Endelig ses en vis vilje til at gribe om nælden. Musikfaget er skolens hårdeste fag, og musiklærerne brænder ud, fordi deres undervisning hærges af uro. Men problemet stikker meget dybere. Denne diskussion har vi ventet på i mindst 20 år. https://www.folkeskolen.dk/602770/musikfagets-krise-er-folkeskolens-krise

Åben skole, er desværre blevet til en indtægtskilde for musikskolen. Deres “samarbejdsvilling” er fantastisk gode, men også fantastisk dyre. Så det har skolerne ikke råd til meget af.

Fejl

Kære Sauer Diskussionen har nu levet rimeligt godt i de seneste år. Musiklærerforeningen har af flere omgange taget hul på den. Senest med "De 10 spilleregler god musikundervisning" https://www.musiklaererforeningen.dk/de-10-spilleregler Derudover er det noget som Musiklærerforeningen til stadighed arbejder med i lokalafdelingerne, hovedbestyrelsen, pædagogisk udvalg, samarbejde med en bred vifte af aktører m.m.. Dertil kan lægges de utallige kurser, som Musiklærerforeningen står bag. Der var i øvrigt også en større debat for 10 år siden, da den seneste rapport på området blev udgivet. Så hvis man har ventet 20 år på debatten, har man desværre nok overset de fora hvori den er sket.

Kære Anders Det er godt at høre, at I har fat i sagen. Men hvor? Jeg ser ingen omtale af uroproblemet i de ti spilleregler, du henviser til? Men en vigtig pointe er, at det jo netop ikke er jeres sag alene. Det er hele folkeskolens problem. Det drejer sig om hele skolesynet. Om marginaliseringen af alt, hvad der ikke kan testes og måles, om nedprioriteringen af kulturfællesskab og oplevelser i skolen, om ledelsens ansvar, om kollegialitet, om takling af uro i skolen og meget mere. Det nytter ikke, at I tager den diskussion som et internt anliggende for musiklærere. Og jeg har altså ikke set den hverken i dagspressen eller i Folkeskolen eller i medierne overhovedet.

Kære Sauer Først skal vi lige have lidt kasketforvirring på plads. Jeg er blot ansat i Musiklærerforeningens forlag, og dermed ikke en del af selve Musiklærerforeningens ledelse, ej heller drivende på det fagpolitiske. Så jeg skriver altså ikke på Musiklærerforeningens vegne her – men på egne. Mit ærinde var blot, at fortælle, at denne diskussion kører i de musikfaglige fora, på samme måde som lærerpolitik generelt kører på folkeskolen.dk og i fagbladet. Ligeledes kører det i Musiklærerforeningens fagblad. Her har også igennem årene været rigtig mange artikler med politikere bredt set, omkring musikfagets rolle og status. Så omtalen er der. Men man skal nok kradse lidt for at finde den. (Mere omtale om ovenstående rapport er i øvrigt også at finde: musiklaererforeningen.dk/nyheder/musikundervisningens-a-og-bhold) I forlaget har vi senest udgivet bogen "Mere musik – mindre skældud" af Birgitte Schade. Som netop også giver konkrete redskaber til at håndtere de situationer, der utvivlsomt vil opstå i et musiklokale.

Jamen det duer bare ikke, at man skal 'kradse lidt' for at finde nogen som helst omtale af fagets allerstørste problem, som, hvis det ikke løses, risikerer at føre til, at faget på sigt simpelthen forsvinder folkeskolen. Af den simple grund, at der ikke er nogen kompetente fagfolk, der vil undervise i det på de givne betingelser. Musikskolelærerne løber jo nærmest skrigende væk, når de opdager, hvordan det er fat, og de lærerstuderende vælger faget fra i stimer. Jeg kender mange mennesker, der har været turen igennem, heriblandt topprofessionelle, konservatorieuddannede musiker og uddannede musikpædagoger. Jeg overdriver ikke. 'Mer musik og mindre skæld ud' - jatak, mon ikke, der er ingen timer, der er mere ødelagt af konflikt og skæld ud end musiktimerne. Men det lyder mest som 'mere medvind på cykelstierne. Der skal noget helt andet til. Problemet skal helt frem i front.

Jeg har nu læst rapportens afsnit om musikundervisningen i folkeskolen. Og jeg er rystet. Det er måske den mest virkelighedsfjerne rapport om noget som helst, jeg har læst i mit liv. Og det siger ikke så lidt. Den forholder sig ikke med eet ord til den virkelighed, musiklærerne i folkeskolen kæmper med hver dag. Den anfører, at hovedgrunden til musikfagets krise i folkeskolen er, at musikundervisningen på læreruddannelsen er beskåret for hårdt, så den ikke tiltrækker studerende nok. Så når de så kommer ud i skolen, bliver de alt for få musiklærere overbebyrdet og brænder ud, fordi de ikke får kurser og efteruddannelse nok. Ikke et or om uroproblemet. Behøver jeg sige at rapporten er skrevet af folk fra den verden, der lever af at uddanne musiklærere? Jeg kender en stor byskole, hvor der er 11 uddannede musiklærere. De 10 ville ønske, de kunne slippe helt for faget. Fem timer i faget om ugen er sådan cirka grænsen for, hvad de kan holde ud. Faget er ved at dø, simpelthen. Rapporten citerer en skoleleder for disse ord: "Musik er ikke en del af skolens DNA". Det siger alt om, hvor vi er på vej hen. Rapporten ænser det ikke.

Afsnittet om folkeskolen er skrevet af formanden for Musiklærerforeningen (altså en folkeskolelærer) samt to tidligere folkeskolelærere og fagkonsulenter/læringskonsulenter for musik i folkeskolen. Ingen af dem lever af at uddanne musiklærere. Så nej, det er IKKE „skrevet af folk fra den verden, der lever af at uddanne musiklærere“.

Kære Sauer Den virkelighed du beskriver, er jo blot det som rapporten så fint skitserer som A og B-holdet. Ja, musik kan være et benhårdt fag at undervise i. Det skyldes primært at du som musiklærer stort set altid er "på". I dansk og matematik er der flere timer, hvor man kan bede eleverne selvstændigt arbejde med fx grammatiske eller matematiske øvelser. Det er der ikke historisk stor erfaring med i musik. Der er det læreren, som er omdrejningspunktet for sangen, sammenspillet, dansen eller den musikalske lytning. Musik er meget fokuseret om læreren og lærerens praksis. Derfor kommer der for mange lærere et loft på 5-6 lektioners musik om ugen. Det skitserer rapporten jo også. Ligesom den skitserer, at hvis ledelsen pålægger musiklærerne at læse flere lektioner end dette, er risikoen for at de bliver udbrændte noget større. Jeg tror også at det er derfor at så mange at lærerne efterspørger kurser og efteruddannelse. Man har et behov for flere redskaber, til at komme igennem musikundervisningen på, hvor man får flere farver på paletten, og mulighed for variation. I min optik er der i de seneste 5 år dog sket et reelt nybrud i musikundervisningen, med tilgangen af flere digitale undervisningsmaterialer. Både portaler og apps (som fx Garageband) giver flere og flere muligheder for, at musiklæreren ikke altid behøver at være så meget på. Med den rette stilladsering, kan eleverne efterhånden få mere initiativ i musikundervisningen, uden at det hele altid behøver at foregå med læreren som omdrejningspunkt. Jeg tror faktisk, at det for mange lærere har gjort det mere overskueligt, at have flere musiktimer end tidligere. Til sidst vil jeg blot lige berolige dig. Faget er absolut ikke ved at dø. Det er fuldstændigt rigtigt, at B-holdet har fået større vanskeligheder end tidligere, og at disse er mere udbredte. Men ude på A-holdene, der trives musikken i stor stil. Og den udvikles og vokser markant i disse år. Jeg har naturligvis forståelse for, at man som lærer emeritus udelukkende kan trække et eksempel om en enkelt byskole frem. Jeg vil dog, som Jesper Juellund også er inde på, i al stilfærdig bemærke, at Musiklærerforenings formand er medafsender på denne del af rapporten, og at der er tilgået en større undersøgelse blandt aktive musiklærere ude i undervisningen anno 2019. Der findes altså også et andet billede derude. Jeg tror vi kan afsøge noget i den identitet som man som lærer tager på sig. I dag er der mange lærere, som har musik som linjefag, men ikke rigtigt identificerer sig som musiklærer, på samme måde som man gør med fx danskfaget. Man er ikke bleg for at fortælle at man er dansklærer. Men omkring musik, der går man gerne lidt mere stille med dørene omkring det. Måske er det ens 3. eller 4. linjefag og på mange måder lidt perifært. Man tager ikke identiteten til sig. Det betyder også at man fx ikke melder sig ind i Musiklærerforeningen (og dermed får åbnet den del af mulighederne for egen udvikling i faget). Der er faget sårbart, fordi det er et så relativt lille fag. Du har ikke nødvendigvis mange fagkolleger på din skole, som er med til at trække faget i fagudvalgene. Det er heller ikke det fag, som forvaltningerne og skoleledelserne trækker frem i udviklingsområder. Der er det mere på tale at snakke om Innovation og entreprenørskab, 21st century skills, Maker spaces og STEM. (På mange måder kunne musik faktisk godt tale ind i mange af disse dagsordener omkring det skabende. Men på forunderlig vis kommer det ikke til det.)

Undskyld, jeg tog fej vedr. forfatterne til afsnittet om folkeskolen. Men jeg kan konstatere, at deres tilknytning til folkeskolen ikke har sat sig spor i det, de har skrevet. Det sætter i mine øjne blot det problem, jeg peger på, endnu mere i relief. Jeg kan vitterlig ikke få øje på nogen ambition her om at forholde sig til det store flertal af musiklæreres daglige virkelighed. Anders, et af problemerne her er netop, at rapporten er skrevet på A-holdets præmisser helt og holdent. Når den undersøgelse fra 2019, der ligger til grund for rapporten, udelukkende bygger på svar indsamlet blandt Musikskoleforeningens medlemmer, skal det gå galt. Hvor mange medlemmer har foreningen? Der undervises i musik i alle klasser op til og med 6. klasse, dvs. noget i retning af 20.000 klasser. Hvis hver 'musiklærer' har i snit 5 klasser, er der så 4000 af slagsen. Jeg gætter på, at under 10% af dem er medlemmer hos jer, og disse mindre end 10%, der altså udgør hele grundlaget for rapporten, tilhører givetvis alle A-holdet. Det nybrud i musikfaget via digitalisering og individualisering, som du taler om, er jeg bekendt med, og det gør mig faktisk en smule forstemt. I mine øjne er det et forsøg på redde faget ved at forandre det til ukendelighed, nedtone dets helt centrale disciplin og kerneværdi: den kollektive musikudøvelse. Når musiklærerne, som du siger, sjældent reklamerer med deres fag og træder i karakter som fagpersoner på skolen, er det meget sigende. Man melder sig sjældent frivilligt på øretævernes holdeplads. Jeg tror, at hvis fagets centrale problem ikke tages alvorligt, er det væk som selvstændigt, obligatorisk fag indenfor 10-20 år. Det vil sikkert overleve som valgfag, men dets helt enestående, generelle dannelsespotentiale vil være sat over styr. En folkeskole uden musik i hverdagen burde være utænkelig. Men det er den ikke længere. Hvis jeg skal komme med et beskedent allerførste bud på, hvordan vi kan få konflikterne ud af musiklokalet. vil jeg pege på tolærerordninger. Det er ikke længere muligt for én voksen, der kun har klassen en time eller to om ugen, at styre i rummet og samtidig udøve musik. Og det handler om prioritering og ledelsesopbakning. Først og fremmest må vi tale åbent og ærligt om problemet.

Tilføjelse: Anders, du skriver, at faget er benhårdt at undervise i, fordi man som lærer hele tiden er 'på'. Ja, det tør antydes. Lad mig være mere direkte: Man befinder sig som lærer typisk i en konstant kamp om magten i rummet med en større eller mindre gruppe af elever, næsten altid drenge, som er ved at splitte det hele ad. Støjniveauet er bimlende, lærerens henstillinger ignoreres, alle regler for opførsel overskrides, der skældes og smældes til ingen nytte, og ofte ender det i kaos. Læreren er pumpet med adrenalin og totalt udmattet bagefter. Læreren er 'på' hele tiden, men helt ude af stand til at trænge igennem med fagets dagsorden, uanset hvor fagligt dygtig og velforberedt han/hun måtte være. Det er ikke en situation, man som lærer kan holde ud ret længe. Med en ekstra voksen i rummet - allerhelst klasselæreren - kan situationen kontrolleres og konflikterne tages i opløbet, inden de når at ødelægge hele den sårbare proces.