Vi - DLF - var nok for pæne og artige, dengang kommunerne i slutningen af 90'erne begyndte at tale om det, der først hed 'rummelighed', men senere - da ordet var slidt op - blev til 'inklusion'. Det var åbenlyst for enhver, at hele øvelsen udsprang af behovet for at tæmme de løbske udgifter til specialundervisning. At al inklusionspræket, skåret ind til benet var politisk korrekt kamuflage for nødvendige besparelser, som man ikke turde være ærlig omkring. Sagde man det rent ud, blev man taklet som kætter og udstødt af det gode selskab. Følgen er en folkeskole gennemsyret af hykleri og ledelse, der sætter gode miner til slet spil. Afsløringerne af det, der er foregået på Søndervangskolen, taler sit tydelige sprog om den forløjethed, der har fået greb om folkeskolen.

Der er altså noget dybt problematisk i man insisterer på IKKE at tage udgangspunkt i pågældende børns behov. Men at tage udgangspunkt i systemets behov, i procentsatser, i økonomi osv. Dermed giver man jo reelt fingeren til rigtig mange børn og deres forældre. Hvad med at lave nogle regionale overbygninger til kommunernes tilbud, når de ikke slår til? Før 2007 havde amterne sådanne tilbud, hvor man havde en koncentration af viden og ekspertise. Og det fungerede fint.

Det er frygteligt, når barnets tarv må komme i anden række, fordi økonomi skjult som blind idealisme vægtes tungest. Derfor ser jeg ingen grund til "at bakke op" om en inklusionslov, der reelt bare er en spareøvelse. Det er skamfuldt at DLF dengang støttede og, må jeg forstå, stadig støtter tanker, hvor børn åbenlyst kommer til skade. Barnets behov alene skal afgøre skoletilbuddet ikke lokaløkonomi, den tåbelige Salamancaerklæring eller DLFs sultne blik på specialskolernes ressourcer. Det kunne da være dejligt med alle de foreslåede investeringer i almenskolen, men hvis prisen skal betales af samfundets allersvageste i form af overoptimistisk inklusion, så vil jeg hellere klare mig med det vi har!

I en kommune er der altid børn med rigtig mange forskellige problemstillinger. Det er simpelthen ikke økonomisk muligt for en kommune at have specialiserede og målrettede skoletilbud til alle. F.eks er autisme spektrum diagnoserne meget forskellige, der er også tale/hørebørn, retarderede børn, børn med tung dysleksi osv. Og ofte er der ikke særlig mange børn indenfor hver kategori i den enkelte kommune. Så konklusionen er, at kommunerne er for små og ikke har økonomi til at opbygge viden og specialiserede tilbud til rigtig mange børn med specielle behov. Og det ville altså ikke være særlig dyrt, at lave nogle regionale overbygninger på udvalgte områder. Måske ville det endda på lang sigt være billigere for samfundet. Og børnene og deres forældre ville få langt bedre livskvalitet.

I mine øjne er hele denne debat fra første færd blevet forkludret af et mylder af mere eller mindre uvedkommende hensyn og en lammende politisk korrekthed, konfliktskyhed og berøringsangst. Ordningen af specialundervisningen op til revisionen i 2012 kunne ikke fortsætte. Det hed sig før, at specialforanstaltninger alene skulle etableres ud fra hensynet til barnets tarv. Økonomiske hensyn var simpelthen forbudt. Det siger sig selv, at det ikke kunne gå. Det svarer til, at vi i sundhedssektoren accepterer, at økonomiske hensyn ingen rolle måtte spille. Vi ville kunne bruge hele bruttonationalproduktet på sundhed, så. I folkeskolen var vi kommet op på at bruge en tredjedel af hele resursen på specialundervisning, og intet tydede på, at det ville stoppe der. Opbremsningen var uomgængeligt nødvendig. Men den skulle have været kombineret med en målrettet indsats for at at reducere BEHOVET for specialundervisning. Vi skulle have haft en grundig debat og analyse af de faktorer, der fik børnene til at vælte ind i specialundervisningen i stimer. I stedet lavede man en folkeskole, som 'producerer' børn med alle mulige former for 'særlige behov' som aldrig før. Pludselig skulle alle børn betragtes som specielle. Der skulle laves skriftlige individuelle elevplaner - som man altid havde gjort i specialundervisningen - for alle børn i alle fag på alle klassetrin, undervisningen skulle individualiseres, klasseundervisningen skrottes og barnet - i ental - skulle sættes i centrum. Hvordan kan nogen undre sig over, at det fik specialundervisningen til at eksplodere? Men opbremsningen har ikke virket. Udgifterne er ikke kommet under kontrol. Og behovet er bare blevet endnu større. Fordi vi stadigvæk ikke har forholdt til til de grundlæggende problemer. Hvis vi virkelig skal have skovlen under det her problem, skal der tages helt anderledes fat på en række centrale problemstillinger vedr. skolens organisering og vores syn på børn. https://www.information.dk/moti/2009/08/skolen-skaber-utilpassede-elever https://www.folkeskolen.dk/506130/folkeskolens-magtforskraekkelse

Vi kan hurtigt blive enige om at skolen som instituton ikke gør det godt nok og frasorterer for mange børn. Men der er altså børn, der har reelle behov. Behov som intet har med skolen at gøre, og som skolen ikke kan honorere. For dette er ikke udelukkende er et skoleproblem. Mange børns problemer er tydelige i førskolealderen, og kommunerne bliver underkendt den ene gang efter den anden i ankestyrelsen. Nogle kommuner har underkendelsesprocenter over 50 procent. Meget tyder på, at de ikke magter opgaverne. Og det gør de så heller ikke på skoleområdet. Det tiltag, jeg foreslår, med regionale overbygninger på udvalgte områder, er en model der eksisterede dengang amterne eksisterede, og som blev afskaffet i 2007 med kommunalreformen. Altså 5 år før revisionen af specialundervisningen.

Men Martin, det, du foreslår, er jo det, der løb totalt løbsk rent økonomisk? Min påstand er, at skolen rent faktisk kunne indrettes, så den ikke fremprovokerede så mange særlige behov.

Kære Regitze Først og fremmest tak for at du kommer med dette debatindlæg. Jeg synes, at du har gode forslag med i dit indlæg, som jeg tænker, det er svært at være uenige i. Så for mig er det interessante mere omkring hvilke strategier, man har i DLF, og hvilke handlinger man gør i DLF for at nå i mål med dine gode forlag. For uden en klar strategi, så er det svært for en stor organisation, som DLF, at arbejde samme vej. Og uden handlinger, ja så ender man med at tale om at ”flytte skabet” og ikke rent faktisk få flyttet skabet - som jeg hørte en oplægsholder sige det forleden til et DLF-arrangement. Selvom jeg finder, at de andre punkter er vigtige, vil jeg dog holde mit fokus på dette punkt ”Skab mulighed for, at lærere igen kan efteruddanne sig som skolepsykolog”, hvor jeg har følgende spørgsmål: 1. Bør man i DLF efterhånden ikke være skarpere på hvad efteruddannelse er og hvad videreuddannelse er? Desværre bruger alt for mange i DLF det noget uklare begreb ”efter- videreuddannelse”, hvilket godt kan undre mig. Det kan jo være alt fra drypkurser til uddannelse, der kvalificerer til et andet job. 2. Det er noget diffust for mig, hvad en ”skolepsykolog” er. Kan du forklare hvad du/DLF ligger i det begreb? Personligt foretrækker jeg udtrykket psykolog med lærerbaggrund (når nu man åbenbart ikke længere kan bruge Cand.Pæd.Psyk.), da skolepsykolog lugter langt væk af en ikke-psykolog psykolog uddannelse – hvad det så end er? 2a. Hvis det DLF arbejder for, er en ikke-psykolog psykolog uddannelse, hvordan vil DLF så sikre, at uddannelsen afstedkommer, at man efterfølgende kan opkvalificeres til at blive ligeværdig psykolog? I maj 2020 svarede Jesper Støier (Skole- og uddannelsespolitisk chef i DLF) på uddannelsesudvalgets vegne. Han skrev: ”Selvom en ny skolepsykologuddannelse ikke direkte giver autorisation som psykolog, vil det - hvis uddannelsen bliver etableret, af hensyn til den almindelige fleksibilitet i uddannelsessystemet - være nødvendigt at udrede, hvilke ekstra uddannelseskrav og krav til erhvervserfaring, der skal stilles for at opnå dette”. Er du enig i dette? Og har man i DLF undersøgt om Videnskabsministeriet også er enige i denne antagelse? 3. Du har tidligere skrevet, at alle (også Psykologforeningen) bakker op om en ny uddannelse. Hvorfor så alt det hemmelighedskræmmeri? Og hvorfor sker der så ikke mere på dette område? Når man, som jeg, har fulgt sagen i så mange år, så er man bekymret for, at DLF igen bliver trukket ved næsen af Psykologforeningen. 4. Nu kunne jeg jo ikke følge med i kongressen, men jeg så 20 minutter fra den ene dag, hvor jeg kunne høre inklusion blive nævnt igen og igen. Jeg har også kunnet læse på Folkeskolen, at inklusion fyldte meget i debatten. Regitze – kan du fortælle mig, hvor mange gange en psykolog uddannelse for lærere blev nævnt? Når jeg spørger, så er det jo fordi, at der snart kommer en inklusionsrapport. Og jeg ved, at det er af stor betydning, at sådan en psykologuddannelse bliver nævnt, hvis den skal have en chance. DLF bliver nødt til at være mere tydelige om vigtigheden af nye læreruddannede psykologer og være bedre til at argumentere for, at det skal være en ligeværdig psykologuddannelse. For hvis DLF ikke er i stand til at gøre dette, hvordan kan man så forvente, at andre skal gøre det på lærerstandens vegne? Jeg tror faktisk, at alvoren er ved at gå op for de fleste – PPR er i dag i en markant dårligere forfatning, end dengang man uddannede psykologer med lærerbaggrund. Desværre virker det som om, at DLF’s Hovedstyrelse ikke selv er klædt ordentligt på til at argumentere for en ny psykologuddannelse. Og hvad værre er, at DLF igennem snart 20 år har været elendige til at informere DLF’s medlemmer omkring den gavnlige effekt sådan en uddannelse ville have.

Kære Regitze Jeg må indrømme, at jeg ikke kan forstå hvorfor man skriver et debatindlæg på Folkeskolen, hvis man efterfølgende ikke har lyst til at gå i dialog med DLF’s medlemmer. Hvis du ikke finder det vigtigt at være i dialog med medlemmerne, er der så ikke andre i uddannelsesudvalget der kan gå i dialog i dit sted?