For som der står: "Lige siden 2013 har Anders Bondo viet mange af sine faglige kræfter til at få den erstattet af en overenskomst - uden at det er lykkedes." ...og så er der jo kun én ting at gøre i kølvandet på Den Totale Kapitulation. Respekt til ham for ikke at forsøge at klæbe sig til posten.

Ingen tvivl om at Anders Bondo er knald dygtig og har været en fremragende formand for lærerne, det skal han have tak for. INGEN kunne have stillet noget op mod Corydon og Antorini, Ziegler og co. Der var lærerne oppe mod noget, ingen kunne have forudset endsige klare. Netop derfor er det måske godt med nye kræfter, man kunne ønske Ziegler tog samme beslutning.

Anders stopper som formand og det gør kæmpe indtryk på mig, for han er en af de største kæmper, jeg har mødt. Det med at turde kæmpe for andre, selv om det kræver at man sætter sig selv til side. Det er Anders' varemærke. At tage den evige faglige kamp for sine medlemmer og for folkeskolen. For at skabe kvalitet og en større sammenhæng, så et godt arbejde med rimelige vilkår, arbejdstid og løn bliver for alle og ikke kun for de få. Den kamp, den kæmper Anders. Han er en hamrende dygtig formand med både hoved og hjerte det rette sted samt til stor inspiration! Overskud, rummelighed, løsningsorienteret – altid med medlemmerne for øje og så fremsynet, at han ofte er 3-4-5 år foran os andre. Anders ser det gode i mennesker og siger, hvad han mener – ikke hvad folk tror, at de vil høre. Populist bliver han aldrig – gudskelov. Til gengæld er jeg ret sikker på, at når han stopper, så vil han overgå i dansk fagbevægelse- og arbejderhistorie som en af de mest agtværdige, nytænkende, problemløsende og hårdtarbejdende formænd, der er set. Mvh Jeanette Sjøberg Tidligere medlem af Hovedstyrelsen

Det er da en fin nyhed... altså at lærerne slipper for Bondo, tonedøv taber og taburetklæber. Hans sidste "mesterværk" kan formodentlig vise sig for lidt for sent.

@Ziki Laurent Sadic @Viggo Smitt Jeg har ingen mening om den aftale, som DLF’s medlemmer nu skal tage stilling til. Det overlader jeg til dem, der skal leve med den, hvis den vedtages. Men det er helt uden for skiven at kalde Anders Bondo Christensen for “tonedøv” og “taburetklæber”. Det er rigtigt, at han - sammen med alle lærere og folkeskolen - var “taber”, da arbejdsgiverne lockoutede alle, og Folketinget tvangsophævede overenskomsten. Men det kunne ingen have stået imod. Der var, som Bjarne Coridon hoverende har sagt det, “et så stort flertal i Folketinget, at vi kunne have ændret grundloven”, og sammen med KL’s “normaliserede” og ødelagde regeringen og alle partier - minus Enhedslisten og Liberal Alliance - lærernes vilkår. Det er dét, der har betydet, at Bondo har “klæbet til taburetten”. Ellers var han gået forlængst. Han har knoklet, argumenteret, forhandlet, skændtes, analyseret, forhandlet, argumenteret, forhandlet, forhandlet og forhandlet for at få hevet lærerne og skolen op af elendigheden igen. Bondo kan i den grad lytte til og forstå “tonerne”. Derfor er han blevet ved. Arbejdet på at finde vej op af arbejdsgivernes ødelæggelser. Ligesom han i sin tid kæmpede indædt mod 1993-UFØ-arbejdstidsaftalen. Og vandt med 2008-overenskomsten. Den arbejdsgiverne smadrede i 2013. Anders Bondo Christensen har været en dygtig, energisk, vedholdende formand. Også stædig, insisterende og irriterende kan jeg tilføje. Som redaktør for fagbladet har jeg diskuteret højlydt og skændtes med ham. Mange gange. Men når han var vred, var det, fordi han mente, at noget skadede mulighederne for at støtte lærerne og svækkede mulighederne for at skabe en god skole. Når han var glad, var det af de modsatte grunde: Det var, når han oplevede noget, der kunne styrke lærerprofessionen og folkeskolen.

Anders Bondo var en formand, der mente, at vejen til en god arbejdsplads for lærerne skulle ske gennem samarbejde med arbejdsgiverne og en sammenkobling med, at den gode skole for eleverne kræver gode forhold for lærerne. Jeg er meget enig i den strategi, at den øvrige befolkning kun kerer sig om lærernes forhold, hvis de kan koble det til deres børns skoleliv. Lærerne som sådan opfatter befolkningen, ikke mindst gennem mediernes vedvarende spin, som en forkælet og ynkende gruppe. Desværre endte Bondo med at blive ansigtet udadtil på den forurettede og forkælede lærer. I hvert fald i den borgerlige presse, hvor jeg tror, at 'nekrologen' over Bondo bliver mindre pæn. Samarbejdspolitikken døde, fordi politikerne efter mediernes spin kunne gennemføre en reform uden hensyn til lærernes opfattelse. Bondo, DLF og lærerne kunne køres over, fordi lærerne i befolkningens øjne havde det for godt og skulle 'normaliseres', altså have mindre forkælede forhold. Bondos ansigt var desværre blevet slidt, sådan medie-mæssigt, så måske er en ny formand en god idé. Men hvad sker der nu? Jeg tror ikke på nogen konfrontationspolitik, fordi vi i mine øjne simpelthen har befolkningen imod os. Men den glade samarbejdstid er også forbi. Måske venter simpelthen et langt, sejt træk, hvor en ny formand vedvarende og mere skarpt gør opmærksom på, at lærernes forhold faktisk betyder noget for folkeskolens ve og vel.

Normalt ville det være rigtigt at sige “tak for indsatsen”, men jeg sidder ærlig talt med en ubehagelig fornemmelse omkring min fagforening. Først stiller Anders Bondo ultimativ om, at han kun vil fortsætte som formand med Dorte Lange som næstformand, og sådan blev det! Ikke engang et år efter trækker han sig som formand efter at have landet en aftale, der, bortset fra et par vage hensigtserklæringer, ligner L409 til forveksling. Ydermere melder Gordon Ørskov Madsen sin kandidatur til formandsposten efter at have stået sammen med Anders Bondo på pressemødet og skamrost den aftale, der indeholder lige så lidt konkret, som DLF gik ind til forhandlingerne med. Jeg håber godt nok, at det er tid til fornyelse i DLF-toppen.

Det er da en overbevisende måde at agitere for et JA? Den nye aftaler er simpelthen så god at Bondo stopper som formand, for nu er det fedt at arbejde i verdens bedste job igen? Skal den 61-årige formand lige tage de sidste år i folkeskolen nu hvor han mener vi får fremragende vilkår? Det ville vise format... Selv stemmer jeg NEJ til aftalen, men jeg har også mange år tilbage...

Efter syv magre år kommer 7 fede år (Gordon Ørskov) Hvori består det fede??? Det virker som om, at jeg i min naivitet troede at DLF varetog mine interesser? Nu er 7 år gået med frustration, høringer, møder med folk på gulvet, hensigtserklæringer og hvad ved jeg - troede det gik i den rigtige retning? Hvad sker! Underskrift af en fesen aftale, der kan fastlåse lov 409 i forskellige kommunale aftaleafskygninger!! Formand smutter efter en underskrift, der får politikere til at juble: "Marianne Jelved er glad for, at man endelig har sat et punktum i striden om lærernes arbejdstid." DLF har svigtet i forhold til den mulige folkelige opbakning. Nu hedder det sig fremadrettet, at vi har underskrevet en aftale????? Jeg har ikke!!!!

I overgrebets psykologi indgår samarbejde med sin overgrebsmand. At Bondo i mange sammenhænge argumenterer fornuftigt, er da hævet over enhver tvivl - så længe det er lærere han talter til - men desværre forstår mange danskere ikke lærerfornuft. Husk på at mange danskere har ikke gode erfaringer med folkeskolen og derfor skulle vi måske ad den vej tænke langsigtet, hvis vi vil have folkets respekt og opbakning. dette bliver en langsigtethed, der vil række langt ud over den regeringstid Bondo har kunnet præstere.

Hvis man under et forhandlingsforløb (med KL) melder ud, at man stopper som formand mister man pondus (mister chancen for at opnå det bedst mulige resultat?). Når man har meldt ud, at man stopper som formand, har man meget større pondus, når man skal rundt og overbevise sine egne medlemmer om, at de skal stemme ja til resultatet.

Gider du være venlig, at lade være med at citere mig for noget jeg ikke har skrevet? Tak!

@Zeki Laurent Laurent Undskyld. Det gik for hurtigt. Jeg redigerede noget ud - og fik så ikke fjernet dit navn.

Jeg minder lige om par .2 og 3 i folkeskolen.dk's debatregler https://www.folkeskolen.dk/om-folkeskolen/debatregler-paa-folkeskolendk/ - skriv gerne kritisk, også om afgående formænd, men gør det i en ordentlig tone og med argumenter! Mange hilsner Karen Ravn webredaktør

@Thorkild Thejsen Jeg kan se, at du er en del af Bondos hof. Det er da meget sødt, at du skriver noget pænt om ham.

@Viggo Smitt Hvis det fx at være ansat som lærer ved en skole betyder, at man er en del af borgmesterens hof, så okay. Hvis ansættelse som redaktør for lærernes fagblad betyder, at man er en del af formandens hof, må det være som hofnar: Den der har ret til “at bringe til torvs”, hvad andre ikke kan sige. Jeg har i mine 23 år som redaktør bestræbt mig på at holde mig “lige god uvenner med alle” - inklusive de fire formænd, jeg oplevede. Jeg har bl.a. kritiseret Anders Bondo på lederplads, og han har - om en anden sag - i et læserbrev kritiseret en leder, jeg havde skrevet. Men det forhindrer mig ikke i at mene, at han har været en dygtig formand for DLF, for Lærernes Centralorganisation og for de kommunaltansattes forhandlingsorganisation, KTO. Dertil kommer, at han er blevet ved med at tænke og argumentere som en lærer i folkeskolen.

Viggo, en af Anders’ kvaliteter som formand har altid været at opretholde en fordragelig omgangstone. Dine og andres tilsvarende opstød forskellige steder får mig til allerede at savne ham som formand. DLF kan lynhurtigt falde fra hinanden, hvis medlemmerne ikke passer på at tale ordentligt til hinanden.

Mener du at kritik af ham generelt er "opstød" da? Tror da fleste kan tilslutte sig det som Jeanette Sjøberg skriver i ovenstående - at han har "hjertet på det rette sted" og "ser det gode i mennesker" og alskens andre menneskelige kvaliteter. Men hvad enten man er politiker, administrerende direktør, træner for et hold eller fagforeningsformand, så må man også finde sig i at blive målt på sine resultater.

Nej Zeki, jeg taler ikke om saglig kritik, jeg taler om uværdige, personligt krænkende beskyldninger.

og udvikling af lærernes løn- og arbejdsvilkår, såsom hele professionssporet i starten af 00’erne, der førte til at vi blev en profession med autonomi og ansvar, opgøret med UFØ, en professionsaftale AO8, den største lønstigning set i nyere tid, samling af hele Forhandlingsfællesskabet som Anders blev chefforhandler for og forhandlede en historisk god overenskomst hjem til offentlige ansattte i 2018. Og så var det forresten også ham, der skabte musketereden ved OK18 ved flere års benhårdt arbejde, som gjorde at vi i det offentlige stod skulder ved skulder og satte os selv på landkortet, hvor vi ovenikøbet blev bakket op af mange privatansatte og vandt befolkningens sympati. Desuden lykkedes det ikke arbejdsgiverne og Regeringen at vælte Anders og DLF af pinden i 2013 og han har fået os igennem den værste krisetid i en fagforening i nyere tid.

Starten af 00'erne? Okay, du vil så langt tilbage? At du nævner 2018, som du herefter springer til, som en form for bedrift for lærerne forstår jeg ikke. Var det ikke her vi blot blev spist af med et udvalg og kritikken af Bondo for alvor fik ben at gå på? Og hvad skete der lige med den musketéred du nævner? Den blev jo brudt. Synes altså det er noget af et glansbillede du forsøger at tegne.

Har lige set DR2 Deadlines interview med Bondo, og det var, som jeg forventede: deprimerende. Bondo blev bl.a. skudt i skoene, at han alle årene har sat lærerne foran eleverne og skolen, og at han har aldrig har søgt kompromis. Han prøvede at argumentere imod det, for det var jo usandt om noget, men det var ret forgæves. Konklusionen var pæn tydelig: Bondo og lærerne tænker kun på sig selv og sætter børnene i anden række. Jeg aner ikke, hvad der skal til for at vende den opfattelse, som medierne, og er jeg sikker på, flertallet af befolkningen, har af os, men det bliver ikke en ny formand alene, der gør det. DLF skal simpelthen finde nogen professionelle mediefolk, der kan hjælpe befolkningen til at forstå, hvor vi egentlig står. At vi faktisk lægger os i selen for eleverne. Indtil da kan KL blæse os et stykke, for ingen tager os alvorligt.

Morten, du rammer hovedet på sømmet. For uanset hvad Bondo og lærerne i øvrigt siger (og har sagt i mange år) af kloge og fornuftige ting, så bliver vi stadig mødt af mistillid og misforståelse. Jeg tror at forklaringen er meget simpel. Det er fordi, at for folk i almindelighed handler folkeskolen om følelser. Ikke om fakta. Alle har noget på spil i forhold til skolen. Har selv oplevet, har hørt en masse osv. Og man kan ikke argumentere sagligt og fakta baseret mod følelser. Man er nødt til at tale følelsessprog. Og derfor er en opdateret mediestrategi fuldstændig afgørende i fremtiden.

Morten Ammentorp har fat i et vigtigt aspekt i en lærerformands arbejde. Nemlig hvordan virker han udadtil. Jeg tror bestemt at Bondo var dygtig, flittig, ordholden og venlig, men han var, måske uretfærdigt bedømt, ikke nogen god sælger af pædagogiske lærersynspunkter til offentligheden. Det er naturligvis ikke alene hans skyld at lærerne er blevet nedgjort og helt til det sidste har været fuldkommen venneløse uden for egne rækker. Der har været en skadefro glæde over at de dovne lærere endelig fik med pisken i 2013. Og selv om halvdelen af befolkningen i de sidste mange år har arbejdet hjemme en eller flere dage i løbet af ugen, så har man rundt omkring godtet sig over det skulle lærerne ikke. De skulle blive på fabrikken. Basta. I Bondos tid er lærerjobbet blevet industrialiseret i en sådan grad at hin enkelte lærer er blevet en slags kontrollør i en færdighedsfabrik. Da jeg i begyndelsen af 80'erne deltog i et (EF)EU-projekt om miljø, kunne vi fra dansk side stort set deltage uden at tænke på læseplaner. Læseplaner, som englændere og franskmænd og stort set alle andre jamrede over at være spundet ind og ikke kunne fravige. Vi sagde der var tid nok. Den frihed vi havde er væk. Folkeskolen var en dannelsesinstitution, ikke en begyndelse til et karriereræs, som nu. Aldrig i moderne tid har folkeskolen været så politisk kontrolleret ned til mindste detalje, aldrig har der været lavet så mange rapporter der i en uendelig strøm fortæller om folkeskolens kollaps. Derfor undrer det også mig at man ikke for længst har haft folk til at rette op på vores image. Desværre har mange uden for skolesystemet identificeret Bondos let bekymrede anslag med jammerklage og en evig offerrolle. En rolle som ved grød slet ikke gav pote, tværtom. Jeg håber at lærerne igen med en ny formand kan hives op og blive anerkendt som kompetente undervisere og ikke som en ynkværdig ømskindet gruppe. Men det vil tage tid.

@Morten Ammentorp @Jens Peter Hansen To kommentarer: 1: På Christiansborg og i andre faglige organisationer har man stor respekt for Anders Bondo Christensen. Der ved de, at han altid er godt forberedt og inde i stoffet. Men det betyder jo ikke, at de er enige med ham, og det er så oftest uenigheden, man går i medierne med! 2: Der har ALTID været kritik af lærerne og DLF. Og gennem hele foreningens historie er der medlemmer, der har presset på for at få DLF til at ændre mediebilledet. I 1949 diskuterede man længe, om der kunne oprettes et Lærernes Pressebureau, som skulle forsyne aviser og radio med gode skolehistorier og korrigere journalisters fejltagelser. I 70’erne og 80’erne kørte DLF dyre reklamekampagner med avisannoncer, biografreklamer og små, sjove film i en dobbeltdækkerbus. Det var også i 80’erne, at DLF fik en kommunikationsafdeling. Men, men, men ..... 90’ernes internationale læseundersøgelse, som placerede Danmark i bunden, Pisa- og Timss-rapporter, der viste gennemsnitlige niveauer, gav kritikerne af skolen vind i sejlene. De tilsyneladende dårlige resultater kunne nemlig bruges i den politiske propaganda, bl.a. fordi de taler til de mennesker, der har haft negative skoleoplevelser. Det billede kan en lærerformand ikke klare at ændre ved en anden optræden i medierne. Og det kan aldrig så mange kommunikationsfolk og -kampagner heller ikke. Men jeg synes, at det er værd at lægge mærke til, at rigtig mange forældre er glade for de lærere, som netop deres børn har. Og megen forældrekritik går på nogle af de politiske tiltag, som lærere også kritiserer. Fx den alt for lange skoledag. Dér, på skolerne, i lokalsamfundene, er der meget at vinde. For lærerne og for folkeskolen. Men der skal kæmpes hver dag. DLF’s formand, hovedstyrelse, sekretariat, kommunikationsfolk og hele foreningen kan støtte det - men ikke klare det alene. Det er ikke salgstaler, der er brug for.

Thorkild Theisen Jeg forsøgte at skrive at der i befolkningen absolut ikke er den store opbakning til lærerne. Jo der er masser af forældre der synes at deres børn har nogle gode lærere, men sådan i befolkningen er lærerne absolut ikke nogle vindere. Sygeplejersker er enormt populære. De siger hele tiden at de skal løbe stærkere og alle synes det er synd for dem. Den rolle har lærerne ikke. Jeg og flere med mig forsøger at give positive input i fx Information, når folkeskolen igen igen skal trampes ned, men jeg savner ærlig talt nogle positive historier i de medie,r der lige nu behersker markedet. For nogle år siden var der en udsendelse fra en skole på Nørrebro. Her blev den hårde hverdag på skolen vist. Råt for usødet. Det gav faktisk en meget positiv respons og en respekt over for folk der hver dag skulle knokle med elever og forældre, der sandt for dyden ofte var en udfordring. De elendige resultater ved Nordlæs, Pisa og Timms kan man jo ikke smile sig fra, men når privatskoler de sidste 20 år er buldret frem så mangler folkeskolen i høj grad forældre og politikere, der reelt støtter den. Den ene undersøgelse efter den anden stiller lærerne i et dårligt lys og journalisterne ælsker det. Den sidste i Information om at de dårlige lærere er ansat på de dårligste skoler og omvendt. Også omtalt i Folkeskolen. Hvad jeg efterlyser er at lærernes daglige arbejde og kampe i langt højere grad bliver eksponeret og ikke deres lønforhandlingerog arbejdtidsforhold, som de fleste vist er ret ligeglade med. Sygeplejersker kan forgifte de gamle, udlevere forkert medicin og er alligevel populære. Lærere kan stå på hovedet og bliver sjældent rost. Meget kan man sige om Bondo, men lige på det punkt var han ingen mester. Og nej selvfølgelig skal der ikke salgstaler til, men en folkeskole der afleverer, i København godt hver fjerde elev, mange elever til privatskoler har problemer. For min skyld må Mette Frederiksen gerne sende sine børn i privatskole, som skoleborgmesteren i sin tid gjorde i København, men det understreger folkeskolens grundproblem: Der er folk der siger at folkets skole er en grundpille i samfundet, men de sender selv deres eget afkom i den private, mens folkeskolen næsten er blevet et skældsord, der konnoterer middelmådighed og foragt. Måtte folkeskolen i fremtiden blive tillagt positive kvaliteter og give den kommende lærerfor(kvinde)/mand mulighed for at tale den op, nu da den 409-krigen måske er afsluttet. Jeg håber.

@Jens Peter Hansen Vi er temmelig enige. Det er ude i den virkelige skolevirksomhed, de gode fortællinger - og problemerne - skal findes. En formand kan gøre alt, hvad han orker for at tale skolen og lærerne op. Men i medierne skal han svare på journalisternes spørgsmål. DLF har nogle år finansieret kurser for lærere, der vil blive bedre til at fortælle offentligheden om skolehverdagen og udfordringerne med at levere god undervisning. Dét projekt er der rigtig god mening i, synes jeg.

Morten og Martin DLF ledelsen og ABC brugte jo desværre netop ikke simple fakta i forbindelse med reform og lockout. I stedet en masse kampagnepenge på en sød ung kvindelig lærer, der snakkede til lærere. Og de gør det stadig ikke i reklamer og debatter! De bruger ord og følelser i stedet for simple fakta i grafer og tal. Hvordan mon de fleste havde svaret, hvis de i stedet for “Rikkes problem med at lave ordentligt undervisning” skulle forholde sig til, hvornår tror du dit barn lærer mest 5 dage kl. 13 - 14 eller en ny dag kl. 8 - 13? Det havde været nemmere, at få nogle forældre til at afkræve politikerne svar på, hvorfor længere skoledage er bedre end flere skoledage. “Bare 2 timer mere” annoncer med en liste over en klasse- og en ikke klasselærers opgaveoversigt, med spørgsmålet, hvor skal timerne hentes? Det ville nemt blive synliggjort, at enten bortfaldt klasselærerfunktionen og alt skolehjemsamarbejde, eller også kunne der kun hentes tid fra lærernes forberedelsestid. Ligeledes kunne der laves med klassestørrelse, nedlagte stillinger/ alligevel mangel og minutter pr. elev i en lektion/ m2og m3 pr. elev. 7 år har “man” forspildt disse chancer og står nu med en aftale, der udlægges som om forberedelsestiden er sikret, hvilket der måske bliver stemt nej til. Og medierne kan fortsætte historien om de forkælede lærere.

@Morten Ammentorp Ja, jeg havde nøjagtig samme oplevelse og blev dybt frustreret, da jeg så programmet. Det var simpelthen så pinlig en omgang uforberedt og ensidig journalistik, der virkede til at have et eneste ærinde: Hvor er det synd for børnene at lærerne er så uvillige til kompromis. ABC gjorde sit for at fortælle journalisten, at der jo reelt set ikke havde været nogen som helst mulighed for kompromis, da der ikke har været reelle forhandlinger, men det blev gladeligt ignoreret. Hatten af for ABC - Jeg havde nok ikke formået at bevare roen. Befolkningens opinion er præget af medierne og gængse medier virker umiddelbart ikke villige til at se sagen fra flere sider. I de sidste dage har vi været vidne til artikler om, hvor glade reformpolitikerne er og om at NU er forberedelsestiden sikret - jeg har ikke læst en eneste artikel i gængse medier, der overhovedet forholder sig til aftalens elementer - bare overordnede floskler. Jeg har desværre ingen gyldne løsninger til, hvordan vi ændrer de gængse mediers ensidige håndtering. Jeg har set mig nødsaget til at skrive til DR for at påpege uhyrlighederne i omtalte program - vil du kunne finde på at spørge en sygeplejerske om det ikke er synd for hospitalets ledelse og patienterne, når de holder fast i, at de ikke har tid nok til opgaverne? - og jeg har på saglig vis forsøgt at påpege overfladiskheden i den journalistiske tilgang. Det nytter nok ikke, men hvis ikke vi forsøger at være synlige og påberåbe os retten til at korrigere, når vi oplever fejlfremstilling, tænker jeg ikke, at vi kommer ret langt. DLFs formand kan ikke alene ændre mediebilledet - det er jeg enig i - men måske skal vi lægge 2013 frygten for offentlig udskamning til side og være flere, der er synlige?

@Thorkild Thejsen @Niels Christian Sauer med flere Tonedøv: Jeg er overbevist om, at Bondo burde have fornemmet i langt bedre tid, hvad vej vinden blæste på Christiansborg. Min fornemmelse er, at forfængeligheden kom i vejen, men der kan være andre årsager. Taber: Han tabte til KL i 2013...det vil ingen vel bestride Taburetklæber: Derfor burde han være gået dengang, så nye kræfter kunne være kommet i spil overfor KL. Taber: En arbejdstidsaftale, som primært er hensigtserklæringer, kan ingen fagforeningsformand vel kalde en sejr

Den glade gang på de bonede gulve er lukrativ, derfor 18 år. Måske han mistede forståelsen for lærerfaget. Måske han skulle have smidt håndklædet i ringen, da Ziegler tog røven på ham, godt støttet af Corydon, Ved det ikke. kunne godt skule lidt til enhedslisten og deres princip om max 8 år. Dette kunne være et punkt til overvejelse. Tak for 10 år, men ikke de sidste 8.

@Ole Bjørn Christiansen Historien viser aldrig sit alternativ, så vi kan ikke vide, hvordan den var forløbet, og hvilke resultater eller sammenbrud, der var kommet ud af, at Andets Bondo havde sagt farvel efter, at han og alle lærere var blevet kørt over af arbejdsgiverne i 2013. I 1995 stemte DLF’s medlemmer nej til Jørn Østergaards udmærkede overenskomstresultat, fordi de ville markere deres modstand mod UFØ-arbejdstidsaftalen. Østergaard valgte at gå af som formand, men det blev forholdene og mulighederne ikke spor bedre af. Anni Herfort sled forgæves i det frem til 2002, indtil Anders Bondo Christensen kom til. I 2005 var han meget, meget tæt på at få ryddet UFØ-urimelighederne ud og erstattet dem med en professionsaftale. Bondo fik overtalt kommunernes forhandler, den socialdemokratiske borgmester Kjeld Hansen, men KL’s bestyrelse vendte tommelfingeren nedad. I 2008 lykkedes det så endelig for Anders Bondo at lave en rigtig god aftale med den konservative KL-forhandler Mads Lebech. En aftale, som den dengang ret ukendte afløser Michael Ziegler iøvrigt på tv roste uforbeholdent og gav topkarakter! 2008-aftalen fik en fremragende evaluering af brugerne, men der blæste nye vinde, så KL skrottede den og indledte i 2012 hemmelige forhandlinger med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon om, hvordan DLF kunne knækkes. Der blev aldrig forhandlet reelt i 2013; Ziegler og Bondo sad over for hinanden i mindste end en time, regeringen og KL ville have opgøret. Efter lockout af lærerne tvangsophævede et massivt Folketingsflertal overenskomsten og vedtog lov 409, så lærerne kunne finansiere skolereformens mange ekstratimer. Kunne en anden DLF-formand have brudt igennem den front og genskabt en skole med rimelige arbejdsforhold? Det får vi aldrig at vide. Men der er INTET i analysen af New Public Management-tankegangen i Finansministeriet og KL, der tyder på det. Der er INTER i regeringens og KL’s ageren, der tyder på det. “Den glade gang på de bonede gulve er lukrativ”, skriver du, Ole Bjørn. Hvis du med “lukrativ” peget på formandens løn, kan du have ret i, at Anders Bondo og formænd før ham har fået en pæn løn. Men “den glade gang på de bonede gulve” er lig med arbejdsuger på 60-80-100 timer og overnatning i en lille lejlighed i København hele ugen, mens kone og familien kun kan besøges i weekenden. Eller rettere = nogle af weekenderne. For mange gange skal en formand også troppe op til møder lørdage og søndage. Og iøvrigt døgnet rundt være parat til at tale med journalister. Det gør man kun, hvis man brænder for en sag, for det er på ingen måde et lukrativt liv. Det er selvfølgelig ikke alene i orden, det er et demokratisk grundvilkår, at den til enhver tid siddende formand får kritik. Men hvad er det, en anden formand skulle og kunne have gjort anderledes de seneste otte år? Og hvorfor har medlemmerne og kongressen ikke forlængst væltet Bondo, hvis der havde været andre, der kunne have gjort det bedre? Jeg skriver ikke alt dette for at forsvare eller rose den aftale, I nu skal stemme om. Den har jeg ingen mening om, som er relevant for jer, der knokler ude i skolen. Men jeg reagerer, fordi det virker urimeligt med alle de mandagstræner-vurderinger, der bringes til torvs.

@ Thorkild Thejsen. Tak til dig (og andre veteraner (venligt ment)). Jeg er selv uddannet 2009-2013 og det er bare så fedt, når nogen lige kan løfte historien op i et helikopter perspektiv. Jeg savner dog, at du går i detaljer med tiden efter 2013. Umiddelbart ser det ud til, at respekten og sympatien for Anders Bondo (og i sidste instans derved også for os lærere på gulvet) pt kan ligge på et meget lille sted. Anders Bondo skriver i en kommentar langt nede i en debat-tråd: ”FF´s formand Mona Striib har af flere omgange bidraget under de forhandlinger, der førte frem til den foreliggende aftale, og det skal Mona have stor ros og tak for, men Mona har også gjort det lysende klart, at for FF er alternativet til denne aftale en "normalisering" af lærerne.” https://www.folkeskolen.dk/1849702/hvad-hvis-vi-stemmer-nej#1850019 Thorkild – kort: hvor blev vennerne af i Bondos tid efter 2013? Jeg spørger af ægte interesse – hverken spørgsmålet eller min kommentar er polemisk.

Kære Jan Hvor er vennerne (fra fagbevægelsen), spørger du. Det er et godt spørgsmål, som der ikke kan gives et godt, kort svar på. Det skal der nok arbejdsmarkedsforskere og -historikere, som fx Jørgen Steen Madsen og Jesper Due, til at forklare. For sagen er jo, alt for firkantet sagt, at Arbejderbevægelsen (LO-forbundene) historisk aldrig har haft det rigtig godt med “skolelærerne”. (Ydmygende oplevelser i skolen har helt sikkert ikke gjordt det nemmere at forstå og solidarisere sig med lærerne - for nu også at psykologisere billedet lidt.) Da et flertal af folkeskolens lærere - som dengang var tjenestemænd - i marts 1973 af den socialdemokratiske økonomiminister Per Hækkerup blev provokeret ud i en vild strejke, var der ingen forståelse fra LO-folkene. Tvært imod. Sådan har det været lige siden. Vi skal faktisk helt frem til perioden fra 2007-2018, hvor Anders Bondo Christensen var formand for de kommunalt ansattes forhandlingsfællesskab, før man for alvor begyndte at forstå DLF’s politik. De andre faglige ledere viste stor respekt for Bondos indsats - for dem. Men alliancen var og er skrøbelig. Og det er ikke fra de andre fagforeningsformænd, man fx har hørt om Bondo, at han er en “behagelig forhandler”, eller at han et “utrolig løsningsorienteret og meget konstruktiv”. Det er såmænd de to konservative KL-forhandlere Mads Lebech og Michael Ziegler!