Jeg oplever, at når nye træder ind i klassen - så bliver der målt, vejet og derefter også altid modtaget på et så fint grundlag. Der bliver lyttet og spurgt ind til. Børn favner ret så meget i deres umiddelbarhed - også i mødet med en evt. ny etnicitet. Børn går hjem og har deres liv ved siden af. Børn møder op igen og nogle har pludseligt ændret deres syn på dette nye møde. Dette at møde et nyt barn dagen før, er næsten blevet til - at møde en fjende. Jeg oplever de nye træde ind i klassen, de måler, vejer og forsøger i bedste stil - at vejre de nye forhold. De tager hjem igen. Er stolte, glade og føler sig velkomne. De møder op igen og noget er alligevel blevet ændret fra dagen før. Det møder de. Læreren står i rummet. Læreren mærker forskellen og en ændring fra dagen før, som børn ikke selv er bevidste om - hvor kommer fra. Det er umuligt at gøre om. Det er en nedtur, at skulle forholde sig til. Børn vil meget gerne møde alle andre med et kærligt og åbent sind. Men det går bare så galt, når børn bliver påvirket af det de selv kommer fra. Vi kan studere dette i al evighed. Børn arver og vidergiver det, de altid hører om alle andre - uanset en etnicitet. Racismekortet bliver trukket. Du er anerledes kortet bliver trukket. Som lærer er jeg meget alene i at skulle favne, modtage og helbrede racisme, forskelligheder og mangfoldighed. Jeg står alene i - at kunne skulle helbrede klasserummet med alt hvad eleverne kommer fra.