"Jeg ved godt, at Thomas Andersson og nogle stykker mere ønsker en mere aktivistisk holdning hos os," sigerHorsens-formanden. Hvor mange er "nogle stykker"? Han får det til at lyde, som om det drejer sig om en håndfuld eller to. En noget nedladende måde at kvantificere den modstand mod DLF's appeasement-forhandlingslinje, som helt sikkert findes 'derude', men som formanden åbenbart ikke registrerer i dens fulde omfang. Formanden mener, at "det er jo kun via overenskomstforhandlingerne, at DLF kan forsøge at vinde det tabte tilbage". Det er selvfølgelig der, stikkene skal tages hjem, men DLF kan kun tage stik fra KL, hvis man sidder med en stærk hånd, og den skal styrkes i tiden MELLEM forhandlingerne; for eksempel kunne DLF sige til sine medlemmer, at de skal give KL den skole, der betales for, og ikke de skole, alle gerne vil have; som det er nu, leverer lærerne varen mod forventet efterbetaling ved forhandlingsbordet, men den udebliver, for hvorfor skulle KL betale for noget, som lærerne leverer ALLIGEVEL? "Vi tror på at gå samarbejdsvejen for forhåbentligt derigennem at finde en løsning", siger formanden. Kerneordet er "tror" - hvad understøtter denne tro - forløbet i 2013 kombineret med forhandlingsresulteterne i 2015 og 2018? I Horsens "som i alle kredse er nogle kritiske røster på møder og generalforsamlinger, men at de udgør et mindretal", ergo dem behøver man ikke tage alvorligt. Bevares, "Vi tager gerne diskussionerne og respekterer andres holdninger" - vi har "tillid til forhandlingsformen, til opbygningen i DLF og til formanden". Ét sted kommer Horsens-formanden aldeles galt af sted: "Der er nogle, der ind imellem skal råbe, at 'han har jo ikke noget tøj på'. Men hvis man bliver træt af at råbe, så må man stille op til en tillidspost. Men så må man også respektere, hvis man ikke bliver valgt." Nå, er en vedholdende, daglig kritik, der går i en anden retning end flertallets, så RÅBER man. Tak for det! Og man skal SLET IKKE gå og råbe hele tiden, hvis man ikke agter at "stille op til en tillidspost" - almindelige medlemmer regner man åbenbart ikke med i Horsens. Og HVIS man stiller op, "må man også respektere, hvis man ikke bliver valgt". Hvad mener formanden med det? Mig bekendt har Thomas Andersson IKKE på noget tidspunkt stillet op til en tillidspost, og jeg er sikker på, at HVIS han gjorde, ville han også have accepteret ikke at blive valgt. Formandens hele indlæg er en blanding af instringent argumentation og slet skjulte insinuationer. Det skal nok bidrage til at styrke tilliden "til forhandlingsformen, til opbygningen i DLF og til formanden" - både formanden i Hordens og den store formand. Almindelige medlemmer, kend jers plads!

Jeg har intet personligt at udsætte på de mennesker som danner kredsledelserne rundt om i landet. De gør helt sikkert både som de finder rigtigt, og som DLF har vedtaget. Problemet ligger mere i strukturen, for hvordan afklarer man flertallet? Hvordan varetages mindretallenes tarv? Hvis der i DLF er ca. 50.000, kan der så teoretisk være 24.999 hvis synspunkt ikke når forhandlingerne? I 2018 stemte 10.000 Nej til kommissionen. Hvordan undersøger man om de nu har skiftet synspunkt og mener at de tematiske og kravfrie emner man er gået til forhandlingen med er rigtige? I min optik er medlemsmøderne lidt fortidige og ekskluderende. Derudover bliver jeg nødt til at præcisere, at når der tales tilgang til arbejdstidsforhandlingerne, så er det vel netop ikke overenskomststridig arbejdsnedlæggelser, hvis der plæderes for at denne overenkomstfornyelse ser ud til at blive så mager, at man anbefaler at stemme nej, og dermed tage en konflikt på det? Henrik siger at kredsen ikke kan opfordre til overenskomststridig nedlæggelse... Det opfordrer ingen vel til for nuværende? Det kan virke som om debatten om medlemsdemokrati eller ej flytter fokus over på splittelse eller ej? Sådan ser jeg det ikke, men et mere digitaliseret medlemsdemokrati kunne måske give et tydeligere billede af hvad medlemmerne i landet mener? Jeg synes besættelsen af tillidsposter ser ud til at afspejle skævt, i forhold til den sammensætning vores faggruppe har. Den typiske lærer er vel ikke en mand over 50, så hvorfor har de overvægt i at danne profilen? Ja, de stiller op, vælges og prioriterer det. Det er ikke alle der er den mulighed forundt, f.eks. kan det være vanskeligt for yngre lærere med små/hjemmeboende børn... Hvordan kan man gøre det nemmere at deltage i demokratiet end fyraftensmøder? Ved at meningerne er samlet hos de få, med en forholdsvis ens profil, kommer meningerne i DLF let til at være dannet i et ekkokammer, hvor man bekræfter hinanden i at der kun findes dialogens vej, og at konflikten er udsigtsløs... Det er ikke en naturlov, og historien de seneste 12 år (siden A08) har bekræftet, at dialog og forhandlinger med KL ikke har ført nogle vegne. Vi er nogle der har forsøgt at ryste træet, og se om det virkelig kan have sin rigtighed, at det er så få der tror på en anden vej end samarbejdssporet. Tør man underkende det?

Tak for dit mod Thomas - du vover pelsen uden den mindste flig af TR-beskyttelse! Skal jeg være helt ærlig, så kender jeg ingen lærere, der rigtig tror på samarbejdslinjen, men modløsheden har bredt sig og har sat sig dybe spor. Helt ærligt DLF-valgte, er i selv tilfredse med fremmødet til klub- og kredsmøder og det faglige engagement blandt medlemmerne? Vi har nu i 7 år befundet os i en form for undtagelsestilstand, hvor man er punkteret og "færdig" efter arbejde. Og ja, jeg genkender alt for godt Thomas´oplevelse fra møder, hvor vi fremmødte lærere får fortalt hvor skoen trykker, og kredsfolkene ser sig som formidlere af den kurs, der er udstukket fra DLF-hovedkvarteret - meninger mødes, men jeg har ikke haft en oplevelse af at blive hørt eller repræsenteret.

Tak Konni Også noget jeg har tænkt på længe og som er utroligt vigtigt. Det er nu snart tre år siden, jeg var til det sidste klubmøde. Det kan sikkert ikke svares på generelt. Men kan vi ikke få et svar på fra mange. Hvordan er stemningen og fremmødet til klubmøderne.? Selvom KL desværre også læser med her.