Kommentarer overført fra tidligere version af folkeskolen.dk (før 7/3-22)

Kim Stamer Harder (Lærer & PLC'er & AMR) 27-04-2021 12:11
Sæt sprogfagene sammen
Åh, det rammer lige ned i en af mine kæpheste :-) - det er for mig som mangeårig sproglærer SÅ oplagt, at sprogfagene bør arbejde sammen, lave tværfaglige sprog- og kulturforløb, skabe sammenhæng for eleverne, i stedet for den opsplittede virkelighed som sprogfagene ofte præges af. Tak for artiklen, det giver mig lige et boost til at skubbe på min egen virkelighed/skole igen :-)
Hjalmar Jess 27-04-2021 20:20
Hvor blev spansk af, Annette?
Annettes "nye sprogmodel" omtaler kun tysk og fransk, men udover at glemme spansk, så har modellen også den svaghed, at den er en fravalgsmodel, dvs. at den enkelte elev skal fravælge enten tysk eller fransk. Det udelukker, at eleverne i grundskolen får tre fremmedsprog. Man kan personligt holde så meget af "sit" fremmedsprog, at man mener, at det er vigtigere eller lige så vigtigt som andre sprog, og det er jo tydeligt her. Men når det gælder indretningen af skolesystemet, så må politikerne jo bruge nogle andre kriterier, som er mere "objektive", altså: er nogle sprog vigtigere end andre i grundskolen i Danmark? Og det er der selvfølgelig! Derfor er engelsk det første obligatoriske fremmedsprog fra 1. klasse. Hvad så med tysk, fransk og spansk? De fleste politikere (og de fleste i erhvervslivet) vil helt sikkert mene, at tysk generelt er vigtigere for danskerne end fransk og spansk. Det kommer skolemæssigt således til udtryk: alle folkeskoler skal tilbyde tysk og kan tilbyde fransk. Jeg skriver folkeskoler og ikke grundskoler, for reglen gælder ikke for privatskolerne. Så derfor er dette udsagn i artiklen ikke helt korrekt: "Alle skoler er forpligtet til at sætte tysk på skemaet." Derfor findes der privatskoler, som kun tilbyder fransk og ikke tysk. Men er fransk så vigtigere end spansk? Det mener jeg ikke, så hvis jeg har ret, så bør spansk, som nu er ved at finde indpas i grundskolen, principelt behandles på lige fod som fransk. Hvordan kunne en sprogmodel se ud, som tager højde for ovennævnte - og som ikke er en fravalgsmodel? Fransk OG spansk bør selvfølgelig kunne blive elevernes 3. fremmedsprog som valgfag (for dem, der har evnerne og lysten). Og her skal vi have ændret reglen om det obligatoriske kreative valgfag, som "ødelægger" muligheden for at få tre fremmedsprog i grundskolen. På den måde går også jeg ind for den sproglige mangfoldighed, men at foreslå en fravalgsmodel, som udelukker spansk og som skal fremme fransk på bekostning af tysk - den tror jeg ikke er hensigtsmæssig. Og det har nok heller ikke meget med den "Tysklandsstrategi" at gøre, som mange politikere efterlyser. Hilsen Hjalmar
Annette Søndergaard Gregersen (Docent) 28-04-2021 09:15
At understøtte og berige hinanden
Til Hjalmar Jess og andre læsere. I artiklen forholder jeg mig til, hvad der står i Bekendtgørelse af lov om folkeskolen i paragraf 5: § 5. Indholdet i undervisningen vælges og tilrettelægges, så det giver eleverne mulighed for faglig fordybelse, overblik og oplevelse af sammenhænge. Undervisningen skal give eleverne mulighed for at tilegne sig de enkelte fags erkendelses- og arbejdsformer. I vekselvirkning hermed skal eleverne have mulighed for at anvende og udbygge de tilegnede kundskaber og færdigheder gennem undervisningen i tværgående emner og problemstillinger. Stk. 2. Undervisningen i 1.-9. klasse gives inden for 3 fagblokke og omfatter for alle elever: 1) Humanistiske fag: a) Dansk på alle klassetrin. b) Engelsk på 1.-9. klassetrin. c) Kristendomskundskab på alle klassetrin bortset fra det klassetrin, hvor konfirmationsforberedelsen finder sted. d) Historie på 3.-9. klassetrin. e) Tysk eller fransk på 5.-9. klassetrin, jf. dog stk. 3. Hver skole skal udbyde tysk og kan udbyde fransk. f) Samfundsfag på 8. og 9. klassetrin. samt fag i de to øvrige fagblokke. Jeg henviser til artiklens overskrift, som netop har den vinkel, at sprogfagene skal understøtte og berige hinanden. Det er bekendtgørelsesteksten, der giver mulighed for fravalg af fransk, idet hver folkeskole skal udbyde tysk men kan udbyde fransk. Spansk er pt. i udbud som forsøgsfag, og jeg var formand for den ministerielt nedsatte skrivegruppe for et par år siden. Så der er ikke tale om fravalg fra min side. Jeg ser i stedet et større udbud af en rigere mængde af sprogfag som et tilbud til de kommende generationer som en nødvendighed i et land med et sprog, der tales af få mennesker i et globalt perspektiv. Det er motivationen for at lære nye sprog, der driver værket - det ser vi jo hos os i læreruddannelsen, hvor et lille antal af de studerende vælger at læse sprogfag som tysk og fransk ( spansk udbydes i relation til friuddannelsesforsøg på et par Uc'er i Danmark). 2+1 er mottoet fra Sprogåret 2001, dvs. at alle elever lærer minimum 2 sprogfag på et rimeligt niveau i grundskolen ( folkeskole samt private skoler) samt mulighed for at lære endnu et tredje sprog på et andet niveau. Men det nævnes ikke, hvilke sprog der anbefales og ej heller en sprogmodel! Summa summarum: Ingen fravalgstænkning fra min side - i stedet: "Lad hundrede sprog blomstre i det danske uddannelsessystem".
Hjalmar Jess 28-04-2021 11:04
Sprogmodellen i grundskolen
Kære Annette I artiklen citeres du for følgende "Ifølge Annette Søndergaard Gregersen er det optimalt set et krav, at alle landets elever kunne vælge mellem tysk og fransk". Dette "tilvalg" er selvfølgelig for den enkelte elev samtidig et fravalg af det andet sprog. Derfor er det selvfølgelig også en "fravalgsmodel". Det lyder godt "Lad hundrede sprog blomstre i det danske uddannelsessystem", men her snakker vi om grundskolen, hvor du primært har fokus på, at flere elever skal have fransk i stedet for tysk (spansk nævnes ikke). Og hvis man bruger alle ressourcerne på din fravalgsmodel, så mangler ressourcerne jo i forbindelse med det, der er efter min mening er vigtigere, nemlig at eleverne ikke blot er dygtige til engelsk men også til deres andet fremmedsprog, som "efter de flestes mening" bør være tysk. Med succesoplevelser i disse to fremmedsprog vil mange elever have mod på at lære endnu flere fremmedsprog - de oplagte sprog er her fransk eller spansk, når det gælder grundskolen (resten af de hundrede sprog må så vente til de følgende uddannelsestrin). Og for at eleverne realistisk skal have mulighed for at tilvælge fransk eller spansk som det tredje fremmedsprog, så SKAL der gøres noget ved reglen om det obligatoriske kreative valgfag. Elever, der har lysten og evnerne, skal selvfølgelig kunne tilvælge et ekstra sprogfag allerede i grundskolen. V.h. HJalmar
Maria Kristensen, fransk fagudvalg Sproglæreren (lærer) 29-04-2021 08:58
Lad sprogfagene understøtte og berige hinanden.
Kære Annette. Tak til dig og dine så korrekte og sande ord om vores sprog situation. Vi må, krydse alt hvad vi har og håbe på en fornuftig tilbagemelding efter mødet på torsdag. På min skole arbejder vi med de transparente ord i fransk, tysk og engelsk i 5.kl. med stor succes. Der er ingen tvivl om, vi åbner en kæmpe sprog verden for eleverne og vækker deres nysgerrighed. Bh. Maria.