MEGET vigtigt emne! Tak for anmeldelsen - den rejser særdeles relevante perspektiver for vores konkrete virke ude i skolerne. Jeg har ikke tal på de gange jeg har haft en dårlig fornemmelse i maven over forskellige praksisser, som overskred den ene elevs grænse efter den anden. Og individuelle selvevalueringer a la ‘træk i et barometer’ for at angive, i hvor høj grad du har forstået dette og hint læringsmål” - Eller ‘makkerevalueringer’, der også oftest har tvivlsom virkning og negative bivirkninger. - ‘Læringssamtaler’, hvor den enkelte elev skal italesætte egne styrker og svagheder’ og ‘hvad er dit næste skridt til forbedring’, og abstrakte voksenformuleringer, som er rent ud sagt pinlige i en pædagogisk kontekst, hvor barnet ovenikøbet så direkte involveres. Jeg er enig i, at evalueringen må og skal tilbage på lærernes banehalvdel. Men vi HAR IKKE TIDEN TIL DEN INDIVIDUELLE EVALUERING! Jeg er udskolingslærer i dansk og engelsk, det trækker voldsomt tænder ud overhovedet at forsøge at forholde sig til de respektive elevers individuelle præstationer, progression i forskellige discipliner og så videre. Vi lærere kan i bedste fald finde en-to timer om ugen til denne del af vores arbejde, men ofte er der ingen tid overhovedet. Til gengæld ville det være rigtig godt, om fokus blev rykket fra den individuelle styrke-svaghed-næste skridt - til den fælles opsamlende evaluering i klassen. Den hvor vi taler sammen. Repeterer, husker, tænker og måske skriver. Og må der ikke også godt være plads til læringsglemsel? Skal alting huskes eksplicit, skal børn nødvendigvis tænke over at de tænker, lære at lære, evaluere aktiviteter?

Kære Malene Tak for din positive kommentar til min anmeldelse. Du har ret i, at der ikke er afsat tilstrækkelig tid til at klare alle de problemløsningsopgaver, som lærerne bliver pålagt. Lærerne skal samarbejde med forældrene og løse store personlige og sociale problemer samtidig med, at klassens time en er forsvundet, klasselærerfunktionen neddæmpet og tid til forberedelse reduceret. Er det virkelig så udbredt, at eleverne evaluerer sig selv både på læringsresultater og på følelser? Naturligvis skal man forholde sig til problemer i klassen og til enkelte elevers vaskeligheder, men jeg synes, at lærerens arbejde i for høj grad bliver psykologiseret, hvis det billede, der tegner sig i denne rapport, dækker en generel tendens. Jeg slutter anmeldelsen af med at spørge, om man ikke kan være en god lærer, hvis man respekterer, hvad K.E. Løgstrup kaldte elevernes urørlighedszone. Jeg har selv i mit liv haft stor glæde af psykologisk støtte, bl.a. Junganalyse og buddhistisk og andre former for meditation i forbindelse med kriser, bl.a. to alvorlige kræftforløb, så jeg er på ingen måde modstander af sådanne forløb for voksne, der ledes at kvalificeret personale på området. Men jeg synes, at eleverne ikke mindst på mellemtrinnet skal have lov til at engagere sig i et spændende indhold uden konstant at reflektere over sig selv og sine følelser. Naturligvis skal der evalueres, men det er afgørende, hvordan man gør det, og her beskriver forskerne i den anmeldte bog på udmærket måde, hvilke uheldige mekanismer, der kan ligge bag den uskyldigt udseende selvevaluering tilsyneladende til elevernes bedste.