne unger ud over redekanten, mens den vokser sig større og større og de intetanende papforældre slider sig op for holde den mæt. Behøver jeg forklare nærmere? Coronakrisen har vist computernes styrke og svaghed. Styrken har vi fået tudet ørerne fulde med i 30 år, svagheden har ikke været erkendt.

IT er et slør eller filter mellem lærer-elev-det fælles tredje. Så længe IT har været anvendt, har det været et slør mellem eleven og de fælles tredje eller læreren og det fælles tredje. Vi må spørge os selv, om vi får en bedre forståelse eller effekt af at lægge det filter på. Hvis ikke vi gør det, så skal vi jo ikke anvende det. Personligt, så kan jeg ikke lide at arbejde med forlagsportalernes materialer. Jeg har ikke hånd i hanke med proces og produkt. Det mister overblikket og kan ikke lave noget, som jeg helt synes passer til det, jeg har brug for. Jeg synes, at der er blevet lagt et filter ned mellem mig og stoffet, jeg skal undervise i, når jeg forsøger at vise det gennem IT. Det kan være nødvendigt, det kan også være det bedste, der er til rådighed, men det er ikke helt virkeligheden, og ikke helt, som hvis jeg havde gjort det selv. Det samme gælder, når jeg beder eleverne læse en tekst eller lytte til en oplæsning på computeren. Filteret taget noget af oplevelsen i forhold til, hvis jeg selv havde læst teksten op, eller eleverne havde fået den i papirform. Jeg er ikke fan af det.

@Niels Chr.. Tak for præciseringen og jeg er helt enig, hvis jeg altså har forstået dig ret: Krav om også for alt i verden lige at skulle inddrage IT kan blive en glubende tidsrøver. I øvrigt: Et både og. ”Analoge” og ”digitale” læremidler kan fint supplere hinanden. God undervisning af kompetente lærere kan gennemføres med dårlige læremidler, men gode læremidler giver i sig selv ingen garanti for god undervisning. Lærerens faglige og sociale kompetencer er og bliver den enkeltstående faktor, der er helt afgørende for, at undervisningen lykkes i det fælles og fysiske læringsrum (håber at alle elever snart kan komme i skole igen). @Liz. Kan du uddyb, hvad du forbinder med en egentlig IT-didaktik i skolen.

Det har altid undret mig lidt, at man ikke rigtigt interesserer sig for at inddrage maskinernes måde at fungere på i skolesammenhæng. Maskinerne laver, som @Henning Nielsen udtrykker det, slør mellem mennesket og det direkte sansede. Hvad sker der egentligt, når man laver tilværelsen om til tasteslag og 1'ere og 0'er, og når verden bliver erstattet af perspektiviske gengivelser dannet af pixels på en skærm. Det inddrager såvel humanistiske fag som matematik og fysik, at forholde sig til det. Men IT bruges bare som redskab. Hvordan virker digitaliseringen, og hvilken betydning har den for vores tilværelsesforståelse?

Kære alle, Som jeg skrev ovenfor må oplevelser af teknologiens 'umuligheder' være en væsentlig del af det at beskæftige sig med digitalisering. Men jeg tænker også det må være vigtigt at overveje hvad det er der skaber de negative erfaringer, som flere af jer giver udtryk for. Som jeg ser det peger flere af jer især på den politiske rammesætning af teknologien, ikke mindst dig, Niels Jakob, som taler direkte til politikernes ansvar ift at frisætte skolens fysiske potentialer. Her mener jeg dog at man må skille tingene ad. Digitaliseringen er vel ikke kun båret af politiske (og økonomiske) dagsordener, selv om det selvfølgelig af mange gode grunde kan opleves som noget der fylder. Digitaliseringen er også lærernes, elevernes osv osv. - selvom der uanset dette er mange rammer der styrer i brugen af teknologien. Det var også derfor jeg i mit oplæg nævnte bla lærernes erfaringer med digitalisering i corona-krisen, fordi jeg mener det må være jer der har den faglige viden og indsigt som må definere hvordan og hvornår teknologien skal/kan bruges. Her er vi så tilbage ved relevanskriteriet - altså ikke spørgsmålet om skolen skal digitalisere eller ej (det løb er kørt) - men hvordan og hvornår. Selv om jeg sagtens forstår polemikken, Niels Jakob, så er jeg altså, som jeg skrev tidligere, bekymret for diskursen om at digitalisering 'erstatter' et fysisk møde som vi så mister. Jeg modsætter mig ikke denne oplevelse, den er reel og væsentlig at formulere, men jeg tror det er vigtigt at have fat i hvad det er vi taler om, når vi taler om digitalisering, og dermed også tydeliggøre hvad det mere specifikt er ved digitaliseringen, der provokerer, vækker modstand, føles som spild af tid osv.

Kære Bente Du skriver: "Her er vi så tilbage ved relevanskriteriet - altså ikke spørgsmålet om skolen skal digitalisere eller ej (det løb er kørt) - men hvordan og hvornår." Det er efter min mening netop den form for påståede nødvendigheder, der er problemet. Vi ender i den rene implementeringsdiskurs, og lærernes/elevernes negative erfaringer bliver højst en parentes i implenterings-iveren - fx i form af påstande om manglende kompetencer hos lærerne. Jeg kunne godt tænke mig at spørge: Hvorfor skal skolen og undervisningen digitaliseres?

Kuglerammer og røgsignaler er jo for så vidt også digitalisering. Det der er specielt ved den nye teknologi, er jo notop, at den "erstatter" den sanselige virkelighed. Det er også det, der spiller ind, når politikere, forskere og ledelseslag forholder sig til den faktiske virkelighed i folkeskolen, ved kun at se på alt det, der ikke har med den konkrete virkelighed at gøre. Når man står med snotnæser, computere, der mangler strøm og taster og alt det der punk, ser man anderledes på digitaliseringen. Folkeskolens konkrete fysiske virkelighed er blevet erstattet af en virtuel skole, der i der for de aktørere, der ikke har den direkte kontakt, "er" som de oplever den "bør" være. Det er derfor, der opstår modsigelser mellem det digitale niveau og det konkrete niveau, fordi de ikke er sammentænkt. Så længe et flertal ikke forstår teknologien som et konkret værktøj, på samme måde som kuglerammer og røgsignaler, vil der være den modsigelse. Vi har oplevet modsigelsen mellem skolereformen og den konkrete daglige børnefyldte virkelighed, og vi oplever modsigelsen mellem åbningsplanerne i forbindelse med coronakrisen og den konkrete børnefyldte virkelighed, hvor der skal vaskes hænder og holdes 2 meters afstand. Og problemerne med den digitale undervisning i forbindelse med coronaundervisningen, består jo netop i, at den digitale virkelighed og den konkrete virkelighed ikke når hinanden, og at teknologien har udviklet sig på en måde, så man fra digitallside simpelthen ikke registrerer de problemer, der opstår på det konkrete plan for eksempel i form af børn, der ganske enkelt tabes, uden man bemærker det. Den digitale virkelighed "eksisterer" uafhængigt af børnene og lærerne - det er et problem.

Kære Niels Jakob, Min pointe fra før var, at når spørgsmålet om 'hvorfor skal skolen digitaliseres' bliver ved med at dukke op så er det måske fordi nogle lærere (og andre) har en oplevelse af at de aldrig rigtig er blevet inddraget i det spørgsmål eller har fået ordentlig svar på det (selv om der er mange svar 'derude') - det kan være en oplevelse af at man er blevet bedt om at gøre noget som man ikke har ejerskab til, med alt hvad der følger af skade på lærerens faglighed og metodefrihed. Mit forslag var i forlængelse af det at tydeliggøre og italesætte problemet med denne oplevede styring - som jeg synes er helt reel - men også at understrege at dette kun er ét aspekt af digitaliseringen. Mit problem med den (i min optik) ret polariserede diskussion omkring enten en fysisk skole eller en digital er blandt andet, at den i al for høj grad styrer hvordan vi kan tale om tingene - som når jeg fx taler om "relevans" og i stedet (af dig) bliver forbundet med en "implementeringsdiskurs". Det gør det svært at få en nuanceret diskussion, fordi alt hvad der siges bliver et 'for eller imod' digitalisering. Det gør det også svært for mig at svare på dit spørgsmål - jeg er jo forsker og ikke politiker, og mit fokus er derfor ikke implementering, men fx at lytte, undersøge, analysere og forstå det der sker i skolen. Jeg kunne jo forsøge at svare på dit spørgsmål med noget i retning af at 'hvis ikke vi havde haft teknologien, så havde vi (måske) ingen skole haft under coronakrisen' eller 'hvad ville det i givet fald betyde for vores børn og unge og vores samfund, hvis eleverne forlod skolen uden den kritisk/kompetente indsigt i teknologier og digitalisering, som skolen kan tilbyde dem?'. Hvis vi skal have en kvalificeret samtale om disse spørgsmål - og mange andre - må vi, som jeg ser det, bevæge os væk fra 'enten-eller' diskursen og begynde at dykke ned i hvad det konkret er der er væsentligt, frustrerende osv for os ift teknologien

Kære Bente Når jeg forbinder dit udsagn med en implementeringsdiskurs, er det fordi du affejer spørgsmålet om, OM skolen skal digitaliseres, med et "det løb er kørt". Hvorfor er det løb kørt? Hvem har besluttet det? Du giver et par spæde svar på spørgsmålet om, hvorfor skolen skal digitaliseres; 1: fordi vi har haft brug for de digitale platforme i corona-krisen, og 2: fordi eleverne skal klædes på til en fremtid, der er digital. 1: Jeg synes ikke de sidste mange års investeringer står mål med de få ugers nødundervisning. 2: Jeg synes ikke skolen først og fremmest skal forberede til en forestillet fremtid, men at den skal bidrage til at eleverne kan vælge og skabe deres fremtid. Som sagt synes jeg det er fint, at der bruges digitale teknologier rundt omkring på skolerne, og jeg synes det er fortrinligt, at man diskuterer de digitale teknologiers indflydelse på vores tilværelse med eleverne. Jeg synes bare, at man også skal tage den erfaring, at skolen kan undvære de digitale platforme, men har brug for de fysiske og analoge møder, alvorligt.

"hvad ville det i givet fald betyde for vores børn og unge og vores samfund, hvis eleverne forlod skolen uden den kritisk/kompetente indsigt i teknologier og digitalisering, som skolen kan tilbyde dem?" Pt. forlader de skolen uden et kritisk blik på teknologier - både i skolen & i samfundet. Platforme accepteres ukritisk, helt uden overvejelser om brugbarheden - se bare Aula! Her accepterer man et produkt, der i bedste fald er mangelfuldt, men hverken elever, forældre eller hele ledelseslaget sætter et kritisk blik på om det rent faktisk er godt nok. Gør lærere det, er vi en flok bagstræberiske dinosauere, der hellere vil have kontaktbogen igen. Portalerne er et afsnit for sig selv. Når jeg underviser i samfundsfag kan vi forholde os til afsenderen - der er et (klart) billede af hvor en tekst eller lignende kommer fra og det kan man udøve kildekritik overfor - men portalerne? Hvem er afsender her? Afsenderen bliver pludselig et "forlag", hvor forløb og store dele er lavet af "nogen" - selv om der står navn på indholdet. Jeg kan ikke "Google" eller forholde mig til en portal, hvor der er XX-XXX totalt ukendte forfattere, sammenlignet med en fagbog jeg kan se hvem der står som overordnet afsender. Kan man som lærer trævle alt det igennem man skal brug til X(X) klasser og forholde sig kritisk til indholdet? Ikke mindst når man i mange tilfælde ser hvor fragmenteret tingene er - så har jeg endda slet ikke forholdt mig til det er en ekstrem mængde klik man skal igennem for at overskue hvad der svarer til en analog bog. Man kan se, skræmmende nok, i disse tider, hvor ukritisk teknologi anvendes, elever og lærere, de hopper frisk på alt hvad de kan finde, helt uden overvejelser om GDPR. Lærere (og elever) bruger alle mulige programmer, der på absolut ingen måde er inden for hvad det er tilladt. Det samme med den rent brugermæssige del - jeg har elever i 6. klasse, der på 7. uge spørger efter hvor opgaverne ligger, de ligger i den samme mappe som alle andre dage og elever i 9. klasse, der ikke kan indsætte en ekstra række i en tabel. Jeg er meget enig med Jens, IT er en avanceret kugleramme, men når man ikke vil anerkende det, kommer "man" i problemer og det er ikke lærerne. ;-) Et eksempel, der desværre ikke er absurd, er det nye UNI-login. Det startede efter vinterferien, jeg har stadig elever og forældre, der ikke kan få det til at virke. Hver gang det nulstilles med NEM-ID, går det rutinemæssigt i baglås igen........... Jeg er rigtig bange for at hele den her "øvelse", den kommer til at betyde en endnu mere voldsom digital-forelskelse, på trods af det med skræmmende tydelighed viser at vi taber mange flere end der ellers gør til daglig. Når en stille samtale og et kram er aflyst af et aftalt Meet eller når 10 sekunders hjælp med en matematik-opgave er afløst af en booking på Aula........

Bente viger tilbage fra med at svare på Niels' enkle spørgsmål om, hvorfor skolen og undervisningen skal digitaliseres, men kommer så alligevel med to tilløb til svar: 1. Fordi digitaliseringen har reddet skolen igennem coronakrisen og 2. fordi samfundet kræver digitale kompetencer. Udmærkede svar for så vidt, men med meget begrænset horisont, forekommer det mig. Problemet er, at digitaliseringen i 30 år har været redskab for et instrumentelt npm-skolesyn, der truer med at resultere i en kulturel forarmelse, som aldrig har været digitaliseringens sigte, men som ikke desto mindre bliver den resultat: Målstyring, testing, kvantificering, accountability, evaluering, dokumentation. Læreren, ikke som underviser, men som vejleder, administrator og elevplansbestyrer. Eleven, ikke som agerende subjekt i fri vækst, mål i sig selv, men som reagerende objekt i målrettet projektudvikling, middel i en større sags tjeneste. Rent konkret se vi en skole, hvor børnenes oplevelsesorienterede, fællesskabende, dannelsesprojekter sygner hen til fordel for elevernes individuelle, udefra kontrollerede opgaveløsning. Kald det bare en kulturkamp. Jeg ved ikke, om 'løbet er kørt', som Bente siger, men det er i hvert fald ved at være sidste udkald for dem, der mener, at skolen skal lægge kursen om. Niels Bjerre Tange og Thomas Iskovs netop offentliggjorte forskning forsøger for mig at se at gribe om nælden: https://www.folkeskolen.dk/1841600/laererens-hverdagspraksis-er-central-i-dannelsen