@Lærke Grandjean Udover nogle tekst- og substans-tunge indlæg fortjener du en særlig ros for dine overskrifter. ”Drop dumheden …” ”Bog om eksistensen er en gave ..” ”Bedstemor fortæller i en corona-tid” Etc. Ups, jeg kan høre at ”fruen” er ved at være færdig i badeværelset, så jeg må hellere lukke her og tænde for livet. Tak for din påmindelse.

Tak for opbakningen Jan Thrane! Hvad der er så vigtigt i det pædagogiske arbejde, i mine øjne, er, at der kan opnås overensstemmelse på væsentlige punkter fra skolehverdagen, det forskningsmæssige og det politiske – så det er muligt at forklare det ene ved at sammenligne med det andet. Det er denne overensstemmelse imellem skolehverdag, forskning og politik, som efter min mening bør kendetegne det, vi går og laver i vores forskellige områder af det pædagogiske arbejde – i hverdagen, i forskning, i det politiske. Det kaldes vist analogi.

Smukt projekt - ingen tvivl om det, men skulle vi ikke lige lade være med at stille problematikken op som et opgør mellem humanisme og naturvidenskab? Muligvis har jeg læst teksten forkert, men umiddelbart ser det ud som om, det er det, der er i spil. Når der tales om "evidensbaseret forskning i pædagogik med rod i det naturvidenskabelige" har denne forskning jo absolut ikke noget at gøre med naturvidenskab, men er humanisme, så det brager, der bare benytter sig af nogle metoder, der er helt ude i hampen, for at gøre en lang historie kort. Det er en ulykkelig situation, når vi er kommet til, at sætte naturvidenskab og humanisme op som modsætninger. Begge dele indgår i et samlet erkendelsesmæssigt koncept, som vi er nødt til at tage udgangspunkt i, hvis vi skal have noget til at fungere. Niels Bohr har på et tidspunkt (citeret efter hukommelsen) sagt noget i retning af, at det til tider kan være nyttigt at skille højre og venstre hjernehalvdel ad på det abstrakte plan, men hvis man gør det på det konkrete plan, er det strafbart. Til tider kan man godt få det indtryk, at humanisme er videnskab, for folk, der ikke kan regne. Ja til menneskelighed, skønlitteratur og filosofi, men når direktøren for DI (mener jeg det var) på et tidspunkt udtalte (igen citeret efter hukommelsen) at det ikke var humanister, der aldrig havde prøvet andet end at gå i skole, men folk, der kunne løse hyperbolske differentialligninger, samfundet har brug for, har han jo en pointe. Det betyder jo ikke, at vi bare skal se på, hvad erhvervslivet har brug for, når vi tænker skole, men vi bliver nødt til at tænke noget mere helhedsmæssigt (kan man stille det sådan op?), og en opdeling, hvor naturvidenskab står for tingsliggørelse og umenneskelighed, og humanisme står for trivsel og menneskelighed holder efter min bedste overbevisning ikke. Men at have rod i det humanistiske (og det er nok også der, man starter) er bestemt ikke nogen dårlig ide. Vi må bruge begge hjernehalvdele B-| :-P

…for de to kulturoverleveringer, altså den naturvidenskabelige og den humanistiske. Til slut i hans tale ”Skolens Formål” fra 1981 siger Løgstrup: Holder vi nu den kendsgerning, AT BEVIDSTHEDEN IKKE HØRER MED TIL DET FYSISKE VERDENSBILLEDE (min fremhævning, LG), sammen med, at fysik er viden om den egentlige virkelighed, SÅ ER VI BLEVET VÆK (min fremhævning, LG). Det er det, jeg mener er sket med den megen vægtning af evidensforskningen, lånt fra de fysiske videnskaber/lægevidenskaber i dag : Mennesket er blevet væk. Det begyndte allerede på Løgstrups tid, det er derfor han stiller spørgsmålet om, hvordan man skaber sammenhæng mellem de to kulturoverleveringer – altså ligesom du, Jens, vil have sammenhæng mellem de to hjernehalvdele. Men siger Løgstrup til sidst i sin tale fra 1981 om skolens formål: Vi må ikke forsøge at undslippe det uløselige problem, at bevidstheden ikke hører med til det fysiske verdensbillede. MEN tværtimod fokusere på dette problem. Det er i al beskedenhed dette, jeg forsøger ved at fremhæve ved at give ordet til de kritiske forskere i pædagogik. For de forsøger nemlig med fuld kraft at få mennesket - med bevidsthed/ånd/sjæl - med ind i forskningen.

Tak for et smukt svar til eftertanke @Lærke. Det er måske så lidt det, der er problemet i megen humanistisk forskning, at man grundlæggende forsøger at begribe det ubegribelige, alt imens man egentlig bare reflekterer over sine egne fortræffeligheder og fejltagelser og på den baggrund kommer med anbefalinger til sine medskabninger. Men det har da bestemt også sin berettigelse, og vi har vel ikke så meget andet at trække på ;-)

...med henblik på en intention om at forbedre denne praksis. MEN spørger den meget kritiske forsker Gert Biesta (i sin seneste bog om u-ortodoks forskning) så: "Hvordan undgår den pædagogiske forskning at FORHINDRE en sådan forbedring?" I dette spørgsmål ligger den bekymring, du skriver om Jens - at man ikke kan afgøre ret meget præcist om det at være menneske - og dermed ikke ret meget præcist om, hvordan konkret undervisning bliver god - det vil altid variere efter, hvilke mennesker der er involverede. DERFOR bør der altid være løbende dialog mellem forskning i pædagogik og pædagogisk praksis!

...Gert Biestas seneste bog om u-ortodoks forskning ”Educational research: An unortodox introduction”, se evt. dette link: https://www.bloomsbury.com/uk/educational-research-9781350097988/ Jeg håber fortsat, at denne meget kritiske og meget velskrevne bog snarest kan oversættes og udkomme i Danmark!

Citatet fra Løgstrups tale: "Holder vi nu den kendsgerning, at bevidstheden ikke hører med til det fysiske verdensbillede,sammen med, at fysik er viden om den egentlige virkelighed, så er vi blevet væk. Og det er jo os, der har bevidstheden." (1) ... svarer det jo meget godt til Ludvig Wittgensteins iagttagelse i Tractatus (citat og kilde anført nedenfor). På nogenlunde almindeligt dansk står der i nedenstående: Hvis man vil se verden objektivt, er man nødt til selv at forsvinde, så der kun er verden tilbage, og hvis man vil se verden subjektivt, forsvinder verden, så der kun er én selv tilbage, og i grunden kan det komme ud på ét. (2) Men der er jo netop ikke tale om énsidigt at vælge det objektive frem for det subjektive eller omvendt, Hvis man fastholder begge dele, er "Mennesket" der jo stadigt. Keine Hexerei :-) (1) https://dpu.au.dk/fileadmin/www.dpu.dk/forskning/videostreamingfraloegstrupkonference/nyheder_2007_20071119133744_loegstrup-skolens-formaal.pdf (2) 5.64 Here we see that solipsism strictly carried out coincides with pure realism. The I in solipsism shrinks to an extensionless point and there remains the reality co-ordinated with it. 5.641 There is therefore really a sense in which in philosophy we can talk of a non-psychological I. The I occurs in philosophy through the fact that the “world is my world”. The philosophical I is not the man, not the human body or the human soul of which psychology treats, but the metaphysical subject, the limit—not a part of the world. Project Gutenberg’s Tractatus Logico-Philosophicus, by Ludwig Wittgenstein http://www.gutenberg.org/files/5740/5740-pdf.pdf

…sådan skriver du (med Witgenstein) Jens Hougaard Nielsen. Og videre: ”…så der kun er verden tilbage, og hvis man vil se verden subjektivt, forsvinder verden, så der kun er én selv tilbage, og i grunden kan det komme ud på ét. Men der er jo netop ikke tale om énsidigt at vælge det objektive frem for det subjektive eller omvendt, Hvis man fastholder begge dele, er "Mennesket" der jo stadigt. Keine Hexerei”. Diskussionen om, hvorvidt pædagogik tilhører en normativ, altså en ikke-objektiv, videnskab går, nu afdøde, Peter Kemp i sin bog ”Filosofiens verden” stærkt ind for. Peter Kemps påstand er: Man kan aldrig være – og man skal stå ved, at man aldrig kan være – objektiv. OG: Der andre kriterier end evidens-kriteriet fra naturvidenskaben. Nemlig de kriterier, som skal være for humanistisk videnskab: akribi (omhu), hensyn til empiri, sammenhæng i analysen, afklaring af normativiteten. Jeg er enig med Peter Kemp i dette – altså i, at pædagogik er en normativ videnskab – og det er derfor jeg bliver ved at forsøge at fremføre, at evidenskriteriet er alt for fattigt til at kunne (be)gribe, hvad der foregår i pædagogik og undervisning. Venlig hilsen Lærke

Meget tyder på, at vi langt hen ad vejen er enige om ret meget. Venlig hilsen Jens

... ”Digitaliseringen forstærker og har vist den tvetydige effekt af den individualisering af undervisningens faglige rum, som har pågået i folkeskolen med nationale test, læringsmålsstyring etc.” (Odense lærerforening). http://odenselaererforening.dk/nyheder/2020/maj/haaber-paa-genkomst-for-paedagogik-og-etik

Stefan Hermann skriver: "Så måske hjælper Cororna-krisen os til at forstå, at 2020’erne må blive undervisningen og dermed pædagogikkens årti, der brød den faustiske pagt, Danmark indgik med bl.a. digitaliseringen. Altså derhen hvor vi erkender og bruger digitalisering som et middel, ikke et mål; som en tjener og ikke en herre." Jeg er især begejstret for metaforen "faustiske pagt." Det er helt klart, at ser man digitaliseringen som en magt, der overtager den selvstændige tænkning og viden om matematiske processer, stavemåder osv. Står vi med et problem. Men en anden tilgang til computere er jo at se dem som maskiner, der skal forstås og bruges. Som udgangspunkt mener jeg, det er matamatikken og fysikken, der påtager sig den opgave. Et eksempel: Det er problematisk, hvis eleverne lærer kun at løse ligninger ved hjælp af ligningsløsningsværktøjer på computer. De skal forstå, hvad det er, der matematisk sker, når man løser en ligning, og de skal også forstå, hvordan man bruger en maskine til at udføre de processer, der kræves i den forbindelse, og hvordan man konkret lærer en maskine "at tænke." Netop det er at gøre sig til herre over maskinen og ikke være dens tjener. Vi løser ikke problemet ved bare at "forsage" maskinen.

Tjener-eller herre-problematikken rummer hele det svigtede perspektiv, som vi skal have fat i. Man kan sammenligne digitaliseringens potentiale med hydraulikkens. Ved hjælp af hydraulikken er det blevet muligt for mennesket at flytte bjerge. Grave kæmpemæssige tunneler, konstruere enorme dæmninger og lange broer, lave kunstige øer etc. Men vi sidder stadigvæk ved styrepinden. Bulldozerne kører ikke frit omkring og tværer landskaber ud, mens vi ser til fra sidelinjen. Anderledes med computerne. Her er 'styrepinden' overladt til 'mekanikerne'. De sikrer (i øvrigt ikke særligt effektivt), at maskinerne kører, men hvor de 'kører' og hvad de laver, er der ingen, der har styr på.

Spørgsmålet om en "faustisk pagt," som @Stefan Hermann nævner, stikker jo en hel del dybere end spørgsmålet om computere i klasseværelset, hvad han også antyder ved at nævne, at det kun "bl.a". handler om digitaliseringen, og når @Niels Chr. Sauer nævner "Tjener-eller herre-problematikken" som "det svigtede perspektiv," peger det jo også på, at der er store forhold i spil. Forestilling om, at vi lever i en decideret faustisk kultur, er for eksempel beskrevet af den nu afdøde finske filosof Georg Henrik von Wright, der i sin bog »Myten om fremskridtet« fra 1994, skrev, at vi lever i en faustisk kultur (1), en kultur båret af ønsket om at have indsigt i og magt over tilværelsen som troldmanden Faust, der var rede til at "miste sin sjæl" i bestræbelsen. Hvis jeg forstår Stefan Hermann ret, er der ikke alene lagt op til, at vi skal gøre os til herre over computerteknologien, men at vi skal gøre op med hele ideen om at være herre over noget som helst. Denne ide er nemlig faustisk - en dæmonisk inspireret ide om magt. Og det skulle så netop af coronakrisen være vist, at vor magt over begivenhederne ikke er så fuldkommen, som vi ynder at forestille os den, hvis jeg forstår det ret. Det er en ordentlig mundfuld, hvis vi skal til at gøre op med vores magtkultur, og det kobler jo så parentetisk bemærket lige pludseligt nærværende tema sammen med de igangværende periodeforhandlinger mellem KL og DLF. Al respekt for Stefan Hermanns forsøg på at bryde den faustiske pagt. Jeg er helt enig i at et brud på pagten ville være storslået, men spørgsmålet er så bare, om "ny hjælpsomhed, omsorg og beskedenhed," bliver et egentligt brud, eller bare en omredigering af "pagten." Jeg vil se det, før jeg tror det. (1) https://www.etik.dk/moral/vor-faustiske-moral (1) https://bibliotek.dk/da/work/870970-basis%3A20752564

…tanker om ´ tjener-eller herre-problematikken´ m.v. Tak Niels og Jens! Og igen tak for opbakningen Jan m.fl.! Det er vildt inspirerende, og denne inspiration vil jeg kombinere med nogle tanker om at gå videre her i sommer og efter sommeren med at fordybe mig i læsning om, og spørgsmål til – og efter – pædagogikken, forstået i lyset af det levede, jordiske eksistens-liv sammen med andre mennesker. For mig at se er pædagogik en kunstart, der har til opgave at vække til live, meget kort sagt. En kunstart, som, ud fra frihed, skal hjælpe andre mennesker til ´at stå ene´ (med Kiekegaards ord – og jeg antyder hermed at opgør med det pædagogiske paradoks `at tvinge andre til frihed´). Der et opdragende moment i pædagogik, som også er ´moralsk´ eller ´etisk´ fordi vi altså alle skal kunne være her med vores personlige handlefrihed – man skal opføre sig ordentligt, populært sagt, men det lærer man ikke ved tvang, men ved noget helt andet, nemlig pædagogik. Hvad jeg opfatter som en voldsom udfordring er, at en masse mennesker med en bestemt teori og faste pædagogiske ´dogmer´ i hånden mener at kunne fortælle, hvad der kan og skal ske i pædagogik og undervisning. Denne udfordring vil jeg gerne tage op og derfor finde 6 nye mennesker at interviewe efter sommeren, denne gang om ”Pædagogikken tilbage til FORSKNINGEN. Giver det overhovedet mening?” Inden jeg når så vidt som til de konkrete interviews vil jeg fordybe mig i Gert Biestas ”Educational research: An unortodox introduction”. I denne bog stiller Biesta nemlig det temmelig vigtige spørgsmål om, hvordan det teoretiske spørgsmål - med hvilke udgangspunkter? - egentlig skal kunne (be)gribe pædagogik og undervisning? Efter endt læsning og en anmeldelse af denne bog vil Jeg ikke blot spørge forskere om ”Pædagogikken tilbage til FORSKNINGEN. Giver det overhovedet mening?” men også andre mænd og kvinder med det, jeg vil kalde: dyb menneskelig indsigt. Tak for ordene, opbakningen og inspirationen Niels og Jens og Jan m.fl.!

Skimmet - ja ja - meget enig.