Folkeskolelærere er fortsat dén mest udsatte faggruppe ift vold. Hvor 37% af specialpædagoger, 34% af politifolk og fængselsbetjente udsættes for vold mindst én gang om året, lander skolelærere på omkring 45%. Mit bidrag på høringen var, at opfordre til, at overveje om nogle af reglerne fra “Lov om voksenansvar” kunne erstatte den nuværende og utidssvarende “Fremme om god orden i folkeskolen”. Der er ingen grund til, at fortsætte usikkerheden og utrygheden ved lærerne. Det handler ikke om, at lærerne skal have mere plads til at udøve magt, men mere tydelighed, tryghed og læring af de alt for mange konflikter. https://www.folkeskolen.dk/1880594/mens-vi-venter

Hold da helt op en sump af problemer skolen står i. Hvordan i alverden kan politikere og Djøffer på så få år bombe et helt grundskolesystem så meget i smadder ? Det slår vist rekorden for dumhed.

'Vi vil hellere tale om forebyggelse', siger Dorte Lange. Og det forstår man. Det ér rigtigt ubehageligt, at lærere havner i situationer, hvor de er nødt til at optræde autoritært og anvende magt. Det giver nogle grimme ridser i lakken. Men det sker ikke desto mindre ustandselig. Og det nytter altså ikke noget, at lærernes fagforening ikke vil gribe om nælden og tage den svære dialog om brugen af magt i skolen. For det er lige her, filmen knækker. Det er når forebyggelsen er kikset og konflikten blusser op, at læreren står med ryggen mod muren. Og hvis en høring som denne ikke formår at komme rundt om det hjørne og tage fat der, hvor det gør ondt, så er den noget nær spild af tid. Alle ved, hvordan man forebygger konflikter i skolen. Der er skrevet hyldemeter af bøger, hvor velmenende forskere beskriver betydningen af fællesskab, relationsarbejde og low arousal, hvor læreren opøver sin evne til tålmodig og venlig takling af konfliktoptrappende elever. Men når kaos er brudt ud og det hele er gået op i hat og briller, nytter det ikke noget. Så skal læreren være i stand til at bringe situationen til ophør. Det kan en lærer, der står med ansvaret for alle 25 elever i klassen og deres undervisning, ikke. Læreren skal kunne tilkalde et akutberedskab, som kan stå i døren med et minuts varsel og overtage den elev, der er røget ud ad tangenten, hvorefter læreren kan komme videre med den undervisning, der er meningen med hele foretagendet. Kan vi så snart få de akutberedskaber?

Hvor har du tallet 45% om året fra?? Det lyder i mine ører meget højt og ikke i nærheden af noget jeg har oplevet nogen af de steder jeg har været. Hvis du sagde at 45% af lærerne på et tidspunkt havde oplevet vold, lyder det mere realistisk. 🤔

Forstår ikke det her: "Vi fraråder fuldstændig vores ledere at røre ved børnene overhovedet på nogen måde. Guidance med en hånd på skulderen eller et tag i armen - lad være. Vi er retsløse. Vi er ofte den eneste voksne sammen med barnet i situationen. Så vi fraråder alle vores medarbejdere og ledere på nogen måde fysisk at tage fat i børnene", sagde Claus Hjortdal. Hvis man som lærer står ved siden af og ser passivt til, mens et barn er i færd med at smadre et andet barn, står man da til fyring - for ikke at leve op til sit ansvar som lærer? Man har da ikke bare ret, men PLIGT til at gribe fysisk ind og bringe situationen til ophør?

@Tim Johannesen har du ikke læst selve indlægget? Heri refereres den seneste undersøgelse der blev præsenteret på høringen.

Per Fibæks betragtninger er vigtige. Han siger bl.a. "Sagt provokerende kan man ikke behandle lærerne som en underordnet servicemedarbejder og forvente respekt i klassen. Tingene følges ad. Og i dag er læreren reduceret til en servicemedarbejder i en velfærdsinstitution" Han udtaler også : "Det voksende omfang af vold, trusler og chikane mod lærere hænger i høj grad sammen med, at lærernes autoritet og prestige er dalet. Ikke bare i klasseværelserne - men også i resten af samfundet." Og det rejser jo så spørgsmålet. I hvor høj grad har den systematiske undergravning af lærernes troværdighed, politikerne igennem mange år har stået faddere til, ødelagt lærernes muligheder for at udføre deres arbejde ?

@ Niels - der står sådan her i artiklen: "Hun erkendte, at sanktioner kan være nødvendige at have - men understregede samtidig, at de ikke afhjælper problemet."

Dorte, det er klart, at sanktioner ikke kan hindre problemet i at opstå, men det her handler faktisk om noget helt andet: Hvad gør læreren når problemet ER opstået? Det er to helt forskellige, adskilte problemstillinger. Svarende til hvordan man undgår trafikulykker og hvordan man agerer, når de sker. Vi kan fodre svin med velmenende råd og anbefalinger om, hvad læreren og skolen kan og skal gøre for at forebygge, at det sker, men som tallene viser, sker det ustandselig. Og det er godt nok langt ude, at skoleledernes formand ikke ved bedre end at opfordre alle til ikke at gribe fysisk ind i kaos for at bringe det til ophør, fordi det er for risikabelt. Skal lærerne da bare se passivt til, når situationen eksploderer eller hvad? Det MÅ da være en fagforenings opgave at hjælpe sine medlemmer i sådan en situation? Forebyggelsessnakken har intet med det her at gøre.

Blinde mig. Så i en spørgeskemaundersøgelse blandt 2300 blandt dem der finder emnet vigtigt er tallet 45%. Det giver mere mening. Man burde nok nærmere se på hvor mange der indgiver hændelserne som mulige arbejdsskader, i forhold til antal lærere. Det er nok mere interessant. Især fordi (jeg gætter) at nogle lærere oplever det oftere end en gang om året hvis børnegruppen de arbejder med er den “forkerte”.

Mht akutberedskab. Så forstår jeg ikke en meter. Var det ikke det AKT lærere og de mange pædagoger i skolen skulle bruges til? Den ligger da lige til højrebenet.

Martin, næ nej. AKT kommer ikke, fordi læreren trykker på et nødkald. Der ER ikke noget nødkald, og det er problemet. Læreren kan rejse en problemstilling på næste møde, og så går der i bedste fald en mølle igang, som kan byde ind med forslag til et forebyggelsesforløb en måneds tid senere. Der kan læreren så høre om alt det, der burde være sket, men som ikke er sket, forsømmelser í lange baner, som læreren nu må i gang med at feje op efter. Der er overhovedet ingen forståelse for det helt akutte lige-nu-og-her-behov for hjælp.

I Arbejdsmiljø- og organisationsudvalget følger vi denne udvikling tæt, og har bl.a. på udvalgsmødet den 27.9.2021 haft den årlige status på udviklingen af arbejdsskadeområdet med afsæt i arbejdsskadestatistikken. Her havde vi i udvalget netop fokus på, og var særligt optaget af, at vold fortsat fylder meget i folkeskolen, og vi drøftede behovet for fokus herpå fremadrettet, både ift. forebyggelse, men også ift. at det bliver nemmere at anmelde voldssager til erstatningsnævnet. Sidstnævnte bl.a. også via FH, så vi i fællesskab kan lægge pres på. Ligeledes drøftede vi, at vi skal bidrage med den rette viden og erfaringer til de møder som undervisningsministeren lovede at indkalde til i forligskredsen, og som hun på baggrund af høringen, igen, nævnte, bl.a. via "Sammen om Skolen", sådan at vi er med i drøftelsen om mulige løsninger på problemet om vold mod lærere. Man bør, i min optik, her kigge på de overordnede rammer for måden vi holder skole på også. Kunne man forestille sig den stigende klassekvotient er en faktor? Vi ved, at det er vigtigt, at eleverne bliver set og hørt, og hvis de ikke lykkes fagligt, så peger forskningen på, at det øger risikoen for en uhensigtsmæssig adfærd. Her er det ikke raketvidenskab, at flere elever i klassen, øger kompleksiteten, og skaber andre rammer end de mest hensigtmæssige. Ser man på erfaringerne fra tiden med corona, så oplevede lærerne, og forældrene, jo også en øget trivsel via mindre klasser m.m. Dette er, især, værd at have med, når vi kigger på indskolingen. I denne forbindelse spiller CO-Teaching og to-lærerordninger også en rolle, da det giver lærerne bedre rammer for forebyggelsen og for at justere i situationerne. Det har vi efterhånden også hands-on erfaringer på virker. Jeg har fra en række skolebesøg lokalt fx. Kunne man forestille sig at de lange skoledage, også, spiller en rolle - måske især i forlængelse af ovenstående? Noget tyder på det, hvis man ser på, hvornår volden, primært, opstår jf. undersøgelsen. Lærerne kæmper hver dag for at gøre det bedste, og denne snak må ikke entydigt pege på lærernes kompetence- og vidensniveau, men også adressere de rammer lærerne skal virke under. De lærere, som jeg møder, er nærmest ukueligt optagede af, at finde de pædagogiske tiltag, der virker, og mange gange prøver man nye og gamle tiltag af i en lind strøm, netop for at gøre det bedste for eleverne i nogle rammer, som er svære at manøvre i både som elev og lærer. En ting jeg bemærkede fra høringen var, at der også skulle være en drøftelse af forældrens rolle i opdragelsen. Sanktioner kan være nødvendige, men er ikke nødvendigvis løsningen. Det, der dog er interessant er, at erfaringerne fra corona igen peger på, og har skabt en ny forståelse af, at de rigtige krav og forventninger til forældre, også, spiller en vigtig rolle ift. hvordan skoledagen bliver. Vi er ikke færdige med at drøfte dette emne, men hermed et par overvejelser fra min side.

Ingen elev kan have respekt for en voksen, der undlader at gribe ind, når en elev gør overgreb mod en anden. Der må naturligvis etableres forhold, så en lærer kan skille to stridende elever fra hinanden, uden at risikere sin stilling. At rådgive imod dette er et totalt svigt af lederrollen. Man kan ikke holde skole på den måde, og det er udenomssnak kun at tale om forebyggelse. Hvis der nogensinde kommer en skole, hvor al vold mellem børn indbyrdes er forebygget helt væk, så ligger den meget, meget langt ude i fremtiden. Det er et overgreb mod de andre børn i klassen at "stoppe" overfald og voldsomme vredesudbrud fra et barn ved at lede de andre børn ud af klassen. De kan ikke opfatte det som trygt - og heller ikke som rimeligt eller retfærdigt. Når man har vilkår, der siger, at en lærer ikke må føre en voldsom og meget vred elev ud af klassen ved at lægge en arm om vedkommende og føre ham/hende - så er det en naturlig konsekvens, at elever, der ikke adlyder en besked om selv at gå - de kan ikke være i almindelig skole. Det nytter ikke at bilde forældre ind, at en skolegang rumme børn, der er udenfor kontrol. Det er en illusion. Og at netop skoleledere rådgiver hinanden til aldrig at røre en elev, det siger næsten alt om problemets størrelse -og fornægtelse af det. For i "gamle dage", der kunne man i en opgejlet situation kalde kontoret, og regne med hjælp. Var der ikke på skolen et akutberedskab på det pågældende tidspunkt, så kom inspektøren eller viceinspektøren til stede. Naturligvis var det ledelsen, der udstak retningslinjerne - og derfor også ledelsen, der i praksis sikrede de andre elevers (og lærerens) sikkerhed mod overgreb.

Men Kristoffer, hvor er jeres bud på, hvordan der skal reageres, når lille Peter begynder at kaste med stolene i første klasse? I beskæftiger jer gerne indgående med hele det forebyggende element, og I er også optaget af, hvad der skal ske efterfølgende, når voldsepisoden er overstået og børn og voksne står tilbage med skrammerne. Men hvordan der skal ageres i selve situationen, når voldsepisoden udvikler sig og løber løbsk, er der tavshed om. Og sådan har det været i DLF, lige siden problemet her blev rejst første gang for mere end 20 år siden. Det er simpelthen ikke godt nok.

Kære Niels Chr. Sauer. På den ene side, som uddannet lærer med linjefag i specialpædagogik, og med erfaring i AKT-delen, bl.a. via et praksisnært inklusionsteam i Aalborg Kommune, så er det vigtigt at huske, at når en elev reagerer, så er det ofte en invitation fra eleverne til at fortælle, at der er noget, som ikke er nemt. Al adfærd er en invitation. Da alle elever er forskellige, så fordrer dette, at vi som professionelle, er undersøgende på adfærden, og etablerer de tiltag, som giver mening for den enkelte elev, lærerteam og klasse. Det er derfor ganske svært at sætte ting på formel, og finde systemer, der lige passer til alle elever. Det har andre prøvet, uden om os som forening, og det mener jeg, helt generelt, at vi skal være påpasselige med. Personligt tænker jeg, at vi skal være opsøgende på medlemmerne derude. Det er jeg ofte via skolebesøg, og det jeg har noteret mig fra disse er følgende ting, som en mulig hjælp: * To-lærerordninger, gerne CO-Teaching, som både i rammesætning og praksis arbejder sig ind i det forebyggende. Her er det vigtigt, at få sat de rigtige kompetencer i spil, hvilket jo også er et ønske blandt flere lærere. * Klare forventninger og krav til adfærd og klasseledelse. Her er det ikke uvæsentligt at skoleledelsen tør sætte klare krav og forventninger til forældre m.fl. Det viser forskning og praksiserfaringer til dels også. * Godt samarbejde med PPR, hvor der er praksisnær vejledning og hjælp. * Klar struktur og rammer, som over tid frigør mulighedsrum for lærerne, hvilket er ret interessant. Her kan jeg fx nævne DELTA-klasserne i Aalborg, hvor dette er en erfaring lærerne her har gjort sig. * Kvalitet i visitation. Hvilke elever visisteres til hvilke tilbud, og tager disse reelt udgangspunkt i de behov eleven har. Dette blot et par overvejelser, som jeg har noteret mig, fra mine løbende skolebesøg og snakke med medlemmer. Men helt generelt oplever jeg kun et dybtfølt ønske om at lykkes med og for eleverne blandt vores medlemmer, hvilket er prisværdigt, og derfor mener jeg også, at vi skal være nysgerrige på, hvad de medlemmer, der har praksisnære erfaringer, kommer med af bud på løsninger og tiltag hertil, og derfor er jeg positivt stillet for muligheden via "Sammen om Skolen". Er det din opfattelse at vi som forening skal diktere dette ud på skole- og klasseniveau, eller ville du helst, som lærer, selv være med i beslutningerne omkring nødvendige tiltag i egen klasse? Allervenligst Kristoffer

Kære Kristoffer, med al respekt. Du forholder dig overhovedet ikke til det, der er problemet: Hvad stiller læreren op, når klassen udvikler sig til en heksekedel, der koger over? Det, der er brug for, er nogle helt konkrete handlingsanvisninger, og det er ikke den enkelte lærer, der skal beslutte dem. De skal komme ovenfra, og de skal kunne bringe situationen til ophør. Som det er nu, står læreren på Herrens mark. Skolelederne vil ikke røre problemet med en ildtang, og DLF snakker udenom i et væk.

Kære Niels Chr. Jeg anerkender til fulde, at det er den præmis, som du tager afsæt i. Jeg har oplevet en anden virkelighed også. Jeg møder ikke kun lærere, der mangler handlingsanvisninger ind i klasserummet, men de mangler nogle rammer og vilkår, hvor det bliver muligt at handle i tide, og at det fulde ansvar ikke kun lander på deres skulder, som vi er meget enige om faktisk. Nu svarede du jo ikke på mit spørgsmål, men jeg tænker stadigvæk, at vi skal være opsøgende og høre kredsene og medlemmerne, og tage disse inputs med ind til de drøftelser der skal finde sted om løsninger herpå. Her vil det selvfølgelig også være relevant at inddrage forskere på området, og relevante aktører, der har foden i mulden - dog især lærerne. Ift. din relevante opmærksomhed omkring konkrete hanlingsanvisninger, så ved jeg, at der arbejdes med voldspolitikker, rundt omkring, som heldigvis giver nogle konkrete handleanvisninger også - for både lærere og ledere. Som eksempel har jeg selv været med til at den vi har i Aalborg Kommuner. Denne får ros blandt lærerne for dens meget konkrete handleanvisninger (s. 12). http://www.e-pages.dk/aalborgkommune/3033/html5/?fbclid=IwAR0Ivm7Fz-xnVw0TZ49dL0B_8DNaHkOtC7BG5-dGn_etcIP1dWtd9LekuzU Jeg arbejder løbende på at vi i foreningen bliver bedre til at videndele og dele gode afprøvede tiltag. /Kristoffer

Kristoffer, jeg synes nu, jeg svarer på dit spørgsmål. Handlingsanvisningerne skal komme udefra. Det betyder ikke, at de skal 'dikteres' af DLF eller at læreren ikke skal tage beslutninger omkring sin egen klasse. Men det betyder, at læreren skal have fast grund under fødderne, når der skal gribes ind i kaos. Jeg synes, du glider af på udfordringen.

Kristoffer, det er da en udmærket pjece, I har lavet i Ålborg. Men den rammer ikke skiven. Igen kan jeg konstatere, at der ikke er nogen form for handlingsanvisninger til brug i selve konfliktsituationen. Side 12, som du henviser til, handler om det, der skal ske EFTER at skaden er sket. Det hjælper ikke læreren i selve kaossituationen. Udtrykker jeg mig uklart eller hvad?

Kristoffer - hvilke forskere tænker I at inddrage på området? Nogle bud?

Jeg tillader mig at henvise til min blog: https://www.folkeskolen.dk/1881290/demonstration-af-afmagt

For det første så må skolerne indrettes elevdelt, så ledes at de bogligt velbegavede elever hele tiden bliver undervist af en virkelig undervisende lærer på et for disse elever højt niveau, og at de ikke bogligt velbegavede bliver undervist hele tiden af en lærer i en klasse for sig selv på et for disse elever passende niveau. Og så skal en sådan elevdelt skole lade være med at afsky og forsage en præstationskultur, der altså afgjort må være herskende i begge disse to arter af undervisningsforløb. Elever, der undervises skal altså præstere at styrke deres faglige indlæring gennem lektielæsning og hjemmearbejde. Og lærerne skal ytre mishag (skæld ud om man vil) med sjusket eller udeladt lektielæsning. Vi kommer nok ikke uden om, at den skole, der gerne vil fremstå som stedet, hvor børn lærer demokratiske værdier og hensynsfuld optræden i stedet for er blevet til stedet, hvor børnene tidligt lærer og indøver voldelig optræden mod kammarater og mod voksne.

@Kristoffer Din deltagelse i denne tråd illustrerer jo meget godt udfordringen. Du bliver forholdt et konkret problem, men du vil helst tale om de ting, som er nemme at besvare (alle er jo enige om, at lærerne skal havde bedre rammer, at det giver mening at forebygge etc.) Hvis en elev er igang med at udøve et voldeligt overgreb på et andet barn: Skal læreren så ikke gribe ind med fysisk magt eller skal læreren udelukke forsøge at kommunikere sig ud af situationen? Hvorfor vil " i" ikke tale om det her? Det er et svigt af dimensioner - og I kan ikke være det bekendt.

@Malene: Vi har flere eksperter, der ved en masse om, hvad man kan gøre, når der opstår vold på skoler. Ex. Ross Green, som har været en stor inspiration for specialområdet i Danmark (som jo har en højere forekomst af voldsepisoder). Han er tit i Sverige og udbyder kurser ift. den metode, han har udviklet og implementeret på skoleområdet og sågar fængselsområdet i blandt andet USA. Vi har i Danmark Bo Hejlskov Elven og Hanne Veje, som har et rigtig inspirerende samarbejde. De har skrevet en bog sammen og har en podcast sammen også. De fortæller en masse om ex. low arousal (metoden) mv. Man kunne med fordel inddrage specialområdets erfaringer og kompetencer i det her spørgsmål. Specialområdet, når det fungerer og er prioriteret optimalt, har stor viden og erfaring med håndtering af vold mellem børn og mellem børn og voksne. Både det forebyggende arbejde, hvad man kan gøre, når det sker og hvordan man bearbejder det efterfølgende. Dog vil jeg sige, at ovennævnte er tænkt som et konkret svar på dit spørgsmål. Grundlæggende er der et problem i folkeskolen, som efter min mening, stikker meget dybere, når vi oplever, at børn bliver mere og mere voldelige i hverdagen. Der er mange faktorer der spiller ind på børns adfærd i en skolekontekst. Desværre er der, efter min mening, ofte for meget bureaukrati, der spænder ben for de gode løsninger. Hvis man er heldig, så arbejder man på en skole, hvor man har en ledelse, der tager problemet alvorligt og prioriterer at opkvalificere sit personale og lave tiltag, som fungerer, hvis man er uheldig, så er det det modsatte. Måske kan man endda være heldig, at der er en særlig indsats på kommunalt plan, men så kan der også være alle mulig andre agendaer, der skal tilgodeses - ex. teknologi og innovation eller noget helt tredje, der er blevet det nye buzzword. Derfor er jeg også grundlæggende enig i, at der skal noget til “udefra”, hvis man skal kunne finde en ordentlig, langtidsholdbar løsning på et generelt stigende problem.

Kristoffer Høyrup: Det er fint, at du ikke kun møder lærere, der mangler handlingsanvisninger i kkasserummet, men også lærere, der vil have mulighed for at handle i tide, og forebygge osv osv. Naturligvis. Jeg har aldrig mødt en lærer, som ikke helst vil forebygge, at konflikter og vold opstår, og selvfølgelig skal der arbejdes for det. Nu er det bare sådan, at det aktuelle emne er et andet: Skoleledernes formand går ud med en kraftig opfordring til sine medlemmer om aldrig at røre ved et barn, heller ikke, hvis barnet er fysisk involveret i kamp med et andet. Lærere har mig bekendt pligt til at gribe ind, hvis et barn er voldeligt mod et andet. For ellers kan forældre jo ikke trygt sende deres børn i skole. Lærere kan heller ikke opretholde sin autoritet og beholde børnenes respekt, hvis han/hun ser passivt til, når en elev begynder at kaste med tingene. Men hvis læreren griber ind fysisk - og ord er desværre ofte uden virkning, når et barn virkelig er i affekt - så risikerer læreren sin stilling. Og det er derfor lærernes fagforenings opgave at gå seriøst ind i den sag og få nogle retningslinjer, der kan beskytte lærerne - SAMT de andre børn og undervisningen. Det er jo ikke en speciel fortænkt, sjældent forekommende situation, vi taler om. Nogle før min pensionering fik jeg i min klasse en elev, der totalt mistede overblikket, når han/hun blev vred - og tog det nærmeste, ofte en kost, og slog efter de børn, der var i nærheden. De andre børn ringede efter mig, hvis det skete i frikvarteret - og der stod jeg så og tog kosten fra et pænt stort barn I 5. klasse. Og førte vedkommende ud og talte vedkommende til rette. Var kosten smuttet fra en af os, havde den ramt en af os hårdt - og var det eleven, så var jeg vel blevet fyret? Barnet og familien var ganske vist positive overfor mig, så MÅSKE var jeg sluppet ... I øvrigt faldt denne elev - forbløffende nok - temmelig hurtigt ned og lærte at løbe hen i et nærliggende grupperum i stedet, når vrede tog over. Jeg lærte de andre børn, at så skulle de lade deres klassekammerat være. I et af mine sidste år som lærer havde jeg en 6. klasse i billedkunst, da en mig helt uvedkommende elev, som jeg kun akkurat kendte ved navn, kom ind i klassen og væltede de andres ting og kastede med materialerne. For første gang i langt over tredive år ringede jeg efter hjælp fra kontoret - men der kom ikke hjælp ... jeg skulle bare blive og ikke gribe ind. Jeg kunne nævne adskillige andre eksempler. Og der er på ingen måde her tale om en skole med specielt belastet klientel. Nogle af de metoder, læreren anbefales at bruge - de er ikke operationelle. For eksempel den med at læreren lader resten af klassen ophøre med deres arbejde og forlade lokalet, når en enkelt elev går amok - ikke bare en enkelt gang, men som daglig eller ugentlig praksis. Det dur ikke - det er et overgreb mod de andre børn, og desuden bliver det vrede barn ladt alene tilbage med sin ustyrlige vrede. Det er heller ikke en brugbar mulighed at søge hjælp fra en lærer i naboklassen - han/hun står jo alene med 26 andre børn, der så vil tiltrækkes af optøjerne. Man kan ikke være lærer på de vilkår. Det fungerer simpelthen ikke. Man kan ikke tage ansvar for en gruppe børn, når man ikke kan beskytte dem mod overgreb. Det er i høj grad derfor, lærere siger op. Fagforeningen svigter, hvis den ikke tager et så presserende problem op. Når Skoleledernes formand melder så drastigt ud til sine medlemmer, så må man i samarbejdets navn komme med retningslinjer til lærerne. Nogle retningslinjer, de kan bruge.

Camilla Yoo: Der er mange eksperter, og mange forskellige metoder til at forbygge og dæmpe forekomsten af vold. Naturligvis er det vigtigt at læreren bevarer roen og dæmper situationen ned - hvis læreren ellers er til stede, når uroen opstår. Men indtil vi når tusindårsriget, og løven vil græsse ved lammets side, så vil der ved lejlighed forekomme vold børnene imellem. Og her synes jeg i grunden, at eksperterne er lidt tilbageholdende med at fortælle, hvad læreren så skal gøre.

Kære Kristoffer Vejledningen fra Aalborg kommune er ganske problematisk: 1) På side 12 angives om håndtering af vold: "Hvis det ikke er muligt at nedtrappe. [...] - anvend magt om nødvendigt." Er det ikke netop det Skolelederforeningens Claus Hjortskær og Danmarks Lærerforenings Dorte Lang advarer imod da man hhv. "er retsløs" og "der er eksempler på fyring." Er det så rimeligt at bibeholde sætningen i jeres vejledning. Når nu anbefalingen kan resultere i en fyring, hvor man i forløbet reelt er retsløs? 2) Der er også et problematisk udsagn om politianmeldelse efter voldsepisoden på side 15: "Ved vold af vis karakter kan der ske anmeldelse til politiet. Anmeldelsen sker altid af skolelederen." Der lægges herefter op til en diskussion om, hvorvidt der skal anmeldes, en diskussion der åbenbart skal tages af både leder, medarbejder og AMR. Det er selvfølgeligt dejligt at medarbejderen skal informeres om at den manglende anmeldelse kan koste forsikringserstatningen, som er afhængig af registrering og anmeldelse. Men der informeres desværre ikke om, at læreren i sig selv er en juridisk person, der altid er i sin gode ret til anmelde vold mod sin person. Vel at mærke uden at konsultere, hverken ledere eller andre udenforstående. Vejledningen misinformerer altså medarbejderne om deres helt basale juridiske rettigheder, og efterlader urigtigt personen i et retsløst vakuum, hvor man kan gå glip af erstatning for fx tabt arbejdsfortjeneste mm. fordi man "frivilligt" afskrev sig muligheden dengang, der ikke blev politianmeldt.

Et grundlæggende problem her er, at der ikke sondres mellem de to væsensforskellige og i praksis totalt adskilte opgaver, forebyggelse og indgreb. Det kan man ellers godt finde ud af andre steder. Det er eksempelvis ikke de samme mennesker, der arbejder med trafiksikkerhed og driver ambulancerne. Eller brandsikkerhed og ildslukning. Eller sundhedspolitik og akutkirurgi. Naturligvis skal der være noget bagvedliggende organisation, der kan takle de langsigtede, terapeutiske behov, som åbenbarer sig, når man sætter et akutberedskab ind i en klasse. Men hvis man insisterer på, at et hvilket som helst akutindgreb skal følges op med et langsigtet terapiforløb, overbelaster og dermed lammer man selve funktionen. Vi har set det i forbindelse med de mange AKT-ordninger, hvor man helt bevidst har søgt at flytte fokus fra den kortsigtede (men nødvendige) brandslukning til det langsigtede arbejde. Det er ikke et enten-eller, men et både-og, og de to opgaver skal varetages adskilt og bemandes separat.

Man kunne også, samtidig med en akut og nødvendig symptombehandling, tage fat om det egentlige problem, som omhandler 1) De tilsyneladende flere og flere elever, der ikke kan holde til at være i skolen med de mange elever, de mange timer, de af underskud og tidsnød ramte lærere og flydende, skiftende læringsagendaer og forventning om faglige præstationer i samme åndedrag, som der prækes variation, motivation og leg og 'det enkelte barns særlige behov'. Man vil det hele på én gang, og økonomi og rammer er ikke fulgt med. 2) Med Per Fibæk Laursens ord: At lærernes autoritet og prestige er dalet. Ikke bare i klasseværelserne - men også i resten af samfundet. - "Sagt provokerende kan man ikke behandle lærerne som en underordnet servicemedarbejder og forvente respekt i klassen. Tingene følges ad. Og i dag er læreren reduceret til en servicemedarbejder i en velfærdsinstitution"

Malene, helt enig. Det må ikke blive et enten-eller. Lad mig lige opholde mig lidt ved ordet 'symptombehandling' - for det er netop blevet brugt som årsag til ikke at oprette akutberedskaber og deslignende. Men symptomer kan blive så alvorlige, at de i sig selv er livstruende. Man siger ikke til en patient med 41 i feber, at det vil vi ikke gøre noget ved, for det er jo bare et 'symptom'. Man lægger patienten til afkøling.

Ja - som skrevet: "Man kunne også, SAMTIDIG med en akut og nødvendig symptombehandling, tage fat om det egentlige problem (...)" Men når jeg skriver videre, som jeg gør, så er det fordi, at dækningen i pressen af spørgsmålet om ikke bare vold, chikane og trusler - men i det hele taget diskussionen om respekt for undervisningen og spørgsmålet om, under hvilke betingelser, undervisning kan udfolde sig, meget let undviger sig de kontekstbetingelser, som skolen skal virke under, herunder spørgsmål om folkeskolelovens iboende fordring om undervisning, konkrete rammevilkår, respekt for lærernes faglighed og autoritet samt elevgrundlaget og disses behov. Med mere....

@Niels: Nej, det tror jeg ikke, at jeg har givet udtryk for, at du gør? Men jeg forsøger at debattere med dig åbent, og forsøger at sætte mine erfaringsnære perspektiver i spil. Jeg er slet slet ikke uenig i, at der er et problem her, og jeg henviser til side 12, da vores voldspolitik, som har været lavet gennem en god proces i MED-systemet, og derfor har lærernes holdninger med, så var det væsentligt, at der ikke var tvivlsspørgsmål, når skaden var sket. Altså var det et forsøg på at illustrere det, der også er din pointe, at det handler om at vide, hvem der gør hvad, hvornår og hvorfor, sådan at dette ikke fylder unødigt. Det ved jeg også har haft stor betydning for de medarbejdere, der har været ramt af vold - både psykisk og fysisk. I min tid som AMR var det et særligt godt greb over for ledelsen. Også ift. at italesætte og rammesætte konkrete handleanvisninger på skoleniveau, og via arbejdsmiljøgruppen arbejde for at kollegaerne havde en fælles forståelse og viden om, hvad man gør, når det sker. Bl.a. kan det her være en ide at inddrage skolebestyrelsen, der også kan have en vigtig rolle ift. skolens ordensregler og værdisæt. Men ja, det er ikke løst ved det, og det synes jeg heller ikke, at jeg faktisk tilkendegav. Jeg forsøger netop at anerkende din præmis, og tillader mig at sige, at jeg finder det væsentligt at vi som forening er opsøgende på de mulige løsninger der er herpå. Som jeg skriver, er det ikke nok, bare at italesætte lærernes videns- og kompetenceniveau, da ansvaret så let - alene - lander på den enkelte lærer. Vi ved, at medarbejdernes egne strategier for at forebygge kun virker, hvis nærmeste leder også gør en aktiv indsats for at forebygge vold og trusler. Altså forsøger jeg her, at italesætte at de rammer, som vi skal virke under, danner en vigtig ring om de handlingsmulighder der er lokalt, og på den enkelte skole. Der er en voldspolitik (ikke pjece bare) et vigtigt greb, som kan bruges aktivt ind i det arbejde ude på skoleniveau; særligt i arbejdsmiljøgruppen. Som jeg skrev, og som Camilla rører lidt ved også, så er det jo ikke en one size fits all løsning, som bare lige findes. Men jeg ved fra egen tid, som AKT-lærer, at det er væsentligt at ledelsen er opmærksom på kompetenceniveauet og rollerne i teamsammensætning - hvem sætter man sammen, og hvorfor. Så kan teamet afhjælpe hinanden, både i forebyggelsesregi, men også i det øjeblik, når det sker - eller helst lige inden det sker. Her havde jeg som AKT-lærer en vigtig rolle, og blev ofte tilkaldt, så jeg via mine specialpædagogiske greb kunne tage over for den enkelte lærer - og dette havde skolen og vi i teamet selvfølgelig rammesætte bedst muligt. I dette øjemed er det jo væsentligt at vi skildrer pludseligt opstået vold, eller den vold, som vi ved kan være under opsejling pga. de forudsætninger eleven er i. Altså er min pointe, at vi skal bruge og hjælpe hinanden, og at vi har en opgave i at samle den gode praksisnære viden og vidensdele denne. Ligeledes kan vi retteligt sige, at det at en ledelse tør tage sit ansvar på sig, og arbejde for rimelige krav og forventninger, også gør det lettere at være lærer ude i klasserne. Og så har arbejdsmiljøgruppen et ansvar i at italesætte og sætte handlinger i spil, sådan, at kollegaerne kender handlingsanvisningerne, og ved, hvad de skal gøre - både før, under og efter en voldsepisode. @Malene: Camilla beskriver egentlig området ret fint, og det er gode bud, men jeg synes også der er hul i forskning, der kigger specifikt på klasserummet, og ikke på alt det rundt omkring. Har du selv nogle, som du kunne finde interessant? @Jan: Kære Jan. Jeg er ked af, at du sidder med den oplevelse, og tillægger mig de motiver. Jeg deltager her, fordi emnet netop IKKE er uvæsentligt for mig. Jeg står på, at løsningerne og handlingerne skal findes i fællesskab, og at der er et behov for at være opsøgende på dette blandt medlemmer og forskere især, så vi kan få politikerne i tale. Jeg er ked af, at du oplever det anderledes. Og ja, vi er som forening, enige i at rammerne betyder noget, men der er vigtige aktører rundt omkring os, som ikke altid er lige enige, så derfor er det jo ikke et uvæsentligt greb. Jeg har forsøgt i mit svar til Niels, at komme lidt tættere på den konkrete situation. Men én ting er de pædagogiske greb, og en anden dimension er medlemmernes retssikkerhed. Og det kan være nødvendigt at skride ind, og det har jeg også været med til, men der har vi altid sørget for at vi var to inden, sådan at vi kunne være sikre på at handle i tråd med de regler, der nu engang er for magtanvendelse på nuværende tidspunkt. Derfor skal der jo også via de kanaler vi har adkomst til i foreningen påvirkes så meget som muligt, og her vil jeg, igen, slå for at vi gøre vores for at indsamle de gode erfaringer fra kredse og medlemmer. @Thora: Læser du mig sige andet da? Selvfølgelig har vi pligt til at gribe ind inden for gældende regler. Og ja - det kan blive mere operationelt og der er brug for et skærpet blik på dette felt, og derfor er det også vores tilgang at påvirke de steder, hvor vi kan. @Michael: Det er en vedtaget voldspolitik, som har været igennem vores MED-system, hvorfor den derfor er kvalificeret på begge sider af bordet - så at sige, så man kender præmissen. SÅ kan du vurdere rimeligheden ud fra det. Men der er regler for magtanvendelse, og inden for de beføjelser, er det jo muligt at handle, men det er selvfølgelig en vurdering hver gang i den enkelte situation, og som jeg skriver ovenover, så er det - lavpraktisk set - væsentligt, at man ikke står alene, og så er der bestemt risici forbundet, som ikke er befordrende for medlemmerne, og som vi jo skal kigge på, og påvirke så godt som vi kan, så det bliver mindre “retsløst”. Ift. Anmeldelsen, så var denne genstand for en del debat i tilblivelsen af politikken. Retteligt. Der var for og imod formuleringerne, men også ift. hvornår man anmeldte og ikke, særligt ift. lærernes velvillighed til at arbejde og forebygge voldsepisoder. Her har vi som Aalborg Lærerforening været ret tydelig, og vi kan - til enhver tid - hjælpe med anmeldelse, såfremt medlemmet ønsker dette, så det er en mulighed, som vi har gjort synlig blandt vores AMR og TR. Tak for jeres input. Jeg har ikke mulighed for at uddybe yderligere, da jeg er på kongres de næste par dage, men jeg læser naturligvis jeres svar, og I kan fange mig på mail, hvis der er konkrete bud eller ønsker til det fremadrettede arbejde. Allervenligst Kristoffer

Jeg vil ikke forklejne den omfattende indsats, du beskriver, men det, der er så desperat brug for og mangel på, er operative funktioner omkring den konkrete hændelse og optakten til denne. Du beskriver i overordnede vendinger en tilkaldefunktion, som du selv har haft, og nu fremgår det jo ikke, hvor tilgængelig den reelt har været for lærerne, men det lyder umiddelbart som noget af det rigtige, synes jeg. Men det er jo langt fra standard på alle skoler. Og det duer ikke, at DLF vælger den lette vej ud og siger, at det må den enkelte skole finde ud af selv. Det sker jo ikke. Den vidensdeling, du taler om, er ikke-eksisterende. Det almindeligste er det, som Malene beskriver, hvor hun står alene og må fægte sig frem efter de forhåndenværende søms princip og, som Martin beskriver, får en masse ekstra bøvl efterfølgende. Hvorfor går DLF ikke ud med et krav om oprettelse af tilkaldefunktoner på alle skoler?

Kristoffer: Jeg er ikke vidende på området - og spørgsmålet er jo så også, hvad området egentlig er og kalder på af viden og ‘forskning’? Psykologi? Samfundsanalyse? Børne - hverdags - og insitutionsliv? Opdragelse? Skolens rammer og vilkår? Lærerens dilemma mellem undervisningsforpligtelse og opdragelse/omsorg og eget arbejdsmiljø? Diagnoser? Politisk handling frem for forskning? Arbejdsmiljøforskning? Jeg tænker umiddelbart, at I i DLF måske skulle prøve ikke at bruge den samme håndfuld folk, som nu siden 2012 har udtalt sig om emnet, rådgivet og udbudt kurser og sparring til både jer og os. Noget kunne tyde på, at der er brug andre vinkler end de, der typisk trækkes frem. Her et par hurtige, jeg lige kom til at tænke på: Lise Andersen, specialist i børnepsykologi og John Aasted Halse, cand.pæd. og cand.psych. Og så: Dygtige jurister på området, der kan rådgive DLF om deres medlemmers - men også elevers - retstilling og tarv. Og så bør det generelle, psykosociale arbejdsmiljø sættes kraftigt i fokus fra DLF’s side - langt mere proaktivt, end det bliver pt… Ikke kun pga øget vold - men i det hele taget. Der bør f.eks. skabes meget mere faste regler og procedurer for anonyme og langt grundigere og mere målrettet kortlægning og undersøgelser af lærernes og elevernes daglige arbejds - og undervisningsmiljø, og der skal presses på for at arbejdstilsynet kan allokeres ressourcer til målrettede indsatser ude på skolerne. En særlig politisk indsats i samarbejde med Danske Skoleelever om at få elevernes undervisningsmiljø gjort til lov ville også være oplagt. Og så naturligvis - imens vi venter på Godot og realpolitiske resultater, bør man som Sauer siger, kræve ressourcer til ansættelse af akutberedskaber - måske særligt på skoler, der er både store og med høje tal for vold og chikane og følelsesmæssige belastninger.

Kristoffer Høyrup: Du spørger, om jeg læser dig sige andet. Ja, minsandten læser jeg dig sige andet andet. Meget andet - meget lange indlæg med forklaringer om øget viden, om videndeling, om medsystemets diskussioner - og minsandten også om, at ledelsen kan sammensætte team, så lærerne kan støtte hinanden ... (Nej, ledelsen kan ikke ved sammensætning af team sørge for, at man kan få hjælp i akutsituationer). Du er kredsstyrelsesmedlem og hovedstyrelsesmedlem i en fagforening, og selv om lærernes fagforening naturligvis også skal tænke på pædagogik og undervisning, så skal en fagforening altså først og fremmest arbejde for medlemmernes sikkerhed. Deres sikkerhed for arbejdsskader, fysiske og psykiske, og deres sikkerhed mod afskedigelser i utide af dygtige lærere, der samvittighedsfuldt passer deresjob. Men det skriver du meget, meget lidt om. Dorthe Lange citeres ovenfor: "Vi har desværre mange eksempler på, at vores medlemmer, som har været nødt til at gribe ind, faktisk bliver afskediget bagefter". Samtidig med, at Hjortdal som formand for skolelederne fralægger sig ansvaret ved at sige, at han anbefaler sine medlemmer aldrig at røre en elev. Dorthe Lange vil hellere tale om forebyggelse, og det vil du tydeligvis også. Men der er - her og nu - behov for, at DLF går ind i den problemstilling, uden at snakke udenom. Heller ikke jeres forholdsregler i Ålborg er gode nok. Som Sauer skriver, der er ikke konkrete retningslinjer i selve situationen. For pludselige tilfælde af vold blandt elever forekommer. Jeg kender ingen erfarne lærere, der aldrig har oplevet det. Min værste oplevelse i den retning var i slutningen af et frikvarter at komme til en stor, veltrænet 8. klasseselev, der stod med begge hænder om halsen på en klassekammerat, der var violet i hovedet - og den veltrænede reagerede overhovedet ikke på ord. Kursus i nænsom nødværge? Jow, tak - jeg fik ham til at slippe halsen på den anden (som så sank sammen på gulvet) - men når jeg ikke fik tæv, så skyldtes det udelukkende, at en betydeligt stærkere kollega tilfældigvis dukkede op for at låne noget i lokalet. Og havde det været i dag, så havde jeg risikeret afskedigelse - for jeg anvendte den magt, jeg kunne, for at få ham til at slippe. I dag er der heller ikke, som der var dengang, en leder på kontoret, der vil komme løbende til hjælp efter tryk på knappen på samtaleanlægget. De skal jo ikke røre ved eleverne ...

Når Dorthe Lange siger: "Vi har desværre mange eksempler på, at vores medlemmer, som har været nødt til at gribe ind, faktisk bliver afskediget bagefter". Så kunne jeg godt tænke mig at vide: Hvor mange? Under hvilke forhold? Der er et magtanvendelsescirkulære, som beskriver under hvilke forhold magt må anvendes. Hvis man forbryder sig mod dette, så er det ikke så godt - mildt sagt. Derfor forstår jeg slet ikke at Dorthe Lange kan være citeret korrekt. Man kan da ikke blive afskediget, såfremt man har anvendt magt i henhold til, den hjemmel der er. Skulle det være et korrekt citat, så finder jeg udtalelsen ganske manipulerende, idet der skabes et billede af, at selvom en elev konkret er ved at slå en anden elev ihjel, så bliver vi fyret for at gribe ind. Det tilfælde Thora beskriver at have oplevet, er jo et eksempel på, at magtanvendelse. Jeg ville da helt klart vurdere den som værende indenfor loven. Når det kandler om potentiel kvælning, så kan vi jo ikke vente på at politiet, som de eneste autoriserede voldsudøvere, kan finde tid til at dukke op. Omvendt har jeg flere gange oplevet magtanvendelser, når en elev ikke ville med ind i bussen til svømning, der ikke ville deltage i morgensang, som ikke ville samle et smadret æble op. Dette ligger efter min mening helt uden for området for magtanvendelse. Så når vi taler vold i skolen, så kan man måske snarere sige,a t det er blevet et vilkår grundet strukturelle forhold, som Malene glimrende beskriver i det jeg fortolker som en opadgående kravspiral, samt det faktum at kontrakten mellem forældre og lærere er blevet ødelagt over de sidste 30 år, hvor læreren har stort set ingen pædagogisk rolle og dermed ikke længere kan drøfte undervisningens indhold med forældrene. Dette er bestemt på forhånd af ministerier interesseorganisationer og læringsportaler. Da jeg startede som lærer, var det læreren der i store træk bestemte, hvad eleverne skulle lære om og hvordan dette skulle foregå. det har jeg haft mange interessante forældremøder omkring. Men desværre er ansvaret fjernet fra både lærere og forældre. Hvad angår inklusion, så er det stadigvæk sådan, at først skal jorden gødes og bearbejdes inden frøet kan sås. Inklusionsdagsordenen, som var og er nødvendig af hensyn til samfundets sammenhængskraft, blev til en sparedagsorden, hvor eleverne blev placeret uden forudgående efteruddannelse, uden fornøden anden resurse og uden den helt nødvendige accept af den konkrete inklusion af den konkrete elev i en konkret klasse. Det er således ikke bare et anliggende for den enkelte lærer, klasse eller skole. Det er hele det setup der er omkring en skole og den enkelte klasse, der skal være parat. Derfor kan der ikke sættes dato på eller antal. Men kunne der have været en strategi, som gik på, at lade inklusion være frivillig, men fulgt op af en pose penge - de penge som en anbringelse koster, så havde der sandsynligvis været et incitament. Så havde der sandsynligvis været motivation og engagement. Men det var ikke sådan det gik, og jeg er nok i virkeligheden glad for, at jeg med min alder og økonomiske situation kan smide nøglerne i morgen. Så kan det være jeg får tid til mine egne børn og børnebørn, fremfor at ville frelse en hel verden.

Da jeg i 1983 startede som folkeskolelærer, delte jeg opgaven som fast gårdvagt med en jævnaldrende mandlig kollega. Ikke en tjans som man blev rig af, men frisk luft i frikvarteret ( majoritet af 24-7-rygere, som ikke lod sig genere af at folk indtog deres frokost samtidigt) og man lærte hurtigt ungerne og specielt de let antændelige at kende. Og ungerne kendte os. Som oftest var det hyggelige stunder, hvor jeg trissede rundt med et par små snakkesalige eller ængstlige poder ved hånden. Det skete dog jævnligt, at nogen af “banditterne” røg i totterne på hinanden og ikke altid var det nok at hæve stemmen for at få dem skilt ad. Så måtte jeg tage fat i nakkekraven eller armen på kombattanterne og holde dem adskilt, for at undgå at nogen kom til skade. Jeg var fast gårdvagt i omkring 10 år, indtil gårdvagtstillæget blev sløjfet og opgaven delt ud på alle lærere (med efterfølgende kaos...om hvem der nu havde glemt sin gårdvagt eller vikargårdvagt og gul-vest-uniform/identifikation, så ungerne ikke skulle komme i tvivl om, at den unge vikar måske bare var en ældre elev) Også i enkelte af mine team, har jeg fungeret som brandslukker og er blevet hentet fra min egen klasse af kolleger (sekretærer og ledelse for langt væk og bestemt ikke uddannet/i stand til at gribe ind), fordi elever var til fare for sig selv, andre elever eller læreren. Også her har jeg haft fat i armen(e) på eleven, for anden/andre muligheder var udtømte, for at få situationen under kontrol. Når temperamentet og roen var faldet på, så tog jeg efterfølgende en tomandssnak med eleven, som stort set altid var glad for at der blev grebet ind. Nærmest utallige gange i de 36 år jeg havde verdens bedste job, gode kolleger, ledelse og dejlige unger, har jeg altså stået til afskedigelse, for at have rørt en elev. Quo vadis?

Det var idiotisk at afskaffe gårdvagterne. Eleverne kendte dem. Vi andre slap. Det gav bedre relationsarbejde. Nu forekommer det, at lærere på gårdvagt ikke kommer af sted, fordi de også skal løse konflikter, førend de kommer derud. Med faste og betalte gårdvagter havde de øvrige lærer stadigvæk indeområderne at dele opsyn over. Det fungerede bedre, Nu har lærerne ikke tid til noget som helst. For store klasser, for mange lektioner, for lange dage, for lidt eller ingen forberedelse. Kendskab til for få børn. Teamsene er centreret om få klasser.

At stå magtesløs i lærergerningen er usundt for lærerens mentale helbred. Sygemelding, afsked og jobskifte bliver og er konsekvensen. Ærgerligt og forfærdeligt at se skolen falde fra hinanden, fordi barnet på ingen måde må røres.

Erik René Nielsen: Uanset, hvordan du eller jeg vurderer det, så ER der lærere, der er blevet afskedigede for sager, der lyder akkurat som min beskrivelse. Fordi de anvendte "for meget" magt i forhold til situationen - efter dommerens opfattelse. Eller fordi de formulerede sig forkert (for eksempel ved at sige, at de slog i den opridsede situation, i stedet for at sige, at de skubbede meget hårdt), og fordi der blev taget mest hensyn til barnets forklaring. Barnet er jo den svage part, og sædvanligvis afhører man det barn, læreren har taget fat i, og ikke det barn, læreren forsvarede. Det kunne jo også nemt udarte til endnu en ydmygelse. Og selv om det at nægte at samle det affald op, man har kastet - eller at bremse de andres mulighed for at komme til svømning med bussen - eller at blokere for den fælles oplevelse, en morgensamling er - naturligvis ikke berettiger til vold, så skal der foreligge en mulighed for at gribe ind overfor det, så det ikke kommer til at indskrænke mulighederne for de andre i alt for stort omfang. I endnu højere grad skal der være muligheder at forhindre et barn i at stå og råbe og skrige, eller kaste med bold inde i klassen - for det er et overgreb mod alle andre børn.

Som du beskriver det Thora, så er der brug for, at lærere lærer at håndtere den slags situationer. Kort sagt skal man lære at passe på sig selv tænker jeg. I USA er der skoler, hvor der er personer, som er autoriserede til at udøver fornøden magt. Er det der vi er på vej hen? At presset alle steder fra bliver så højt, at det ikke er muligt at være i? Hvis jeg læser dit indlæg korrekt, så er det altså fortolkningen af et puf der sprogligt bliver til et et slag - eller en fortalelse, der skaber en ulykkelig situation. Det rejser jo spørgsmålet om, hvorvidt vi skal lære at håndtere disse situationer, eller der skal ansættes vagter med en autorisation? Jeg er bare bange for, at vi bliver medskabere af en voldsspiral, hvis vi ikke kigger dybere ned i substansen og lærer at løse disse udfordringer på en anden måde. Grundlæggende kan man ikke som lærer være den udfarende i magtanvendelse. Men det er overladt til læreren selv at bedømme situationen - her kunne kursus/instruktion være en hjælp, så man ikke tror, at det er ok at slå/skubbe fordi de store drenge, der slås gør det. Det er en politiopgave, med mindre, der er tale om overhængende livsfare, for så gælder der helt andre regler. Men måske der kunne komme en begavet artikel ud af dette i fagbladet?

Vi har faktisk skrevet om emnet for ikke så længe siden. Se denne artikel med et kursus for lærere https://www.folkeskolen.dk/1877888/det-maa-ikke-goere-ondt bh Hanne Birgitte, chefredaktør

Lars Peter Andersen, seniorforsker ved Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning og NFA (Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø), fremlagde forleden resultaterne af en undersøgelse af chikane, trusler og vold i folkeskolen. Herunder nedenstående opgørelse af fordelingen af episoder henover skoledagen: 15,2 % Formiddag - undervisning 13,2 % - Formiddag - frikvarterer 35,7 % Eftermiddag - undervisning 14,7 % Eftermiddag - frikvarterer 21,2 Skoler uden episoder. Det viser i hvert fald tre interessante forhold. - De lange skoledage er en stor del af problemet. - Der sker virkelig meget i den relativt korte frikvarterstid. Afskaffelsen af faste gårdvagter har været en stor fejl. - Nogle skoler løser problemet betydeligt bedre end andre. Endvidere viste undersøgelsen, at 45 % af episoderne findes i indskolingen. 24,6 % på mellemtrinnet. 10,7 % i udskolingen. 19,8% ingen vold. Tallene taler for sig selv. Er der nogen, der hører efter?

I forhold til henvisning til artikel: www.folkeskolen.dk/1877888/det-maa-ikke-goere-ondt. Det er rigtig fint, at der arbejdes med, hvorledes magtanvendelse gøres mindst muligt indgribende, samt at man lærer at formulere sig begavet om dette. Alle magtanvendelser, der handler om at gennemtvinge en vilje, hvor der ikke er grobund for læring eller erkendelse, er i mine øjne skadelig og dermed overflødig. Hvorledes håndteres f.eks. alvorlige konflikter på vore psykiatriske botilbud? Hvad gør man med borgerne der, når der indimellem er konflikt i farvandet? Svaret er, at man ofte trækker sig til politiet kommer, af den simple årsag, at det andet er for farligt. Det er min hypotese, at vi bruger magtanvendelse overfor børn, fordi vi kan. Hvis det var livsfarligt at bruge magtanvendelse overfor børn, ville vi for længst have udviklet andre metoder og tilgange. Derfor er det jeg blot henleder opmærksomheden på, at vi ikke kan løse pædagogiske problemer med fastholdelse. Min sidste magtanvendelse er over 10 år gammel og resultat af en beslutning om ikke at løse pædagogiske problemer med magt. Det der interesserer mig for alvor er alt det der leder op til. Men jeg er klar over at der er en kæmpe udfordring i forhold til alle de, der sættes i situationer, hvor magtesløsheden sætter ind. Hvorledes håndterer vi os selv. Jeg bemærker at artiklen fokuserer på, at det ikke må gøre ondt på barnet. Hvilke greb kan anvendes, så det hele bliver så skånsomt som muligt. Efterfølgende, hvorledes det beskrives, samt at man er flere om at handle. Men vi skal have fokus på, hvad det er der fører til disse situationer. Hvilke strategier kan den voksne bringe i spil, for at nedtone konflikter mellem barn og voksen. Vanskeligere er konflikter mellem børn. Jeg mener stadigvæk, at potentiel livsfare er et indgreb værd. Al adfærd er kommunikation - og det bliver derfor konteksten, der afgør, om der er tale om det ene eller det andet. Her er det vi som lærere skal være skarpe på, hvornår det er det ene eller det andet. Et lille sluteksempel: Birger ville ikke forlade klassen, men insisterede på, at han ville ødelægge timen for de andre, (hvis vi skal tale om det på den måde) og ikke rette sig efter hvad jeg sagde. Han blev stædigt siddende på sin stol. Hvilke muligheder er der i en sådan situation? Her kommer magtesløsheden og tager over, hvis ikke man som den voksne i situationen tilbyder sig selv en række alternativer, som giver en magten tilbage. Hvad kunne disse alternativer være? Jeg er helt med på, at mine holdninger kan opfattes som kontroversielle. Af hensyn til tonen i debatten skal jeg kort sige, at jeg godt kan tåle den ærlige mening, blot skal man holde sig fra at klistre etiketter på min person - (Jeg kunne ikke lade være med denne lille irriterende bemærkning :-)

Erik, dit eksempel med 'Birger' er fint og desværre meget relevant, men du skriver intet om, hvad du selv mener, der bør ske? Situationen er jo uløselig, hvis 'Birger' insisterer på sin ret til at splitte det hele ad og ikke kan fjernes fra rummet. Så kan man jo lige så godt aflyse undervisningen og give klassen fri. 152 afbrydelser på 90 minutter så vi på tv. Alle havde været bedre tjent med at holde fri, ikke? Jeg ser ikke noget alternativ til at fjerne 'Birger' fra rummet. I alleryderste konsekvens, som man forhåbentlig aldrig når frem til, med magt. Eller hvad?

Erik, jeg forstår virkelig ikke din henvisning til psykiatriske botilbud. For det første taler vi her om voksne mennesker med meget alvorlige sygdomme i sindet - der skal virkelig meget til, for at man kan henvises til sådan et sted. Og det skal stå galt til, for at man har lyst til at få det anvist. Det er jo ikke sådan et sted, folkeskolen skal være. For det andet fungerer det ikke videre godt, det med at basere sig på, at politiet kommer. Det har vi hørt flere eksempler på i den senere tid. Folkeskolen er samfundets undervisningstilbud til landets børn. Det sted, hvor de skal samle den vigtigste, almene viden til et voksenliv med mange, komplekse sammenhænge. Det sted, hvor de skal samle erfaringer med at omgås mennesker, der er forskellige fra deres nærmeste. Den er hovedsagelig beregnet til menneskebørn, der ikke har vrangforestillinger, og ikke er misbrugere. Og som vokser op som ansvarlige, velfungerende borgere. Og så er det børn. Nogle af dem endnu på et stadium, hvor sproglig kommunikation måske ikke opfattes som lige så vigtig som anden kommunikation - hvor de i hvert fald godt kan springe tilbage til sådan en fase, hvis de er i affekt. Og selv om magtANVENDELSE er et grimt ord, så er børn ikke modne til at have magten over sig selv. Den voksne, der har ansvaret for børnene, er nødt til at have magten også. Ikke ved at udøve vold. At modtage den af undervisningsministeren vedtage undervisning indebærer et element af tvang - det synes jeg ikke, at vi skal fortie. Er det vold at lægge armen om skulderen på en vred 6-årig og føre ham ud af klassen for at tale ham til ro uden de andre børns indblanding? Er det et større indgreb end at føre de andre børn væk og efterlade ham/hende alene? Og hvad med de andre børn? Dem, der virkelig har brug for undervisning og kan tilpasse sig mange vilkår, men ikke konstant kaos? Hvor mange overgreb skal de acceptere? For mig at se må vilkårene være, at hvis selv det at fastholde en 7-årig, der er udadreagerende og ikke reagerer på ord, er en ulovlig magtanvendelse, så er eneste mulighed at folkeskolen kun modtager børn, der retter sig efter mundtlige irettesættelser og ikke går i affekt. Men jeg vil meget gerne høre om andre muligheder. Bare er det vigtigt for mig, at mine børnebørn og deres jævnaldrende ikke skal udsættes for forhold, der minder om det, vi nylig har set på TV fra en folkeskole.

Du forstår mig ikke Thora, og det forstår jeg godt. Når jeg laver den sammenligning som jeg gør, er det selvfølgelig ud fra min virkelighed. Vi deler ikke virkelighed - og intet ondt i det. Jeg prøver at gøre opmærksom på, at i netop de tilfælde, hvor vold ikke giver mening, anvender vi den ikke. Men jeg kan blot konstatere, at lærere til stadighed retfærdiggør vold. Var det ikke Dlf, som var voldsomme modstandere af afskaffelsen af pryglestraffen? Rigiditeten findes, for vores selvopfattelse som lærere er, at vi skal stå fast som udøvere af den pastorale magt, når vi opdrager eleverne ind i en forståelse af sig selv som elever. Nej det er ikke vold kærligt at lægge armen rundt om skuldrene på et barn og medfølende føre det ud af klassen. Ikke i min optik. Nu er der tre måder på alt, og jeg kan ikke se, at den magtudøvelse, som er omfattet af almindelig nødværge eller nødværge på vegne af en værgeløs, skal føre til fyring. Ej heller et barn som vi ser er igang med at brænde skolen af. For mig handler det om det giver mening - vil det føre til noget. Det er netop denne mening jeg med mit uforståelige eksempel prøver at bibringe. Man kan nemlig godt tale fornuft med psykotiske mennesker, det tager bare lidt mere tid og kræver en del af den "normale" der skal lytte. Kan jeg lære noget af det? Ja - for nogle børn er så meget ude af sig selv, at det tager tid og derfor skal vi kunne mobilisere vor egen tålmodighed. Men Jeg forlanger ikke at blive forstået, men konstaterer at jeg med de samme børn har langt færre magtanvendelser end mine kolleger. Jeg har 0 på ti år- ikke for at prale, men..nå ja, nogle mener, det er fordi jeg er en mand på 1.90 og jeg ser skræmmende ud. (kognitiv dissonans) Jeg konstaterer at ikke ret mange er interesserede i at vide noget om det. Jeg konstaterer at de fleste vil fastholde deres verdensbilleder, og det er jeg ikke herre over. Jeg konstaterer også at politiet i dag skyder langt færre psykisk syge, fordi man simpelthen har trænet betjente til at håndtere situationer, hvor et menneske er i nød/syg. Men en sådan indsats tager tid og kræver tålmodighed - og som princip er det ikke anderledes med børn der er ude af sig selv, selvom de ikke er det vi kalder syge. Det kræver tålmodighed, og her er det måske problemet ligger - det har vi ikke tid til, hvis alle børn skal lære så meget som muligt. Jeg hylder nysgerrigheden Thora skriver: "For mig at se må vilkårene være, at hvis selv det at fastholde en 7-årig, der er udadreagerende og ikke reagerer på ord, er en ulovlig magtanvendelse, så er eneste mulighed at folkeskolen kun modtager børn, der retter sig efter mundtlige irettesættelser og ikke går i affekt". Jeg tænker det handler om situationen. Hvis barnet ikke vil tage sko på, når det skal ud eller jakke på etc og bliver udadreagerende, når vi bliver insisterende, så skal vi lære at trække os - men igen ingen situation er ens. Hvis vi kan identificere, om det er vor egen magtesløshed vi håndterer i magtanvendelsen, eller det er en farlig situation, så er vi kommet langt. Men jeg forventer ikke at nogen forstår det.

Mit Birgereksempel var faktisk ment som et oplæg til refleksion hos læserne. Det er faktisk her, der er læring at hente. Så hvad gjorde jeg? Jeg tog klassen og gik - men jeg havde selvfølgelig muligheden, og det er det jo ikke alle der har. Det er måske heller ikke en standardløsning, men pointen er, at gøre det uventede. Jeg tænker at ord skaber virkelighed og måden man tænker på over en given sag, giver det mulighedsrum, som vi som lærere indskrænker for os selv, ved f.eks at kalde situationen for uløselig. Så er der i grunden ikke grund til at tale mere om den sag - det er jo uløseligt - giver det mening?

Erik, jeg spørger ikke om, hvad du gjorde i situationen, og jeg vil nødig ind i en diskussion, om hvorvidt du gjorde det rigtige. Det, jeg savner, er et bud - dit bud - på hvad lærere i almindelighed kan/skal gør i den slags situationer, som jo desværre ikke er helt sjældne. Det kan ikke være meningen, at den enkelte lærer skal improvisere sig frem og 'gøre det uventede'. Lærerne har brug for - krav på - nogle autoriserede handlingsanvisninger, som de kan falde tilbage på i en situation, hvor hjernen koger. Det er et fælt arbejdsgiversvigt ikke at komme med sådanne anvisninger.

Erik, lad mig tilføje: Det, jeg siger, er ikke, at situationen er uløselig, men at situationen er uløselig, hvis ikke Birger kan fjernes fra rummet. Problemet er, at undervisningen er sat i stå, og det løses ikke ved at fjerne hele klassen fra rummet.

@Erik Rene Nielsen Hvor mange gange skal man lade en Birger blive i klassen og i stedet forlade den med alle de øvrige elever?

Max 5 gange. Hvis ikke det virker, så prøv noget andet. Men alle børn lever af kontakt, og vil gå langt for at lære, hvorledes man får den.

Erik, prøv noget andet, siger du. Jamen hvad? Mange lærere har ikke den mulighed at gå med klassen, af den simple grund, at der ingen steder er at gå hen. Desuden er det det efter min mening et forkert signal at sende. Een elev skal ikke kunne afspore hele klassen totalt.

Prøve at se for jer, alle de klasser, der har en Birger, samtidig vandre rundt på skolen, mens Birgerne sidder alene tilbage i klasserne. Nej, vel? Det er ikke en brugbar løsning. Det må være den/de, der ødelægger undervisningen,, der skal hentes ud og tages med til et andet sted for at falde ned og blive taget sig af.

For det første, så handler det om at være bevidst om sin egen betragterposition. Argumentationen understreger, hvorfor man de sidste mange år har ønsket medarbejdere, der ser muligheder og ikke begrænsninger. Jeg nævner et eksempel på en anderledes måde at tænke på. Straks skydes det ned. Sauer spørger: Prøv noget andet. Hvad? Ja jeg giver et eksempel. Hvorefter jeg igen afæskes en standardløsning. Standardløsninger på disse udfordringer findes ikke på et konkret operationelt niveau. Det kræver en strategisk tilgang.

Erik, standardløsninger findes ikke her på et konkret operationel niveau, skriver du. Det er i mine øjne også en slags standardløsning, en rigtig dårlig en af slagsen, som henviser læreren til at improvisere sig frem i kaos for egen regning og risiko. Hvilket stort set er det, der sker i dag. Med fatale følger.

Hvis vi på forhånd kan vide, hvad der virker, så er vi i den del af verden, hvor fænomener er forudsigelige. Det kunne være fænomener som solformørkelse og tidevand. Improvisation er faktisk en anerkendt strategi. Den er beskrevet af Karl Weick. Når vi ikke kan forudse fremtiden, så skyldes det, at den fremtid der findes i skolen ikke findes i en foruddefineret form. Den skabes af de deltagende aktører. Personligt bruger jeg strategier og ikke konkrete anvisninger som tilgang. Men strategier indeholder selvfølgelig konkrete tiltag. En strategi kan være ønskede scenarier. En anden strategi kan være low arausal. En tredie strategi jeg ofte bruger sammen med mine nære kolleger er hypoteser om årsagssammenhænge, vel vidende at disse kan være meget komplekse. Her bliver vi lærere til abduktive praktikere, idet vi netop som tidligere nævnt ikke på forhånd kan vide, hvad der vil virke, men er nødt til at gætte. Men vi gætter ikke i blinde. Vi gætter ud fra vores viden og erfaring på det, der er mest sandsynligt. Den deduktive seminarieuddannelse efterlader desværre megen lærer med den opfattelse, at kaos kan undgås. Heri kan jeg jo kun give dig ret. Vi er efterladt i kaos, men med en idé om at der findes en orden. Dette er desværre et fatamorgana. Da fremtiden som den udfolder sig for mennesket ikke findes foruddefineret, så er det i min verden nok således, at livets landevej asfaltteres mens vi kører. Jeg og mine kolleger er faktisk lykkes med mange elever, der har virket håbløse. Men det tager år og først og fremmest skal jeg også sige, at alle kan komme til kort, mig selv inklusive. Det handler om mindset.

Erik René Nielsen: Når jeg, ligesom Sauer, gerne vil have et svar på, hvad en lærer så kan gøre efter fx 5 gange at have forladt klassen med de fleste børn, mens en enkelt blev der i vild affekt - så er det fordi jeg, når jeg husker min tidligste tid som lærer, fik stor hjælp i at vide, at der fandtes en udvej. Det var faktisk det, der fik mig igennem, så jeg lærte at bevare fatningen og overføre min indre ro til børnene (det hedder vist "low arousel" I dag). Det kræver jo blandt andet, at der ER indre ro. Den ro fandt jeg blandt andet ved vished om, at der VAR hjælp at hente, hvis jeg mistede grebet. Vi havde den gang en akutfunktion, jeg havde oplevet, at jeg kunne få hjælp fra de erfarne lærere, der var tilknyttet den - og jeg vidste, jeg kunne få fat på dem igen. Selv om jeg helst ville klare mig selv. Og derfor insisterer jeg på den her anvisning af konkrete handlemuligheder - fordi selve følelsen af magtesløshed er ødelæggende for lærerens muligheder for at gøre noget konstruktivt ved problemerne. Jeg kan også sige dig, at jeg har konkrete erfaringer med brugen af det der med at gå ud af lokalet med resten af klassen. Ikke for mig personligt - jeg ville have nægtet - men jeg har set det afprøvet af en kollega, en uerfaren kollega, der havde fået en meget vanskelig opgave i en klasse med meget store problemer ( vi måtte knap kalde det problemer, men problemerne var der altså. Vi kendte oven i købet nogle særdeles sandsynlige årsager til dem). Og der gik hun så, den ene gang efter den anden, med en urolig og protesterende flok, mens larmen lød fra den afmægtigt råbende elev, der så blev ladt alene tilbage med sin ustyrligt vrede. Og i takt med, at det gentog sig, mistede hun de andre elevers respekt og tillid - hun skærmede dem jo ikke mod overgreb - mens den stærkt udadreagerende elev følte sig endnu mere afvist og blev mere og mere vred. Hun selv mistede al sin tillid til sig selv som lærer- og derved den indre ro og det mindste, du (og jeg) mener er det vigtigste for en lærer. Jeg fik ingen ideer dengang til, hvad hun skulle gøre i stedet, så ville jeg jo have rådet hende - og heller ikke hun selv fik ideer. Så nedad kørte spiralen. Jeg skal sige dig, det er min overbevisning, at der er grænser for, hvad én lærer kan klare alene. Også en dygtig lærer. Også en lærer, der får supervision og positiv tænkning og alt muligt andet- men ikke kollegial hjælp i situationen. Tænk dig ind i den 6. klasse, der lige er blevet skildret. Tænk at overtage den - alene! Jeg skriver det her for at gøre opmærksom på, at nogle steder er betingelserne gjort sådan, at det er håbløst. Læreren skal være den, der sætter betingelserne i klassen - og det skal meldes åbent ud, at der ER grænser for, hvor meget skolen kan rette sig efter det enkelte barns behov. Og at disse grænser i øvrigt er ressourceafhængige.

Jeg tænker at jeg kan blive ved med at komme med konkrete løsningsforslag, og de vil blive skudt ned et efter et, af den simple grund, at der må ikke rokkes ved den opfattelse, at det er umuligt, der er grænser for, manglende resurser etc. Ord skaber virkelighed. Hvad skal man så gøre, når man er gået 5 gange og det ikke virker. Ja - igen afæskes der et svar - som når det kommer, igen vil blive afvist som ugyldigt, hvorefter man afæskes et nyt svar, under henvisning til at man ikke har svaret. Ja det er rart, når der er en udvej. Grunden til at jeg har brugt et eksempel med psykisk syge er, at her findes endestationen på diverse botilbud. Det har for mig været interessant at opleve og høre om, hvorledes mennesker der er betegnet som umulige at nå ind til kan nås gennem åben dialog, som den nye tilgang hedder. Det er interessant at se, når personalet arbejder med en bevidsthed om, at der er ikke andre steder at sende dem hen end psyk. afd. selvom der også der kan opstå situationer, hvor borgere bliver kastebold mellem to instanser. Dette for blot at nævne, at der også her er tale om en umulig situation. Det tragikomiske er, at dit perspektiv på den umulige situation er, at den ses med lærerens perspektiv. Er ikke også barnet i en umulig situation? Jeg er de senere år blevet stadigt mere forundret over, hvorledes sprogets skabende kraft og evne til at binde mennesker sammen også har virket i skolesammenhæng. Men det tager tid og kræver mere end resurser i form af hænder. Så hvordan taler vi om det der skal tales om? Hvorledes bruger den voksne, som ansvarlig for relationen, sproget til at give barnet en udvej, for derigennem selv at få en? Jeg vil så sluttelig konstatere, at selve den strategi at stille en byge af spørgsmål uden at svare på mine er noget jeg har set før. Man bliver dejligt ansvarsfri. Det ærgrer mig Thora, at du på den måde melder fra til invitation til løsningsorienteret debat. Jeg er helt sikker på, at du har stået i mange erfaringsgivende situationer, som andre måske kunne lære af. Dem kunne jeg godt tænke mig at høre om. Men skal jeg dømme efter dine udtalelser, så er alt umuligt, ind til der kommer en med en løsning. Det er vel ikke de eneste erfaringer du har med dig?

Som tillæg: Jo der findes grænser. Det vil jeg da give dig ret i. Man skal heller ikke stå alene. Ja skolen er i lighed med resten af den offentlige sektor blevet barberet ned og læreren sat under pres. Så kan vi tale om strategier til at finde udvejen? Udvejen for os gamle er pension, men hvad er den for den unge lærer, der har mange år foran sig?

Erik René Nielsen: Jeg forstår ikke, at du mener jeg udelukkende ser sagen fra lærerens perspektiv. Jeg skriver, klart og tydeligt: "... der så blev ladt alene tilbage med sin ustyrligt vrede." Og jeg gør klart opmærksom på, at handlemåden er et overgreb mod de andre elever - deres interesser skal heller ikke overses. Grunden til min modstand mod den måde at håndtere problemet på er, at den ikke fungerer for nogen parter, overhovedet. Dens eneste fortrin er, at den er billig. Hvis kan ser bort fra, at de andre elever skal have et sted at gå hen - og det gør man så også. Det er sådan, at det er dårligt - for alle - at lade skolen blive et kaos for eleverne. Nu er det en oplevet beretning, jeg kom med, og den pågældende elev følte sig svigtet. Han følte sig meget svigtet, han havde ikke gavn af, hvordan det blev håndteret. Han lærte ikke at styre sin vrede, han fik ikke den nødvendige hjælp til at overkomme sine problemer, han blev på grund af sin adfærd afvist af kammeraterne - han mener ikke, at det var godt. Og, vær lige opmærksom på, at alle vidste, han havde god grund til sin vrede. De andre børn fik kaotisk og utryg skolegang, med alt for mange afbrydelser i undervisningen. Jeg er glad for, at du er enig i, at der ER grænser. Og hvad den stadigt arbejdende lærer skal gøre? For øjeblikket smider en del af dem nøglerne på kontoret. Og finder ufaglært arbejde. Hvordan vi kan hjælpe dem? Efter min mening kan vi starte med at tale rent ud, og fortælle ærligt, hvor store problemerne er - i stedet for at "tale skolen op". Den såkaldte "positive tænkning" har spillet helt fallit. Og vi skal hjælpe landets borgere med at forstå, at man ikke kan lade de kommunale udgifter falde med 2% om året og forvente institutioner i verdensklasse. Politikerne lovede guld og grønne skove, også i forbindelse med reformen, men det er urealistisk. Politikerne stillede en Mercedes i udsigt, men der blev kun midler til en Toyota Aygo - det er tåbeligt at forsøge at køre den som en Mercedes. Man kan ikke forvente individuel undervisning, ikke niveau og retningslinjer tilpasset den enkelte elev, når hver lærer har ansvar for 26 af slagsen ad gangen. Man er nødt til at kræve en vis tilpasning til det fælles, så kan det også fungere. Og så skal kan indse, at selv om kadaverdisciplin hverken er nyttig eller nødvendig, så er det nødvendigt, at alle forældre overlader en vis autoritet til skolen og dens lærere - så de ikke sender deres barn I skole med indstillingen: De skal ikke bestemme noget som helst over mig! For jo, det skal de. De unge lærere skal gøre sig klart, at det nødvendigvis er dem, der bestemmer i klassen, og sætter rammerne. Og de skal forlange opbakning til det. Til sidst - for at nævne et tiltag, som kræver penge, om end det ikke er rasende dyrt: Alle skoler SKAL finde en form for akutfunktion. Så læreren har en vished for at kunne hente hjælp, når det er nødvendigt.

Jammen Thora der er mange perspektiver. Når du beskriver problematikken omkring 2% nedskæringen, så er det jo et strukturelt problem og et legitimt perspektiv. Mere for mindre "new public management". Det kan ingen lærer løse alene og diskurser opstår ikke af sig selv. Indledningsvis skal jeg slå fast, at jeg er ikke bruger af eller tilhænger af positiv psykologi. Jeg betragter det som et manipulerende redskab. Jeg er ikke jahattilhænger og for den sags skyld nejhattebærer. Lige såvel som den skrigende elev er et symptomeller på et offer for "mere for mindre" politikken, så er det faktum, at de andre elever er en del af det også. Her synes jeg retorikken her på sitet i al almindelighed vender sig mod de elever er ikke passer ind, frem for at adressere den strukturelle vold. (Hvilket jeg fornemmer vi begge ser, at vi kan ikke blive ved med at tro vores Aygo er en Mercedes.) Det bliver til snak om voldelige elever. Elever bliver ikke voldelige af sig selv, men rent faktisk af de rammer vi er medskabere af. Når den danske lærerstand ikke ser, at den deltager i systemets pastorale magtudøvelse, så kan den heller ikke reagere på dette. Foucault kunne måske have sagt noget i retning af, at hele eksklusionsmekanismen har til formål, at få resten af samfundet til at føle sig normalt. (Det er bl.a. den funktion fængselsvæsnet har, nemlig at rekruttere og fastholde mennesker i kriminalitet - dette påvises i hans forskning. Uhyggeligt) Hvorfor er der så mange elever, der ikke bryder den såkaldt negative sociale arv? Desværre viser studier fra den pædagogiske antropologi, at det når det sker, så sker det de fleste gange på trods af læreren. Men vi hylder vort selvbillede, som de der gør en forskel - det gør vi også, men desværre mange gange negativt, fordi vi i vort sprog formulerer os på måder, der efterlader os selv og samtalepartneren uden handlemuligheder herunder eleven. Den anden udgave af historien findes også. Jeg stillede spørgsmålet: "Hvorledes bruger den voksne, som ansvarlig for relationen, sproget til at give barnet en udvej, for derigennem selv at få en? og jeg kunne følge op med: "Hvad vil der ske, hvis bare 15% af de voldelige situationer forsvinder fra en skole"? Hvorledes har du selv Thora bevidst brugt sproget og italesættelsen til at give en elev en udvej? Ja Thora det er nødvendigt at forældre overlader en vis autoritet til lærere og forældre. Hvis vi gik ind i en analyse af denne problematik med et arbejdsspørgsmål, hvad ville der så komme ud af dette? Hvorledes kan forældre og skole give hinanden værdi i elevernes øjne? Det er min påstand, at vi er alt for dårlige til at bruge skolebestyrelserne, som løftestang for denne dagsorden. Men det er en påstand - og jeg kan allerede høre dit næste spørgsmål - "Hvordan vil du gøre det? - Giv nogle eksempler!" :-) (Undskyld jeg driller lidt) Men jeg giver gerne et eksempel fra min egen praksis: En lærer bebrejdes kraftigt af en forældre - kl1400, at der ikke er tilgået hjemmet besked om en episode kl 10.15 kl. senest 10.45. Læreren nævner, at vedkommende havde overleveret til den næste lærer, og var på vej til en af de mindre klasser, hvor man bare skal være på plads med det samme. Det blev til en længere meningsudveksling, som ikke er relevant her, men enden bliver, at jeg som tilstedeværende summerer op, at nogle forældre vil have besked nu, andre vil ikke have den info på jobbet, da man ikke kan gøre andet end at bekymre sig. Ligeledes kan vi ikke administrere 40 - 50 individuelle aftaler. Løsningen er, at der laves et princip for kommunikation i bestyrelsen, som giver en retning ledelsen kan udmønte. Der skal ikke svares på henvendelser i undervisningstiden og henvendelser vedr. episoder før efter undervisningstidens ophør. Fra skole til hjem inden 1800 (eksempel) I den debat tæller alle stemmer. Herefter er det ikke længere muligt at ansvarliggøre den enkelte lærer for ikke at skrive, når den enkelte forældre ønsker det. Så handler vi jo efter retningslinjer. Men det er i virkeligheden måske bare en måde at håndtere et andet problem på, nemlig de forældre, der i deres legitime forældrekærlighed har svært ved at rumme, når ens barn er ked af det - altså rumme sin egen følsomhed. M.h.t. akutfunktion, ja så er det da noget vi pt drøfter på lærerværelset om vi kan etablere. Vi kalder det noget andet, og det må bare ikke blive en permanent løsningsmodel, for så er vi lige langt. Vi drøfter de elever, der forlader undervisningen. De drifter rundt på gangene og på udenomsarealer. Kan vi få dem ned i "pusterummet" og til selv at vælge denne udvej, så har vi et udgangspunkt. Vi har også brugt, at kunne aflevere til hinanden. Det var jeg nødt til at stoppe med, da jeg lige pludselig havde halvdelen af skolens "Birgere" siddende på forhånd ekskluderet fra time. Det er bl.a. det jeg adresserer, at en sådan udvej hurtigt bliver til at bestemte lærere bliver de, der modtager andres problemer og at udveje fratager den enkelte lærer incitament til refleksion.. At hjælpsomhed og kollegial støtte kan hurtigt blive"misbrugt" og der ikke kan tales om det. Der er ikke megen professionalisme, når det gør ondt. Det handler jo også om ledelse. Ja det er os der bestemmer i klassen og tro endelig ikke, at jeg med mine holdninger er en sådan arnetype - jeg kan som anekdote fortælle, at en elev engang siger til mig: "Erik nu ved jeg hvem, der har lært dig at snakke". "Det har Smadremanden". Det grinte vi meget af, uden min autoritet tog skade.

Erik, du glider af på den udfordring, det handler om - hvad GØR læreren, når der ER opstået kaos i klassen? Ideen med at forlade rummet med hele klassen minus den, der er årsag til problemet er et bud, og den kan vel bruges i visse situationer, men langt fra i alle, og den vil ofte ikke være en praktisk mulighed. Man skal fx have et sted at gå hen med klassen. Du har ret i, at improvisation er nødvendig i et eller andet omfang, der er jo ikke to ens situationer, og læreren skal have et råderum. Man må bare gøre sig klart, at vi taler om en almindelig lærer, måske en nyuddannet eller sågar en vikar (det går som bekendt meget ofte helt galt for vikarerne) der står lige der midt i kaos og hele kroppen koger af desperation. Jeg forstår, at du har arbejdet intenst og længe med 'mange elever, der har virket håbløse'. Du har således oparbejdet betragtelig ekspertise på området. Det har de færreste lærere, og de befinder sig derfor i en anden situation. De kan ikke improvisere sig frem. De er afhængige af, at der er en velkendt, fast struktur, de kan falde tilbage på; et anvist handlemønster, som ledelsen står bag. Jeg kan ikke få øje på andre muligheder end akutberedskabet. Som så mange andre vil du helst tale om alt det forebyggende, mens du undviger at forholde dig til det konkrete, nogle gange uomgængeligt nødvendige og dybt prekære indgreb.

Når kaos først er opstået, så er det allerede gået galt. Hvad læreren gør derefter er ikke så interessant, for når man først er endt der, så er fejlene begået og om man så forlader klassen med resten af eleverne eller tvinger eleven ud, eller ringer efter skoleinspektør, forældre, sercialpædagoger eller andet er ikke så vigtigt. Det der er vigtigt er det der kommer før og her handler det i høj grad, udover skoledagens længde og manglende ressourcer om lærerens kompetencer og hvad de er uddannet til at håndtere. For mig er det ret tydeligt at der er en lærer der mangler helt basale værktøjer i hvordan man får en klasse til at fungere

I min tid i fængselsvæsnet, der var der et akutberedskab. Det kaldte fangerne "tæskeholdet". Nu er det en del år siden, men jeg ved, at det var ikke Jan Ginthberg og Casper Christensen der kom, men 8 - 10 mand, der var klar til at gøre det nødvendige. Om jeg glider af, eller du ikke forstår svarene er en diskussion, der ikke fører til noget. Min pointer er mange, men hvis vi læser i Dlfs egen jubilæumsbog (100 år) så kan man se, at denne diskussion her, havde man også i 30'erne. Der diskuterede man også den manglende disciplin og at dette især var et problem der fulgte de unge lærere. Det er ikke nyt - Jeg skal give dig en konkret anvisning. Ideen om med et fingerknips at kunne gøre sig til situationens herre i en klasse, hvor kaos hersker, findes der ikke en standardmetode/konkret opskrift på. Du beder om en taktisk operationel beskreven handling. Det kan virke på kort sigt. (Her virkede fængselsvæsnets konkrete operationelle tilgang også kun til næste gang) . Vi fjerner de urolige elementer. Lineær deduktivt forklarende tilgang. Den strategiske tilgang, som jeg er mere tilhænger af bygger på at arbejde med relationen og et arbejde med, at skabe en situation alle (eller så mange som muligt) kan være i. Hvor lang tid tager det så? Ja det kan godt tage op til 2 år. Hvad gør vi så i mellemtiden? Hvor mange børn skal flytte førend nogen får øjnene op, overgreb på de andre osv....jeg hører straks efterklangen. Når muligheder opstår, så benyttes de, ligesom kommuneøkonomernes udnyttelse af inklusionsdagsordenen til at spare - her tror jeg vi er enige. Det frie skolevalg er også en af disse. Det er lettere at flygte fra udfordringen ved at være borger i dette land og flytte et sted hen, hvor man kan høste frugterne af andres hårde arbejde. Nu er det sådan, at jeg godt kan se udfordringerne og jeg er helt sikker på, at vi er heller ikke så uenige i, at eksklusion kan forekomme. Jeg er da helt med på, at netop erfaring og indsigt er en vigtig komponent. Ja jeg er enig i, at vi kan ikke bruge de nyuddannede lærere som kanonføde - det er uanstændigt. Det er slet ikke sådan, at jeg ikke kan se problemet - meeen jeg påpeger blot, at vi hurtigt kan forfalde til en tænkning, som jeg ofte har beskrevet, nemlig den der hedder eksklusion som eneste redskab. Set i et større perspektiv, så propper vi et problem ned et sted i et system, man det popper op et andet i form af unge, der er nemme at rekruttere til bander og andre kriminelle miljøer. Alle mennesker har brug for at høre til - også selv om det indebærer at være ugleset. Det har vi ikke råd til som samfund. Hver eneste barn, der bliver en ung kriminel, kommer til at koste samfundet mange millioner - jeg har hørt tallet 50 som gennemsnit, for de der havner i fængsel - det er hvad det koster samfundet. Mon ikke vi begge to er enige om, at gøre inklusion til en sparedagsorden er en dårlig ide? Derfor er lærerarbejdet så vigtigt og inklusion så vigtig. Men vi kan jo starte med at ekskludere alle de, der ikke ønsker at være inkluderet, men som har brug for et andet miljø at vokse i. Jeg har aldrig været tilhænger af tvangsinklusion, og nogle børn ønsker selv et klassemiljø, hvor f.eks. man p.g.a.autisme ikke skal være på overarbejde konstant. Når det handler om at være konkret, som du gerne vil have jeg er, så vil jeg prøve at være så konkret som muligt. Grundlæggende bruger jeg som "metode" (strategisk tilgang) at agere frem for at reagere. Hvad kan eleverne være i? Det er et arbejdsspørgsmål. Jeg bruger meget min viden om, hvad det er, som trigger den enkelte elev. Jeg bruger meget ikke at tale med barnet, når det er ude af sig selv, men vente til der er samling på tankerne. Jeg bruger meget at mærke efter inde i mig selv, om jeg i en given situation skal gennemtvinge mit forehavende så som bede eleven om at tage bøgene op, slå op på side dit og dat og andre krav eller bøje af og foreslå alternativer. Jeg bruger meget, at få talt situationer igennem med eleven og være tydelig omkring, at vi skal bevæges os mod at kunne gå i skole som alle andre. Jeg bruger meget helt konkret viden om, hvad et barn rent faktisk er i stand til at forstå, med den tænkning barnet kan præstere. Det er denne aflæsning af omgivelserne, som er meget vigtig, samtidig med det at være tydelig. Jeg er også tydelig i forhold til de andre elever i klassen omkring, det at kunne forvente noget andet af dem der kan end dem der ikke kan. Men det er ikke metoder. Det er tilgange - på samme måde som et instrument ikke er en melodi, men kan spille en melodi. Så i min verden handler det om at blive god til at spille de melodier børnene kan være med på, og ikke nødvendigvis spille det jeg selv kan lide altid. Det synes jeg er så konkret jeg kan blive.

Øh - det er da utroligt så få ord du bruger på at skrive det, jeg har brugt 2 timer til at formulere. :-) Ja netop - stor systemisk forståelse - præcis analyse!

Jeg tillader mig at spørge: I hvor mange klasser og overfor hvor mange elever i hver af disse klasser kan en til bristepunktet af opgaver, fag, rettearbejde, følelsesmæssigt pres, udefrakommende/ forældrepres ift. adskillige elevers særlige behov, dokumentation og ikke mindst af logistik - kommunikation og - team - samt skolehjemsamarbejde, klagemails, ledelsessparring, ressourcecentersparring, flere mails og flere møder overbebyrdet lærer (menneske) forventes at basere klasserumsledelse på baggrund af relationer og 'ageren' og 'diverse værktøjer' i den forbindelse og som primær 'strategi'? Fem klasser x 28 elever - med 'udfordringer' i alle klasser? Adskillige elever i personlig krise etc... ?? Vi ligger f... vandret derude... og ingen vil pege på, hvad det er, vi ikke skal. Det er simpelthen ikke ok! Der må og skal være en grænse for, hvad og hvor meget man kan forlange løst af en lærer (eller en lærer og dennes klasseteam i samarbejde med xx flere teams, fagligheder og ledelse og hjem... ), skal vi kognitivt og mentalt hænge sammen - og kunne overskue vores undervisning og den almindelige, daglige, ikke-konfliktuelle, men dog krævende klasseledelse i tilgift.

@Malene Den lærer du beskriver er i en situation som der næppe er mange der kan bære i særlig mange år. Personligt ville jeg ikke overleve længe med 5 * 28 elever og udfordringer med alle klasser. Som mange der skriver herinde, så har jeg haft erfaringerne med svære klasser, pressede børn og forældre og roén man ikke får skabt. For mig at se beskriver du et problem der handler om en skoleledelse der ikke er til stede, eller en forvaltning der ikke støtter op eller en kommunalbestyrelse der ikke sikrer ressourcer... eller en regering der ikke vil skrue ned for timeantallet. Det du ikke beskriver er til gengæld en situation der er barnets skyld eller som kan løses ved at ekskluderer det barn der har det svært. Det er dybest set at sparke nedad at give barnet skylden eller placere problemet ved det enkelte barn og det løses hverken for skolen eller for samfundet ved at fjerne barnet fra klassen. @Erik Tak for det. Jeg tænker nu at du beskriver det mest tydeligt og at du har helt ret når du peger på at det ikke handler om at finde samme løsning til alle børn, men at arbejde strategisk og over tid. Og så tænker jeg det er helt tosset at begrave dig i spørgsmål og udfritte dig for quickfix på alle mulige og umulige tænkte situationer i stedet for at spørge interesseret ind tilgange og de kompetencer du tydeligvis har.

1. Hvis en elev har været voldelig, så skal man vel have 112 med in mente i rækken af skoleinspektør, forældre, specialpædagoger, eller? 2. Hvilke basale værktøjer skal læreren have for at komme godt (sørge for at ingen kommer til skade...uden at måtte røre eleven) ud af en episode med en voldelig elev, det være sig som gårdvagt eller i undervisnings?

Det er, som om I - Rene og Rasmus - overhovedet ikke forstår problemet. Lad mig bøje det i neon. Det er rigtigt, at når kaos HAR indfundet sig, er ulykken sket, og så er det for sent. Netop. For sent at forebygge, for sent at afværge. Men der er jo tilskadekomne, og de har brug omgående redningsaktion. Sammenlign med det, der sker i trafikken. Vi præker trafiksikkerhed, vi tager kørekort, vi laver lyskryds og kørebaner og en hel masse andet, der skal forebygge trafikulykker. Men shit happens, og så kan vi ikke stå hændervridende og snakke om den forebyggelse, der ikke har virket. Så er der ofre, der skal have førstehjælp, måske skæres fri og køres med udrykning på hospitalet, hvor lægerne står klar. I et civiliseret samfund. I skolerne ligger der ingen knuste kroppe efter ulykkerne, kun knuste sjæle. Men det er ikke “interessant”, mener Rasmus? For “det er jo allerede gået galt”? Og så må ofrene bare forbløde, mens vi andre tager os af det, der er “vigtigt”? Ikke noget med at ringe 112 eller nogen anden form for rutine, her improviserer man sig frem efter de forhåndenværende søms princip. Og håber, at det ikke sker igen. Men det gør det. Igen og igen og igen. Næsten hver anden lærer kommer ud for det årligt. Folkeskolen er en bananrepublik.

Rasmus: Jeg - og med mig andre i denne tråd - giver da ikke barnet skylden. Bliver faktisk lidt pikeret over, at du således kæder min kommentar samme med dén holdning. Og hvad min ledelse angår, så vælter de da mindst lige så meget rundt som vi lærere for at forsøge at brandslukke den ene konflikt mellem elever, igangsætte indsatser mod højst problematisk kultur i ikke bare én, men flere klasser løbende - typisk over hele året, en masse elevers individuelle og sociale problemer, konfliktoptrappende eller bare svært beklagende forældrehenvendelser - som vi lærere og en del ressourcepersonale gør. Den - ledelsen - gør med andre ord, hvad den kan, men man skal jo også holde fri en gang efter 17 - eller deromkring - og nå at købe ind, vaske tøj, pleje sig selv og sine - samt sove. Men ellers er jeg enig: Forvaltningen støtter ikke ordentligt op - kun pr retorik - ej heller er rammerne og vilkårene realistiske, kontekst og eskalerende forventninger samt modsatrettede krav og lærernes arbejdsvilkår in mente.

Malene. Det var nok forkert at sige at give barnet skylden... Det jeg prøvede at sige var at fokus er det forkerte sted hvis man fokuserer på det enkelte barn og på situationen der er gået galt. Jeg er enig i at rammerne nogle steder ikke er til stede til det forebyggende arbejde eller den strategiske tilgang som Erik beskriver. I situationen må man jo gøre hvad der er nødvendigt og hvad der medfører mindst skade på børn og lærere og det må vurderes fra gang til gang. @HENRIK At fastholde et barn og fjerne det er nogle gange den mindst dårlige løsning. Det har jeg prøvet. Det var ikke rart, men helt nødvendigt. Mht. hvilke kompetencer er det en længere udredning og Erik beskriver en tilgang til det. At de ikke er tilstede i det klasseværelse vi følger i tv er for mig ret åbenlyst, men det er ikke det samme som at give læreren skylden. Når de ikke er der, må man jo sikre efteruddannelse og det er igen ledelsen, forvaltningen, regeringen, kl, DLF osv. der har et ansvar for at det er muligt

@Malene: jeg læste ikke Rasmus svar til dig, som en kritik. Han påpeger netop, at du blandt mange årsager netop ikke sparker nedad på barnet. Ord skaber virkelighed. @Sauer: Når først nogen kalder mig Rene, så ved jeg, at det er alvor. :-) Ja jeg ser ulykken og de to bilister der skændes om, hvorvidt det var vigepligten, der ikke blev overholdt, eller det var den anden, der kørte for stærkt. Vi kan sagtens være enige om, at der er en krise. Men der har ikke fundet en tilpasning sted af de kompetencer en lærer i dag skal være i besiddelse af. Det er ikke lærerens skyld. Men det er lærerens ansvar at adressere problematikken til nogen, der kan deltage i løsningen.

Undskyld Erik, ikke Rene. Nej, der har ikke fundet en tilpasnings sted, og det er ikke lærerens skyld. Men det er altså situationen, som vi skal forholde os til. Rasmus, det går ikke at de tilfældigt involverede vurderer situationen fra gang til gang. Det er de ikke klædt på til, det har de ikke mulighed for, og deres hjerner koger. Derfor skal man kunne “ringe 112”.

I gamle dage kaldte vi skolen for den sorte skole, fordi lærerne dengang gerne måtte udøve magt og krænkelser, som ikke er et civilt samfund værdig. I dag er skolen " den sorte arbejdsplads" for 1000vis af lærere. De står med mange flere mig,mig,mig - børn og (forældre) pr. lektion og i en nedbrudt organisation strukturelt, økonomisk og fagligt set. De forsøger så og sige civilt og menneskeligt at møde nutidens børn og forældre uden magtliderlighed og krænkelser, hvilket faktisk er flot. Problemet er at skolen - forstået som Et Fælles Bedste - er smadret! Men det dur ikke, at kæmpe for at lærerne skal have systemisk ret til at forhindre vold fra elever i den daglige undervisning, som var man en forsvarschef der bruger tilfangetagelse af kombattanter, inden det kan gå hen og gå galt, for at opnå "fred" og demokrati. Her helliger målet ikke midlet. Hvis ikke man som lærere vil arbejde i dette ødelagte system, må man finde sig et andet job ( f.eks. en privatskole) eller begynde at organisere sig så man for alvor kan positionere sig over for arrogante og tonedøve magthaverne. (Jeg fatter f.eks. ikke at DLF, tror at man kan samarbejde sig til trivsel med Staten!!!) Man må ikke agere politimand hverken individuelt eller metodisk kollegialt på fingerspidsfornemmelse overfor skole-elever. Et civilt anstændigt samfund bygger på den visdom og erkendelse, at vi mennesker er notoriske mestre i selvbedrag, derfor dømmer vi heller folk, før det kan bevises at de har gjort sig skyldige i en faktuel asocial/krænkende adfærd, f.eks. vold. Vælger man en privatskole har neoliberalismen sejret, for det er netop det, som var meningen. At langsomt nedbryde den offentlige skoles strukturelle og organisatoriske faglige og saglige legitimitet, så både forældre og professionelle opgiver til sidst. Men i sidste ende må man tage ansvaret på sig selv, også som uddannet lærer, for systemet er ligeglad med lærernes arbejdsvilkår og trivsel. Det er kun mennesker der kan se og værdisætte at læreres trivsel og arbejdsglæde er essentielt. Men de mennesker der ser det bliver kvalt i systemet og af "det blinde øje".....

Der er 3 måder på alting. (Ordsprog) Netop det neoliberales nedbrydning af alle strukturer i den offentlige sektor, er et strukturelt problem. Dlfs sendrægtighed og hang til at dyrke relationer, der ikke er gode for os, har kostet dyrt. Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder. Jeg er ikke i tvivl om de ændringer Bertel H. lavede i 80'erne, hvor lærerrådet blev nedlagt, havde til hensigt, at bane vejen for, at alle offentlige skoler med tiden skulle være "private". Men at man ikke må agere overfor elever, er ikke rigtigt. Men når retten til at definere virkeligheden går til den, der kalder skub for slag, så er det vel nærmere falsk forklaring? Det er der da lov for at man heller ikke må?

Det er ikke rimeligt - eller hensigtsmæssigt - at bede den enkelte lærer bare smøge ærmerne op og trække i arbejdstøjet, så at sige. Ikke hvis det koster den enkelte så meget, at han/hun mister arbejdsglæden, fordi han/hun oplever aldrig at slå til. Uge efter uge, år efter år. Det kan man ikke holde til i længden. At være et godt menneske og en god lærer er også at tage vare på sig selv - for ellers kan man ikke være noget for andre. Vores fagforening har sovet i timen. Alt for mange lærere arbejde under et følelsesmæssigt pres, der er ualmindeligt usundt og nedbrydende - blandt andet fordi, det også er usundt og nedbrydende for eleverne. Og hvis neoliberalismen har sejret (hvilket man dog godt kan diskutere), vælger man en privatskole, eller helt andet arbejde, så er det ikke lærernes eller elevernes forældres skyld, men blot et vink med en vognstang til politikerne. Der er en grund til, at vi har repræsentativt demokrati. Den enkelte skal ikke bære byrden af - og kompensere - for fejlslagne, politiske beslutninger. Vi har kun ét liv...og pligt til at bruge det, der hvor vores kræfter, interesser og evner har mulighed for at slå til og gøre en reel, positiv forskel.

Du må ikke kalde på et vagtkorps på skolen, fordi du fornemmer at en elev i 4 kl. måske om 5 minutter vil gå amok. At institutionalisere en sådan praksis er umoralsk. Det er det jeg prøver at skrive.

Jens, ordet 'vagtkorps' giver association i retning af uniformerede, bryske typer, der slæber af med ungerne. Det går slet ikke. Akutberedskabet skal bestå af venlige, rolige, rutinerede, myndige voksne uddannet til opgaven, som kan tage barnet ud og give det den opmærksomhed, det skriger på, men som læreren er totalt afskåret fra at give i den konkrete situation. Formålet er dobbelt: Dels at hjælpe den elev, der er røget ud ad tangenten, dels at sikre lærerens mulighed for at gennemføre undervisningen af klassen. Det sidste overses typisk i debatten. Hvornår tiden er inde til at tilkalde beredskabet, må være lærerens afgørelse. Hvis en lærer misbruger ordningen og tilkalder hjælp, hver gang hans/hendes undervisning bare ikke fanger eleverne godt nok, er det et ledelsesansvar at dette problem takles. Men hvis læreren oplever, at en elev er på vej ud i et velkendt forløb, der efter alt at dømme ender med totalt kaos om få minutter, er det da uansvarligt at lade det køre, indtil stolene begynder at flyve gennem lokalet eller et overgreb mod en anden elev har fundet sted. Som det er nu, kan læreren ikke engang tilkalde assistance, når ulykken er sket og himmel og jord står i et.

@ Niels Chr. Akutberedskab – en fremragende og sympatisk idè, som jeg har bifaldet lige siden du – for efterhånden noget tid siden – præsenterede den her på Folkeskolen.dk. Har du gjort dig nogle overvejelser mht. hvordan det kan bemandes? Selvom to voksne og herunder gerne en inklusionspædagog skulle være nok, så skal de jo hentes et sted fra. Går ud fra at du forestiller dig at de dagligt sidder og er klar til at komme til indsætning, hvor der måtte være behov. Jeg tror ikke man skal frygte at ordningen bliver misbrugt – som du nævner – alle lærere vil gå langt for at få tingene til at fungere selv og i fortløbende samarbejde med det pågældende klasseteam.

Jan, nej, den vil ikke blive misbrugt nævneværdigt. Lærere sætter en ære i at klare ærterne selv, og det er ikke spor sjovt at måtte erkende, at man er ude, hvor man ikke kan bunde. Jeg tror, man som udgangspunkt så vidt muligt skal bemande et akutberedskab med lærere og pædagoger, som kender skolen rigtigt godt. Som har oparbejdet en platform blandt elever og kolleger som en, gulvfolket har tillid til og tør blotte sine svagheder overfor. Som har mange gode venner på skolen. Altså ikke en udefra med papirerne i orden. Men der skal noget efteruddannelse til.

Da jeg begyndte som lærer, havde vi sådan et beredskab på skolen, som man kunne kalde over det interne kaldesystem, og det fungerede perfekt. Elever, der havde behov for at komme ud af klassen, blev hentet og kom over på OBS´en, som var et lokale udstyret med lidt af hvert til at beskæftige eleverne med. Der var bemanding efter behov. Der blev selvfølgelig evalueret med de involverede efterfølgende. Virkede det i akutte situationer? Ja, det gjorde det.

Hans. Har oplevet det samme. Og når et barn sammenlagt havde været i OBS 3 gange, meddelte OBS det til forældrene. Med andre ord skulle lærerne ikke ud i diskussioner med forældrene. Det var bare en meddelelse.

Som nævnt er jeg positiv overfor Niels´ vision om et akutberedskab. Også spændende at høre om de tidligere OBSér. Skal der sidde et akutberedskab klar fra 7.45 – 14.00, skal det jo bemandes. Med den aktuelle overenskomst og arbejdstidsaftale er der stort set ingen overskydende tid at hente hos de ansatte lærere og pædagoger, så hvem kan frigøres til at sidde parat? Selvom bemandingen er ad hoc jf. Hans´ og Martins erfaringer, så skal ”man kunne kalde over det interne kaldesystem” når behovet er der, og ingen kan jo bryde akut op i forhold til den undervisning de er i gang med uden en afløser/en vikar. Kort: hvordan finder man timer til lærere/pædagoger i forb. m. et akutberedskab?

Ja Sauer du synes jeg glider af, og jeg synes at der skøjtes hen over Rasmus Ulsøes meget korte og begavede indlæg - hvad fører til kaos? Hvad skete der op til ulykken? Hele debatten bærer præg af kamp om dagsorden og en vægren sig ved at ville kontekstafklare. Nogle vil gerne drøfte førstehjælp efter ulykken og andre bl.a. jeg, vil gerne tale om, hvad der fører til til ulykken. Begge dele er virkelighed. Det er da fint med et beredskab. Men glemmes forebyggelsen, fortsætter vanviddet bare. Beredskabstilhængerne her i tråden er i overført betydning tilhængere af at nedlægge Rådet for større Trafiksikkerhed og give pengene til Falck og sygehusene. Ja og jeg hører allerede at jeg er tilhænger af en nedlæggelse af skadestuen og et forbud mod Falck. Hvordan vil det se ud, hvis vi i skolerne arbejder både forebyggende og beredskabsorienteret? Udfordringen er, at akutfunktioner hurtigt bliver den eneste løsning, idet at tænke forbyggende er for besværligt.

Erik René: Jeg begynder at undre mig over tonen og debatteknikken blandt tilhængerne af de nye, skærpede debatterer, må jeg indrømme. En af de ting, jeg synes vi skal huske hinanden på, det er at i øjeblikket står folkeskolen ikke i en situation, hvor den kan vælge og vrage blandt de bedste, uddannede lærere, der gerne vil ind og arbejde som lærere. Tværtimod. De erfarne søger væk, og alt for mange af de nye stopper, før de bliver erfarne og har den indre ro og sikkerhed. I stedet er der mange steder helt unge 4.g'ere, og de har ikke tænkt at blive længe nok til at modtage undervisning i, hvordan man bedst forhindrer optrapning osv osv. Det vil formentlig betyde, at stedse flere klasser vænner sig til adfærd som skildret i den nye udsendelsesrække, og at flere børn skejer ud i en tilstand, hvor forebyggelse ikke længere rækker. Derfor kan man ikke længere tale, som om indskriden i den slags akutsituationer er lidt ligegyldig i den store sammenhæng. Folkeskolen har ikke råd til at miste dygtige, eller potentielt dygtige, lærere på at der ikke er hjælp at hente i akutte situationer. Jeg tror, at alle erfarne lærere har oplevet de situationer, og følt afmagten. For mig giver det ikke mening, atman ikke kan give retningslinjer, og at en dygtig lærer selv skal kunne finde sin vej, og ellers have mere uddannelse. Eksempelvis ER den idé med at føre resten af klassen ud af lokalet en færdig løsning, man præsenterer på kurser - de, der anbefaler det, må så også tage stilling til, når det ikke virker. Samt forholde sig til indvendinger om det rimelige i metoden. Det er indbygget i NPM, at man oppefra kan stille mål, og tildele midler, uden at forholde sig til eller tage ansvar for, om mål og midler passer sammen - for metoderne må de underordnede selv forholde sig til, ledelsen skal ikke give hjælp, kun kontrollere målopfyldrlse. Og beslutninger oppefra skal ikke diskuteres. Det efterlader bare problemer med proceduren, hvis man er nået dertil, hvor den udstukne opgave ikke KAN udføres af de udstukne midler. Her taler jeg - i den aktuelle situation - ikke udelukkende økonomi.

Jan Thrane: Jeg kunne sa godt pege på steder, hvor JEG synes der skulle hentes midler. Men sagen er, at funktionen er yderst vigtig - for at skærme børn OG lærere mod overgreb. Jeg kan sige, at jeg finder det vigtigere end skattelettelser og 2% nedskæringer i kommunale budgetter, vigtigere end mere ledelse, vigtigere end konsulenter, vigtigere end linjefagsuddannelse og diverse faglige vejledere. Vigtigere end højt timetal til eleverne. Meget vigtigere end udvikling af test, og meget vigtigere end skærpet tilsyn til skoler med lav "løfteevne". Endda vigtigere end lønforhøjelser - og høj løn til ledelse. Så for mig er der nok at vælge mellem.

Erik, Jeg har på intet tidspunkt sagt eller ment eller blot antydet at vi skulle droppe forebyggelsen til fordel for akutindsatsen. Jeg har igen og igen understreget, at begge dele er nødvendige, men at der er tale om to forskellige opgaver, der skal løses hver for sig. Ikke som enten-eller, men som både-og. Vi kan godt diskutere, hvad der førte til kaos og hvad der førte op til ulykken. Det er der mange, der gerne vil tale med om, og jeg hører egentlig ikke nogen nævneværdig uenighed her. Alle er enige om det langsigtede relationsarbejdes enorme betydning, og alle peger på en række forhold, der typisk spiller ind. Det er bare en helt anden diskussion end den, der handler om akutindsatsen, som mange, herunder du og Rasmus - og skoleledernes formand - glider af på. Som du siger: Ord skaber virkelighed. Men det bør ikke forlede nogen til at tro, at virkeligheden går væk, hvis vi lader være med at tale om den.

Gid vi dog havde Thora eller Sauer som undervisningsminister!

Hej Niels Din ide om at have et team på to der skulle kunne tilkaldes når ting går galt i en klasse er meget sympatisk. Når jeg ikke tror på den, så er det fordi jeg har svært ved at se hvordan det rent praktisk kunne gøres uden at bruge for mange ressourcer og uden at man placerer problemet ved eleven fremfor klassefællesskabet. Ressourcemæssigt handler det ikke om at der ikke bør tilføres ressourcer til området, men mere om hvordan de bliver brugt bedst. Hvad tænker du de lærere/pædagoger skal lave når de ikke skal ud og hente elever i klasser? Hvilke øvrige opgaver skal de have for at de til hver en tid kan blive ringet til og derudover skal oparbejde en tillidsrelation med de elever de kan blive nødt til at tage ud af klasserne. Hvis en skole faktisk fik ressourcer til området, så ville jeg nok mene at de kunne bruges noget bedre i det forbyggende arbejde end til at have sådan nogle folk på standby. Derudover tænker jeg at dit forslag mere udstiller og udsætter barnet end hjælper det, Og så tænker jeg for øvrigt at du skulle prøve at svare på nogle af de gode spørgsmål Erik stiller dig :-)

Rasmus Ulsøe: Har du tænkt på, at det hænder, at problemet faktisk findes (hovedsageligt) hos den udadreagerende elev, og ikke i "klassefællesskabet", der som bekendt er svækket betydeligt igennem de seneste år - ved gruppedannelse på tværs af årgangen, og ikke mindst klasselærerens nedskårne rolle? Hvordan er det mere en "udstilling" af det udadreagerende barn, at det efterlades alene, højtråbende, mens klassen forlader det samlet - i forhold til at det blev hentet af en tryg person til et roligt rum, hvor han/hun kunne få talt situationen igennem? Hvad angår brug af akut-bemandingen, når der ikke er helt akut behov, så kunne man jo se på, hvordan tiden tidligere blev anvendt. Den gang gik de tilknyttede lærere ud i forskellige klasser og var ekstra støtte, fortrinsvis i klasser, hvor der var potentielle kandidater til at kunne blive hentet. Så de var kendte personer for disse børn. Men også i de yngste klasser, eller nydannede klasser, hvor der erfaringsmæssigt ofte var brug for en hjælpende hånd. Såvel ved indsatsen med at tale med de vrede elever (så de ikke var alene og følte sig dømt ude af fællesskabet, og så de fik bearbejdet deres oplevelser med samme fællesskab) som med indsatsen uden klasserne var akutfunktionen et stærkt element i den forebyggende indsats. En lærers fravær på grund af stress er hamrende dyrt, og en elevs skader på grund af ubearbejdede problemer er meget, meget dyrere.

Rasmus, hvor der er en vilje, er der en vej. Enhver større skole - omkring 300 elever og opefter - kan finde resursen til et beredskab, hvis ledelsen vil prioritere det. Forøgelsen af den enkelte lærers undervisningsmængde på ca. 15% i snit kunne lade sig gøre med et pennestrøg. Da obs'erne i sin tid blev afmonteret, var det ikke så meget fordi, man ikke havde råd til dem, men fordi de blev ugleset af ideologiske årsager. På en skole med 300 elever vil beredskabet være i sving langt det meste af tiden. Og skulle det have et par timer til overs, kan de bruges i det forebyggende arbejde. Der vil der altid være en lærer og en klasse, der kan bruge en ekstra hånd eller to. Forestillingen om, at beredskabet skulle virke stigmatiserende i forhold til de elever, der får brug for dets hjælp, beror i mine øjne på en mistillid til, at de involverede lærere er deres opgave voksen. Risikoen for stigmatisering er langt større, hvis den amokløbne elev som i dag får lov til at sejle i sin egen sø uden særlig opmærksomhed eller assistance. Jeg ved ikke rigtigt, hvilke af Eriks spørgsmål du vil have mig til at svare på? Hvis du - som jeg tror - mener pointerne om forebyggelsens nødvendighed og betimelighed er der ikke rigtigt noget at diskutere. Jeg er som sagt ganske enig i, at disse strategier er både fornuftige og nødvendige. Har altid selv benyttet mig af dem og understreger igen og igen, at spørgsmål om forebyggelse og beredskab ikke er et enten-eller, men et både-og.

Jeg er med på jeres intentioner, men jeg tænker nok det er en lidt gammeldags forståelse og tilgang til problematikken. Flyvende indsatsteams og støttecentre/Obs hvor eleverne kunne sidde er en praksis der har været afprøvet uden at det som sådan har haft den ønskede effekt. Jeg tænker ikke det I bringer på banen er så nyt og hvis det alene handler om at få noget støtte i de her situationer når det er kørt af sporet, så var min erfaring at gode kolleger i de nærliggende klasselokaler altid var parate til at hjælpe til. Problemet jeg prøver at påpege er at jeg tror at I alene symptombehandler med den tilgang i skitserer og i sidste ende er med til at gøre problemet større, fremfor at afhjælpe det. Det var en grund til at det er en praksis man er gået bort fra de fleste steder (Og nej det er ikke sparehensyn :-) ) Problemet bliver kan afhjælpes enten ved at eleven tages helt ud af klassen, fordi det er det forkerte tilbud til eleven og man vurderer at det ikke er muligt, eller ved at eleven og lærerens relation opbygges, så læreren kan arbejde med eleven og klassen for at situationen ikke opstår og har et handleberedskab når det sker.

Rasmus, du 'påpeger', at du tror, at vi 'alene symptombehandler' med den tilgang vi skitserer. Hvor mange gange skal jeg skrive, at det er et både-og, ikke et enten-eller? Og at symptomer (feber fx) i sig selv kan være livstruende og må takles separat? Hvad angår det 'gammeldags' - i sig selv en dybt usaglig kritik - vil jeg bare sige, at inklusion har været en integreret del af min lærerrolle siden min første dag som lærer for 46 år siden. Inklusion var en nyhed i 70'erpædagogikken. Måske er det ved at være på tide at revurdere nogle af vores ungdoms dogmer. Din idé om at tage eleven helt ud af klassen betyder total eksklusion. Der kan vi da tids nok ende? Og igen peger du så på det langsigtede relationsarbejde, som jeg bestemt igen og igen også går ind for, men som intet har at gøre med løsningen af det akutte problem. Som du altså fortsat ikke forholder dig til.

I en af de seneste kommentarer kan man læse følgende: “ Jeg er med på jeres intentioner, men jeg tænker nok det er en lidt gammeldags forståelse og tilgang til problematikken.” Det er en kendt kneb brugt for at lukke en debat med de ord at diskvalificere andre deltagere, når man ikke vil eller kan svare på spørgsmål, der er stillet gentagne gange i tråden. Man holder fast i sin misforståelse og er ikke tal at hugge eller stikke i. Det kaldes i min verden ikke debat.

Hej Niels Jeg tænker at du nogle gange med vilje fejltolker eller presser det jeg siger ud et sted hvor det ikke hører hjemme. Jeg tænker at en mangeårig debattør (som i mange år du har deltaget... Ikke mange år du er gammel, bare så du ikke også mistolker det :-) ) som dig godt ved når han gør det. Jeg skrev "Problemet bliver kan afhjælpes enten ved at eleven tages helt ud af klassen, fordi det er det forkerte tilbud til eleven" Altså eleven skal ikke ekskluderes, men elevens tarv skal stå øverst og nogle gange er en almindelig folkeskoleklasse ikke det rigtige tilbud til eleven og så skal han tages ud og gives et andet tilbud. Når jeg bruger begrebet gammeldags, så er det fordi jeg mener at du du skriver relaterer til en forståelse af inklusion hvor pædagogikken har bevæget sig videre. Bla. på basis af Louise Klinges forskning i betydningen af relationer, men her er vi jo enige lyder det til? Min påstand er at hver gang læreren må overgive relations arbejdet til andre, så undergraver det relationen mellem læreren og eleven. Hvis man endelig skulle gøre det du forslår, tror jeg det ville en bedre tilgang at lade dit flyvende team overtage klassen, så læreren kan få ro til at arbejde med eleven. #Hans hvad med at melde dig ind i debatten i stedet for at sidde på sidelinjen. Jeg tænker godt Niels selv kan svare igen på mit sprogbrug :-)

Rasmus, når man tager en elev helt ud af klassen og sætter han over i et andet regi, siger man så ikke, at han er 'ekskluderet'? Hvordan kan det blive en overlagt fejlfortolkning fra min side eller hvad du mener? Louises Klinges forskning siger i mine ører det samme, som jeg selv har sagt og forsøgt at arbejde efter hele mit lærerliv. Relationen er afgørende. Men igen: Den handler udelukkende om det forebyggende. Det vil hun næppe heller selv være uenig i. Ja, der kan være situationer, hvor det giver bedre mening at lade beredskabet overtage klassen mens læreren tager sig af den ene elev. Men lærerens arbejde er at undervise klassen. Det er det, der står på hans opgaveoversigt.

Jeg h a r været med i tråden her, hvilket du kunne have set, hvis du havde læst læst tilbage. Jeg valgte at holde inde af de grunde, jeg beskrev i min forrige kommentar, så jeg befinder mig absolut ikke på sidelinjen, men som jeg skrev, synes jeg ikke, det er en ordentlig debat. Som tidligere ordstyrer i mange sammenhænget har jeg lært, er man lukker en debat, der går i ring ved at sige, at med mindre man har noget nyt at tilføje, skal man ikke bede om ordet. Derfor har jeg ikke kommenteret mere, end jeg har og for ikke at forlænge tråden unødigt.

Den overordnede tilgang er med indsatsteams, eller hvad man nu vil kalde det, at placere ansvaret hos eleven. Det er eleven der ikke passer ind. Den skole skulle vi gerne have forladt, men kultur hænger ved. Jeg understreger endnu engang, at et historisk blik på tingene på glimrende vis sætter lup på os selv. Vi havde som lærerstand og samfund den samme diskussion i 1930erne - kilde Dlf i 100 år jubilæumsbog - hvilket jeg tidligere har anført. Men det er så let at overhøre. Det er en del af læreridentiteten, især når man nærmer sig pensionsalderen, at mindes de gode gamle dage, hvor alt var anderledes og meget bedre. Det var nemlig meget bedre dengang jeg gik i skole, og hvor vi kunne få os en smøg i frikvartererne. Det var heller ikke nødvendigt at lære ret meget, for man kunne jo bare komme ud og muge ud under køerne, hvis ikke man gad skolen. Jeg anerkender, at der er udfordringer, der skal arbejdes med, men vi er i en ny tid, hvor forståelsen af det at gå i skole har ændret sig. Skolens funktion og placering i samfundet er anderledes. Ja der er ikke den samme automatiske respekt omkring læreren, som tidligere. Respekt er noget du nu skal arbejde dig til eller "fortjene". Eleverne lærer i dag langt mere, end da jeg gik i skole. Måske vi skulle stille os selv spørgsmålet, om ikke skolen og dermed de magthavere, som sætter rammen, skulle kigge indad i jagten på bedre testresultater. Kunne elevers "voldelige adfærd" - disse udadreagerende vi ikke kan have skyldes, at disse elever er i en situation, hvor de ikke kan levere det, der forlanges? De kan ikke mere?! Så er en stille spisevægring i hjørnet i klasselokalet eller lidt selvskade at foretrække. (Her forekommer ironi) Måske et spirende misbrug, hvilket jeg jo selv har set hos adskillige unge helt ned i 12 - 13 års alderen. Det oplevede jeg ikke som skoleelev. Men de udadreagerende fjernes og bliver symbol på det syge, og derved er det bare min oplevelse, at vi er ikke kommet ret meget længere siden vi brændte hekse. Jeg mener at Thora kommer ind på emnet, ved at nævne New Public Management og hvad deraf følger. Her er jeg enig. Men vi er jo ikke som stand så kritiske, at vi kunne finde på at være civilt ulydige, idet vi er opdraget ind i en selvforståelse af, at sådan gør en lærer ikke. Vi tordner derudaf i et stadigt højere tempo og dør gerne i forsøget på, at gøre NPMs visioner til virkelighed, mens vi uvidende trækker et spor af en større og større marginaliseret gruppe efter os. Jeg kunne godt tænke mig, at vi i stedet for at fjerne dette symbolske problem på den strukturelle vold, nemlig alle de elever, der ikke kan tåle mosten, begynder at skabe en skole alle - eller de fleste børn kan være i. Dont blame the child - blame it on the bossanova.

Jeg har - til tider med nogen irritation - fulgt med i denne tråd fra sidelinjen. Jeg har gennem tråden fundet bedst forståelse for N.C.Sauers pointer og har været lidt træt af, hvad jeg indrømmet har opfattet som manglende vilje til at se en virkelighed i øjnene fra blandt andet din side, Erik. Men! Efter at have læst dit seneste indlæg, faldt tiøren pludselig for mig, da jeg jo måtte indrømme, at jeg fuldt ud kunne følge din pointe omkring den strukturelle vold. Konsekvensen af denne forståelse er så, at hvis problemet skyldes strukturerne, er det jo rent faktisk at "blame" eleven - et udtryk, som ellers har mødt en del modstand i mig, da jeg ikke kunne genkende mig selv som en, der "blamer" eleven. Det kan så selvfølgelig diskuteres om det er en reel "blaming" og måske mere en "håndteringsstrategi", men pointen består - det bliver eleven, der håndteres. Tak for et velskrevet indlæg, der endelig fik mig til at forstå "den anden vinkel". Det, der så består er stadig handleperspektivet: Hvordan løser vi det? Hvis vi anerkender det som en strukturel voldsproblematik, hvordan kommer vi så videre? Er det at slukke "ildebranden" ved at forebygge på et ikke-strukturelt niveau (low arousal o.l.), hvilket vi må erkende nok stiller krav, der kan være svære at opfylde i den situation skolen står i med de ressourcer, der er til rådighed og/eller at håndtere de løbske "ildebrande" ved et akutberedskab? Begge dele løser jo netop ikke det bagvedliggende problem, som du også så fint pointerer. Ja, jeg har desværre ikke løsningen og indrømmer gerne, at jeg stadig ser nødvendigheden af at "håndtere situationen, når den opstår", men jeg er glad for at have fået øget min forståelse af dine pointer. Tak for det.

Erik, et er, at du vedvarende ikke vil tale om det, diskussion handler om: Lærernes magtes- og retsløshed når kaos er brudt ud i klassen. Noget andet er, at din fremstilling af os lærere forekommer mig urimelig. Du beskriver skolen af i dag som befolket af lærere, der stadigvæk er forankret i det børne- og skolesyn, de ældste af os voksede op under i 50'erne. Lad mig lige få det her på plads: Jeg har fra dag 1 som lærer (1975) forsøgt at lave en skole for alle. Jeg har aldrig brugt muligheden for specialundervisning som en let udvej for at slippe af med besværlige elever. Jag har altid haft diagnosebørn i mine klasser, næsten altid uden støtte. Alt, hvad du skriver om relationsarbejdets nødvendighed og hele forebyggelsestænkningen med henblik på at undgå eksklusion har været den indlysende ledetråd i mit lærerarbejde hele vejen igennem. Fraværet af gamle dages respekt (eller snarere frygt) omkring lærerrollen har været et vilkår for mig alle dage som lærer. Derfor gider jeg heller ikke forsvare mig imod anklager for ikke at være inkluderende. Jeg svarer heller ikke på et spørgsmål som fx: Er du holdt op med at slå din kone? Dit 'historiske blik på tingene' handler overhovedet ikke om den folkeskole, jeg kender.

Lærere uddannes til et erhverv, hvor de er retsløse Og når skolelederforeningens formand har ret i, at lærere, der reagerer mod elevernes voldelighed og chikane er retsløse så er det selvfølgelig fordi det omgivende samfund og herunder især politikerne ønsker, at det skal være sådan. Ellers ville politikerne selvfølgelig for længst have grebet ind. Overalt efterlyses der retningslinjer. Og det har man gjort i årevis. Og enten kommer de ikke. Eller også er de virkningsløse. Til gengæld er alle enige om, at hvad man end finder på, så må det enkelte barn, hvad vedkommende så end foretager sig af voldelighed ikke under nogen omstændigheder udsætte for overgreb. Men et faktum må være, at hvis en lærer udsættes for overgreb fra et barns i skolen, så kan læreren kun hævde si autoritet, hvis læreren må udsætte barnet for overgreb. Man må vist nok erkende, at en lærer ikke kan hævde nogen form for autoritet, uden at måtte imødegå en voldelig adfærd fra en elev med en eller anden form for overgreb mod den pågældende elev. Og hvis læreren fortsat ikke må sådan noget, så kan man tilsyneladende snakke i evigheder i øst og vest om retningslinjer uden at det afhjælper problemerne.

Kære Sauer Man kan ikke skære alle over en kam, og ligesom folkeskolens lærerestand også stemmer forskelligt, så har jeg mødt mange forskellige holdninger og børnesyn. Da jeg gik i skole var der også gode lærere, som i kærlighed til børn gav af sig selv. Jeg er helt sikker på, at du Sauer er en af de lærere, der med stort engagement og indblik har gjort en forskel. Jeg husker fra min skoletid i 70erne en dreng, der kom i skole uden en madpakke. Den meget kontante Frøken Madsen, som var en ældre lærerinde, gik resolut i skolekøkkenet og smurte en madpakke til denne elev. Det vil af mange gode grunde ikke ske i dag. Samtidig husker jeg også fra mit første år i realen en dreng, der var kommet med på et "wild card". Det holdt hårdt og tysklærere mente, at han havde pointe, som skulle luftes. Han beder drengen om at bøje et udsagnsord i ental og flertal (På tysk) Der blev til vi andres fnisen påklistret endelser, som ingen mening gav. Enden blev, en at drengen blev smidt ud fra de timen, fordi han en ifølge læreren "var for dum til at gå i realen". Da læreren knyttede en kommentarer til optrinnet om, at det jo var at gøre drengen en tjeneste, vendte stemningen og tavsheden sænkede sig over klasselokalet. Ugen efter gik han ikke længere i klassen. Desværre findes der i dag en lige så stor variation. Vi kan bare ikke tale om det. Lærerens magt i det nutidige samfund er stadigvæk så stor, at man kan få lov til at praktisere i årevis på uduelighedsniveau, uden det har konsekvenser. Det bliver så ikke bedre, når de der kan flygter og opgaven overlades til 4. g'er . Det er ikke nemt, når vi ikke tager skeen i den anden hånd, og stopper med at løbe i det tempo NPM og undervisningsministeriets inkvisitiorer forlanger. Jeg læser jo her i tråden, at det er de ældre og erfarne lærere, der flygter og arbejdet overlades til de bemeldte 4. g'er Jeg vil rigtig gerne tale om lærerens magtesløshed. Det har jeg faktisk skrevet en masse om. Jeg går bare skridtet videre og taler om, hvorledes denne følelse sendes på vandring og sluttelig ender i elever. Den mekanisme hedder projektion. Jeg vil gerne bidrage til en fortælling om, at den der vedkender sig sin egen magtesløshed øger sin egen magts mulighedsrum. Denne magt i en forståelse af at magte. Hvad angår retsløsheden, så kan den problemstilling adresseres på en anden måde, for hvem spørger til børnenes retsstilling? Det er barnet, der er offeret. Det er alle de børn, der har ret og pligt til skole og undervisning, som sendes hen i en skole, der, indrømmet, er baberet helt ned. Den pligtopfyldende lærer prøver af al magt, at levere varen, men med det resultat at det barn, som ikke magter opgaves gør det eneste det kan - protesterer.Så bliver barnet udadreagerende - vupti problemet løses gennem eksklusion. Løsningen er civil ulydighed. Stil ikke større krav, end alle kan være i det. Lav den undervisning, der kan lade sig gøre, med den korte forberedelsestid vi har. Mine kolleger er vældigt bekymrede over elever, der forlader undervisningen, for skal vi følge efter barnet eller skal vi undervise de andre. Vi skal undervise. Præmissen for at være i skolen er, at man bliver der frivilligt. Hvad angår kast med borde og stole og vold, så er det selvfølgelig uacceptabelt, min pointe er bare, at det urimelige vilkår for børn også. Jeg er træt og går til ro - lukker mine øjne to.

Erik, jeg er ikke uenig i det, du siger. Uenigheden her handler om det, du ikke siger. Nu siger du, at 'kast med borde og stole og vold, (...) er (...) uacceptabelt,' Egentlig lidt vildt, at det overhovedet skal siges, ikke? Men du vil ikke tale om, hvad læreren så gør, når det sker. Kun om alt det, der skulle have været gjort for at undgå det. Og som ingen kan være uenig i. Men som altså er for sent, når stolene flyver. Det er ikke et spørgsmål, der rejses af overvintrede skabstilhængere af den sorte skole. Jeg ved godt, at de findes derude. Det rejses af alle lærere, inklusive dem, der er totalt enig i inklusionsidealet. Også alle de gamle hippier :-)

Først og fremmest så ønsker du, at fremmane et svar, som efterfølgende vil blive skudt ned, som værende utilstrækkeligt til at løse problemet. Jeg er også bange for, at det svar der kommer vil være for stor en mundfuld for de fleste. Det handler om, at det simpelt hen er en for stor forstyrrelse for de fleste lærere at forstå, at vi alle er medskabere af situationer og at strukturer spiller en væsentlig rolle for vores instinktive adfærd. Vi har slet ikke så stor en fri vilje, som vi går og forestiller os. Men jeg vil prøve. Jeg forstår dit spørgsmål således, at hvad gør jeg når borde og stole flyver gennem lokalet eller der er vildt slagsmål? Det er jo en konkret anvisning, der efterspørges. Når jeg svarer, at elever der slås bliver skilt ad og elever der kaster med borde og stole, bliver eskorteret ud af lokalet. Her fornemmer jeg allerede, at modargumentet er, at det må vi ikke, lærere er blevet fyret etc, altså en fastholdelse af, at vi er magtesløse. Magtesløshed fortærer alle, hvis ikke vi tager den på os fremfor at kæmpe en ulige kamp for at aflevere den et sted, hvor den ikke gør noget godt for nogen. Der bliver spurgt om, hvad man konkret kan gøre og jeg fornemmer en konsensus omkring, at der skal være nogen der kommer og fjerner problemet, som er autoriserede til at anvende magt. Vi er på vej til at ligne de skoler i USA, hvor der også findes problemer af en helt anden karakter. Tryk avler modtryk, og ønsker vi potentielt som samfund at bevæge os i en retning, hvor også skoleskyderier er indenfor mulighedernes horisont, så skal vi bare fortsætte med at opretholde systemer, der subjektiverer den enkelte. Jeg forsøger at tale om alle de gange, hvor elever kaster med borde og stole etc, og hvor det er en reaktion på strukturens krav til læreren, som så loyalt står på mål for noget, der ikke kan lade sig gøre. Vi kan ikke tvinge noget barn eller nogen voksen til at lære noget de ikke kan lære. Selv ikke engang lærere kan lære noget de ikke kan forstå. Det ved de fleste ledere også, idet der ikke er nogen særlig stor transfer på f.eks. kurse, som læreren ikke selv har valgt. Hvad jeg gør er helt konkret hele tiden at være i kontakt i de situationer, jeg ved kan være betændte. Nå det ikke lykkes, så spørger jeg altid mig selv om, hvor det var jeg ikke var opmærksom. Men det er også at være på overarbejde - jeg ved det. Jeg har faktisk en elev, som netop kaster med borde og stole, og som hele første klasse var mere ude end inde. Vi kunne have ekskluderet, men valgte at sige. Klassen skal være et godt sted at være. Derfor hilser man eleven velkommen, når vedkommende en gang imellem kom forbi. I løbet af 4 måneder blev det til de fleste timer. Så handler det om, at analysere de situationer, hvor bordet blev væltet, hvilket handlede om, at skuffelse over at timen ikke skulle forløbe, som eleven havde forestillet sig. Det er en stor opgave, at skulle give eleven et sprog for noget der ikke har andet sprog end at kaste med borde og stole. Det handler om at kunne lave afledninger og kontekstskift her og nu. Al adfærd er kommunikation. Efterhånden som sproget kan sættes på de følelser, som før kom ud som kast med borde og stole, så forsvinder denne adfærd. Så handler det om ikke at lade sig stresse af, at eleven ikke når det samme som de andre. Det ville eleven ikke alligevel, selvom vi sømmede eleven fast til bordet. Jeg tænker at man her godt kan fange pointen. Der er mange gode argumenter for, at alt dette ikke kan lade sig gøre, men nu kunne jeg godt tænke mig at høre nogle argumenter for, hvorfor man skal undlade at gøre det man kan, samtidig med, at vi påpeger den vold, som moderniseringsstyrelsen og de onde nåssåere med deres kuglerammer, tal og sygelige hang til at budgettere daglige påtvinger både lærere og elever. Jeg savner den civile ulydighed i faktisk hele den offentlige sektor, hvor mere velfærd til hele befolkningen bliver til, ved at personalet løber stærkere og også løber for de, der er sparet væk, samtidig med at disse besparelser gives som skattelettelser. Puha - jeg kommer vist lang omkring. Endelig en konkret anvisning. Angst for at gribe ind af frygt for konsekvenser er det vi dør af i jobbet. Jeg har vanskeligt ved at forstå, at en lærer, som Thora beskriver det, kan blive fyret for fysisk at have grebet ind, hvis en elev er ved at kvæle en anden elev, eller slag og spark på en liggende person forekommer. Face your fear. Endelig er ledelse en vigtig medspiller i de tilfælde, hvor elevens udfordringer ikke skyldes et råb om forudsigelighed. De elever der kommer i skole med en dagsorden om, at det er dem der styrer skolen, og hvor forældrene bakker op om deres forskruede børn (her er der tale om virkeligt omsorgssvigt) da er det nok sådan, at folkeskolen ikke har fornødne muligheder for at sanktionere, ligesom de magtesløse forældre ved at bakke deres børn op, ønsker at magtesløsheden som en anden dæmon skal forlade egen krop, for sidenhen at besætte læreren. Vi havde på min skole, da jeg var dreng, en i de mindre klasser, som også kastede med borde og stole. Denne elev blev ekskluderet fra de fleste fællesskaber, og det stoppede først, da denne elev blev en ung mand og blev ekskluderet en gang for meget, hvilket resulterede i et skuddrab. Tragisk og desværre forudsigeligt. Skolen er, som du selv har udtrykt det Sauer, en tvangsforanstaltning - måske er vore elever bare små frihedskæmpere? Hvem ved? Jeg skal dog retfærdigvis nævne, at jeg ikke er upåvirkelig af debatten. Der skal mere fokus på at standse ulykkerne, men det må bare ikke blive den eneste løsning og vi er nødt til at forstå, at ulykkerne ikke skyldes eleverne, men den struktur elever og lærere har fået at fungere i sammen. Den struktur og de onde nåssåere kunne vi måske blive enige om at bekæmpe?

Tak for ordene. Du peger netop på noget helt centralt, der nemlig handler om "blaming". Jeg tror det der gør det så svært at tale om, er jo at næppe ret mange er blevet lærere, fordi de ikke vil eleverne det godt. Jeg tror - og her gætter jeg, at det faktisk er det værste der findes, når man som lærer gør et barn uret, uden at ville det, men for sent opdager, at det var det der skete. Vi bruger en forklarende tilgang til barnet/eleven. Vi forklarer barnets vanskeligheder med noget, der er i barnet og som ikke fungerer. Vi forklarer ofte med årsager, der ligger udenfor os selv og ofte uden for egen indflydelse, men boende i barnet og som noget nogen kan tage sig af og give en diagnose. Samtidig vil næppe ret mange lærere hævde, at de ikke har en relation med deres elever?! Hvordan kommer vi videre, når der er tale om strukturel vold? Godt spørgsmål! Det er vanskeligt for den enkelte lærer at gøre noget ved, men en stor del af den strukturelle vold skyldes i mine øjne læringsmålsstyret undervisning. Godt nok er det afskaffet, men der er stadigvæk kompetencemål. Vort arbejde er beskrevet af ministeriet, og derved er kontrakten mellem lærer og forældre overflødig. staten har så at sige overtaget eleverne. Vi har skruet gevaldigt op for læringshastigheden under parolen "Alle børn skal blive så dygtige som de kan". Det skaber et pres, som den enkelte lærer ikke sådan lige kan fjerne, idet lærersjælen er den pligtopfyldende loyale medarbejder, som ikke stiller ret mange spørgsmål, når først maskineriet kører. Vi blamer reformen, men af helt andre årsager. Trykket forplanter sig ned i elevmassen, som ud over længere tid i skole også skal rumme elever, som rent faktisk ikke vil være i folkeskolen, men gerne i det specialtilbud, som er sparet væk. Nogle elever reagerer med vold, andre med angst, selvskade og spiseforstyrrelse. Reaktioner mod en skole og et børne/ungdomsliv uden tid til eftertanke. Hvad gør vi så? Ja vi behandler symptomerne, nøjagtigt som vi voksne i skolen skal lære at stresshåndtere, så kravskruen kan strammes endnu en omgang.. Fjern årsagerne til stress. Det sker ikke overnight, og her forstår jeg godt Sauer, der tager perspektivet "Det er i morgen jeg har et problem". Den diskussion kender jeg godt fra lærerværelset. Men det hjælper altså ikke noget, at vi har pædagogiske "tæskehold", som kommer og fjerner symptomet (eleven). Sygdommen findes stadigvæk i overmorgen, og her er det de mere robuste elever, som har lært, at udadreagerende adfærd er en dårlig ide, udvikler angst osv. Foucault ville helt sikker have en begavet mening om den magt, der uden vi reflekterer over det, får os til at fortsætte i hamsterhjulet, fordi vi er opdraget ind i en forståelse af os selv som netop pligtopfyldende, nogen der skal gøre en forskel, ansvarlige for den kommende generations muligheder etc. Vi er på den måde iscenesatte fra dag et - og det er der ikke noget galt i, hvis ikke det lige var fordi i sin tid moderniseringsstyrelsen så et hamsterhjul, alle offentlige ansatte skulle ind i, så det ideologiske korstog mod netop den offentlige sektor kunne ende op i et langt partielt selvmord. Modsvaret er stille civil ulydighed. Lav ikke mere end du kan holde til. Kræv ikke mere af eleverne, end de kan være i. Bliver du fyret, så er der masser af andre muligheder, for der er en verden udenfor den offentlige sektor, der sætter pris på pligtopfyldende og loyale medarbejdere. Tro det eller ej - der er steder, hvor lærere er i høj kurs. Modmagten er at stoppe med at løbe hurtigere i hamsterhjulet. Modmagt er, at turde sige nej til mere i løn, men bede om anstændige arbejdsforhold. Modmagt er at stoppe med at blame barnet, og samtidig indse, at vi er pastoralmagtudøvere for et styre, der har til hensigt at gøre uligheden i samfundet større, hvilket vi også ser i den relativt store gruppe af elever, der ikke kommer videre og for en faguddannelse, samtidig med at vi snart kan fodre svin med Phd'ere Sandheden er, hvis der findes en sandhed, så er den, at vi selv har betalt for vores lønstigninger med mere effektivitet, idet vi bidrager til at uligheden skal blive større og vi dermed gennemsnitligt kan blive rigere. Sorry - der løb det af med mig igen - hav en god lørdag aften.