De seks elever, der splitter det hele ad, 'har en udfordring', siger læreren. Det kan man da godt sige. Men er det ikke en lidt bagvendt måde at tale om virkeligheden på? For mig at se er det læreren, der har en udfordring.

Nej Niels. Det er skolen og dermed også lederen, der har et problem.

Martin, helt enig, det er ikke kun lærerens problem.

Men hvor mange ledere tager det ansvar på sig ? Rigtig mange dækker sig ind under systemer, der konsekvent fortæller lærerne, at det hele handler om at bare lærerne gør tingene anderledes, så når skolen nirvana Og oveni det lægges alle mulige øf øf kurser, programmer, indsatsområder, “mirakelløsninger” osv Og så kan der jo ikke stilles spørgsmålstegn ved kvaliteten af ledernes og forvaltningernes arbejde. For det er jo lærernes skyld det hele .........

Vi taler så meget om krænkelse pt. Med risiko for at få ørerne i maskinen vil jeg pege på, at det kan være nødvendigt at krænke enkelte, meget larmende elevers selvopfattelse :-)

Uha Niels - så risikerer lederne jo forældreklager over dem selv. Og det går jo ikke.... ;)

Jeg tænker også det er læreren, der har en udfordring. Hvordan kan læreren ændre på sin klasseledelse , så der kan skabes rum for at få skabt et trygt fællesskab blandt alle? Hilsen en ny lærer, der står med fuldstændig samme problemstilling.

Lina. Der er ikke nogen nemme løsninger. Det er et langt sejt træk, der handler om at ændre kulturen i klassen og gøre børnene til medspillere i stedet for modspillere. Min egen lille lommefilosofi handler om, at hvis børnene oplevet, at man kan lide dem, at man passer på dem og beskytter dem, og at man i det hele taget taler fornuft med dem og behandler dem som mennesker, så smelter de med tiden og begynder at lytte. Og så har jeg altid gjort et stort nummer ud af at forklare dem noget omkring pædagogik, at jeg vil have at de tænker selv, bliver selvhjulpne og at de tænker over deres valg inden de tager dem. Og at det hele handler om at være et godt menneske - for så får man masser af venner. Start med tøserne, og få dem med om bord. Forklar dem, at det er svært at være pige, at de er under et enormt pres og skal leve op til alt for mange forventninger. At de skal bruge drengesprog, og ikke bruge pigesprog, når de markerer grænser overfor drengene. Hold nogle tøsemøder, følg op på dem over tid og giv dem en masse opmærksomhed - de er nøglen, og er altid rigtig fornuftige. Held og lykke med projektet. Det er fedt når det lykkes.

Og så er der også en anden ting. Børn er i gennemsnit 10 mdr. gamle, når de starter i vuggestue. Så tilbringer de rigtig mange år i underbemandede daginstitutioner uden voksenkontakt. Der hjemme mødes de af far og mor, det ikke er voksne overfor deres barn, men deres ven. Forældrene er sådan nogle underlige nogen, børnene kan koste rundt med og som fundamentalt set ikke giver børnene tryghed. Der er rigtig mange børn, der har den erfaring med i bagagen at voksne kan man ikke stole på. De er nødt til selv at ordne tingene. Så - som lærer er troværdighed og styrke helt afgørende. For nogle børn er læreren det første menneske de har mødt, som de kan stole på.