Kommentarer overført fra tidligere version af folkeskolen.dk (før 7/3-22)

Vagn Madsen (pensioneret viceskoleinsp.) 21-09-2021 21:16
De zombi-agtige lærere
Hvis det virkelig skal være utænkeligt, at en lærer skælder en elev ud, uanset hvilke situationer læreren udsættes for, så må det da forudsætte, at eleverne i klassen aldrig nogensinde giver anledning til, at en en lærer forledes til at skælde ud. Det må derfor forudsættes, at der i skolen aldrig nogensinde finder mobning sted af elever eller af lærere og at lærere aldrig nogensinde udsættes for voldelig adfærd eller for ukvemsord. Og så er vi vel langt ude i fantasiens uvirkelige verden. Samtiden må det vel kræves, at ingen elev nogensinde uanset standpunkt får en karakter på under et 10-tal. For lavere karakter end 10 kan jo nemt opfattes af eleverne som en slags straf. Og det er vel lige så ubehageligt som skældud. Lærerne skal altså i enhver situation optræde som en slags kunstige zombier, der ikke er rigtige menneskelige væsner. Og det må derfor være en forudsætning, at eleverne optræder som lignende væsner. Eller anderledes sagt: Hvis lærerne ikke må skælde ud, så må eleverne selvfølgelig ikke give anledning til at blive skældt ud.
Richard H. Sørensen (Lærer) 21-09-2021 23:57
Ud ad tangenten
Men først må de små hjem vise, at der aldrig nogensinde bliver skældt ud på hjemmematriklen, inden en indmeldelse og optagelse kan finde sted på glorie-skolen. Endvidere skal hjemmene have licens på, at de små engle er fromme som lam, inden de bliver afleveret i skolen. Først nu vil de sarte små børn blive undervist af lærere, der i tredje generation er udvalgt som særligt udskældningsfri. Men så er vi også sikre på at få en generation af børn, som vil gå under navnet robustica.
Louise Klinge (Børne- og skoleforsker) 22-09-2021 12:36
Forfatternes pointering - Der er tale om "proces-certificering"
Erik, Mette og jeg - der er forfattere til Skole uden Skældud. Hvorfor og hvordan - er rigtigt ærgerlige over, at vi ikke har fået artiklen til gennemlæsning, før den blev trykt. Så ville vi have ønsket, at der stod, at man kan blive proces-certificeret i arbejdet med veje til mindre skældud. Det fremgår også af vores hjemmeside: https://xn--skoleudenskldud-7lb.dk/proces-certificering Da skolen er sted for mennesker og ikke fabrik med ting, så kan den naturligvis aldrig blive et sted helt uden skældud. Fordi skældud opstår bl.a., når mennesker bliver følelsesmæssigt oprevede - fx forskrækkede eller vrede. Men i og med at skældud hæmmer børns trivsel og udvikling og påvirker de voksnes arbejdsmiljø negativt, så er det nødvendigt at arbejde kritisk med skældud og konstruktivt med veje til mindre skældud. Meget skældud opstår pga. uhensigtsmæssige rammer både for børnene for den voksne. Og meget skældud finder sted, uden at den voksne er oprevet, men fordi det blot er blevet acceptabelt at møde børn disrespektfuldt. Endeligt er det muligt at få færre situationer, hvor man som voksen reagerer i ophidselse, fordi vi kan rykke det punkt, hvor vi ryger i affekt. Proces-certificeringen er en vej til at begynde systematisk at arbejde med disse aspekter og på den måde at understøtte en menneskevenlig kultur for både børn og voksne.
Lone Bendtsen 22-09-2021 13:29
Jeg arbejder ikke som lærer mere, men har lige startet min datter i 0. klasse. Personligt vil jeg hellere have, at de rigtig mange penge, det her projekt lyder til at koste, blev brugt på mindre klasser, støttepersonale eller relevant undervisningstilbud til børn med diverse udfordringer og uddannede lærere (i stedet for som nu, hvor i gennemsnit 18 % ikke har en læreruddannelse). Jeg tænker, at det i sig selv vil mindske brugen af skældud væsentligt.
Karen Ravn (webredaktør) 22-09-2021 15:11
Til forfatterne
Dejligt med uddybning fra forfatterne selv. Det er korrekt, at vi ikke bruger ordet ’procescertificering’ i artiklen, men vi synes, det netop er processen, der er i centrum i begge artikler og i citaterne fra Mette Thor Jørgensen. Folkeskolen sender normalt ikke artikler til gennemsyn før publicering hos personer, der ikke medvirker i artiklen, men interviewede kan bede om at se, hvad de selv bliver citeret for. Det har de medvirkende, der har ønsket det, naturligvis også fået i dette tilfælde. mange hilsner Karen Ravn, webredaktør, folkeskolen.dk