Først: Mange fine og interessante betragtninger om begrebet ‘lektier’ (måske man skulle kalde det noget andet?). - Jeg tillader mig at anlægge en vinkel, som ikke er med i artiklen, men som jeg vil mene, det er utroligt vigtigt at medtænke, vil man realistisk ændre/forbedre muligheden for at udvikle diverse potentialer ved ‘hjemmearbejde’. Hvordan tænker man, at lærerne skal kunne finde tid til mere arbejde; endnu flere forventninger og krav til dem om at differentiere og tilpasse nu også hjemmearbejdet “til hver enkelt elevs behov og forudsætninger” samt opfølgning på samme? “Prioritere” skolehjemsamarbejdet yderligere og “træne forældrene - forældre med forskellige behov og forudsætninger - i at hjælpe eleven hensigtsmæssigt” - altså i at løse de selvsamme differentierede og jo altså så forskellige og i sagens natur også skiftende opgaver. Det lyder sørme meget, meget tidskrævende. Og tid har vi ikke, skulle jeg hilse at sige. Og der er intet i sol, mine og stjerner, der peger i retning af, at vi skulle gives mere tid. Tværtimod et det utroligt mange ønsker til, hvad vi da også lige kan presse ind i såvel den knappe, individuelle som den fælles forberedelse. Forberedelse hvoraf en stor del går med logistik, enkeltsager, diverse kommunikation etc.

I mange år bøvlede jeg med at få lektierne til at fungere, ikke mindst på baggrund af en forventning/et krav derom hos de som regel toneangivende forældre, der sagde, at deres børn skulle vænnes til at have daglige pligter. Men der sad altid en gruppe tavse forældre, der ikke magtede at støtte deres børn og oplevede at lektier var ensbetydende med gråd og tænders gnidsel. For disse børn og hjem var lektierne en decideret pestilens, og jeg oplevede aldrig, at lektier rykkede dem fagligt. Og jeg havde det rigtigt dårligt med at skulle forfølge de børn, der aldrig ordnede deres lektier - til ingen nytte. Min erfaring med lektier blev, at de børn, der ikke havde brug for dem, ordnede dem, og de børn, der havde brug for, ordnede dem ikke. Først langt henne i mit lærerliv tog jeg mod til mig og sagde til forældrene, at jeg som dansklærer ikke ville bruge lektier i almindelig forstand. I stedet ville jeg bede børnene om at få læst lidt hjemme hver dag - ligegyldigt hvad: en bog, et blad, en tegneserie, bare noget tekst - for man bliver aldrig en funktionel læser, hvis man kun læser, når man skal i skoletimerne. Men jeg ville ikke forfølge de børn, der ikke gjorde det, og forældrene skulle aldrig lave konflikt omkring sagen. Og til de forældre, der ønskede at deres børn skulle lære at have pligter, sagde jeg, at de passende kunne lære dem at dække bord, bære ud og vaske op. Lettelsen hos alle parter var i den grad til at få øje på, stemningen omkring skolegangen blev roligere, og mine klasser fastholdt deres udmærkede testresultater. De højtpræsterende finske skoler bruger efter sigende ikke lektier.

Langt hen ad vejen enig med Sauer (hvad blev der i øvrigt af ‘læsning er et ansvar for alle fag’?) Især enig i, at vi ikke i skolen kan oppebære den læsemængde, der altså skal til, for at eleverne udvikler automatisering, hastighed og ordforråd. I øvrigt staver og skriver gode og flittige læsere oftest også bedre. Så ja, sats på læsning i hjemmene, ikke på skærm. - Og i nogle tilfælde, på nogle klassetrin, kan der satses på et samlet forældresamarbejde - og indsatser her: Læs med børnene, snak med børnene om det, de læser, find og byt bøger med hverandre, gå på biblioteket etc. Her kunne det give mening at ‘uddanne’ visse forældregrupper - og det behøvede ikke at være en opgave for hver enkelt dansklærer - her ville en skolebibliotekar med tid dertil oplagt kunne bruges. Når det er sagt, så må jeg sige, at utroligt mange af mine elever ville lave NUL i timerne, hvis ikke jeg forventede en vis mængde arbejde gjort færdigt inden næste time/næste gang… ja, derhjemme, hvis man vælger at spille og snakke i timen. Naturligvis forventer jeg dog ikke den samme mængde af alle elever - den del er et vilkår, som jeg ikke lige kan se en løsning på, for jeg opererer med et fagligt spænd på typisk 4-5 år. Men jeg opererer typisk med en forventning om, at arbejder man fokuseret, kan alle nå arbejdet i timen - med de forbehold der må være for de nævnte forskelle i niveau og dermed på realistisk mængde og fylde. Dog giver jeg i de ældste klaser ind imellem lidt ‘lektier’ for derhjemme, vurderer jeg, at det store flertal i forbindelse med bestemte typer opgaver, har gavn af at fordybe sig i uforstyrrethed - hvad også en del af eleverne efterspørger - og andre ikke, nej;) - for eksempel også skal man ‘få ideer’ til fx skrivning, hvilket kan være svært at få på kommando, sidder man 28 elever på 42 kvm.

Jeg bruger ikke lektier. Overhovedet. Jeg ved at mine elever nok skal nå at lære det de skal - det viser deres afgangskarakterer også. For det første er der ikke umiddelbart undersøgelser, der viser at lektier har en effekt, der er en smule ved visse grupper, men det er især i den marginaliserede gruppe, for det andet vender lektier den tunge ende nedad - socialt, kulturelt og fagligt. Det giver ingen mening at svage elever, uanset gruppe, skal bruge timer på at lave lektier, mens andre enten er færdige på forhånd eller stryger igennem på få minutter. Plus der selvfølgelig er de 20 minutters læsning som alle dansklærere er så glade for. ;-) Erfaringsmæssigt forstår både elever & forældre godt hvorfor jeg ikke bruger lektier. :D

Jeg synes egentlig heller ikke, at jeg ‘giver lektier for’. I visse tilfælde - men da meget lidt… som skrevet..:) Men jeg synes egentlig, at det er rimeligt at forvente (enkelte diagnoseramte undtaget), at man arbejder nogenlunde fokuseret i timerne. Og vælger man ikke at gøre det, må man jo så som udgangspunkt lave arbejdet derhjemme. Ikke at det så altid sker, men forventningen synes jeg som sagt er rimelig, så længe man ikke forventer urealistisk meget i den forbindelse. Det bider eleven i halen, udvikler han/hun ikke en vis grad af arbejdsdisciplin i forbindelse med skolearbejdet. Næste time får de ko så endnu mindre ud af/er dat yderligere af etc. Og Ps - vi taler udskoling her. Små børn hverken kan eller skal man have de samme forventninger til. Der er klart tale om en vigtig forskel her, synes jeg. Og så mener jeg, at skoledagen bør være kort, men intensiv med få, velplanlagte timer med turbo og fokus og arbejdsomhed - for de færreste elever kan bevare overblik og fastholde fokus of opmærksomhed en hel, lang arbejdsdag. Man har brug for at hvile hjernen og lade inputs og skolearbejde bundfælde sig. I skole til klokken 12-13 - og så gerne lidt fordybelse derhjemme i ny og næ - i ro og mag - og særlig hjælp dertil til visse elever og deres familier, kunne være en mulig vej? I øvrigt - et helt andet perspektiv - jeg møder rigtig, rigtig mange forældre, som er meget kede af, at de ikke synes de har en chance for at opleve, og tale med deres børn om, hvad de arbejder med og ‘lærer. Det er en svær balancegang, enig, men jeg er selv forælder - og har efterhånden, som bøgerne og lektierne er forsvundet, fuldstændig mistet føling med, hvordan mine børn arbejder med deres skolearbejde/opgaver. Ikke at jeg orker at være inde i det hele - og de skal også efterhånden som de bliver ældre opleve at have mere selvstændigt ansvar for deres skolearbejde. Men alligevel - mange forældre aner ikke, hbordan deres barn tilgår en opgave, hvad de lærer… Og nej, jeg synes ikke, at en sætning i en ugeplan i en læringsplatform er, hvad jeg kan bruge til ret meget i den forbindelse. Problemet med de fagligt svage elever - og de umotiverede, de sprogfattige osv. kan ikke løses ved alene at give ‘bedre’ og slet ikke bare flere lektier for. Dertil er social arv, og alle mulige andre omstændigheder for presente. Omstændigheder som lektier ikke kan ophæve. Men vi løser heller ikke nødvendigvis ret meget ved at lade helt være med at tænke i hjemmearbejde eller i hvert fald diskutere, hvad der giver mening og hvornår, for hvem etc. Hvad siger forældrene selv? Og eleverne?

Som Malene skriver: Vi skal stille krav til eleverne i undervisningen, der skal være kort og intens. Det er det, finnerne gør så godt - med ca. 6.000 timer i hele skoleforløbet imod 11-12.000 her til lands. Som så til gengæld fedtes sammen med fritidspædagogik, for ellers blive det da helt uudholdeligt, hvilket medfører, at man ikke rigtigt kan stille krav. Politikerne har forkludret folkeskolen totalt.

Som nævnt i artiklen skal folkeskolen tilgodese alle børns læring. Dette krav til folkeskolen kan skolen med de sammenrodede klassesammensætninger ikke leve op til. Som bekendt gøres der meget for at løfte de bogligt svage elevers uddannelsesniveau, medens man overlader det til klassesammenrodet at sænke niveauet for de bogligt dygtige. De to elevkategorier bliver dermed så at sige tilgodeset på vidt forskellige måder. De bogligt svage søges løftet. De bogligt dygtige holdes tilbage. Hvis kravet om at alle børns læring skal tilgodeses i folkeskolen, så skulle uddannelsesniveauet for de svage selvfølgelig stadig søges hævet. Og det skulle uddannelsesniveauet for de bogligt dygtige også. Alle børn bliver kun tilgodeset, hvis de alle bliver uddannet til toppen af deres formåen. Og det var altså det, der fandt sted i den kasserede realskole Og det er det, der aldrig er sket i den nuværende sammenrodede skolekarikatur. Det må da være belastende for forældre med ”kompetencer – fra det højere sociale lag, der er velstående, eller hvad man ellers vil kalde dem” at den skole, som de sender deres børn i, tilstræber at holde deres børn på et fagligt middelmådighedsniveau såedes, at skolen på det grundlag kan hævde, at den tilgodeser alle børn ens.