DF vil hylde danskheden i skolen. Tilbage til den gode danske guldalderkonstruktion. Tilbage til romantikken. Her blomstrede danskheden. Ironisk nok er påkaldelsen af den danske guldalder og det næsten organiske danske fællesskab et udtryk for dets larmende fravær. DF opfordrer folkeskolens lærere til at sætte pris på højkulturens litterære frembringelser - særlig i den romantiske periode af den danske guldalder. Fair nok: selvfølgelig skal vi læse litteratur fra denne periode og aktualisere denne for eleverne gennem et hårdt sprogligt stilladseringsarbejde mv. Men i DF´s iver efter at plastre blankeværkerne til med 'danskhed', så får det måske den modsatte virkning end den intenderede politiserede nationalitetstænkning. Måske er et omtalt dansk fællesskab en selvmodsigelse. Denne værditænkning imødekommer vores længsler og drømme om det 'fantaserede fællesskab', som var engang, men som ikke eksisterer længere (jf. Zygmunt Bauman, 2002). Det er på en måde forståeligt og legitimt at ville opstille en fælles kulturel og dannelsesmæssig referenceramme i en tid , hvor statens nationsbygning svækkes kraftigt, hvor kontrollen med økonomiske processer og kulturelle migrationsprocesser overtages af fx eksterritoriale markedskræfter og globale styringsmekanismer. Drømmen om det nationale fællesskab fikseret på 'danskheden' (hvad det så end er for en størrelse ?) peger bagud i en forståelse af danskfagets kultur-og dannelsesbegreb forstået som et nationalt indstiftet enhedsbegreb, som bygger på den pastorale magttænkning: ét sprog, ét folk, en nation, en kirke, en 'dronning'), som stammer fra romantikkens guldalderkonstruktion og 'fascistoide' organismetanke. Som kritisk danskunderviser stiller jeg følgende spørgsmål adresseret til danskhedens epigoner: Skal danskfaget tilbage til guldalderkonstruktionen; skal vi tilbage til en kulturetnocentrisk biografisk løsning på de (systemiske) samfundsmæssige og kulturelle modsætninger, som er gældende i globaliseringens tidsalder? Svaret er et rungende nej! Danskfaget skal ikke misbruges som et led i jeres nationalchauvinistiske propaganda og kulturetnocentriske symbolpolitik. Sådan arbejder vi ikke med danskfaget nu om stunder. Igen bruger politikerne skolen og læreruddannelsen som en del af deres kulturetnocentriske værdikamp (jf. også den nye læreruddannelse i Herning). Kulturlivet (fx litteratur mv) skal ikke misbruges som et redskab til at forstærke livskulturen eller den såkaldte udefinerbare danskhed og dens raffinering af livskulturen. DF´s tilgang er forældet og metodologisk reserveret til lektor Blommes tid. Kom nu ind i senmodernitetens tidsalder, hvor vi ikke kun spiser makrelmadder og frikadeller, kartofler med brun sovs.

Plankeværkerne ikke blankeværkerne:)

Der må da være tale om en forsinket aprilsnar. Den tradition er i øvrigt også på retur, så måske DF øjner et springbræt for deres danskhedskampagne her?

Hvis man nedenstående udtalelser med i betragtning (de blev fulgt op af Skaarup), så tegner der sig et eget ubehageligt billede af indoktrinering, hjernevask og totalitær tankegang..... https://www.folkeskolen.dk/644543/alex-ahrendtsen-vi-stoler-nok-ikke-helt-paa-at-danske-laerere-ikke-indoktrinerer

Hos DF vel at mærke

DF skal ikke have lov til alene at sætte dagsordnen i Folkeskolen, så der må siges fra nu og her og alle vegne, så det kan høres og forstås. Jeg har haft DF tæt inde på livet som kommunalpolitiker og som lærer, og det er noget af en kamp. Pas på derude i virkelighedens verden.

Så der skal være mere samling af kirke og stat. Derudover skal der være en tvangsreligion hvor alle tvinges til at deltage i julegudstjenesten? Jeg tror at jeg har misforstået hvilke værdier vores nation er bygget på. Et andet problem er desuden at de tilsyneladende ikke længere må lave noget med kylling i hjemkundskab. Så mangler vi jo bare at eleverne skal tvinges til at spise maden. For der er jo ikke noget der favner danskhed som restriktioner, udenadslære og tvang. Eneste lyspunkt ved DF må da efterhånden være deres meningsmålinger.

I romantikken fik borgerskabets svulstige nationalisme Danmark til at få storhedsvanvid, der kulminerede med 1864 nederlaget. De historieløse er dømt til at gentage historiens fejltagelser. Dette lærer man ikke ved udenadslære, men ved at kunne reflektere over historiske begivenheders årsager og sammenhænge.

Mon DF pønser på et comeback for spanskrøret?

Somme tider kunne jeg ønske, at lidt flere så på DFs forslag med en vis åbenhed og pillede de ting ud, man måske kunne enes om. Hvad er der galt med forslaget om at tildele penge, så også skolebørn fra yderområderne kunne få lov at komme på de store museer? At forbyde halalslagtet mad i skolekøkkenet er selvfølgelig stupidt - men hvad med at tage dem på ordet og udarbejde materialer til at genoptage dansk madtradition i brugbar modernisering? Gule ærter med timian er sundt, og mere velsmagende end de fleste tror, det er jo nærmest glemt - det fungerer glimrende i vegetarisk udgave, og for den sags skyld også kogt på kylling. Ligesådan rugbrød - bagt som i gamle dage med opførte kerner og surdej. Rygeost ... og hjemmelavet tykmælk - og ... Så er der morgensangen. Hvis man nu vælger at overhøre det der med salmebog og gamle udgaver og fy til ramadan- er det så sikkert, at det er en dum ide? Tænk, måske ville det være en af de allermest sprogstyrkende aktiviteter, med lavest omkostning, at synge sange sammen på dansk hver dag! Naturligvis uden vamle, religiøse bagtanker. Men gerne med eksempler på diverse grundsyn på tilværelsen. Poesi fungerer. Man kunne omdefinere faget kristendom til religion og samtidig fjerne retten til fritagelse, så alle religioner skullee diskuteres - det kunne vi kalde et kompromis. Naturligvis skulle faget indeholde såvel nordiske myter som myter fra andre kulturer - den slags sagn er utroligt velegnede til at få børn til at tænke. Jeg tror, det ville være en bedre taktik end at afvise det hele som reaktionært og nationalistisk. Og nøhj, hvor ville jeg gerne have haft fri transport til de store, Københavnske museer - selv om jeg egentlig ikke vil kalde Beder for den mørkeste udkant, så var en dagtur til et museum i København - eller for den sags skyld Als - helt uden for økonomisk rækkevidde.

Jeg tror desværre ikke, vi kan nøjes med at lave gule ærter, gå på museum og dyrke den dejlige nationalromantiske poesi. DF har en dagsorden med folkeskolen. Det er tydeligt, hvad den handler om. Danskhed. Men borer vi lidt i danskheden, så aftegner der sig måske et mønster, som DF slet ikke bryder sig om at forholde sig til. Lad os nu tage det danske sprog som eksempel: At vi kan tale om dansk som et fælles nationalt sprog for danskere betyder, at vi opfatter dansk som en særegen afgrænset sproglig enhed og et sprogligt fællesskab: "I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme". Sprog i den nationale udgave er tilsyneladende tæt forbundet med vores følelser, stemninger, sproglige - kulturelle identitet. Men er det nu så enkelt (som DF altid fremstiller dansksagen), som vi beskriver det her? Hvad bygger denne essenstænkning på om modersmålet? Den nationale sprogessentialisme er en myte. Set i et historisk perspektiv har vores forestillinger om modersmålet baggrund i en grundlæggeende fortælling om en tæt sammenhæng mellem den etsprogede nationalstat og etableringen af det offentlige skolevæsen. I 1800-tallets nationale program for det offentlige skolevæsen formuleredes det som en praktisk nødvendighed at etablere en fast sproglig norm for barnet i skolen. Set i det perspektiv er modersmålsundervisningen (i dansk) altså en konstruktion, som blev grundlagt på en objektivering af sproget, og som i realiteten byggede på pastoralmagtens forestillinger om ét sprog, en nation, en kirke (Foucault, 2002). At staten optræder som sprogregulator og indstifter nogle bestemte sprognormer er ikke kun et eksklusivt dansk fænomen, men i virkeligheden et verdensomspændende fænomen på dette historiske tidspunkt. hvor nationalstaten grundlægges. Problemet er her, at denne overleverede sprogessentialisme syntes dybt forankret i den almindelige danskers selvforståelse og selvbevidsthed, som blindt har overtaget denne forståelse af det danske sprog, som om det var et naturgivent, ontologisk anliggende. Det er en myte, at der ikke fandtes andre principper for organisering af faglig viden og undervisning uden for nationalsproget. Eksisterer der da ikke et oprindeligt dansk? Et blik ind i sproghistorien viser os, hvordan vi danskere paradoksalt nok er flersprogede på vores eget sprog. Det er en viden, som de fleste danskere forholder sig ubevidst til. Det er for eksempel ukendt for de fleste (især DF), at dansk indeholder en betragteligt procentdel plattysk; at vi benytter os af et stort arsenal af beslægtede låneord fra tysk, hollandsk, engelsk for eksempel: Dansk: hus, mus, lus Norsk: hus , mus, lus Tysk: Haus, Maus, Laus Engelsk: House, mouse, louse Hollandsk: Huis, muis, luis De ovenfor beslægtede ord repræsenterer en række karakteristiske lydforandringer sprogene imellem. Det betyder bl.a., at vi ofte benytter ord, som er stærkt beslægtede med de andre sprog. Det kommer sikkert også bag på mange 'danskere' og folk fra DF, at vi også gladeligt benytter os af arabiske ('muslimske') låneord som algebra, alkohol, alkove, almanak og kahve/kaffe. Vi linker og downloader med nutids 'r' og vi bøjer substantivet computer i bestemt form singularis og pluralis. Og hvad med sprogblandingen - et websted. Denne assimilationsproces i forhold til den sproglige udvikling kan ikke styres af hverken det danske sprognævn eller Dansk Folkeparti. Dertil kunne tilføjes vores videnskabelige sprogbrug, som ofte er afledt af latinske og græske betegnelser. Vi arbejder med kognition, som er afledt af det latinske cognosco. Vi arbejder med psykologi, som er afledt af det græske psyché+logos. De studerende skriver synopsis uden at vide, at det er et græsk ord. Hospital er afledt af hospes. Og endelig kunne vi tilføje en uendelig række af fremmedord, som har latinske, græske og franske rødder (niveau, plateau) etc. Pointen med mit lille sproglige causeri er, at sprog grundlæggende ikke kan underordnes og klassificeres som et særegent nationalt sprog, men at sprog pr. definition videnskabeligt set er indbyrdes forbundne dialogiske ytringer, som opstår gennem gensidige påvirkninger ud over landegrænser og spredes bl.a. via mellemmenneskelig kontakt, via internettet, Facebook, tv, film, litteratur, Iphones etc. Sprog - herunder det 'danske' sprog - er grundlæggende dialogiske og heteroglossiske (jf. Bakhtin m.fl.). Det danske sprog kan ikke reduceres til et ideologisk politisk program eller til bestemte kulturelle traditioner som fx romantikken, som ret beset også er en tysk importeret opfindelse. Det er svært at finde noget genuint dansk, men det danske stød er en særlig dansk sproglig opfindelse - bønder - bønner mv. Dansk Folkeparti ved ikke, hvad de taler om, når de refererer til danskheden, så hvis vi kan nøjes med at gennemgå de danske spisevaner - så går det nok med denne mikro-kulturetnocentrisme, men i det store billede må vi sig adieu til DF´s stupide provinsialisme.

Benny Bang Carlsen: Hvorfor I al verden tror du dog, at jeg mener, at vi kunne nøjes med det? Eller hvorfor tror du, at jeg tror, DF ville være tilfredse med det? Jeg foreslog bare, at vi i stedet for blank og hånende afvisning gik i dialog med dem. For eksempel kunne vi starte med at erkende, at dansk ER en særegen afgrænset sproglig enhed og et sprogligt fællesskab. Sådan som det er - her og nu. Det betyder naturligvis ikke, at det er uden påvirkning af og sammenhæng med andre sprog, sådan er der ingen sprog, der er. Men dansk har sin egen grammatik og syntaks, og sit eget udvalg af låneord - sin egen blanding, der gør det til dansk. Der er for mig absolut intet nyt i det, du forklarer. Jeg ved udmærket, at dansk er et indoeuropæisk sprog, af den germanske gren, at vi har umådelig meget til fælles med svensk, norsk, færøsk og grønlandsk - hvorimod finsk er af en helt anden sprogfamilie. Jeg ved også, at vi I forhold til norsk og svensk har flere låneord fra engelsk og tysk - selv om de også har mange. At vi har låneord fra mange andre sprog: Frank, latin, græsk, arabisk, indisk - og også nogle stykker fra endnu fjernere folk. Også ved jeg, af erfaring fra min undervisning, at arabisk og fx vietnamesisk ligger umådeligt fjernt fra dansk - det drejer sig om syntaks og grammatik, der bare er anderledes - hvorimod iranske børn finder sproglige ligheder. Formentlig derfor har arabiske børn ofte stort besvær med forholdsordene. Men derfor er dansk alligevel et særegen, nationalt sprog! Ligesom farsi, og græsk, og bulgarsk, og hollandsk ... Og dit causeri giver mig endnu mere anledning til at foreslå, at vi lytter til dele af, hvad Dansk Folkeparti siger, og så går med til det, vi synes er I orden - og afviser det, der er os imod. I stedet for at prøve at bevise, at dansk ikke er et nationalsprog - dansk er påvirket af andre sprog, derfor er det ikke et særegent sprog? - så kunne vi præcisere, at det at have et nationalsprog ikke giver ret til at træde på andre sprog og andre kulturer, men at vi fortsat skal give rum for gensidig påvirkning, for netop sådan er er det, at dansk kultur og sprog har været i al den tid, vi har kendskab til. Jeg kan måske også minde dig om, at med vores forskellige modersmål, så har vi det lidt alle sammen som den franskmand fra attenhundredtallet, der udtalte, at fransk måtte være guds sprog, for det var det eneste sprog, hvor ordene skulle siges i den rækkefølge, man tænkte dem ... At dine studerende skriver synopsis uden at tænke på, hvor ordene stammer fra, har næppe årsag i Dansk Folkeparti, men snarere i , at man ikke længere har den lille latinprøve i folkeskolen. Jeg ved ikke engang, om man stadig har oldævl i gymnasiet. Mens vores sangkultur og øvrige kultur er umådeligt stærkt præget af USA.

Thora Hvidtfeldt skriver: "Så kunne vi præcisere, at det at have et nationalt sprog ikke giver ret til at træde på andre sprog og andre kulturer, men at vi fortsat skal give rum for gensidig påvirkning for netop sådan er det , at dansk kultur og sprog har været det i al den tid, vi har kendskab til." Kære Thora, er det ikke netop min pointe med mit indlæg. Vi er faktisk enige. Problemet er, at DF vi træde på andre sprog og kulturer, ja gerne udgrænse disse. I DF´s optik er der kun plads til danskheden med stort D. Jeg tror ikke, at du skal belære mig om farsi, arabisk o.l. sprog. Jeg var vistnok den første herhjemme, som bragte disse sprog ind i andetsprogsdidaktikken i skolen i bogform. Ellers repeterer du jo blot mit indlæg - og det er jo ganske fint. Jeg undrer mig dog over, at du ikke kan se DF´s skoleudspil som et udtryk for populistisk nationalistisk propaganda, men det er en anden sag.

Benny Bang Carlsen: Jeg kan sagtens se DFs skoleudspil som populistisk, nationalistisk udspil - det er da ikke vanskeligt. Jeg giver blot udtryk for, at jeg synes der er bedre måder at imødegå deres udspil på, end det ovenstående. Jeg tror ikke, at en belæring om, hvor lidt specielt dansk er, på nogen måde påvirker nogen som helst DF-sympatisør til at tænke sig om og vise hensyn til andre. Jeg tror snarere på, at vejen går over at sige: Husk på, hvad dit sprog er, og hvad det betyder for dig - respekter det hos andre! Ligesådan med sange. Jeg tror, at poesien i de gamle sange er vigtig - og er ked af, at nye skoleelever ikke oplever den. Jeg tror, det vil styrke respekten for andres poesi, at vi ikke kun synger på engelsk. At gå ind på at behandle dansk mad i skolekøkkenet - det er da en glimrende ide! Lav moderne mad af danske råvarer! Men drop den tåbelighed om halal - det har vi en god, dansk, tradition for at være ligeglade med ... Og en ide om at øge "yderkantens" skoleelevers mulighed for at komme til at besøge museer - det skal vi da i enhver henseende bakke op om! Det er et virkelig godt forslag! Og her er så en ros til DF: I modsætning til skolereformens fædre, der talte om at komme ud af huset og gav penge til organisationer udenfor, så har DF forstået, at det kræver penge at komme ud af skolen til oplevelser. Jeg foreslår såmænd bare, at vi - i stedet for afvisende og nedladende at gøre nar - tager DF på ordet og seriøst behandler deres forslag og sorterer i, hvad vi kan være med på, og hvad vi er imod. Og at vi står ved vores danskhed - som forudsætning for at acceptere andres nationalkultur. Og så kan jeg altså ikke ikke helt lade være med at mene, at det er en smule sart at tale om min belæring af dig - efter dit "sproglige causeri" ...

Mit causeri er henvendt til DF - og det kan da godt være, at budskabet ikke når frem til den intenderede modtager. Jeg forsøger blot i al beskedenhed at oplyse om det danske sprogs historiske interdependens i forhold til andre beslægtede sprog. Danskheden i DF´s aftapning handler om sprogessentialisme og kulturessentialisme, Biedermeier- kultur og Matador-dansk folkelighed. Fred nok med den side af sagen, men i min optik bliver DF aldrig stuerene. Nu har vi de sidste årtier hørt på partiets evindelige indvandrerfjendske holdninger til anderledes tænkende, andre sprog og kulturer. Partiet har ikke andet at byde ind med. Og når der så opstår nye partier som fx Nye Borgerlige, som er endnu mere xenofobiske end DF, så har partiet udspillet sin rolle som det førende højrepopulistisk parti i dansk politik. Jeg forstår ikke rigtigt, at vi skal finde små sprækker i deres politiske udspil, som vi kan bruge i folkeskolen. At forholde sig pragmatisk til dette parti med dets madbidrag, museumsbesøg og den danske sangskat, rækker ikke i min forståelse af den danske kultur. At stå ved sin danskhed må naturligvis stå for din egen regning - Thora. Jeg er dansklærer og har undervist i dansk i 26 år i læreruddannelsen. Jeg bruger ikke mit fag til at propagere danskhed. Min tilgang til danskfaget bygger på analyse, fortolkning af fagets discipliner perspektiveret i forhold til andre fænomener i verden i en transdisciplinær videnskabelig kontekst. Jeg opfatter ikke mit fag som et ideologisk og kulturelt affirmativt anliggende.

Spørgsmålet er, hvad der opnås ved at erklære andre for "ikke stuerene"? Spørgsmålet er, om det er en strategi, der har udsigt til succes - det med at få folk til at holde op med at være intolerante på den måde? At tage folk på ordet er ofte en rigtig god ide. Ikke fordi det ikke gør ondt - tværtimod, det risikerer det at gøre. At tage en regulær ordkamp har bare mindre udsigt til at skaffe DF flere tilhængere end at holde fast i foragt. Desuden ER det en fremragende idé at give skolebørn fra udkanten bedre adgang til museer! Det er nemlig en rigtig god måde at undervise i åbenhed på - på mange forskellige planer. Vi skal vise, at vi godt vil være med i visse af ideerne for at vise, at vi diskuterer ideer - og ikke bare lukker os selv og hinanden inde. For at vise, at vi kulturelt er åbne. Vi skal vise, at dansk er et levende og bevaringsværdigt sprog - fordi det er så åbent, blandt andet. Og dansk kultur er værd at skønne på, den består blandt andet i åbenhed mod andre. Vi skal kort sagt ikke lade DF løbe alene med flaget. Man bliver ikke bedre til at acceptere andres kultur ved at foragte sin egen. Selv I kristendommens strengeste krav står der "... som dig selv". Og nej, det er ikke en opfordring til at undlade kritik. Det er en opfordring til - ligesom i pædagogik - at markere, hvad der gøres af godt. For at forstærke det. Og så kan jeg ikke rigtig lade være med at undre mig over, at du ikke opfatter danskfaget som et "kulturelt affirmativt anliggende". Også.

Når jeg opponerer mod DF´s skoleudspil, så handler det primært om, at politikerne i Folketinget skal blande sig udenom, hvad jeg skal undervise i, hvordan jeg skal undervise, og hvorfor jeg vælger at undervise på en bestemt måde ud fra bestemte emnevalg og faglige kriterier. Jeg forsøger med andre ord at forsvare min metodefrihed (og forskningsfrihed). DF skal ikke diktere mit faglige og didaktiske fokus i undervisningen - slet ikke min kulturelle forståelse af verden. Jeg er træt af politikernes - i al almindelighed - indblanding i skolens og læreruddannelsens faglige tilrettelæggelse af undervisningen. Skolereformen og LU13 er et tydligt vidnesbyrd på, at politikerne dikterer vores undervisning ud fra deres egne interesser og påfund (fx læringsmålstyret undervisning). Disse reformer blev aldrig en succes. Sporene skræmmer. Politikerne har tydeligvis udset folkeskolen som deres foretrukne ideologiske playground. Det gælder også læreruddannelsen, hvor man for nylig har gennemtrumfet og lanceret en ny læreruddannelse, som bygger på selvsamme politiske partiers nationalt konservative ideologier. Jeg vil gerne have mig fritaget for at undervise i den danske romantik ud fra en biedermeiersk og nationalromantisk forestilling om danskhed. Jeg er ikke forpligtet på at undervise på et ideologisk og kulturaffirmativt grundlag. Må jeg tillade mig at forholde mig med en vis videnskabelig distance til normative kulturelle praksisser. Jeg skal ikke gøre honnør for det danske flag - punktum. I min tilgang til undervisning i dansk arbejder jeg på et ikke-affirmativt dannelsesgrundlag. Lad mig citere Alexander von Oettingen i den anledning - og det bliver så mit sidste indlæg i denne debat, hvor vi naturligvis skal respektere de forskellige positioner til dansk sprog, kultur og dannelse: "Uanset dens udfald er undervisningens svar ikke at affirmere bestemte værdier, men at lære eleverne at handle og tænke værdifuldt. En ikke-affirmativ dannelsestilgang er ikke normativt neutral, men har som ambition at udvide deres dannelseshorisont, dvs. gennem f.eks. fagene og deres fagligheder at udvide elevernes erkendelse og handlingskompetence." (Oettingen, 2019:21).

Selvfølgelig er det klart for enhver at DF prøver at sælge sig selv på en gang nationalromantisk pladder, og at de prøver at tage patent på hvad det vil sige at være dansk. Som Martin Henriksen engang udtalte, så er der kun en måde at være dansk på. Mage til vrøvl. Men man skal ikke tage fejl af, at nede under facaden, så er DF dybt forankret i den dybt sekteriske, meget højreorienterede og meget konservative kristendom centreret om hele Tidehvervsbevægelsen. Arven efter Krarup og Langballe er ikke til at tage fejl af. Derfor den meget fokus på kristendom i deres skoleudspil. Vel og mærke deres form for kristendom.