Hold da op hvor er der mange “kloge-åger” , der er meget indsigtsfulde - vel og mærke når de ser inklusionen i bakspejlet. Så er der ingen grænser for visdommen. Alle blev de tilbage i 12 advaret om at inklusionen var blålys, lamperøg og en stor spareøvelse til stor skade for ALLE, ikke mindst børnene selv. Men man lyttede ikke. Og at man så samtidig ændrede pædagogikken og børnesynet, og lavede en neosort skole med vægt på test, prøver, karakterer, elevevalueringer, læringsmålstyret undervisning, og dermed øgede både presset på børnene og frasorteringen - gik også helt hen over hovedet på “eksperterne”. Kunne man ikke afskaffe hele bundtet og bruge deres løn på de svage elever.

Inklusion går mange veje. I Holbæk kommune går ca. 30% af eleverne i privatskole - fordi deres forældre har overskud og ambitioner til det, og der er ret høj kvalitet at hente i skoletilbuddene her. Det er vel heller ikke inklusion? Men hvad betyder det? Jeg er selv ansat i en specialafdeling, og en meget stor andel af vores elever vil aldrig kunne rummes i den almene folkeskole. Og gør det noget? Er det et problem at være inkluderet i specialområdet og lære det maksimale af, hvad man kan her, fremfor at være den usikre, svage elev i den almene skole? Der vil altid være dele af befolkningen, som skiller sig ud fra bredden - med meget gode eller meget svage forudsætninger, og jeg tror ikke på, at vi nogensinde får en folkeskole, der kan og skal rumme alle her.

Vi er tilbage ved start, ser ud som om. Men det er vi bare ikke. For de børn, der i dag visiteres til det, der for ti år siden hed vidtgående specialundervisning, er hårdere ramt end de var dengang. Spørg selv specialskolerne. Hvis vi skulle visitere efter samme kriterier i dag som dengang, ville det se endnu sortere ud for inklusionen. Der er ikke tale om stilstand, men om decideret tilbagegang.

Dertil kommer at vi i specialregi ofte drømmer om tiden med behandlingsinstitutionerne med små interne skoler. For helt korrekt så er mange af de elever, der visiteres til specialskolerne i dag meget hårdere ramt end tidligere, og i specialklasserne er antallet af elever også steget voldsomt i klasserne.

Altså: hvis inklusionen skal skal stige, skal man bare inkludere mere Ja, det lyder faktisk rigtigt: Hvis inklusionsgraden skal stige, skal man bare skaffe plads til større forskellighed. Eller kortere sagt: Hvis inklusionsgraden skal stige, skal man bare inkludere mere. Jo, det er der nok noget om. Det lyder logisk. Engang var det forældrenes opgave at sørge for, at børnene mødte undervisningsparate i skolen. I dag er det overladt til underviserne at ”skaffe plads” til alle mulige elevtyper med stærkt varierende undervisningsparathed i klassen, samtidig med, at der skal undervises, som det forudsættes muligt i en skole. Og når det så konstateres, at flere og flere elever overflyttes til specialundervisning uden for normalklassen, er det et sikkert tegn på, at det netop ikke er muligt, at inkludere alle mulige elevtyper inden for et klasserums fire vægge, samtidig med at læreren skal løfte det faglige niveau. Og dette faktum er der ingen myndighed, der vil erkende. I stedet har man fra ”kompetent” side fabrikeret en tese om, at læreren slet ikke mere skal se på individet. Lærerne skal kun fokusere på fællesskabet. Dvs. på klassen, hvor individet ikke længere skal eksistere. Man kan derfor ikke længere stille krav til eleven (individet) om at opføre sig ordentligt og deltage med opmærksomhed. Det er fællesskabet, der skal indrettes, så forskellighederne kan rummes. Og det er lærerens ansvar sammen med et læs af assisterende hjælpere. Skoler er derfor ikke længere en undervisningsinstitution men en behandlerinstitution, hvor den faglige indlæring kommer i anden eller tredje række. Indtil nu har det ellers kun været inden for militæret, at man har stræbt sig på at slette rekrutternes individualiteter og få dem til at optræde som en nogenlunde ens fællesskabssubstans.

Tristhed, er nok den gennemgående følelse jeg får ved læsning af artiklen.At man forestillede sig at inklusion ville finde sted UDEN specialiseret personale,uden tilførelse af ressourcer andet end vejledning og kurser i klasseledelse, som det skete i min kommune.Det er simpelthen for dumt at høre om. Hvad regnede man med?

Mon ikke inklusionen var gået bedre hvis man ikke havde givet eleverne længere skoledage, større klasser og skoler, samt fjernede noget af lærernes råderum til at understøtte. Tidlig skolestart. Altså 5 årige der skal i skole 8-14 er nok heller ikke den bedste ide, hvis man vil undgå stress/pres på elevniveau. Spareøvelser kan være dyre!

"Vi skal erkende, at lærere uden specialpædagogisk viden ikke magter at løse opgaven i klasser med op til 28 elever." siger Lotte Hedegaard-Sørensen. Måske skal "vi" også erkende, at heller ikke lærere MED specialpædagogisk viden magter at løse opgaven i klasser med op til 28 elever? Der er jo dog en grund til, at specialklasser har få elever og dobbeltdækning med lærere. Der er en grænse for, hvad et menneske kan overkomme at gøre ordentligt - og den grænse kan ikke rykkes vilkårligt meget, heller ikke ved periodevis besøg af folk, der har deres viden og erfaring fra undervisning af små grupper af børn, der er forsøgt placeret efter homogenitet. For mig er det også rystende at læse, at man fortsat tror, at ledelse er det altafgørende for at inklusion lykkes - og at vejen til bedre integration går gennem det, der kaldes "systematisering" - her brugt som et andet ord for ensretning. Hvordan kan man tro, at accept af forskellighed opnås ved ensretning af lærerne? "Ellers bliver eleverne afhængige af, hvilken lærer de har.", står der minsandten. Jamen, det er eleverne da altid! Da især i dag, hvor dobbeltlærere stort set er sparet væk. Det er meget, meget vigtigt, at børnene har en fagligt og relationelt kompetent lærer. En lærer, der hviler i dig selv og ikke er stresset ud over sine grænser af forsøg på at rette sig efter vejledning fra ledere, vejledere og skiftende specialister, der rådgiver om hvert sit barn. "Vi skal trække specialisterne ind i klasserummet ved at begrænse den tid, de bruger på møder, og ved at have flere elever med særlige behov i klasserne, så det bliver økonomisk rentabelt at have flere til at undervise" - hvis specialisterne skal gøre gavn i klasserummene, så skal de komme der fast og stabilt, som del af skolens team. Ikke som udefra kommende konsulenter, der hverken kender børn eller lærere eller skolens forhold i øvrigt. Sådan som det var, dengang en skolepsykolog var fast tilknyttet få skoler, med undervisningstimer på en af dem. Og læg så mærke til, med hvilken omhu der bliver sagt "flere til at undervise" i stedet for "flere lærere". Midt i al denne snak om, hvor vigtigt det er med særlig viden om børn med specifikke vanskeligheder - så er det pludselig ikke vigtigt, at undervisere er uddannet til at undervise. Der huserer stadig forestillinger om, at nogen personer kan tage sig af det relationerne, mens andre tager sig af formidling af viden. Man skulle ellers tro, at folk med erfaring fra specialundervisningsområdet skulle vide, hvor fast sammenhæng der er mellem de to ting. Forestiller man sig måske, at børnene rækker højre hånd i vejret, når de har brug for rent faglig hjælp - og venstre, når det er det relationelle, der er behov for?