Jeg underviser på både lærer og pædagogudd. og vil påstå at jeg kender problematikken fra dens oprindelse. For det er ikke udelukkende et spørgsmål om mere til til fællesplanlægning desværre. Der er helt grundlæggende manglende kendskab og forståelse for kerneopgaven i skolen. Det gælder både lærere og pædagoger. Hvis man virkelig vil kollaborativ undervisning (og ikke blot kooperativ) er man nødt til at have det ind med modermælken. Det er en utopi at god, tværprof. undervisning opstår bare fordi man sætter faggrupper sammen i teams. Lærere såvel som pædagoger er nødt til at forstå egen profession i detaljen. Dernæst må de også forstå den anden profession i detaljen og sidst, men bestemt ikke mindst, må det med ydmyghed afsøges hvad der emergerer når flere professioner byder ind. Så jo, der er behov for pædagoger i skolen - SKF-pædagoger har optimalt set kompetencer som ingen lærer besidder. De skal dog være bedre klædt på fra UCernes side til at møde "de andre". Det samme gælder lærerne som har kompetencer som pædagogen ikke besidder. Men læreren skal ligeså åbne dørene for "de andre". Det sker ikke kun ved mere forberedelsestid sammen. Det er en holdningsændring der skal til, som vi skal være med til at mobilisere fra UCernes side.

Jeg underviser på både lærer og pædagogudd. og vil påstå at jeg kender problematikken fra dens oprindelsessted. For det er ikke udelukkende et spørgsmål om mere tid til fællesplanlægning desværre. Der er helt grundlæggende manglende kendskab og forståelse for kerneopgaven i skolen. Det gælder både lærere og pædagoger. Hvis man virkelig vil kollaborativ undervisning (og ikke blot kooperativ) om skolens opgave i velfærdsstaten, er man nødt til at have det ind med modermælken. Det er en utopi, at god, tværprof. undervisning opstår bare fordi man sætter faggrupper sammen i teams. Lærere såvel som pædagoger er nødt til at forstå egen professions rolle i detaljen. Dernæst må de også forstå den anden professions rolle i detaljen og sidst, men bestemt ikke mindst, må det med ydmyghed afsøges hvad der emergerer når flere professioner byder ind på samme opgave. Det er ikke en kamp om definitionsretten i skolen der skal udspilles, heller ikke en kamp om begreber som "didaktik" og "pædagogik", men et blik for den morgendag vi er på vej imod. Så jo, der er behov for pædagoger i skolen - SKF-pædagoger har optimalt set kompetencer som ingen lærer besidder. De skal dog være bedre klædt på fra UCernes side til at møde "de andre". Det samme gælder lærerne som har kompetencer som pædagogen ikke besidder. Men læreren skal ligeså åbne dørene for "de andre". Det sker ikke kun ved mere forberedelsestid sammen - det er en reproduktion af en gammel sang om, at samarbejdet opstår i planlægningsfasen. Det er derimod en holdningsændring der skal til, som vi skal være med til at mobilisere fra UCernes side, men som i sidste ende handler om hver enkelt lærer og pædagog, deres fagforeningers mod og deres lederes udsyn.

Som en af de mange lærere, der som følge af reformens linjefagskrav skulle på 200 timers efteruddannelse for at kunne fortsætte med det, som jeg allerede har papir på - bare med et forskere stempel og mange års erfaring med, så synes jeg faktisk, at paragraffen er absurd og misbruges for, at skoleledernes kan spare penge.

Problemet herved er jo heller ikke nødvendigvis hængt op på dig som enkeltperson. Jeg har mødt mange lærere og pædagoger der qua erfaring har mere end nok af viden om det felt de varetager. Problemet er, at det ikke er alle der er "lige gode" til deres arbejde. Det er desværre for mange af dem, hvem end de er, der bevirker at resten må bøde. Igen, det kalder, for mig at se, på langt højere krav til kommende lærere og pædagogers professionelle dømmekraft - noget UCerne må varetage allerede i grunduddannelsen. Der er desværre for mange der nyder godt at en god løn og fine arbejdsforhold uden at yde på linje med "de bedste". Dette er nok ikke en velkommen kritik ifølge fagforeningerne, men ikke desto mindre er det et billede jeg ser igen og igen.

@janus når nu du taler om at udvide kendskabet til de samarbejdende faggrupper, kunne du så ikke uddybe, hvilke kompetencer, det er, du taler om, som pædagoger og lærere besidder (kompetencer den anden faggruppe ikke har)?

... er, at lærerne nu om dage tror de er uddannet til at være didaktikeksperter. Og når de så ikke magter opgaven så kaldes der på læringskonsulenter, AKT vejledere etc. - hvad blev der af professionel dømmekraft? Almen pædagogisk viden og erfaring? Vi kan ikke reducere lærerens arbejde til fagdidaktik. Det er et aspekt af en lærers hverv, at vide og kunne noget om og med didaktik, ja, men at tro det er eneste sandhed i lærerens store opgave er en destruktiv reduktion af kompleksiteten i skolens pædagogik. Hvorfor bruger lærere sjældent ordet "pædagogik" om det de foretager sig? Er det mindre fint end "didaktik"? Jeg forstår det ikke... Pædagogen har det modsatte problem. Han tror han skal kunne rumme alt og alle og, at trivsel og motivation er hans eneste kompetence. Men pædagogens professionalitet består i samme grad som læreren i, at udøve god dømmekraft i omgangen med fremtidens borgere. Han er bare ikke sat i stand til at bruge disse evner, han har ikke samme begreb at klynge sig til som læreren har "didaktik" . Det er manglende innovativ kompetence til at forstå, at opgaven i skolen ikke er et spørgsmål om klasser, timer, strukturer osv., men, at pædagogen som velfærdsagent har sin viden og kunnen inden for "a-faglige fag" (mere lig psykologi) og, at disse har samme, hvis ikke større, gyldighed som de klassiske fagdidaktiske discipliner. Der er bare ikke ét fagbegreb som pædagogen har patent på. Jeg oplever ind imellem lærerstuderende der ved mindre om didaktiske teorier end pædagoger på skole-fritidsspecialiseringen... Og alligevel er begrebet patenteret. Det er indbyggede (fejl) forståelser af egen og andres professioner der låser faggrupperne. Dertil kommer skæve løn-og ansættelsesforhold professionerne imellem som kun understøtter skævvridningen (det er fagpolitisk) og så det uheldige erobringsforsøg af "didaktik" som et lærerejet begreb Man kan jo spørge : hvorfor kan en uddannet lærer varetage sfo-ledelsen, men en uddannet pædagog kan ikke varetage undervisningen? Det er et tydeligt politisk signal om, at ønsket om mere samarbejde er en spareøvelse. Men det er måske en længere debat... Jeg ved ikke om jeg fik svaret dig ordentligt, men jeg ser, på tværs af lærer-, pæd. - og socialrådg. udd. ikke nogen tendens til at lærere skulle være bedre velfærdsprofessionelle end de andre faggrupper.

Pædagogerne kom ind i skolen via oprettelsen af SFO for at få samlet deres arbejdstid. Det handler om økonomi, ikke om pædagogik.

(@ Hans)... det er der bare styr på i folkeskolen? Det kan godt være at det er et økonomisk incitament der bringer pædagogen ind i skolen. Nu er pædagogen der så. Hvad har det bragt med sig? Jeg håber læreren har fået øjnene op for alt det de aldrig fik lært på seminariet vedr. pædagogik. På samme vis håber jeg pædagogen får øjnene op for, at god pædagogik også kan se anderledes ud end de er vant til. Ingen har patent på pædagogik som begreb. Det har læreren derimod mhp. didaktik. Det er fejlen. Samarbejdet skal optimeres gennem almen pædagogik (viden herom, erfaring hermed både idehistorisk og aktuelt), ikke større grad af professionsidentitet hvor faggrupperne blot finder flere akademiske termer se kan tage patent på.

@janus, nej- der er da overhovedet ikke styr på pædagogikken i folkeskolen. Ved nogen efterhånden overhovedet hvad pædagogik er? Måske har selv DLF glemt det. Der skete noget i årene efter 2013. Pædagogik blev jo farligt fordi den ikke lader sig ensrette i den skole man ville sætte på formel, skinner, måle og veje. Pædagogik er også pillet ud af læreruddannelsen. Den udvikling skete med politisk overlæg, men lærerne ved da godt, at det er til stor skade for folkeskolen. Det er der såmænd råbt op om i årevis. Skolen er nemlig en pædagogisk praksis. Folkeskolens formålsparagraf er øverste vejviser, men det er glemt, ignoreret eller ikke tillagt betydning. Skolens pædagogiske praksis drukner i dag i ligegyldigheder: digitalisering, kommunal projektmageri og konsulenteri. Alle mener de at bidrage til skolens praksis, men det opleves sjældent sådan. Lederne har travlt med at søsætte de udefrakommende forventninger til den lokale skole, og det er derfor sjældent dem der sætter kursen. Den frihed der er fundamentet for pædagogik eksisterer ikke i dagens skole. Den er såmænd heller ikke afspejlet i lærernes arbejdstidsaftale. KL taler faktisk slet ikke om pædagogik - så det er vel ikke så mærkeligt, selvom det er galt.

Bravo Anette. Pædagogik i folkeskolen Idag handler om alt andet end pædagogik.

@Janus Jeg undrer mig en del over den opfattelse, at lærere ser sig selv som didaktikere. Er det noget der er kommet til de senere år. Jeg ved at mange pædagoger i årene omkring folkeskolereformen beskrev lærerne som dem det stod for didaktikken, mens de stod for det relationelle og trivselsarbejdet. Jeg ved også, at det ikke var noget lærere generelt var enige i. Selv havde jeg virkelig mange ETCS i de pædagogiske fag. Så jeg har altid set mig selv som en klassisk dansk folkeskolelærer med rigtig meget pædagogik i ascendanten og det relationelle og trivsel som et ufravigeligt omdrejningspunkt. Jeg har aldrig forstået lysten til eller ideen om, at reducere lærere til didaktikere, eller pædagoger til trivselseksperter. Når man som voksen står alene med 25 børn i en undervisningssituation, så skal man kunne begge dele. Og det er jo det man gør, medmindre man er i en specialklasse. Co-teaching er et fatamorgana i den skrabede folkeskole anno 2021. Tværfaglig fungerer rigtig fint, hvis man er ansat på lige vilkår og i den samme funktion. Det er min nuværende arbejdsplads et fint eksempel på. Men det bliver aldrig rigtig godt i skæve konstruktioner, hvor den enes opgave ikke er beskrevet nogle steder.

Jeg håber også, at jeg tager fejl. Jeg taler primært med studerende, praktikvejledere og nyuddannede, og så selvfølgelig undervisere og forskere på UC-niveau. Tendensen er, at begrebet "pædagogik" hører en mindreværdig "videnskab" til, og så er der "didaktik" som det pureste guld (sat på spidsen!). Du kan evt. kigge nærmere på hvor forskningsmidlerne ender - det er ikke på dannelse og almenpædagogik, kan jeg fortælle. Det har konsekvenser hvordan vi, fra UCerne betragter kvaliteten af studerende og de begreber vi anvender/betoner. Det former vores studerende. Lige straks har vi nye bekendtgørelser og lad os se om der fortsat er plads til et begreb som eks. "dannelse". Men jeg håber da virkelig at du har ret i, at der fortsat findes lærere og pædagoger der er stolte af pædagogikken!

Janus, det er i mine øjne netop opfattelsen af lærere som 'velfærdsprofessionelle', der ligger til grund for forfaldet i den pædagogiske og dannelsesmæssige diskurs i folkeskolen. Skolen er ikke en velfærds/serviceinstitution, men en kulturinstitution.

Jeg tror bestemt, at du har fat i noget relevant her! I et større perspektiv kan vi sagtens diskutere "learnification" - bølgen osv., som medvirkende årsag, samt politiske evidens-dagsordener herfor, men i sidste ende, kulturinstitution eller læreanstalt, så har det pædagogiske forhold altid været rammen for skolens virke. Når man i dag skal være "velfærdsprofessionel" hænger det uløseligt sammen med OECDs 2030-charter for fremtidens borgere i "stor - Europa". Problemet for mig at se, er et spørgsmål om balance. Vi kan ikke og skal ikke stoppe samfundsudviklingen. Vi skal derimod være kritiske. Det nytter dog heller ikke at lukke fuldstændig af for dialog (jeg siger ikke, at det er det du mener) og stå fast på kulturinstitution-argumentet. Pædagogik og samfund har altid været forbundne og vil fortsat være det. Vi (ud) danner ikke mennesker til ingenting. Det er en dialogisk tilnærmelses-proces der skal til, i bedste demokratiske ånd. Det kræver uendeligt meget af læreren. Langt mere end didaktik. Her, for nu at holde det inden for rammen af dette opslag, kommer pædagogen ind i skolen som "fremmed" og dog, så kan pædagogen noget som skolen har brug for. Det er kunsten at tænke transdisciplinært frem for tværprofessionelt, dette kommer til at handle om fremover.

Hvor meget eller hvor lidt pædagogers og læreres kompetencer overlapper hinanden og/eller komplementerer hinanden er for mig at se ikke det vigtigste. Det væsentligste er at have et øje for at ikke bare undervisningen fungerer men også at relationerne er gode. Både blandt eleverne indbyrdes og mellem elever og de voksne. Jeg har med stor glæde samarbejdet med forskellige pædagoger i indskolingen – de har støttet op om undervisninger og ydet en ekstra indsats i forhold til udsatte elever. Desuden har jeg god erfaring mht. pædagogernes kompetencer ang. leg og bevægelse. Angående betydningen af gode relationer hermed et par nedslag: 1. I disse fodboldtider hvor både spillere og landsholdstræneren holder os samlet, faldt jeg i det daglige nyhedsbrev fra Kristeligt Dagblad i min mail boks over dette citat af Kasper Hjulmand, som i øvrigt er ”lærerbarn”: ”Højskolen, livet og fodbolden har vist mig, at det er de meningsfulde relationer, som gør livet værd at leve. Samtidig mener jeg, at disse relationer også giver gode resultater. For mig er fodbolden en forsimplet model over livet. Det meningsfulde liv og landshold handler om relationen mellem mennesker.” Kristeligt Dagblad: ”Da Kasper Hjulmand blev landstræner stillede han et grundlæggende spørgsmål – ”Hvilket land er vi?”” 2. I Københavns kommune – og sikkert også andre steder i landet? – har flere skoler haft besøg af Louise Klinge for netop at sætte yderligere fokus på relationerne i skolen. Jeg har selv haft glæden af at møde hende og deltage i et aktivt forløb på min arbejdsplads ang. ”Lærernes relations-kompetence”. Hun har på baggrund af sin ph.d. om emnet desuden skrevet en bog med samme titel, hun har deltaget i ph.d. cup på TV og nedenfor link til hendes præsentation på YouTube. Så ja relationer i skolen er vigtige – som jeg en gang så det skrevet over indgangen til en skole: ”Træd varsomt – her bliver mennesker til”. https://www.youtube.com/watch?v=-NLIFgkMt4E

Ja, jeg er da enig så langt som det vedgår "relationer", selvom jeg dog vil påstå at der nærmere er tale om forhold end relationer. Jeg er ikke fan af Klinge, det er en længere diskussion, men at hun nævner "relations kompetence" som noget nyt og revolutionerende, viser bare hvordan lærerfaget har spillet fallit (eller er blevet spillet fallit). Forholdet barn-voksen har altid været pædagogikkens grundessens. Det behøver vi ikke få at vide qua phd. afhandlinger. Der bør enhver lærer eller pædagog vide. Når der så er behov for en videnskabeliggørelse af denne såkaldte "relation", så viser det, for mig at se, at "didaktikken" allerede har sejret. Hvad er der nyt og revolutionerende i relations kompetencer? Hvad skal et forsøg på et argument over i sportsverdenen gøre godt for? Skal vi nu også her "spille hinanden gode"? Skolens pædagogiske opgave er langt mere vigtig end holdsport og relationsevner. Jeg er dog begejstret for, at du har haft gode stunder med dine pædagogkolleger. Delte I så også lønnen ligeligt mellem jer og du afslog din ferie for at tilgodese din kollega? Selvfølgelig ikke. Det havde jeg heller ikke gjort. Men vil man samarbejdet må der skabes lige vilkår

@Janus Lybro 1. Mht. Louise Klinge – jeg har fuld forståelse for, at der kan være divergerende holdninger til hende og hendes virke. Når jeg selv er ”fan” – for at bruge dit udtryk – skyldes det, at hun i en tid med skarpt fokus på test og læringsmaksimering sætter fokus på noget af skolens øvrige liv – relationerne. Det er der måske ikke i sig selv noget nyt i – men dog nødvendigt vedvarende at vitalisere sprog og praksis. Har du mødt hende? Eller kender du hende blot fra medierne? Eller hvordan? 2. Du spørger til, om jeg er villig til at dele løn med pædagogerne – hmmm er du? Traditionelt udgør uddannelsens længde som udgangspunkt grundlaget for lønniveau. Pæd.udd. er på 3,5 år mod lærernes 4 år. Arbejdsvilkår kan gøre en forskel fx har mange sygeplejersker både nat og weekendvagter, hvilket udløser tillæg. 3. Mht. at bringe Hjulmand på banen – dén skyder jeg til hjørne. Gymnastik og idrætspædagogik kan give mange kedelige associationer. Det var det med ”hold sport”/teamsamarbejde og gode relationer som fundament for den fælles indsats, som fangede min interesse.

Jeg svarede allerede på det med lønnen. Og nej et halvt års studie ekstra retfærdiggør ikke lønskellet. Jeg tjener mindre end en nyuddannet lærer selvom jeg har ects point i dobbelt omfang af en lærer. Det er fagpolitisk, spar mig for snakken om ects point. Fint med Klinge hvis hun førte snakken over på noget der gav genlyd. Det burde enhver lærer kunne have tænkt selv, havde vi, fra uddannelsernes side dyrket dannelsen og pædagogikken i højere grad.

Hej Janus Først: Undervisning, som vi vel kan blive enige om er skolens erklærede opgave (ikke formål) indebærer en treklang, som ud over eleven og læreren (og forholdet dem imellem) også består af et indhold. Indholdet er et langt stykke ad vejen indeholdt i fagene og fagenes egenart, begrebsverden og i deres forskellige ‘blikke’ på og tilgange til verden. Det er forholdet derimellem, eller om man vil, opmærksomheden på at bringe de tre elementer i samspil i forsøget på at danne og uddanne eleverne, som er lærerfagets fixpunkt og skolens pædagogiske raison d’etre. Fritidspædagogikken har nogle lidt anderledes fixpunkter - dog ikke nogle, som jeg på nogen måde mener udvikler børnene kvalitetsmæssigt i ringere grad (og jeg synes det er helt på sin plads, at pædagogernes grundløn - eller måske deres ‘ancienitetsløn’(?) - hæves). Begge arenaer rummer store muligheder for ‘dannelse’, for almen, personlig og social udvikling. Giver det mening? - Er altid svært med få ord at forsøge at formulere noget kompliceret, så det fremtræder enkelt:) Og et spørgsmål: Jeg er helt med på de overlap, der i sagens natur er mellem pædagogernes traditionelle ‘fritidsverden’ (…) og lærernes ‘skoleverden’, men kan man ikke risikere, hvis man ønsker at ‘udviske’ (dårligt udtryk) de forskelle i verdener og fokus, vi er en del (også nogle pædagoger:) der mener, at der er, at noget af kvaliteten ved begge forvitrer eller i hvert fald forringes? Uagtet at man - det forstår jeg - ønsker at tage det bedste fra de to verdener og at ‘komplementere’ hinanden? Og så vil jeg lige kommentere angående lærernes ferie: Vi har altså ikke længere ferie end andre, derimod afspadsering, som vi ikke selv har indflydelse på, ej heller hvornår den kan afvikles, og på baggrund af et ugentligt merarbejde, som vi ikke betales overtid for. Så jeg forstår ikke, hvorfor du, Janus, synes jeg det virker som om, på sarkastisk vis stiller det op som om, at lærerne her har en fordel i arbejdsforhold frem for pædagogerne. Sådan er der jo mange forskellige vilkår derude. Bl.a. havde min søster, som et pædagog, et job en del år på et aflastningshjem for autister. Hun arbejdede fx en hel weekend eller havde lange dagvagter og havde så pænt mange dage fri derefter. Hun tjente i øvrigt rigtig godt, mere end jeg gjorde. Og så har jeg et spørgsmål mere: Hvordan ser I, der fordyber jer i pædagogernes rolle og ansvarsområder i skolen, på tingene og arbejdsvilkårene i et udskolingsperspektiv?

Tak for dit indspark, jeg synes du har ret i mange aspekter. Og ja, min sarkastiske tone skal måske uddybes. Det drejer sig bestemt ikke om lærerens eller pædagogens arbejde. Den er rettet mod fagpolitik. Det beklager jeg, at jeg ikke tydeliggjorde. Men helt grundlæggende sker der noget "farligt" når vi blander pædagogik med politik. Ja, det er sådan det er, det er jeg godt klar over. Vi er alle underlagt politiske dagsordener af forskellige herkomst, men pædagogik i sig selv er a-politisk. Politik er noget der varetages af fire, myndige borgere i vores samfund. Børn, unge er endnu ikke frie, myndige borgere. De skal ikke være gidsler i politiske spil. Opgaven med at værne om pædagogikken er "desværre" velfærdsprofessionelles. Det er en kæmpe opgave som ingen rigtigt lykkes med i dag. Ja, pædagogens og lærerens raison d'etre er ikke den eksakt samme - og dog. Det er min pointe at der netop er områder der forener (og adskiller), men det bør ikke være en positionering "os mod dem" i det pædagogiske arbejde. Det ser ind imellem ud som om det er den fagpolitiske agenda at skabe større splid end samhørighed. Det er galt i mine øjne. Ang. dit sidste spørgsmål, så er det jo selve "den glemte paragraf" (nr. 18) vi her berører. Ja, pædagoger bør optimalt set repræsenteres i udskolingen, men sidste undersøgelse jeg læste (kan desværre ikke huske hvilken!) peger netop på, at det er langt de færreste skoler der praktiserer dette. Det klassiske billede er, at pædagoger hører til i indskoling fordi de traditionelt anses for at være "småbørnspædagoger". Det er for mig at se uvidenhed der medfører dette (på ledelsesniveau). SKF-pædagoger (fritidspædagoger om man vil) har kompetencer i spektret 6-18 årige, herunder udviklingspsykologi, specialpæd. viden o.a. - så mit svar er, at jeg, blandt andet, arbejder med at forberede pædagoger på denne opgave jf. de bekendtgørelser jeg er underlagt, men jobbet findes reelt ikke derude (sat på spidsen). De skoler der formår at gennemføre helhedsskoletanken, har ikke dette problem. Hvorfor? Fordi vilkårene faggrupperne imellem er blevet nivelleret til alles glæde. Jeg er skeptisk og kan, som du bemærker, bliver sarkastisk. Lad mig pointere : det er i toppen noget trænger til at blive skiftet ud. Og så skal jeg og mine kolleger være langt bedre til at samarbejde med praksis! Her tror jeg vi har en del af opskriften

Janus Lybro: Hvis du ikke synes, politik og pædagogik skal blandes, så synes jeg, du skal lade være. Så skal du lade være med at komme med hints til "den glemte paragraf", og lade være med at tage politiske beslutninger som begrundelse for den pædagogik, du er fortaler for. Det er sådan, at at skolen ikke er en velfærdsinstitution. Den er, som Sauer skriver, en kulturinstitution. Der undervises i det, vi borgere her i landet mener, den opvoksende ungdom har brug for - for at være en del af den danske kultur, og af den europæiske kultur, og den internationale. Det er det, lærere er uddannede til - at de fleste af os også i uddannelsen kan se noget, der burde kunne gøres bedre, det er en anden sag. På grund af den ordoliberale, økonomiske politik, der føres under finanspagten, så er der bestandige nedskæringer på det offentlige område. For at kunne magte disse besparelser, fandt politikerne - med Corydon i spidsen - så på at inddrage SFO-pædagogerne i undervisningen. Økonomisk går det fint op: Vi tager nogle pædagoger, der får lidt lavere løn end lærerne, og sætter dem til at undervise samme holdstørrelser, som lærerne plejer have. For yderligere at spare, siger vi, at pædagogerne ikke behøver forberedelse, for de skal bare være understøttende og fremme trivsel. Det er politik, Janus, og endda nedskæringspolitik. Det er så besmykket med tale om "den dobbelte faglighed" og "relationskompetencer". Jeres forbundsformand røg på den. Hun troede, det ville give pædagogerne højere løn og anseelse - indtil nu har det kun givet mere stress og dårligere arbejdsforhold. Selvfølgelig kræver undervisning pædagogisk indsigt hos lærerne, og gode relationer til eleverne! Og opmærksomhed på elevernes trivsel. Men hvis man tager udgangspunkt i pædagogik, så er der intet, intet som helt, der tyder på, at det er en god ide at skille undervisningen og trivselen i skolen ad og delegere den ud til to forskelligt uddannede voksne. Fragmentering af børns hverdag er sjældent en god idé. En lærer har brug for at danne relationer til sine elever for at kunne hjælpe hver elev i undervisningen - og for viden om psykologi og pædagogik for at kunne skabe et klassemiljø, der giver trivsel og mulighed for at lære noget. Det er nødvendigt for at undervise kvalificeret - og det kan ikke klares ved at en pædagog får andel i nogle timer til at danne relationer og skabe trivsel. Det er en integreret del af undervisningen. Ingen teori og ingen studier peger på, at det er gavnligt med en opsplitning. Det er ikke, fordi man anser pædagoger for småbørnspædagoger, at der ikke er særlig ivrighed for at hente klubpædagoger ind i de store klasser også - det er fordi, det er ret vanskeligt at se den pædagogiske vigtighed. Der er heller ikke rigtig studier, der påviser værdien af det, de steder man har forsøgt det. Der er ingen beretninger om, at noget er blevet "nivelleret" til "alles glæde" og har givet bedre resultater for trivsel og læring. Faktisk tværtimod, også på heldagsskolerne. Du kan for min skyld godt blive sarkastisk, og komme med insinuationer om, hvem der ikke dur til deres arbejde, og lave pindehuggeri på begreberne kollaboration og kooperation (der klæber nu lidt uheldige konnationer til "kollaboration", men skidt, pyt) - jeg kan bare ikke se, hvad det bringer af positivt for diskussionen Det bringer ikke positivt samarbejde, at du ikke har forstået lærernes ferieordning; og det giver ingen mening, at du afviser kampen "os mod dem" - så længe, det er det, du har gang i. Der er mangel på pædagoger i daginstitutioner, så der er ingen grund til at kæmpe om arbejdspladserne i skolen.

Det med ferien kom af en enkelt kommentar jeg lavede. Hvorfor er den så vigtig at hive frem? Jeg er under samme feriesystem, men min pointe er, at hvis du vil samarbejdet mellem to faggrupper, så må du i det mindste se på vilkårene. Det var ikke en kritik af ferien, der var en henvisning til, at "spareøvelsen" har bragt større grad af adskillelse end hvad hensigten var. Hvem er min forbundsformand? Hentyder du til BUPL? Jeg ved ikke hvorfor du tror, at jeg er medlem dér? Du skriver "jeres", "vores"... Det er den evindelige "hvem ejer skolen". Det er det her der er skadeligt for samarbejdet. Jeg er sådan set enig med dig i det med pædagogik og læreren har brug for tid til relationerne, men fremtiden tyder på større grad af kollaboration (ikke kooperation) på tværs af sektorer og på tværs af professioner. Godt nok OECDs prognose, men det er nok den mest grundige vi har. Så kan vi holde fast i kulturtraditioner alt det vi vil, men DK er ikke det land længere der kan lukke verden ude - det er politisk. Personligt ville jeg da ønske der var større grad af fokus på eks. dannelse, men at påråbe mig "vi skal tilbage til dengang verden endnu ikke var af lave" er ikke vejen frem. Kulturen ændrer sig, det gør pædagogikken også. Vi skal bevare hvad der er væsentligt, men det betyder ikke, at vi skal skyde alt nyt ned. Pædagogik er et forhold hvor du som voksen har et ansvar og en autoritet for menneskehedens fremtid. Det handler ikke om arbejdstider, løn, ferie osv. - det hører politikken til og kan diskuteres blandt myndige borgere, og har intet med børnene og pædagogikken at gøre (selvom det kan blive deres problem). Pædagogerne (generelt set) ved en hel del om trivsel, relationer, motivation etc. - det er alle flosklerne. I langt højere grad er pædagogerne (generelt) ihærdige etik-agenter derude. De har forstand på menneskesyn og opdragelsen funktion. Dermed har jeg ikke sagt, at en lærer ikke kan være god til det samme, lige så vel som en pædagog kan være en fremragende didaktiker (for nu at blive i flosklerne), men overlader du din funktion som klasselærer til din pædagogkollega fordi han/hun har det bedste tag på klassen? (pædagogik), nej, det gør du sikkert ikke, for det må du ikke jf. "loven" og traditionen (politik). Jeg har nævnt det før, men skolens opgave er langt vigtigere end diskussioner om fagbegreber, roller i skolen etc. En lærer er en pædagog og en pædagog er en lærer. Sådan er det. Det er en skandinavisk konstruktion, at der skal være forskel på faggrupperne. Skolens opgave er også langt vigtigere end, at børns liv skal spildes på politiske agendaer (fagpolitik). Sætter du dig ud over det? Opofrer du dig for den opgave du har valgt at udføre, udover din arbejdstid? Ville du kunne løse din opgave bedre hvis du ikke havde politiske rammer, ja da! Og nej, jeg skrev ingen steder at den ene fagforening er bedre end den anden, det er jeg overhovedet ikke optaget af. Jeg er optaget af at velfærdsprofessionelle kulturoverbringere åbner deres øjne og får at se, at kollaborativer kan noget mere og noget andet. Det kræver, først og fremmest, at man holder politikken ude af skolen og lader pædagogikken herske. Når vi diskuterer som vi gør her, så hører det een sfære til, hvad der sker i skolen bør være noget helt andet.

Nej, jeg kunne ikke "løse min opgave bedre", hvis jeg ikke havde politiske rammer (og kunne heller ikke have gjort det, før jeg blev pensioneret). Det er et grundvilkår, at der er politiske rammer for skolen - vi kan diskutere, hvordan de skal være, og hvor stramme de skal være - det giver mening; det giver ikke mening at tro, de slet ikke behøver at være der. Hvis en lærer er en pædagog, og en pædagog er en lærer - hvorfor så være optaget af, at der skal pædagoger ind i overbygningen? Det er dig, der bringer det synspunkt frem, ikke mig ... Jeg skriver såmænd blot, at der intet er, der underbygger, at det er en god idé at splitte undervisningsopgaven endnu mere op. Klasseopbygning, klassestyring og undervisning hører uløseligt sammen - og naturligvis giver det bedst mening, at det er underviseren, der varetager kontakt og samarbejde med forældrene om undervisningen. Hvis det, du vil, er at vise, at "kollaborativer" kan andet og mere, så prøv at argumentere for det. Det har du endnu ikke gjort. Hvis du ikke vil ind på fagforeningsdebatter - og ja, jeg troede du var fra BUPL, men det er sådan set ligegyldigt - så lad være med vedblivende at foreslå afgivelser af områder i skolen fra lærere til pædagoger, mens du fortæller, at det ikke er "os mod dem". Hvis du mener, at skolens opgave er vigtigere end fagpolitik, så lad være med konstant at argumentere ud fra fagpolitiske domæner - og fremhæve pædagogers førsteret til pædagogikken. Og nej, det er ikke på grund af "politik", at jeg aldrig fik den ide at overlade min funktion som klasselærer til min pædagog-kollega. Det var nu aldrig noget, jeg bestemte - den afgørelse lå, efter reformen, hos ledelsen - og før det eksisterede muligheden ikke. Men jeg synes, det er en usædvanlig dårlig ide at skille klasselæreransvaret fra undervisningsansvaret, hvilket jeg også ovenfor forklarede. Hvis altså jeg skulle mene, at min pædagog-kollega var bedre som klasselærer, skulle jeg samtidig mene, at hun var bedre til undervisningen også - hvilket selvfølgelig er en mulighed. Den mulighed blev nu aldrig afprøvet; blandt andet fordi min pædagog-kollega aldrig ønskede det. Det er ikke mig, der vil kamp om domæner - har ingen grund til det, der mangler såvel pædagoger som lærere. Jeg vil bare ikke have mine børnebørns undervisning pulveriseret ud på endnu flere, forskellige voksne - det er rigeligt forvirret, som det er. Og så vil jeg stadig fastholde, at skolen er en kulturinstitution. Man har uddannelsespligt her i landet, og folkeskolen er det offentlige tilbud til at opfylde denne uddannelsespligt. Det er skolens særkende, og det er det, lærere har valgt at uddanne sig til - det, de har valgt at beskæftige sig med. Efter bedste evne. Hvis du mener, at denne opgave udføres bedst af kollaboratører med en anden uddannelse, så er det på tide, at du argumenterer for det. I stedet for at kalde det for fagforeningskamp, når jeg argumenterer for noget andet (i øvrigt har jeg ikke noget mod fagforeningskamp, så skal man bare stå ved det).

Janus, vi ønsker aldeles ikke, at OVERLADE etikken til pædagogerne, og vi KALDER ikke på hverken læringskonsulenter eller pædagoger. Nej, der er to årsager til, at det kan fremstå således: For det første, så har vi ikke den fornødne tid og den ro længere til at varetage også den del af vores arbejde. Færre er også villige til st arbejde gratis end i tidligere tider. Det er vel forståeligt? Og der er sket en markant øgning i fordringerne i form af større forventninger til inklusion af flere børn med udfordringer samt skolehjemsamarbejde og variation og differentiering i henhold til især den enkelte elev i det hele taget. Tiden er os så at sige frataget, dels i form af flere undervisningslektioner og mindre f-tid, dels i form af større skoler, større klassekvotienter (jeg har fem-seks x 27-28 elever, fem fag, eksamensansvar etc) og i form af en øgning af udenomsopgaver a la kommunikation, dokumentation, digitalisering etc. Flere fag, et væld af samarbejdsrelationer og teamkonstellationer og deraf følgende møder og sparring og videndeling mm - alt det, du kalder kollaboration og kommunen samskabelse. Tilsammen med rovdrift på netto-tiden ude i klasserne og det deraf følgende behov også for mere forberedelse og rettearbejde mm lægger det beslag på vores tid, presser vores overblik og menneskelige overskud. Det er ikke viljen til hverken etiske overvejelser eller manglende blik for den enkelte og fællesskaberne, vi lærere kæmper med. En i den forbindelse relateret omstændighed er, at systemerne tilsiger, kræver, at vi, så snart der er den mindste bekymring for en klasse eller en elev, SKAL kalde på ‘andre fagligheder’ og som sagt indgå i de her samarbejder, som så tager yderligere af tiden mm. Det er ikke rigtigt, som du skriver længere oppe, at “når de (lærerne) så ikke magter opgaven så kaldes der på læringskonsulenter, AKT vejledere etc. - hvad blev der af professionel dømmekraft?” Den er os altså frataget, såvel hvad angår respekten for vores uddannelse og vores dømmekraft, som hvad angår vores reelle mulighed for at udøve den. Og ja, naturligvis findes der også lærere, der ikke er ‘dygtige nok’ til denne del af arbejdet - men det er min påstand, at langt de fleste, havde de blot samme ansvar og fokus som pædagoger, ville kunne varetage også i endnu højere grad end de gør, alt det med motivation, trivsel, akt, etik og relationer osv - ofte endda bedre, fordi de har et meget stærkere udgangspunkt deri, at de har en bedre forståelse af skolens undervisningsopgave. Og ja, naturligvis, havde vi lærere helt andre og nedre arbejdsbetingelser og rammer kan der være brug for at få fat i en socialrådgiver, en læsevejleder med forstand på ordblindhed eller en med kompetencer udi tosprogethed. Men jeg har til gengæld endnu til gode at møde en pædagog, der ønsker sig at varetage mine undervisningsforpligtelser med de krav, arbejdsopgaver og vilkår, der knytter sig hertil. Og det nytter altså ikke noget at insistere på, at diskussionen ikke skal omfatte den virkelighed og den politik, der hersker. Hvad skulle formålet være med det? At insistere på, at der kun skal være ét rigtigt mindset i opfattelsen af skolens virke og formål? Det lyder unægteligt som i de strategidokumenter, jeg har læst om kommuners ønske om diverse omkalfatringer i skolens og lærernes opgavefokus.

Specielt for dine to sidste kommentarer.... De sparer min tommelfinger for en masse arbejde👍

Jeg skal for overblikkets skyld samle mine pointer i en form for stringent argumentation, så vi undgår misforståelser. Ja, her er følelser på spil. Faglig stolthed er for det meste en god tid. Der er jeg enig. Jeg starter med mit eget eksempel: jeg er også underviser. Jeg samarbejder med en vifte af forskellige fagligheder, endda med forskellig uddannelsesbaggrund. Master, kandidat, ph.d. er som regel titlerne. Fagområderne varierer mellem didaktik, pædagogik, psykologi, filosofi, sociologi, antropologi og sikkert en masse andre. Samarbejdet kører fint. Vi bruger hinanden på kryds og tværs og - ifølge min erfaring - gør det os bedre sammen. Hvorfor fungerer det? Fordi vi har eksakt samme vilkår. Samme lønsystem, samme ferieregler osv. på trods af, at eks. en phd-uddannet har studeret 3 år længere end mig. Her følger et par argumenter i en form for opsamling, primært rettet mod Thora, som netop efterlyser en form for argument. 1. Det tværprofessionelle samarbejde er lovbestemt hos både lærere og pædagoger på grunduddannelsen. UCerne er underlagt at undervise i dette. Her er blikket rettet mod fremtidens praksis. På dansk jord er det nok primært Ejrnæs og Højholdt der har skrevet om dette felt, men det er mangelfuldt med egt. forskning på området i DK, lidt mere hos vores norske naboer. Anderledes ser det ud internationalt. Her har man siden ca. 1972 forsket i "inter- og trans-disciplinarity". Det er den massive videns opsamling som vi finder hos bl.a. Jantsch (1972), Klein (1990), Basarab (1994) og Fam, Neuhauser og Gibbs (2014, 2016) der informerer om a) grænserne for discipliners måder at samarbejde på, og b) fordele/ulemper ved sådanne samarbejder. Dertil er der interessante strømninger indenfor Kritisk Realisme, primært Bhaskar (2014) der peger på, at det "tværprofessionelle", a) ikke betyder at discipliner må opgive deres egne traditioner og stolthed, og b) at sammenlægningen af discipliner giver større grad af innovation, mere fokus på opgaven o. a. Det der også peges på, er, at fremtidens samfund (herunder DK) vil stå overfor store udfordringer ("wicked problems", kaldes de), altså, i tråd med hvad Løgstrup sagde i 1981. Det er omgangen med de uløselige problemer der er skolens opgave (samt hans berømte "tilværelsesoplysning"). Så, et samlet billede er, at vi både må stå på traditionen, historien og på den realistiske forventning til fremtidens problemer. Et af de, i øvrigt af OECD udpegede, områder uddannelser skal blive stærkere for at løse disse "lede problemer" er gennem kollaborativ agens. Det er derfor jeg henviser til kollaboration frem for kooperation. Håber det var svar nok. 2. Jf. ovenstående, så er fagpolitik per definition "anti-tværprofessionel". Det ligger i ordet "fagforening", at det netop er det specifikke fag der skal tilgodeses og kæmpes for. Derfor betales der kontingent feks. Sådan fungerer den dansk model. Men det er en politisk-drevet organisation. Der er en faginteresse der drejer sig om faget og den politik der kan føres på fagets vegne. Det kræver på mange måder at fagforeninger er i stand til at være meget tydelige om hvem/hvad de støtter og hvem/hvad de bestemt ikke støtter. DLF og BUPL er et eksempel på dette skisme. Det er derfor jeg skriver : (fag) politik har intet med pædagogik at gøre. Politik handler om at overtale/overvinde andre. Pædagogik handler om at vise verden frem for dem der endnu ikke kender den. Når de kollaborative visioner internationalt set, skal samtænkes i en dansk skolekontekst, bør det nu være tydeligt, at fagpolitik modarbejder kollaborativer. Bevidst som ubevidst. Ergo, politik er ikke (altid) gavnligt i en uddannelseskontekst. 3. Ingen lærer og ingen pædagog kender til fulde omfanget af den indflydelse han/hun udøver. Det er en balancegang mellem viden om... Og erfaring med.... Teori og praksis i andre ord. Pædagogen har viden og erfaring med områder inden for pædagogik som læreren ikke har. Det samme gælder den anden vej rundt. Disse forskelle på faglighed bør, jf. Bhaskar under pkt. 1 være med til at styrke pædagogikken, ikke skabe splid. Det kræver, at begge professioner åbner sig mod hinanden. Det vil, jf. forskningen i inter/transdisciplinarity betyde at man er nødt til at give afkald på sine patenterede begreber, evt. "didaktik" og rekonstruere disse, sammen med "de fremmede". Så, når lærere og pædagoger ikke har samme vilkår, ikke har tid til at mødes, ikke har tid til at gøre tingene sammen, så virker det tværprofessionelle ikke. Men i allerførste omgang kræver det, at lærere og pædagoger har forstået den kæmpe opgave de har med dannelse og uddannelse imod fremtidens velfærdsstat. Og det var sådan set der mit første indlæg lagde ud... Håber det oplyste en smule @ Thora

Janus, du underviser voksne - og selv på det område er det yderst tvivlsomt at stor opsplitning og atomisering i moduler er gavnligt. Her taler vi om, hvad der er gavnligt for børn. Det, jeg efterspørger er ikke opremsning af flere pædagogiske navne - det er bare noget der ligner et argument for at bringe flere voksne ind i gruppen omkring hvert barn. Sådan et argument, du selv formulerer - for at OECD gerne vil det sådan (måske), det kan muligvis gøre indtryk politisk - men du synes jo ikke, at vi skal argumentere politisk. Samfundet har altid stået over for store problemer, og hverken spåkoner eller fremtidsforskere har traditionelt haft stort held med at forudsige, hvilke nye, der dukker op. Det er stadig ikke et argument for flere, i hvert deres område specialiserede, personer omkring hvert barn. Der er ingen som helst bare nogenlunde sandsynlighed for, at der vil blive tildelt flere midler til forberedelse og samarbejde i nogen som helst offentlig institution i derfor den nærmeste tid; så det vil være gavnligt at fokusere på, hvordan vi får det bedste for de nuværende ressourcer. Nej, det hverken oplyste eller overbeviste mig, det du kom med. Hvordan kan du som pædagogisk arbejdende tro, at det overbeviser nogen, at du opremser en række autoriteter, OECD (som jeg nok i det store og hele ville regne som politisk aktør) og en hel række pædagoger og (måske mest) filosoffer som grunde til ønsket om den der kollaboration - uden at antyde, hvad det er, der er er så godt ved mere opsplitning på flere personer. Du åbner ikke for idemæssige grunde til denne indviklede fagkabale eller peger på studier, der peger på målte fordele. Nogle af de nævnte personer kender jeg noget til, andre mindre. Løgstrup er jeg sådan set ganske velbevandret i; og det er mig komplet uforståelig, hvad det er, du vil hente hos ham, der understøtter dit standpunkt.

Tror du tager meget fejl, når du antyder, at det handler om faglig stolthed og fagforeningspolitik, når engagerende lærere, som f. eks. Malene i denne tråd, er skeptisk på nogle parametre mht. pædagoger i folkeskolen. Så vidt jeg kan se, har du undervist, som pædagog, på specialskole, hvilket måske fører til nogle af misforståelserne. Samarbejde, som det du ønsker, fungerer ofte lang bedre på specialskoler, hvor der er mere tid til samarbejde og fokus på de enkelte elever. Har selv arbejdet indenfor såvel special som almenområdet, og jeg tror du skal passe meget på med at se de samme muligheder i dagens folkeskole, som dem du har erfaring med fra specialområdet. Jeg er sikker på, at lærere indenfor almen området ville tage imod uddannet arbejdskraft med kyshånd, hvis de kan tage nogle at arbejdsbyrderne fra deres skuldre. Det kræver dog personale, som er i stand til at aflaste på mere end det pædagogiske. Som nævnt tidligere i tråden, kan pædagogik ikke uddelegeres til andre faggrupper. Som lærer må og skal pædagogikken være en integreret del af din undervisning..... Hvis undervisning vel at mærke skal føre til helstøbte, dannede elever. Heldigvis kan pædagoger få merit til læreruddannelsen!

Du misser min pointe. Den handler ikke om børn i det du betegner som "pædagoger" i min opremsning. Det handler om forskning i samarbejde. Det ligger nærmere organisationsteori, hvis vi skal gå i detaljen. Jeg ved ikke hvorfor der er denne store skepsis overfor samarbejder andet end, at nogle lærere fortsat er mavesure over alt det der foregik fra ca. 2012 og frem. Det er vel ret beset en kamp mellem KL og DLF. Jeg har på intet tidspunkt skrevet at pædagoger er bedre end lærere, hvilket det lyder som om jeg har hentydet til. Jeg har derimod hentydet til, at det kunne være der var noget at hente ved en anden faggruppe. Det samme er der da ved socialrådgivere! Inviter da endelig dem ind også og overlad undervisningen til dem. De ville sandsynligvis få et chok over kompleksiteten i klasseledelse, men de ville sandsynligt også få større respekt for jeres arbejde. Det sker bare ikke, hvis dørene forbliver lukkede. Bare rolig, der er ingen der stjæler jeres jobs så længe I forbliver fagligt dygtige! Tilbage til min såkaldte "namedropping", så vil jeg da anbefale at læse hvad Bhaskar bl.a. kommer frem til. Netop det jeg allerede har skrevet, at det er holdningændringer der skal til, åbninger om man vil. Jeg finder det en anelse nedladende med din kritik af forskningskilder. Læs dem, byd ind på hvor du er uenig, gå efter bolden, i stedet for at skyde efter personen. Jeg hører ikke mange herinde nævne, at de måske sagtens kunne lære noget af andre faggrupper eller at de måske ikke ved alt der er at vide. Det handler for mig om ydmyghed overfor opgaven. Kunne det tænkes, at selv en lærer med mange års erfaring kunne lære noget nyt af andre? Jeres modargumenter bærer præg af denne galde som jeg hører igen og igen over at skolen skal åbne sig, at man ikke længere kan undervise bag lukkede døre som man engang gjorde. Ja, det er min tolkning selvfølgelig, men måske det var på tide at droppe dette fokus på hvor hårdt og urimeligt det hele er (og nej, jeg skrev ikke at I ikke har ret). Men måske skulle man også selv flytte fokus på det der faktisk virker? Vedr. specialskoler så er det rigtigt nok ikke den samme kontekst, men grundproblemet er da det eksakt samme. Hold fokus på pædagogikken, drop de politiske forviklinger, så går det nok. Stem på et andet parti næste gang, men erkend at det der foregår på Christiansborg i sidste ende er ude af dine hænder. Din hovedopgave i skolen er stadig pædagogisk uanset hvad der kommer ovenfra. Det er dit ansvar som lærer, pædagog at yde dit ypperste under de givne rammer. Ellers kunne I gå ind i politik? Nå, diskussionen kører lidt af sporet. Vi kan diskutere dette hvis der er åbenhed for, at der kunne være andre udlægninger af virkeligheden. Så har vi et grundlag for at kunne blive klogere. Et forsøg på at dunke hinanden i hovedet fører ingen stedet hen. Jeg har forstået og tager med mig, at den optimisme lærerstuderende trods alt har for at gøre en forskel, desværre kan dræbes af stramninger derude. Det er ærgerligt, men i sidste ende et politisk spørgsmål. Det er en virkelighed jeg vil have med i mine overvejelser fremover.

Jeg er fuldstændig målløs over din sidste kommentar... Hvor i alverden kom det fra? Mavesur over lockout...?!?! Hvad har det med problematikken at gøre???? Hvor ser du tegn på galde i mit indlæg.... Forstår det simpelthen ikke!

Forsøgte at besvare dig og Thora i samme oplæg, det virker ikke på skrift.

Jeg er lærer. Jeg arbejder i skolen. Hvis man hævede pædagoglønnen så lærere og pædagoger tjente det samme, så kunne man se om skolelederne fortsat ville ansætte pædagoger til undervisningsopgaven? Der er kommet læringsmål i børnehaver og vuggestuer, men det er ikke ofte man hører nogle foreslå at ansætte lærere i daginstitutionerne? Jeg synes der er en mening i at arbejde med det man uddannes til. Undervisning er nu engang skolens kerneydelse... og en basal del af læreruddannelsen!

Janus, ideelt set har du ret i, at lærere og pædagoger burde have en hel masse at tale sammen om og lære af hinanden. Det sker da heldigvis også jævnligt, men virkeligheden er desværre ofte en anden. Det er vigtigt at forstå, at lærerne er ikke 'mavesure' over det. der skete i 2013. De er som stand rystet i deres grundvold over den ødelæggelse af skolen, der blev iværksat. De føler sig hældt ned ad brættet, slet og ret. Hvor var BUPL henne dengang? BUPL var såmænd på politikernes side. BUPL gik - ekstremt kortsigtet - mere op i at sikre jobs og bruge reformen som løftestang for lønkrav mv. end i at fastholde deres egen professionalisme og respektere lærernes ditto. Fritidspædagoger som flest havde absolut ingen ambitioner om at blive en del af skolen; mange af dem havde et ret negativt, ofte decideret fjendtligt forhold til skolen, og de beskrev lærernes undervisning som noget nær overgreb på børn. Jeg husker en undersøgelse, der viste, at rigtigt mange pædagoger havde negative erindringer om deres egen skoletid. Og undskyld, men lad mig være helt ærlig om det her: Pædagoger med det afsæt opleves af lærerne som modspillere, ikke medspillere. Nu er BUPL så ved at ændre kurs, ser det ud til. Forsøget på at trænge ind i skolen som profession er slået fejl, det har ødelagt en masse arbejdsglæde, ikke mindst blandt pædagoger, og vi er efterhånden enige om, at lærere og pædagoger nok begge er bedst tjent med at respektere hinandens vidt forskellige fagligheder. Jeg håber, at vi med dette nye afsæt med tiden kan få genoprettet begge professioner, så de kan begynde at spille ordentligt sammen. Det er der brug for.

Tak for din drejning her - det er nemlig lige præcis den samme problematik og lige så galt i min optik at der er også "den vej" er lukket af for andre faggrupper. Hvem har sørget for disse bastioner? Jeg har selvfølgelig et bud, men kan tage fejl. Jeg er enig med dig i, at du som lærer løser en vigtig opgave der har et omdrejningspunkt der traditionelt hedder "undervisning". Det svarer vel til "sagsbehandling" hos socialrådg. Det er endnu et af de begreber der dækker over en hel professions grundlag, men som sjældent udfoldes. Det er indforstået blandt gyldige medlemmer af pågældende profession, men usynligt for andre. Prøv at Google "didaktik" eks. - du ved hvad det er du gør men det er sjældent at begreberne forklares. De bliver "indlejrede selvforståelser". Men hvad vil begreberne egt. sige? Jeg vil fortsat mene, at begreber som disse skal skilles ad og remonteres løbende så de passer til virkeligheden derude. Det er min optik på et sprogligt problem i skolen (og andre fag) der kræver dialog for at blive løst. At undervise implicerer mange lag af pædagogisk karakter der forefindes i skolen, men det er ikke skolens formål, at undervise.

Tak for dit indlæg. Jeg er glad for dit overblik og evne til at se det "udefra" og "indefra". Jeg kan kun være enig med dig og må igen, selvom vi nok her er uenige, påpege, at politik og pædagogik ikke er hinandens hverken venner eller forudsætninger.

Når politik og pædagogik blandes, ryger man altid ud i noget overgrebsagtigt, hvor barnet bliver et middel i en højere sags tjeneste.

… at alle har samme arbejdsopgave. Sådan er det også på min arbejdsplads. Vi har virkelig mange forskellige baggrunde, men det fungerer helt fint, fordi vores arbejdsopgaver er ‘de samme’, og vores løn ligedan. I en børnehave eller fritidshjem er arbejdsopgaverne også tydeligt defineret, og alle arbejder inden for de samme rammer. Men så vidt jeg ved, så er der faglig kamp og uro mellem fx pædagoger i BUPL og assistenter o.lign. under FOA. Og jeg tror ikke, at man i en børnehave ville se særlig velvilligt på en tværfaglighed der indebar folk med fx lærerbaggrund eller SoSu-baggrund. Der er en hvis logik i faglighederne. Vi har udviklet dem i forhold til specifik arbejdsopgaver. I skolen og hos dlf har der været tradition for tværfaglighed. Man kan godt blive medlem af dlf selvom man ikke er uddannet lærer, og der findes mange fraktioner inden for dlf, hvor folk fx har en pædagogbaggrund (børnehaveklasseledere) eller er audiologopædagoger (specialkonsulenter). Og skolen har i årtier haft både læge, sundhedsplejerske, tandlæge, psykolog og fritidshjem under samme tag. Pædagoger har længe været en del af den danske folkeskole, og det fungerer rigtig fint i dagligdagen, og når det er tydeligt defineret hvad opgaven er. Med reformen blev det enormt fluffy. Især ideen om at de skulle stå for UU, men at lærerne skulle sikre indholdet var virkelig problematisk i mine øjne. Men også ideen om co-teaching blev sær, man talte en masse om at lærere og pædagoger skulle arbejde sammen i timerne, men reelt stod de jo alene. Det var ren fatamorgana. Når co-teaching og tværfaglighed ikke er blevet særlig stort, så er jeg ret sikker på, at du skal starte med at kigge på rammerne. Hvis der skal være to voksne i en klasse, så skal der være råd til at der er to voksne i en klasse. Det har kun specialskolerne og klaserne. Og de dårlig nok efterhånden.

Pædagoger er ikke nødvendige i skolen.... Det er nødvendigt at spise og drikke hvis man skal overleve. Pædagoger er nødvendige i SFOen og lærere er nødvendige i skolen. Det er ganske simpelt.

Tværfaglighed er ikke og bliver næppe de nye vise sten. Beklager

Janus - jeg er lige så målløs som Mette ... Kan du overhovedet ikke læse, hvad jeg skriver? Jeg giver ikke udtryk for kritik af forskningskilder; jeg bad DIG om at formulere,hvordan det det var, at du kunne se de anbefalede brug af klubpædagoger i overbygningen. Jeg bad om din mening, blandt andet fordi jeg for flere af de nævnte forskeres vedkommende ikke kan se sammenhængen med emnet - overhovedet. Jeg har forstået, at Bashkar skriver om holdningsændringer; jeg vil bare gerne vide, hvad det er, DU mener man kan opnå ved det, du kalder kollaboration, som det er meget vigtigt at skelne fra kooperation? Jeg har også forstået, at du mener, der skal sættes tid af, hvis samarbejdet skal være gavnligt- tror du på, at der vil blive det? Og hvor skal den tid tages fra? Finder du det hensigtsmæssigt at indføre den tidskrævende kollaboration, når der i forvejen mangler tid til det mest elementære, såsom efterbehandling af elevernes skriftlige arbejde? Hvis du gerne vil læse det, så kan jeg da gerne skrive, at lærere kan lære noget af andre faggrupper! Jeg har da vitterlig lært meget af pædagoger, når jeg ikke har skrevet det før, så er det fordi det ikke er relevant i forhold til debatten her - det er heller ikke relevant om min dør stod åben eller lukket (det afhang i meget høj grad af lydniveauet udenfor). Jeg skrev, at jeg overhovedet ikke kunne se meningen med at splitte ansvaret for relationsarbejdet og ansvaret for undervisningen op på to forskellige personer, heller slet ikke to forskelligt uddannede personer. Fordi god, faglig undervisning er afhængig af godt kendskab til eleverne, og fordi det nødvendigvis er den, der skal undervise, der skal opbygge samværet i klassen. Det er i den forbindelse aldeles irrelevant, hvordan du eller jeg bedømmer læreres og pædagogers "dygtighed" I forhold til hinanden - hvis du gerne vil vide det, så kunne jeg ikke drømme om sådan i det abstrakte at måle to faggruppers "dygtighed" op mod hinanden. Men indrømmet - jeg kan ikke se det super relevante i at invitere en socialrådgiver ind i klassen for eventuelt at lære af hans eller hendes undervisning i almindelige skolefag, og jeg har svært ved at forestille mig, at ret mange socialrådgivere ville takke ja til en sådan invitation - for at jeg kunne studere hendes evner på et område, hun ikke rigtig var inde i? Det vil nok kun forekomme i tilfælde af gæsteundervisning i et for socialrådgivere specielt relevant emne, det har vist også gjort brug af, ligesom jeg med taknemmelighed modtog alle mulige andre faggrupper som gæstelærere, når det var muligt. Ved disse lejligheder var det så mig, der som lærer havde ansvaret for elevernes adfærd - hvilket jo gjorde det til lidt noget andet end en iagttagelse af den anden fagpersons undervisningskunst. Det er vel mest af tidsgrunde, at man ikke uddanner alle til alt - og at man derfor fortrinsvis anvender læger til lægearbejde, maskiningenører til at arbejde med udvikling af maskiner, ansætter teologiske kandidater som præster og tømrere og murere til at bygge huse - samt lærere til at undervise. Men det har også at gøre med, at man ideelt set vælger at uddanne sig til det, man har lyst at arbejde med. Personligt sætter jeg sådan set pris på, at bastionenerne nogenlunde opretholdes, så det er en tandlæge og ikke en dyrlæge, jeg møder, når der skal rodbehandles. Det betyder naturligvis ikke, at jeg mener, at en tandlæge er dygtigere end en dyrlæge i bred almindelighed, eller at de ikke kan lære noget af hinanden.

... Har vi på skolen! Det er vist ingen hemmelighed. Men lærerprofessionen er netop en profession og ikke et specialisterhverv, sådan som du eks. sammenligner med tandlægen. Sammenligningen er udenfor kontekst. Man må i mine øjne meget gerne være fagligt stolt og føle man hører til en vis faggruppe, hvis man er, behøver man vel heller ikke frygte de andre professioner? Men det er nu engang sådan, at lærerens status er den samme som de andre velfærdsprofessioners. Læreren, såvel som pædagogen, varetager væssentlige samfundsfunktioner i samfundsinstitutioner (hvis vi holder os inden for folkeskolen). Var du højskolelærer var snakken en anden (og problemet var der nok heller ikke). En lærer læser da forhåbentlig til lærer fordi han gerne vil arbejde som lærer. Hvis han vælger at gøre det i den danske folkeskole, så er der andre professioner han må arbejde sammen med. Heriblandt pædagoger. Det gør ikke læreren til mindre lærer eller pædagogen til mindre pædagog. Heri består samarbejdet. Det er alligevel ude af vores hænder. Jeg er oprigtigt træt af at læse, at en hel profession i den grad følte sig "skyllet ud med badevandet" og jeg forstår sagtens utilfredshed med den proces. Vi kommer bare ikke tilbage til de gamle dage ved at sidde herinde og kloge os, hverken gennem forskningshenvisninger eller argumenter for/imod kulturinstitutioner. Jeg ønskede blot at give mit besyv fra min position. Her ser jeg, som du kan læse længere oppe, indbyggede modsætninger allerede på grunduddannelserne. Dem ville jeg gerne debattere da jeg ser dem reproduceret i praksis - uden de gavner eleverne. Diskussionen minder mere om fagkamp nu, og det bliver ord mod ord. Det tror jeg ikke gavner samarbejdet 😉 Jeg hopper af vognen her

Janus, du taler om lærerprofessionen´ som en 'velfærdsprofession'. Det udtryk tror jeg ikke, jeg er stødt på før. Vil du definere en velfærdsprofession?

Jeg vil henvise til Hans Henrik Hjermitslevs bog af samme navn fra 2019. Jeg synes den giver et godt billede af hvilken type funktion en "velfærdsprofessionel" varetager. Den bliver også anvendt som del at pensum i de obligatoriske tværprofessionelle moduler, bl.a. mellem lærere, pædagoger og socialrådgivere. Som nævnt tidligere, så er læreren (ikke skolen) i dag ligestillet med andre velfærdsprofessionelle. Det opleves måske som endnu et politisk armvrid, tab af status eller andet, det håber jeg ikke. Don't kill the messenger, please 😉 Jeg mener, ikke overraskende, at der er noget at hente her. Den feedback jeg modtager fra bl.a. lærere er i retning af "jeg vidste ikke de andre kunne så meget", "vidste ikke de andres arbejde var vigtigt etc." og det går den samme vej fra de andre professioner i retning af de kommende lærere. Det synes jeg er værdifuldt fra et underviserperspektiv når mine studerende får øjnene op for noget de ikke havde set før. Tænker ikke det er så anderledes fra det der foregår i folkeskolen når lille Per Emil i 3.B "ser lyset". Skolen er utvivlsomt en vigtig kulturinstitution. Enig. Lærerens uddannelsesniveau og status er på linje med de andre velfærdsprofessionelle. Det er, fra min side, ment positivt.

Janus - selvfølgelig er diskussionen da ord mod ord. Det håber jeg sandelig, den bliver ved med; jeg så da nødig, at den eskalerede til andet. Tandlægens status er også den samme som dyrlægens. Derfor kan de alligevel ikke erstatte hinanden i deres respektive erhverv. Efter at du har skrevet ord i massevis om, at vi ikke skal sammenblande pædagogik og politik, så kommer du lige akkurat med et argument: Lærerprofessionen er ikke et specialisterhverv. Du giver ikke nogen grund til, at det er sådan, men det kan jeg da godt gøre: Det har man politisk besluttet, at det ikke skal være. Man - OECDs politiske beslutningstagere - vil ikke gøre læreruddannelsen til en akademisk specialistuddannelse som i Finland - på trods af al snak om "best practice", og at vi skal lære af hinanden, så skal vi ikke tage ved lære af det land, der virkelig udmærker sig på verdensplan. Der er tydelige tegn på, at børnene lærer bedst i en skole med lærere, der netop er specialister i at være lærere. Hvorimod der intet er, der peger på fordele ved at undervise lærere, pædagoger og socialrådgivere sammen, eller at dele undervisningen i et skolefag op i en pædagogisk trivselsdel og en didaktisk læringsdel - på hver sin person. En lidt underlig ting lige der at lave en så specialiseret opdeling, når man netop ikke ønsker at disse professioner skal være specialisterhverv - men der er jo heller ingen, der har lovet os, at politik skal være logisk. Til det kan du selvfølgelig sige, at det "alligevel er ude af vores hænder". Det er sandt, det gælder det meste, vi kan diskutere, især når det angår politik - hverken du eller jeg er videre højt oppe i hierarkiet af beslutningstagere. Derfor kan vi godt drøfte, hvad vi ser som mest hensigtsmæssigt i folkeskolens henseende, hvad vi mener vil gavne børnene mest - uanset hvad er gældende vilkår nu. Du har selv, fra dit allerførste indlæg, i den grad bragt fagkamp ind i debatten. Hvorvidt det gavner samarbejdet, skal jeg ikke kunne sige - jeg er egentlig ikke bekymret, for det er ikke pædagogerne ude på skolerne, der sidder og påpeger "den glemte paragraf" eller tilbyder at overtage klasselærerfunktionen - herregud, ingen af grupperne har jo da tid til at drøfte andet end det allermest nødvendige for børnenes skyld. Slet ikke er der nogen af os, der overvejer, hvilken faggruppe der er "dygtigst". Vi har sammen og hver for sig nok at gøre med at prøve at få det til at fungere. Når jeg føler lærergerningen truet, så er det ikke personligt - jeg er der jo ikke mere. Ej heller føler jeg, at truslen mod skolen kommer fra pædagoger, eller socialrådgivere - den kommer såmænd fra, at for få ønsker eller magter lærerjobbet i den form, man politisk har besluttet lærerjobbet (og uddannelsen til jobbet) skal have. For få søger uddannelsen, for mange stopper, før de er færdige - og alt, alt for mange magter ikke at undervise som lærere, når de har taget uddannelsen. Alt for mange stopper - nogle i tide, så de kan finde en anden måde at tjene deres brød på, andre først når de er blevet for stressede til det. Man kan ikke føle sig fagligt stolt af sit erhverv, når rammerne for det politisk er sat så stramt, og så uhensigtsmæssigt, at det ikke kan lade sig gøre at udføre et ordentligt stykke arbejde. Det er sådan, det er: Det fungerer ikke. Det tiltrækker ikke egnede lærere nok, det job, under de aktuelle betingelser. Og det vil vise sig fuldstændig umuligt at får nok til at fortsætte i det erhverv, til de har passeret de 70. Det samme - akkurat det samme - gør sig i øvrigt gældende for pædagogerhvervet. Hvis du en anden gang vil vende tilbage til en diskussion i forsøg på at forbedre samarbejdet, så tillad mig et par råd: Prøv at holde lidt igen med dine fordomme om lærere. Lad være med at pådutte os mærkelige ønsker om vejledere og rådgivere, lad være med at tro, vi er pædagogik-resistente. Hvis du tror, at lærere ikke arbejder lige så mange timer som pædagoger, så prøv at holde det for dig selv. Lad endelig være med at, enten hånligt eller overbærende at lukke ud, at enhver uenighed nok skyldes mavesur galde over reformen - det er ikke befordrende for mulighederne for positiv påvirkning. Til sidst - hvis du lader være med at argumentere med, at du sandelig har mødt dårlige lærerstuderende og udygtige lærere, så vil jeg lade være med at fortælle i debatten, at jeg har mødt professionsundervisere, der ikke var meget bevendt. Aftale?

Jeg er stået af toget! Jeg ved ikke hvad det er du læser mellem linjerne. Jeg synes oprigtigt at dygtige lærere findes lige så vel som der findes dårlige. Det samme med læger, bankmænd, håndværkere, pædagoger osv. Jeg har ikke ønsket at angribe din lærer-person. Jeg reagerer i mit job når jeg møder dårlige kommende lærere, pædagoger osv., det går mit job bl.a. Ud på, og jeg ønsker oprigtigt en dialog om hvordan verden også kunne se ud. Og du har da fuldstændig ret, der er også niveauforskelle på andre områder, bl.a. mit område, jeg kan sagtens tage fejl. Når jeg påkalder den med "galden" så er det fordi det altid er her den ender når vi berører emnet "samarbejde med pædagoger". Det VIRKER på mig som om det rammer en eller anden fællesnerve, "nogen vil stjæle mit job" - lyder det som, og det næste bliver "det er også hårdt at være lærer, jeg har kun så og så lang ferie etc". De argumenter fløj frem per automatik i starten af debatten her da nogen lugtede en kritiker i mit oplæg . Jeg forstår det ikke, heller ikke efter debatten her. Det har intet med mig og mine fordomme at gøre. Jeg ved ikke hvordan du forstår en faglig dialog eller debat. Ord mod ord ja, men det hjælper ikke noget hvis ingen kan høre. Mit ønske var at give et besyv med fra den vinkel jeg ser det fra fra et af landets UCer. Den holdning, det syn er ikke velkommen herinde, den er jeg med på nu. Der stopper al dialog for mit vedkommende. Det er ikke befordrende for nogen dialog at få noget skudt i skoene, nej. Jeg synes også du skyder mig noget i skoene. Jeg er fordomsfuld, ude efter lærerne osv. Du er da akkurat lige så fordomsfuld - eller fremstår urokkelig - som du antager jeg er, når jeg tilsyneladende prikker til et eller andet forældet billede af læreren som kultur-kustode. Vågn op, skolens rolle i samfundet vil jeg gerne bevare, men det kræver - på samme vis som folkekirken - at den kan bevæge sig med tiden. Det er dens aktører der skal stå for den del, heriblandt lærere. Ellers forsvinder medlemmerne når de ikke længere kan se formålet hermed uanset om det står skrevet i grundloven eller ej. Og jeg stopper altså med at svare nu. Ord mod ord bliver til noget personligt her. Det vil jeg ikke være med til.

Janus, den bog har jeg ikke. Kan du ikke gengive definitionen (på en velfærdsprofessionel)? Jeg spørger, fordi du ovenfor tilsyneladende mener, at det er en person, in casu læreren eller en pædagog, der "....varetager væsentlige samfundsfunktioner i samfundsinstitutioner". For det må i så fald være alle offentligt ansatte, kirurger, renovationsarbejdere, departementschefer, præster, fængselsbetjente, kapelmusikere, osv osv. Mener du det? Hvis jeg skal forsøge mig med en definition på en velfærdsprofessionel, er det en ansat i servicesektoren, som yder velfærdsservice til borgere i henhold til et politisk besluttet serviceniveau. Og det er i mine begreber lysår fra en skolelærer, der går ind i gensidigt forpligtende relationer med børn med henblik på et dannelsesprojekt, der sigter på at gøre barnet livsdueligt.

Jeg står af her som nævnt ovenfor. Vi behøver ikke være enige, men jeg er da enig i din definition omhd. dannelsen. Det samme er pædagogens opgave overordnet set, så det siger ikke meget om lærerens påståede særlige funktion mhp. dannelsen. Jeg kan/vil ikke stå på mål for den påståede forringelse af lærerens rolle og arbejdsområde. Det er politisk, det vil jeg ikke diskutere da det ikke fører noget med sig i indeværende debat. Det er for mig at se et nærliggende aspekt, men ikke et der handler om samarbejde som sådan. Som nævnt for mange indlæg siden, så har jeg stor respekt for læreren og pædagogen og alle de andre professioner der gør en forskel derude. Skolen er en dannelsesinstitution hvis det klinger bedre, men læreren har dog ikke patent på dannelsen endsige didaktikken som jeg vist startede ud med at anklage (som begreb)

Er måden du griber debatten an på ikke fagkamp så det basker?... Du bruger begreber som "holdningsændring" som det vigtigste fremadrettet ... Og sætninger som det ikke kun handler om forberedelse. Det lyder som Kl-formanden Erik Skov Rasmussen i 2013. Du mener skolen skal bevæge sige videre for ikke at miste medlemmer.... Det lyder som skoleledernes formand Hjortsdal. Disse vinklinger er ikke undersøgende beskrivende fremlægning synes jeg. men i den grad en politisk og interesseorienteret position i relation Folkeskolen.

Kl formand i 2013 hed Erik Nielsen... Beklager.

@Niels Mht. en definition af/afgrænsning af velfærdsprofessionerne så var det nærmeste jeg umiddelbart kunne finde denne fra en google-søgning: ”De professioner, vi kalder velfærdsprofessioner, er fx lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere. De udgør, hvad man kan kalde 'kernetropperne' eller 'frontmedarbejderne' i den danske velfærdsstat, som den er etableret siden 1960'erne.” https://www.google.dk/search?q=Hvad+er+velfærdsprofessioner&sa=X&ved=2ahUKEwiay9Xfn8_xAhViwIsKHcGEBNoQ1QJ6BAgMEAE&biw=1362&bih=649 Jeg har altid forbundet med det de mellemlange uddannelser på professionshøjskolerne primært lærere, pædagoger og sygeplejersker. Selv har jeg det ok med betegnelsen – velfærdsprofessionel – men anerkender at andre ligesom dig ikke bryder sig om ordet. Nogle mener at det klinger for meget af en velfærdsydelse som man har krav på uden selv at skulle yde noget. Eller som du selv formulerer det: ” det er (…) lysår fra en skolelærer, der går ind i gensidigt forpligtende relationer med børn med henblik på et dannelsesprojekt, der sigter på at gøre barnet livsdueligt.” Jeg tænker at ordet/begrebet er opstået undervejs som en del af bevægelsen fra "en seminariekultur" til etableringen af de store professionshøjskoler. To uddannelseskonsulenter fra Københavns Professionshøjskole – Lotte Andersen og Maja Haack – laver nogle spændende podcast fra og om de velfærdsprofessionelles arbejdsfelt under det de kalder ”Velfærdsprofeten”. https://alumne.kp.dk/velfaerdsprofeten Håber links virker – hvis ikke så copy paste og søg selv.

Jan, det er og bliver noget ahistorisk sniksnak at kalde skolen for en velfærdsinstitution. Som der står i den artikel, du linker til: "De professioner, vi kalder velfærdsprofessioner, er fx lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere. De udgør, hvad man kan kalde 'kernetropperne' eller 'frontmedarbejderne' i den danske velfærdsstat, som den er etableret siden 1960'erne." Mig bekendt blev folkeskolen etableret i 1814, og skolen som begreb stammer fra Hellas, et par hundrede år før Kristi fødsel. Undervisningspligten er nedlagt i Grundloven og kan ikke fravælges af landets borgere. Skolen som velfærdsinstitution hører hjemme i New Public Management, og hvis vi ikke besinder os på sagens rette sammenhæng, ender den som en billig pasningsordning. Det er allerede blevet kommunernes vigtigste argument for at fastholde de lange skoledage.

Kommentar til den oprindelige artikel: Har vi brug for pædagoger i folkeskolen? Jeg har hele tiden tænkt at pædagogerne kom ind i skoledelen efter reformen som en spareøvelse. De har mindre løn end lærerne og det blev der kalkuleret med fra KL's side. Hvis de nu skulle få samme løn som lærere, hvor ville det så bringe KL's besparelser henne? Var det så ikke bedre bare at ansætte en ekstra lærer i stedet for? Det ville gøre det nemmere med at skemalægge når vedkommende kunne undervise alle sine arbejdstimer. Dvs at pædagogerne ville ryge ud af skolen igen. Det har ikke noget med deres faglighed at gøre! Kun penge. Jeg har personligt heller ikke forstået hvorfor vi skal have to uddannelser som efterhånden uddannes sammen det meste af tiden og som skal samarbejde og hvor begge fagenes særkende bliver mere og mere udvisket? To gange en halv lærer? Hvorfor ikke gå den anden vej: uddanne folk til noget veldefineret og hvor der er tydelige arbejdsbeskrivelser. I Finland er det kun lærere der underviser og står for 'skolen'. Man har ansat undervisnings 'assistenter'. Men de er ansat til specifikke definerede opgaver og har anden uddannelsesbaggrund. (og anden løn) Man har også kortere skoledage og længere sommerferie i Finland hvorfor der er mulighed for mange forskellige 'trivsels'-uddannede til at tage over. Der er i det hele taget flere aktører i fritidsdelen: foreninger, kirken, kommunen, private. De har afhængig af lokale forhold fået opgaver til eftermiddagspasning og ferier. Samtidigt med at forældrene spiller en større rolle, da de vælger selv hvilke 'tilbud' er bedst for deres børn og behov. Større mangfoldighed. Og mindre central styring. Hvem siger at bare fordi OECD siger at vi skal 'kollaborere' at det er det som danskerne gerne vil? Lidt ligesom med Pisa. Man er efterhånden ved at forstå at det er ikke hele verden at man har en x placering i Pisa. I Finland sammenligner de ikke sig med andre efter Pisa. De kigger indad; hvor ligger vores styrker og hvordan gør vi dem bedre, hvor er vi ikke så gode- hvordan får vi fokus på det. Man bygger ovenpå det eksisterende og laver ikke en 'reform' i hver valgperiode! Desuden er der meget mere up-down bevægelse i uddannelsessystemet og skoleverden. I Danmark får man tit indtryk (fra denne debattråd fx) at akademikerne og fodfolket ikke rigtigt bevæger sig i hinandens verden. Tilbage til pædagoger: Jeg har kun godt at sige om de pædagoger jeg har arbejdet sammen med. På flere forskellige fora. Men jeg synes det fungerede bedst de steder hvor vi havde tiden til at planlægge sammen. Fx. mig og en pædagog var primus motor til en 3-årig forløb for udeskole; begge kunne bidrage med vores faglighed; men det var FØR skolereformen og hvor vi havde tiden til det. Ligeledes ser jeg nu tit pædagoger med i svømmeundervisningen med specialklasser. Der har de også en helt klar berettigelse og opgaven er veldefineret. Man skal også huske på at meget afhænger også af PERSONEN, ikke altid kun om UDDANNELSEN. Jeg kender mange pædagoger som kan noget helt særligt (udover deres uddannelse) for de er jo tit 'farvefulde' personer. Men jeg har det med skolepædagoger ligesom med heldagsskolen; det er ikke et universalmiddel. Man skal bruge resurserne der hvor det giver MENING. Ikke 'one size fits all'. For som mange siger i debattråden, der er ikke råd til to VOKSNE i klassen i virkelighedens verden (i hvert fald efter corona undtagelsestilstanden). Uanset om det er pædagog eller lærer der er den 'anden'.

Nu var jeg ellers gået på ferie. Men jeg må igen konstatere at pædagoger åbenbart ved utroligt lidt om lærerjobbet. Helt kort: "Men lærerprofessionen er netop en profession og ikke et specialisterhverv, sådan som du eks. sammenligner med tandlægen." Nej. Lærer er et "specialisteerhverv" - på præcis samme måde som tandlæge, sygeplejersker ect. Det er et _krav_ at man har en godkendt læreruddannelse, for at ansættes som lærer i den danske folkeskole. Man kan helt lovligt ansætte en lærer i en pædagogstilling, man kan ikke lovligt ansætte en pædagog i en lærerstilling. Man kan ikke lovligt ansætte en pædagog som sygeplejerske, men man kan lovligt ansætte en sygeplejerske som pædagog. " lærerens påståede særlige funktion mhp. dannelsen." "Folkeskolens formål § 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling. Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle. Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati." Med tanke på at læreren er den _eneste_, der med sikkerhed skal varetage undervisningen i de 9 år i grundskolen, der kan det ikke være et postulat at læreren har en særlig funktion i forhold til dannelse, for læreren er den eneste, som eleven med 100 % garanti vil møde frem til udgangen af folkeskolen.

Det er politisk besluttet, at skal man undervise i folkeskolen, skal man have en godkendt læreruddannelse eller bestå en tilsvarende prøve. Der er enkelte undtagelser, men en læreruddannelse er som udgangspunkt nødvendig. Det betyder helt enkelt, hvis man ønsker at varetage en lærerjob i folkeskolen, så skal man have en læreruddannelse. Med dertil hørende krav, løn, arbejdsvilkår ect. Det er ikke noget DLF har krævet, fået forlangt eller andet. Men selvfølgelig varetager DLF medlemmernes overenskomst og får det bedst mulige ud af forhandlingerne - det må man forvente DSR/FOA/BUPL også gør. Selvfølgelig forholder DLF/lærere sig til, at der er et lovkrav om, at det skal være uddannede lærere, der varetager lærerjobbet - på samme måde som DSR vil forvente, at det er uddannede sygeplejersker, der varetager sygeplejerskerjobbet, da der også er et lovkrav på det område. Det vil være ret dumt at lade ufaglærte overtage ens medlemmers job. Jeg har svært ved at forstå, at DLF & medlemmer, hele tiden skal inddrages i andre faggruppers fagpolitiske kamp i det offentlige. Og bare helt kynisk. Pædagoger kommer ikke til at få lærerløn, fordi de er ansat i folkeskolen. Ikke med mindre de _forhandler_ sig til det. Det kan være en ret spændende forhandling at se - ikke mindst internt i BUPL.

Ved nærmere eftertanke kan jeg faktisk overhovedet ikke genkende Janus' påstand om, at lærere ikke taler om pædagogik, men kun om didaktik. At lærere i en eller grad skulle 'se ned på' pædagogik. Lærere anser i høj grad deres arbejde for at være pædagogisk. De diskuterer pædagogik, de refererer til pædagogisk forskning, de beskæftiger sig med pædagogikken historie. Det forekommer mig indlysende. Men de er ofte nødt til at forklare, hvad didaktik er for noget, og at de i det daglige arbejde bruger en masse tid på didaktiske udfordringer. For det er der en hel masse mennesker, der ikke har begrebet.