...var Julius Bomholts formulering i sin tid i forbindelse med lancering af armslængdeprincippet i dansk kulturpolitik. (1) Dette princip foreslås indført i folkeskolesammenhæng, hvis jeg forstår ovenstående indlæg ret. Det er en smuk tanke, som sikkert vil vinde tilslutning for så vidt angår de enkelte trin i hierarkiet i deres forhold til de overliggende niveauer. Spørgsmålet er så, om der også kan vindes tilslutning til, at det realiseres som princip nedadtil. Kommunerne er helt med på, at Christiansborg skal lade være med at "blande sig" ; ligeledes ser skolelederne også gerne selvstyre uden for megen kommunal detailstyring, og lærerne ser heller ikke noget behov for utidigt skolelederdiktatur, på samme vis som eleverne også gerne ser, at der bliver vist mere tillid til egenbestemmelse. Problemet opstår mest, når det er en selv, der skal vise de underliggende niveauer tillid og tro på, at de, der står med opgaven, har bedst udsigt til, hvad der er det rigtige at gøre. Hvordan får man ændret den kultur, uden det bare bliver ren laden som om, og hvor man i realiteten ikke bare griber ind, hvis tilliden og friheden ikke bliver forvaltet, som man havde tænkt sig, den skulle forvaltes? Et godt sted at starte, kunne jeg forestille mig, ville være i ens egen praksis. (1) https://da.wikipedia.org/wiki/Armsl%C3%A6ngdeprincippet

…Problemet er at fagrækken stort set i dag ikke bidrager til dannelse (det gode, det sande, det skønne, det religiøse) – men til ren og skær udenadslære. Børn og unge betragtes som ting/objekter, man bare fylde på, og hvis dette giver problemer – så er det til psykolog eller konsulent, altså behandling, så man kan blive tilpasset. I skyggerne fra Auschwitz, hvor mennesker blev betragtet som objekter og dermed kunne tingsliggøres og blot være som instrumenter i et totalitært regimes bureaukrati, må det konstateres, at risikoen for total objektivisering af andre mennesker altid foreligger. Set med disse skygge-billeder er det i dag dybt bekymrende med de massive nationale og globale forsøg på at udvikle uddannelsessystemer, der i stedet for at se mennesker som enkeltpersoner – som i frihed kan være subjekter i eget og andres liv – har udviklet globale målingsindustrier, der udelukkende kan fungere ved at se mennesker som objekter. Undervisningskunsten bør i forlængelse heraf ikke handle om at forsøge tvinge et andet menneske til at nå en bestemt destination, men om at opmuntre til en modig livsrejse med (kunstnerisk/æstetisk) ind- og udsyn. Dette er en livslang rejse, som også underviseren bør deltage i, for hvordan skulle man kunne udpege noget væsentligt for nogen – uden selv at være på vej? Undervisning bør sætte et kraftig eksistens-spotlys på den menneskelige frihed til at møde, og vinde, sig selv (subjektifikation). Det vil sige at fastholde det enkelte menneskes personlighed til at kunne sige ´jeg´. Dette bør være selve omdrejningspunktet for pædagogik.

...altså uden administrativ og teknologisk (politisk) styring Og måske skulle spørgsmålet være: Hvad kan samfundet gøre for skole og uddannelse? (I stedet for omvendt). Skab ro, rum og rammer, der giver mulighed for i langsommelighed, med god tid og frihed til i undervisningsarbejdet at ´forstyrre og adressere´ børn og unge, så de kan bevæge sig hjemmefra og ud i verden; ´ophæve tid og sted´ for i frihed at kunne modtage undervisning; ´understøtte´ børns og unges forsøg på at ´finde sig hjemme i verden´. Med en direkte opfordring: Se pædagogik som den kunstart, der kan skabe ægte uddannelse. Peg på verden med æstetikken. Alt dette indebærer at ville se andre mennesker som subjekter – ikke som objekter. Jeg synes, at du, Fibæk, som forsker her rækker hånden ud, og du viser dermed, at du ønsker at bidrage til lærernes mulighed for at kunne undervise. Tragisk nok, så lægges der ellers i dag næsten uovervindelige forhindringer i vejen for uddannelsesmuligheden: Dels ved en tro på, at man kan overføre naturvidenskabelige og positivistiske forskningstraditioner med empiri og evidens til humanistisk forskning i pædagogik. Dels ved en tro på, at man med New-Public-Management nøgternt kan beregne sig til et profitabelt uddannelsesudbytte. De fleste andre forskere, og politikere, vælger i dag på denne måde, tragisk nok, at overse, hvad lærere véd fra praksis, nemlig at mennesker ikke er objekter eller ting. Lige foran os, netop nu, er helt modsat objekter eller ting: små og store mennesker med ansigter og øjne, man kan se lige ind i. Hvis man vil. Lærere taler, ja nærmest råber, for at forsøge at fortælle forskere og politikere, at undervisningens indhold ikke er en masse, som med forudsigelighed kan proppes ind i mennesker, der dermed kan antages at blive effektive maskindele i en smurt samfundsmekanisme. Undervisningens indhold bør helt modsat administration og teknologi (politisk styring) være formålsbestemte områder med intentioner om (1) at få ´barnets personlighed i spil´ (subjektifikation) (2) at ´søge retninger´ i tilværelsen med, og uden, traditioner, kultur og praksis (socialisation) og (3) at ´blive klædt på´ med viden og færdigheder, så man kan ´klare sig´ i livet (kvalifikation). Underviserne taler desværre næsten for døve ører. Det skal bemærkes, når en forsker vælger at lytte.