Jeg læser teksten , som om foreningen som primær prioritering vil arbejde for at vores løn ikke udhules yderligere, og at man ud fra en samfundsøkonmisk betragtning vil fortsætte med ikke at arbejde for at stille krav om at få tilbageerobret det store lønefterslæb. Er der nogen læger eller sygeplejesker, der har bedt om ikke at få løn her under Corona for deres ekstra arbejde under henvisning til samfundsansvaret. Nu er vi garanteret, at vi heller ikke de kommende 4 år, efter 7 års 'tørke' skal forvente en indhentning. Nu er vi tilbage til, at vi helst ikke vil stille krav. Det gør forhandlingssituationen er sat helt skak mat. Vores egen forening melder ud, at vi ikke skal forvente noget. Nemt og enkelt for KL. Vi truer kun med at et knaser, når vi bliver kørt over. Vi er simpelthen tunget til at gøre os synlige. Lad os arbejde 'efter reglerne'. Det har man gjort med stort held i andre brancher. Lad os takke nej i fællesskab til at udføre opgaver der af vores forening defineres/dikteres , som 'ikke vores arbejde iflg aftalen'. Jeg ved godt , at nedenstående eksempler er sat på spidsen men vil vil blive synlige og få debat. Tænk tanken hvis vi: Takkede nej til at udføre arbejde fra egen telefon i hjemmet uden for alm arbejdstid osv. Udviser solidarisk eninghed om ikke at stå til rådighed hele døgnet. Alle kunne som udgangspunkt først blive bedt om altid at kontakte deres skoleledere i weekend eller aften. Det vil naturligvis være en umulig opgave for skoleledelsen, men sådan kunne det være en tid, til vi havde fået et godt udgangspunkt en en anstændig forhandling af rellle arbejdstidsbetingelser. Vi skal ikke være for fine til at tage gidsler, som man gør i alle andre brancher. Ingen lærere er lovformeligt forpligtet til hverken at have bil, telefon eller internet. Telefon og internet skal naturligvis betales af arbejdsgiveren, hvis arbejdsgiveren har en forventning om, at vi skal kunne kontaktes. Hertil må komme betragtelige tillæg for at tage telefonen i dette tidsrum. Alternativt må skolerne/kommunen etablere og financiere en telefonvagtordning. Kørsel i egen bil , kan ikke lade sig gøre. Vi bestiller varer med kurér eller taxa. Alternativt skal der betales for kørsel og timer, når vi kører selv korte ture i arbejdsøjemed. Alternativt er det med bus og taxa på regning og på tid. Vi skal have udbredt kendskabet til hele befolkningen, at vi er, og i meget lang tid har været normaliseret og ikke har 52 ugers sommerferie og fri kl. 10 alle dage. Det er stadig min oplevelse, at de gamle skrøner har overlevet virkeligheden. Vi skal ikke være forsigtige. Jeg må sige, at jeg ikke har vanskeligt ved at finde en anden og billigere fagforening - der HELLER IKKE varetager mine primære interesser.

Et andet eksempel på gratisarbejde, som jeg har svært ved at forstå, at vi ikke kollektivt, og selvsagt med tydelig opbakning fra vores fagforening, gør klart opmærksom på, ikke kan udføres uden merbetaling eller afspadsering er vikararbejde i forberedelsestiden (timer som selvsagt sparer organisationen for en timeløn) , planlægning af 26 lektioners undervisning op til afholdelse af 6.ferieuge - samt i de tilfælde, hvor vi er syge eller ved andet lovligt fravær, fx kursusvirksomhed, der også kræver forberedelse. Dertil når vi ved kompetanceudvikling eller decideret efter - og videreuddannelse ikke får den tid/de timer, som det pågældende studie foreskriver, jævnfør udsendte tekster mv samt de pågældende studiebeskrivelser. Dertil tid og transporttid, når noget går ud over arbejdstidens ophør. Det er alment accepteret, også blandt mange lærere at kalde det interessetid (som om vi fik et tillæg eller øgede karrieremuligheder af at deltage!?!) (Og så er der alt kontor - forældre - inklusions- og relationsarbejdet, som i mange tilfælde resulterer i de facto massivt merarbejde - som kun kan udføres selv overfladisk, tager man såvel den minimale f-tid samt endda elevtiden (undervisningstiden) og ofte - igen - ‘interessetid’? i brug...)

Alt sammen rigtigt, Anders og Malene. Men hvem lytter? Gordon? Hovedstyrelsen? Kongressen? Lokalformændene? Flertallet af lærerne, der stemte ja til samarbejdsaftalen og ikke ønskede at forsøge at opstille nogen som helst centrale krav i forhold af reelle værn mod rovdrift? Det føles en anelse deprimerende... selv indlysende urimeligheder synes der ikke opbakning til at kæmpe imod. Vil lærerne deres eget bedste?

Jeg vil insistere på at blive ved og ved at spørge, hvorfor vi skal arbejde uden at få enten timer eller løn. Det synes jeg er oplagt og konstruktivt i forhold til, hvad jeg mener er åbenlys udnyttelse af vores arbejdskraft, uanset at nogle, selv indenfor vores fag og organisation af en eller anden grund måtte mene, at det er opportunt. Når nu vores egen fagforening og deres/vores tillidsrepræsentanter åbenbart ikke vil bringe disse spørgsmål op...

Inflationen er faldet til under 1 %, kun holdt oppe af stigende tobaksafgifter. Jeg ved ikke om de kloge folk i DLF regner med at arbejdsgiverne vil stille krav om en direkte lønnedgang i kr og ører? Hvorfor skal man i det hele taget forhandle om ingenting ?

DLF opfører sig, som om de er folkeskolens interesseorganisation, i stedet for lærernes fagforening. Det er helt væk.

Hvad er det mon for nogle "stærke uenigheder internt i Forhandlingsfælleskabet", som Bondo berettede om på kongressen?

Kæmp for forberedelsestid, færre lektioner, etc Kæmp for at presset bliver mindre. Fuck en sjat ekstra penge. Det er sgu da ikke der skoen trykker mest!

Krav om 30 timers arbejdsuge med fuld løn og personalekompensation. Vi skal have tid og overskud til at leve sideløbende med et arbejdsliv. Arbejdsbyrden er alt for stor i alle brancher. Et fælles krav som alle ansatte på tværs af brancher har interesse i -også de arbejdsløse kolleger der nemmere kan komme i arbejde - og en måde hvorpå den de facto løndumping der foregår på det offentlige område kan modgås. Vi skal ikke nøjes med at håbe på gode år efter pensionsalderen, mens vi slider os selv syge med alt for stor arbejdsbyrde. De fleste af os arbejder for at leve ikke omvendt.

Mine udsagn omhandler egentlig ikke, at fokus bør være lønudhulningen. Problemet med lærerne og vores egen forening er, at vi er selvudslettende. Vi kommer ikke til at opnå nogens anerkendelse alene ved vor faglige stolthed. Vi må ranke os , og lade opgaver falde, som ikke er vores ansvar. Kniven skal frem, og vi skal have flyttet en række aber over på rette plads. Det vil unægtelig give kritiske flaskehalsproblemer andre steder. Først her er der politisk handlerum. Der er medieomtale og stemmer at hente, når politikere presses til at forholde sig til kritiske og akutte flaskehalsproblematikker. Vi må heller ikke være naive og tro, at den brede befolkning kender til vore arbejdsforhold. Jeg efterlyser en forening, som er markant og provokerer den offentlige mening med facts, så vi ikke dagligt må stå for skud for absurde misforståelser omkring vor profession. Vi er vor egen værste fjende. Vi er for dukseagtige, og bøjer nakken. Det fremkalder ikke nogens respekt eller sympati.