»Når du skælder ud, misbruger du faktisk din samfundsgivne magt«, siger Louise Klinge. Det er helt ved siden af. Totalt misforstået. Når du skælder ud, udstiller du din tværtimod din AFmagt og giver efter for den frustration, der følger af, at du ikke har nogen samfundsgiven magt, du kan bringe i spil for at få situationen på ret køl. Lader følelserne få frit løb. Det fører ikke til noget, gør faktisk kun situationen værre og giver på ingen som helst måde læreren mere magt over situationen. Troede faktisk LK vidste bedre.

Men Niels ChrIstian Sauer - jeg mener den samfundsgivne magt til at tage vare på barnets tid, mens det skal opholde sig i skolen. Er vi mon så enige?

Mange interessante betragtninger du kommer med. Hvordan definerer du begrebet "skæld ud".

Tak for det gode spørgsmål Nikolaj Thomsen. Vi definerer skældud som at udtrykke sig på en uvenlig måde uden at tage hensyn til barnets (eller den anden voksnes perspektiv). Det betyder, at man sagtens kan anvise, sætte rammer, være tydelig osv-det er ikke skældud. Og problemet er naturligvis ikke den forskrækkede skældud, hvor et barn skader et andet, løber ud på vejen osv. Problemet er de utallige gange i den almindelige hverdag, hvor vi møder barnet/den unge uvenligt, i stedet for at møde det roligt og venligt. Særligt fordi det oftest går mest udover de børn, der får mest skældud derhjemme. Vh Louise

Med den definition føler jeg mig ikke så ramt🤪 Tak for svar

@Louise Du skelner mellem at møde barnet "venligt" og "uvenligt", i dit svar til Nikolajs spørgsmål. Det hele lyder stadig meget vagt for mig. Kan du give nogle konkrete eksempler? Kan en lærer eksempelvis kalde en elev ud - i klasselokalet og fortælle vedkommende, at dennes opførsel er idiotisk (hvis eleven fx er ondskabsfuld overfor en anden elev) - hvis man gør det uden at råbe, på en nogenlunde rolig facon og appellerer til elevens samvittighed og den måde, man forventer elever opfører sig i et klassefællesskab.

Åh, jeg må sige, jeg bliver så splittet, når en bog som jeres udkommer! Vi kan være evigt enige om, at skæld ud er ikke at misbruge sin magt, skæld ud er at have mistet sin opdragende magt. Men når der udkommer metodebøger, til mindskelse af skæld ud, så får jeg hver gang følelsen, at politikerne sidder og griner dybt taknemmelige i skægget. Fordi fokus lyset kommer til at skinne så stærkt hen på, hvad den enkelte lærer og pædagog står med opgaven at forstå, lære og mestre - med hensyn til skæld ud. Og fordi politikerne så igen igen slipper for at der kommer lys på, at de aktuelle betingelser for det at føre skole og daginstitution, de er så ringe, når det kommer klassekvotienter, daginstitutiinsnormeringer, pladsforhold og længden af børns skoledage/daginstitutionsdage, at det i sig selv skaber fattige faglige miljøer. Hvor der end ikke er tid til at man, ad egen kraft, kunne diskutere og udvikle sine pædagogiske tilgange, værdier og opfattelser. Metodebørger gør mig altså bage i disse år, jeg behøver forskere, der hjælper mig som professionel, og ikke politikerne med at individualisere noget som helst. Vel er der problemer med skæld ud, som intet har med de strukturelle forhold at gøre, men med vidensunderskud mm. hos de enkelte professionelle. Mit problem er den verserende kamp på samfundspolitisk niveau om kvalitetsproblemernes årsag, hvor jeg frygter individualistiske metodebøger konsoliderer den stærke lejr af politikere, der ønsker at bevare den sørgelige status hos os derude, hvor man bare kan proppe flere børn ind og fortsætte masseopbevaringen.

Kære Danielle Mercier. Vi 3 forfattere (udover mig er det børne- og institutionsforsker Erik Sigsgaard og lærer gennem 13 år Mette Thor Jørgensen) er meget enige med dig. Et kapitel i bogen handler om, hvordan skældud påvirker de fagprofessionelle. 424 lærere og skolepædagoger har besvaret et spørgeskema herom, og vi skriver afsluttende: "Ingen nævner sammenhænge mellem institutioner og skolers organisering på den ene side og relationsmønstrene, herunder skældud, på den anden. Derfor fremstår skældud som en højst personlig sag. Det er børnene eller pædagogerne/lærerne selv, der er noget i vejen med; ikke det liv, de bydes i de pædagogiske ”indretninger”. Og bebrejdelserne mod sig selv kan være skånselsløse: ”Når det sker, slår jeg mig selv i hovedet bagefter og er ked af at have været hård ved klassen.” To af bogens kapitler handler strukturer og rammer - for det er aldrig kun en personlig sag, om man skælder ud eller ej. Kapitel 6 og 9 er først og fremmest til beslutningstagere for skolen og så til læreruddannelsen.

Det er åbenbart ikke grænser for, hvad man kan finde på, for at slå benene væk under den praktiserende dvs. den undervisende lærer. Dels roder man i ofte ekstremt omfang klasserne sammen med alle mulige elevkategorier, som umuliggør den fagfaglige undervisning, som skulle komme alle elevkategorier til gode på fuldtid, og som næsten uundgåeligt udvirker alle de for undervisningen ødelæggende adfærdsudskridelser. Og dels prøver man nu at lamme lærernes reaktioner med teser om, at læreren sandelig ikke må skælde ud. Alle de kloge skrivebordspædagoger glemmer helt – og sikkert med vilje – at hvis lærerne ikke må skælde eleverne ud, så kræver det en i uset grad af ideal elevopførsel. Når lærerne ikke må skælde ud, så kræver det af eleverne, at de ikke giver anledning til at lærerne skælde ud.

Louise, jeg misforstod dig. Du har selvfølgelig ret i, at barnet i kraft af den samfundsgivne magt er i skolens varetægt og at læreren dermed har fået en bane til at skælde på. Det afgørende er imidlertid, at skæld ud som regel er en AFmagtsdemonstration. Det kan man efter min mening ikke rigtigt kalde 'misbrug' af magten, fordi det netop er udtryk for, at magten reelt er gledet læreren af hænde. Han har åbenlyst tabt kontrollen, magten over rummet, og er i sine følelsers vold. Også derfor synes jeg det er forkert at bruge ordet misbrug. Det er ikke et valg læreren træffer, at 'nu vil jeg tabe hovedet og gøre mig selv til grin foran alle børnene'. Det er en situation, læreren meget mod sin vilje er endt i. Når det er sagt, overser du - I - efter min mening fuldstændigt, at kontrollerede vredesudbrud faktisk også er både nødvendige og gavnlige i visse situationer. En lærer, der altid taler dæmpet og venligt, ender som totalt utroværdig i børnenes øjne. Læreren skal kunne hæve stemmen, blive 'professionelt' vred og levere en skarp og uvenlig replik eller en decideret skideballe, når der er brug for det. Og det ER der altså ind i mellem. Jeg savner noget realisme i den her debat.

Pyh ha - det lettede :-) eller også gjorde det ikke. Jeg er helt sikker på, at skæld ud i sin grove form; nedgørelse og tømning af den verbale og følelsesmæssige skraldespand ud over et barn i en ulige magtrelation, er dybt skadelig - lige så skadelig som direkte vold. Og det skal stoppe (og mon jeg er den eneste, som har været der?). Men, hvor opstår gråzonerne? Hvor er grænserne, og hvornår er skæld ud et berettiget værn og en klar grænsesætning over for elever, der for længst skulle have stoppet sig selv - og et system der for længst skulle have beskyttet læreren. Jeg har undervist elever i overbygningen, der har så grænseoverskridende adfærd, at det var direkte skadeligt over for arbejdsmiljøet, hvor kollegaer og ledelse ikke rigtigt gik ind i det (konfliktfrygt) og forældrene ikke reagerede.... Er det skæld ud, når en 17 årig har rendt rundt som en idiot i mine timer uge efter uge, kaldt mig grimme ting, splittet læringen for de andre, og jeg så beder eleven, med høj stemme om at 'lukke røven eller fise af?' Det er en tabersag - nuvel - men jeg er (heldigvis sjældent) i disse situationer - totalt afvæbnet og uden autoritet. I elevens fritidsjob sker det ikke - for chefen har fat i lønnen, så eleven gør det, der skal gøres... Her er autoriteten klar. Som lærer har jeg ingen autoritet over for en elev, som vil skide mig et stykke, og som har en adfærd der uge efter uge ødelægger mit arbejdsmiljø - hvad har jeg så (lad være med at svare relationen ;-)?

Din reaktion er forståelig, derom ingen tvivl. Men jeg synes ikke, man som lærer skal bande - overhovedet nogensinde.

Jeg har haft den store fornøjelse at møde Louise Klinge, hvor hun i forb. m. forberedelse af skoleåret 2019-2020 holdt foredrag på min skole inkl. aktiv deltager-inddragelse. Vi fik i den forbindelse også et eksemplar af hendes bog ”Lærerens relations-kompetence”, Dafolo 2019. Se og hør hende her – hvor hun forsvarer sin phd. https://www.youtube.com/watch?v=pPs-4N5-BGI Håber linket virker ellers kan man selv søge den på YouTube: ”Louise Klinge: Ph.d.-forsvar, Lærerens relationskompetence, 11.3.2016 Københavns Univeristet”. Man kan også se og høre andre videoer m. Louise Klinge på YouTube – bare søg på hendes navn. Min kommentar: Stor respekt og tak, Louise – for at bringe et sådant vigtigt emne som relations-kompetence i folkeskolen på banen, både som forskningsobjekt men så sandelig også som debat emne/fokusområde for os lærere. Du sætter fornemt ord og begreber på sagen i et handlings orienteret perspektiv. Note: Min kommentar handler kom om "relations-kompetente" – jeg har ikke indsigt i den nye bogudgivelse, som omtales i artiklen, som har afstedkommet denne tråd.

Præcisering: Jeg synes ikke en lærer skal bande - i selskab med elever, forstås. .

@Sauer Mit spørgsmål er ikke, om vi skal bande eller ej sammen med eller overfor eleverne. Mit spørgsmål drejer sig om, hvad vi kan sætte i stedet for skældud, når alt andet (også det vi lærte på seminariet og læste i de fine bøger) ikke virker. Der er situationer, hvor en lærer kan blive tilskuer til at hans/hendes mål og projekt bliver skudt i sænk gang efter gang af elever, der er uden for rækkevidde (og 'systemet' svigter) - her sættes der måske ind med skældud - og det kan jeg godt forstå. Men hvad så?

Jeg ved godt den her artikel er gammel. Men jeg mener det stadig. https://www.folkeskolen.dk/62907/god-orden-som-inklusionsfaktor

Det undrer mig altid, når der bliver skrevet, at skæld ud ikke virker. Hvis det bare var så vel, så kunne det vel være lige meget, at nogen skælder ud? Så kunne lærere få lov at afreagere på den måde. Hvis det ikke virker, så gør det heller ingen skade. Jo, skæld ud virker. Det virker også at slå, faktisk. I mine første år i skolen mødte jeg lærere, der holdt ro i klassen ved den mere eller mindre explicit udtrykte trussel om vold. Der er masser af lærere gennem tiden, der har holdt ro ved perfide bemærkninger , ved pludselige vredesudbrud, ved vold. Det virker - men det virker på en måde, vi ikke bryder os om. Det har uhensigtsmæssigt virkninger. Måske er det vigtigt for debatten at slå det fast? Måske kan det bringe os videre? Måske er det en erkendelse at holde fast i, sammen med erkendelsen af, at nogle lærere skælder ud i afmagt. For så er det, at vi begynder at kunne se på, hvad vi skal gøre ved det. Forbyde skæld ud? Vanvid, så længe det ikke er defineret. Det er betydeligt sværere at definere end fysisk vold - og læg nu mærke til, at allerede der er der problemer. Faktisk må en lærer eller pædagog ikke lægge armen blidt om en grædende elev og føre ham/hende ud af rummet - og det er et problem med mindre børn. Altså, vi vil ikke have psykisk og fysisk vold mod børn. Hvad skal vi så gøre? Ingenting? Det går ikke, for - selv om man knap tør sige det i dag - så udøver børn vold mod børn også. Psykisk og fysisk vold. De råber andre børn ind i hovedet, de siger ondskabsfulde ting, de mobber i grupper. Og chikanerer ved at vælte ting, ødelægge andres ting og larme ubehageligt. Somme tider. Og alene konstant uro er faktisk chikane af børn, der har brug for fred og ro. Det har de fleste. At arbejde systemisk, og ændre vilkårene, så bærn ikke har det behov for chikanere- det er godt nok. Men ofte aldeles utilstrækkeligt. Det af Sauer ovenfor linkede forslag er jeg helt enig i burde eksistere alle steder. Men det gør det ikke. Var det ikke en idé, hvis vi havde lidt mindre berøringsangst og begyndte at diskutere, hver gang vi i skolen har en udadreagerende elev, og i særdeleshed, når en ny kommer til og skal inkluderes: Hvordan forhindrer vi store og små overgreb mod de andre børn? Altså her og nu, ikke "på sigt", i hvert fald med en rimelig tidshorisont? Hvordan sikrer vi undervisningsro til helt almindelige børn? I rimelig grad, forstås. Det er som om, sådan en debat her nemt kommer til at lyde, som om der bare lige skal ordnes apparatfejl hos lærerne. Selvfølgelig er der nogen lærere, deg burde have valgt et andet erhverv - men der er altså også andre, som risikerer at skælde ud.

Netop, Thora. Forfatterne misser problemets kerne. Skæld ud hjælper faktisk - nu og her. Som at tisse i bukserne for at få varmen.

Interessant indlæg i debatten om ‘skældud’ i skolen: https://skoleliv.dk/debat/art8030808/Virkeligheden-overhaler-drømmen-om-en-skole-uden-skældud

I dag bliver irettesættelser, det at bede om ro i en klasse og forlange at eleverne skal lave noget fagligt, oplevet som skældud, af eleverne. Der er selvfølgelig mange måder at bede om disse ting på, bevares og det bliver udført på mange forskellige måder, der alle er personbestemt. Er vi ved at beskrive den perfekte og utopiske lærer? Vi er altså også mennesker, altså helt almindelige mennesker med personlige og forskellige grænser. Lærer Sanne skal have lov til at være lærer Sanne og lærer Poul skal have lov til at være lærer Poul, osv. Vi er ikke robotter der skal programmeres, men blot mennesker der har taget en læreruddannelse, fordi vi gerne vil undervise i den Danske folkeskole. Der skal tages individuelle hensyn og undervisningsdifferentieres, men dette kan først ske når det fælles fungerer i klassen. Alle timer starter med fællesbeskeder og det er her det ofte går galt. Men så kom der et nyt begreb på banen: "Skældudfri skole". Det er ikke nemt at være folkeskole lærer i Danmark.

Glemte at skrive at jeg har været lærer i over 22 år og jeg kan tælle 2 gange hvor pulsen har været over 60. Som jeg siger til eleverne, dette får jeg ikke løn for. Når det sker at nogle der lider af diagnosen TMPO og stopper undervisningen, følger jeg dem stille og roligt ned til ledelsen og så må de tage sig af det. Problemet i dag er bare at de kun sjældent er tilstede. For fatsvage betyder diagnosen TEMP "total mangel på opdragelse.

Diagnosen hedder TMPO og er ikke diagnostik, men opfundet af lærer.