Kommentarer overført fra tidligere version af folkeskolen.dk (før 7/3-22)

Jørgen Alfastsen (Folkeskolelærer emeritus) 27-06-2021 02:15
Fine pointer. Bortset fra, at beslutningstagerne vist ikke "svinger sig i livstræets grene", men snarere er kravlet ned fra trætoppene og med nedslåede blikke har erkendt, at de ikke selv evner at lave en ordentlig folkeskolereform. De har givet op og overladt det til skolelederne at forsøge at finde en vej ud af fiaskoreformen. Der følger dog ikke penge med, så folkeskolen vil fortsat kravle videre i iltfattigt miljø med forstoppelse og slunkne maver. Et skimlet monument over den ringeste generation af skolepolitikere i den politiske Danmarkshistorie.
Jens Hougaard Nielsen (Lærer) 27-06-2021 07:55
Røvhul eller præsident? - eller noget helt tredje
Interessant, at "legen i livstræets krone" (1) kommer ind i samtalen i dette indlæg. Sangen afspejler et modsætningsforhold, fordi den på den ene side kritiserer de sider af samfundslivet, som konkurrencestatstanken aktualiserer: "Der er så mange, der er slaver Af sit job og af sin tid." På den anden side fremhæver den et næsten religiøst og verdensfjernt lykkeideal: "Lad dem skue de blå horisonter Og himmelhvælvingens port." Så set i det perspektiv, er beskrivelsen af det politiske dilemma ved hjælp af sangen meget velvalgt. Politikerne er fanget i kravet om at skabe lykke, men er samtidigt også bundet af tilværelsens basiskrav - såvel drømmen om "himmelhvælvingens port" - selvrealiseringsvisionen- og "job" - nødvendigheden af varetagelsen af de basale behov - er i spil. Opgaven må være, at komme bag om dette dilemma. Der er i grunden ikke nogen modsætning mellem de grundliggende "fysiske" behov for mad of ilt og "åndelige" behov for selvrealisering. (2) Problemet opstår, når man skiller dem ad. (1) https://www.google.com/search?gs_ssp=eJzj4tVP1zc0TDOuSjcsyso1YPRSyElMUUhJzVXISU1PVchUyMksKy4pOrwstaRYIbsoPy8VAIrkEVM&q=lad+dem+lege+i+livstr%C3%A6ets+krone&oq=lad+dem+lege+i+livstr%C3%A6ets+krone&aqs=chrome.1.69i57j46j0j0i22i30l2.17306j0j7&sourceid=chrome&ie=UTF-8 (2) http://psychclassics.yorku.ca/Maslow/motivation.htm
Thora Hvidtfeldt Rasmussen (Lærer emeritudse) 27-06-2021 09:01
Også jeg synes, at valget af "Livstræet" som indledning til opslaget er uhyre velvalgt. Det er en sang, jeg I grunden aldrig rigtig har været begejstret for. Der er sådan lidt "Åh, abe!" over den - vi skal lade unge skue langt og have fri bevægelse, så behøver vi ikke ændre på noget væsentligt. Skidt med indkomstfordeling, og skidt med, hvem, der bor, så de kan blive ved med at se "de blå horisonter, skidt med, at der bliver presset flere og flere børn sammen i små lokaler - hvis bare vi synger glade sange. Jeg ved ikke, om det i vire dage er den, der bliver sunget ved Radikale Venstres landsmødet i stedet for Jeppe Åkjærs gamle sange - men den ville passe fint til deres nuværende program. Fuld af ånd, men uden videre materielt grundlag. Det er selvfølgelig gammeldags, men jeg holder mere af Bjørnstjerne Björnsson og hans "Undrer mig på, hvad jeg får at se". Der er også blik for ørnen, der flyver frit - og den ender i resignation, religiøs endda: "Herre, min Gud! godt er dit hjem, lad det dog endnu stænges, og jeg få lov til at længes!" Men ind imellem får vi da et lille glimt af det oprørske: "Sladrende fugl, hvad ville du her over de høje fjelde? rede du fandt vist bedre dér, videre syn og højere trær, ville du bare bringe længsel, men ingen vinge?" Det er så typisk for tidens positive tænkning. Nu skal vi ikke lave nye reformer, nu skal vi ikke drøfte nødvendige midler og den slags - vi "sætter skolen fri" uden at drøfte økonomien bag - vi trænger til "ro om folkeskolen" - derfor drøfter vi ikke de årlige, to procents nedskæringer ude i kommunen. Et lødigt måltid midt på dagen - ville det gavne? Især nu, hvor en hel del familier faktisk ER hårdt presset af sociale nedskæringer? Jamen, det ville jo tage friheden fra kommunerne til at disponere økonomisk! Og friheden fra forældrene til at graduere deres barns madpakke! Flere toiletter - og bedre rengøring af dem? Jamen, det koster jo penge. Så det fjerner også frihed og spændende udsyn for kommunalpolitikere. Flere håndvaske - det viste sig jo nødvendigt i forhold til at overholde retningslinjerne for håndvask i forhold til Corona? Og det er ikke SÅ dyrt - men det er billigere med håndsprit på flaske. Der ganske vist ikke nytter, hvis man har brugt maling i klassen eller været ude i naturen - men skidt, pyt. Lokaler med frisk luft? Er det virkelig rigtigt, at det giver bedre vilkår for undervisning? Nå, ja, det er det så - men det er VIRKELIG for meget at forvente. Det er jo hamrende dyrt - hvad skal vi finde på - jeg har det: Udeskole! Så sparer vi endda nogle af lokalerne helt. Ganske vist var det ikke lige det, undersøgelserne viste var godt. Der er ingen studier, der siger at børn bliver bedre til dansk og matematik af at traske ud i skolegården. Eller til fysik af at stå under et halvtag uden adgang til elektricitet. Men alligevel ... Det, vi har brug for, er drøftelse af konkrete rammer for undervisningen, og hvad vi kan opnå inden for de rammer, man er vilig til at opkræve skat til. Lidt realisme, tak - og ikke så meget snak om frihed og fjerne horisonter.