Opdragelsesforskrækkelse fører til kriminalisering af klasseværelset.

Desværre er trusler, vold og chikane noget som stort set alle grupper af offentligt ansatte lever med/under. Sygeplejersker og lærere ....flygter fra job som de tidligere trivedes i. Elendige arbejdsforhold og normeringer. Lærerne advares fra ledelsesside mod fysisk at gribe ind, når elever er til fare for andre. Ren galimatias....gårdvagten fløjter, markerer firkanten med fingrene, går ud for at kigge på VAR ....og ringer efter en ambulance. Viljen fra politisk side til at gøre noget ved problemerne er ikke til stede. Der er ikke stemmer i det!

Måden at tale sammen på, har ændret sig. Er man uenig med andre, er der ikke langt til at en shitstorm blæser gennem æteren på alle mulige platforme. Mange skoler eller firmaer bliver bange for dette uhyre og opstiller yderligere alle mulige etiske retningslinjer og væremåder i forsøget på at fremstå, som det pureste guld. Hvidvasket, grønvasket, blåstemplet, glutenfri, børnevenlig, laktosefri i øjenhøjde, ISO 9000 certificet og CO2 fri - osv. Her er der fare for, at barnet bliver skyllet ud med badevandet. Den omsiggribende trend med satelitskoler med en kransekagelederfigur øverst, der ikke færdes på skolerne ret tit, er yderligere med til at mellemlederne på skolerne kan fremstå tandløse og konfliktsky.

for at beskrive hvor slemt det står til, når læreren står mutters alene i klasseværelset og må tage vare på både elever og sig selv UDEN opbakning og hjælp nogen steder fra. Ikke engang fagforeningen har forsøgt at gøre noget ved problematikken bortset fra lidt tom snak om forebyggelse. 🤣 Hvad mon man fra DLFs side har tænkt sig at gøre ved problemet? Hvor er Gordon forøvrigt henne? Hører eller ser stort set aldrig noget til manden, og da SLET ikke hvis noget skal debatteres! Det må da ellers lige være en “Win-Win” sag i disse tider, hvor samarbejdet de fleste steder i følge DLF (i forbindelse med A20) går forrygende, at få aftalt nogle klare retningsregler (og værn) på området. Nå nej. “Værn” bliver nok en for konkret sag. Eller bliver samarbejdet (som det har for vane) ikke til andet end bare snak? Sæt dog igang!

Modviljen mod at forholde sig til det her emne er til at få øje på. Det er en virkelig ubehagelig diskussion, som ikke kan undgå at slå grimme skår i folkeskolens selvforståelse. Den politisk korrekte venstrefløj (som jeg selv henregner mig til), sidder traditionelt tungt på hele skolediskursen i dette land, og den vil ikke røre denne problemstilling med en ildtang, hvis den kan slippe. Den vil snakke forebyggelse morgen, middag og aften og synes at satse på, at problemet går væk, hvis man ikke taler for meget om behovet for indgreb. Følgen har været, at højrefløjen har fået lov til at tage patent på diskussionen, mens det venstredrejede skolefolk har holdt sig for næsen og forsøgt at tie den ihjel eller skamme den ud, hver gang den meget mod deres vilje kom op. Det anses nærmest for upassende at tale højt om det her. Men nu må den holdning altså høre fortiden til. Vi befinder os i den situation, at formanden for landets skoleledere åbent erkender, at problemet er løbet løbsk. Han betegner lærernes og ledernes position som RETSLØS og erkender åbent, at skolen ikke længere er i stand til at stoppe de omsiggribende uhyrligheder, som forskningen afdækker. Det, Hjortdal beskriver, er en decideret nødsituation, som udvikler sig negativt og på langt sigt udgør en alvorlig trussel mod folkeskolen. Noget må gøres, og det er ministeriets, KL's, DLF's og Skolelederforeningens forbandede pligt at rykke på sagen. Samarbejdet omkring revideringen af testsystemet har vist, at de kan, hvis de vil. Hvad venter de på?

- sagen minder om Fængselsbetjentene der oplever noget analogt (uden sammenligning i øvrigt). Fængselspersonalet oplevet en stadig stigende voldsomhed og fysisk ageren og angreb fra fangerne, og da man i humanismens navn har frataget fængselspersonalet retten til at "slå igen" går de ned med strees og ender på invalidepension. Samfundet bliver nødt til at erkende, at der hos nogle borgere, børn som voksne, er en iboende trang til at bruge fysiske argumenter når deres sprog ikke slår til, eller de bare har en dårlig sag. Dette ikke for at opfordre til et "opgør med blødsødenheden." Men samfundet har glemt at tage den menneskelige mangfoldighed i betragtning i udformningen af mange regler og love.

"Den politisk korrekte venstrefløj (som jeg selv henregner mig til), sidder traditionelt tungt på hele skolediskursen i dette land".... Yes Sauer... og hvis ikke den ændre forståelse og adfærd så tager den hardcore højrefløj over... i en blanding af laden stå til overfor den "uoplyste" masse og facistoide tilgange når den mødes med ulydighed.

1) Bevar den rolige tilgang og bliv med at forsøge at bevare den rolige tilgang. 2) Hent hjælp i form af fagpersoner, det ved hvordan de skal handle når børn og unge anvender vold og anden kriminaliseret adfærd.

Undskyld! Mente at hvis 1) ikke virker, selvom det er effektivt. Kan man anvende nr. 2).

Men Jens, problemet er, at 2) kun findes på de færreste skoler. Normalsituationen er, at læreren står mutters alene med sine 25 elever, når klassen er blevet en heksekedel, der koger over. Der er ingen - I N G E N - hjælp at hente. Læreren må ride stormen af og forsøge at redde sig i land med hele flokken. Det betragtes som grænseoverskridende, hvis læreren i sin desperation involverer kontoret / ledelsen i den akutte situation, og gør læreren det alligevel, kan han/hun være sikker på, at der følger et efterspil, hvor han/hun må være parat til at forklare sig nærmere og forsvare sig imod anklager om ikke at slå til. Jeg tror, man skal have prøvet det for at være klar over, hvor rædselsfuldt det er. Og det har så godt som alle lærere, der har været i det fulde skema i de fulde klasser i en snes år eller mere, i hvert fald i indskolingen.

Det er sært, at ingen tør være konkrete. Vi hjælper ingen ved at lade som om, det ikke findes. Tidligere obslærer og tilkalde lærer.

Det politiske establishment har sammen med samfundets elite skabt en skole ala de amerikanske offentlige underfinansierede skoler. Så enten laver man skolen om til en anstændig offentlig dannelses- og kulturinstitution med fokus på læring og uddannelse eller også må man løse afledte konsekvenser af en offentlige underfinansieret pseudo-forretningskole. Det kan man f.eks gøre ved ansætte billige private vagtværn, som står standby. Det kan enhver skoleleder få råd til fra klokken 11- 15 med særlig fokus på eftermiddagstimerne.... Ps - jeg har været vejleder og set det på egen hånd flere gange...

Jeg troede i min naivitet, at jeg stod alene med problemet. Gentagne gange her jeg oplever en situation med grænseoverskridende elever, hvor man i ren desperation var nødt til at prøve at involvere ledere, og hver eneste gang oplevede et efterspil i form af bebrejdelser, fordi eleven oplevede/ følte / syntes/ mente osv. Der blev simpelthen sat spørgsmålstegn ved ens evner som lærer. Og så har det hele bare været en bevidst ledelsesstrategi, for det sidste der skulle ske var at problemerne skulle ende på ledelsens bord. Vor herre bevares. Tak Zaur for indlægget.

Ja - Niels og Josephine - selv tænker jeg, at jeg da har en god håndfuld konkrete eksempler fra egen og kollegers erfaring, som kunne bidrage til oplysning om de situationer, hvor man står mere eller mindre magtesløs og med ødelagt undervisning - og hvor vi - meget pressede - er endt med at kapitulere og har måttet slæbe elever 'på kontoret' eller hente primærlæreren (som har stået midt i anden undervisning). Disse erfaringer er typisk fra mellemtrin, i øvrigt. - Men vi risikerer jo at bryde tavshedspligten, tænker jeg, selvom vi ikke nævner navne eller konkret klassenavn. Og ja, som du skriver, Niels, så er der tale om et tabu af en art. Vi - og forældrene - fodres som aldrig før af fordringer om det rette mindset, om klasseledelsesgreb, om at anvende strategier, redskaber og værktøjer til det ene og det andet. Forebyggende og foregribende tilgange, metoder og indsatser. Tydelighed og relationsdannelse i samme sætning. Der iværksættes samskabelsesprocedurer og en kultur for 'fælles værdier og ansvar' - så når vi alligevel oplever udfordringer i forhold til at gennemføre undervisningen på god og rolig vis, er det jo nok os, der bare ikke er dygtige nok, vi har ikke det rette mindset og det rette og gode børnesyn, vi er ikke nysgerrige nok på at ændre praksis og tilgange, vi bruger vores energi forkert, vi udviser måske endda slet ikke engagement nok, vi er for lukkede om egen praksis, fastlåste i et forældet tankemønster, er ikke i stand til eller villige til at få øje på elevens styrkesider - eller hvad ved jeg, man kan frygte sig anklaget for. Dette oftest ikke direkte anklagende, men subtilt, når man på endnu et indsats - eller handleplansmøde skal gøre rede for, hvordan man har arbejdet med de senest aftalte indsatser, hvordan det er gået med de der 'redskaber' til tydelig rammesætning, hvordan man har indkorporeret barnets perspektiv i sin undervisningsplanlægning, samt opfordring til refleksion over, om ens relation til barnet mon kan tænkes at være det nye indsatsområde, som man, kunne noget jo tyde på, bør arbejde med. Det ligger tungt og grundfæstet i læreres professionsidentitet, at man vil alle eleverne det bedste, og mange lærere er villige til at gå uhyggeligt meget på kompromis med rigtig meget for at lykkes med at få et enkelt barn i trivsel og bedre udvikling. Målet kan jo da ingen være uenig om: Et barn i trivsel, en klasse i trivsel, og ingen kan jo da lære noget, hvis ikke der er trivsel, vel? Spørgsmålet er, om vi nogensinde kan rykke på de her problemer, hvis ikke lærerne er villige til at tale mere nuanceret om, hvad det fokus koster i tid og kræfter på den konto, der hedder den gode, stabile undervisning, hvad det koster på kontoen for opmærksomhed også til de elever, der på overfladen synes velfungerende og for undervisningsklima generelt for alle elever - samt i øvrigt for lærernes overskud og lyst til at blive i jobbet, hvilket så igen har betydning for det første.

Problemet kommer ofte fra hjemmet og bringes ind i Folkeskolen. De børn som er voldlige har som oftest særdeles ustabile eller ingen relation til mor eller far...

Jens Laugesen: Uanset, hvor problemet kommer fra, så er det et konkret problem. Et konkret problem, som findes i hverdagen for størstedelen af Danmarks lærere. Et problem, hvis manglede løsning er skyld i elevflugt til privatskoler. Og forøvrigt også lærerflugt - til privatskoler og andre erhverv end man har uddannet sig til.

Det er helt afgørende hvis det skal forandre sig på længere sigt, at politikere og beslutningstagere finder ud af at vold ofte ikke primært skyldes institutionen eller lærerne.... det er en de væsentligste grunde som kan tale for nedlæggelse af skolen som en "new public management institution". Du kan ikke løse volden, hvis forældrene er kunder. For kunder har altid ret. Og kunder ønsker ikke at få at vide at de skal arbejde med sig selv. Løsningen består i ligeværdige samtaler mellem lærere og forældre hvor begge parter kan nærme sig hinanden. Det kan ikke lade sig gøre ligenu.... Forøvrigt synes jeg at jeg har givet nogle eksempler på hvordan det konkret kan løses længere oppe i tråden ift. situationen lige nu. F.eks private billige vagtværn.

Det store spørgsmål er, HVORFOR opretter man ikke det der akutberedsskab ude på skolerne, når nu behovet er der, og der samtidig går læssevis af Akt lærere og pædagoger rundt på skolerne. Den ligger jo lige til højrebenet. Det er der kun et svar på. Og det er, at man derved ville flytte ansvaret for problemerne fra den enkelte lærers skuldre og over på systemets. Man ville gå fra en problematik om den enkelte lærers kvalifikationer og evner, og over til at skulle diskutere rammer/ vilkår/ økonomi og ledelsens og forvaltningens ansvar. For alle ville jo så kunne se den enkelte lærers magtesløshed. En kold, kynisk og menneskefjendsk ledelsesstil, som børn, forældre og lærere har betalt dyrt for.

Martin - fordi det er billigere og sender nogle dejligt bløde og imødekommende signaler til forældrene, hvis kommunerne hyrer nogle selvforsvars - relations - eller arousal-konsulenter til på nogle bunkekurser at 'klæde lærerne på'. Især det der med diverse 'specialpædagogiske kompetencer', står højt på kommunernes ønskeliste til de næste års mini-seancer onsdag eftermiddag ude på skolerne - for så kan man slå to fluer med ét smæk og samtidig godtgøre, at nu er lærerne uddannede til at inkludere 'børn i vanskeligheder' ude i klasserne, såvel de udadreagerende som alle de andre med hver deres særlige styrkesider og individuelle behov. Lærerne har jo da nu lært at forebygge og at foregribe - og endda intervenere på socio-emotionel-psykologisk vis med både arousal og bombekurser og konfliktrapper i baggagen, således at lille Bubbermand ikke slår sig på sin selvforståelse, men mødes 'der, hvor han er'. Det hedder sig endvidere, at 'vi har de børn, vi nu engang har' - det er et 'vilkår'. End of discussion. Vi skal ikke tale nærmere om den påstand eller om baggrund og årsager eller skolens rammer, ikke sådan grundigt i hvert fald. - Og synes du, at vilkårene modarbejder, hvad du mener, dit job går ud på, og mener du endda, at børn, ud over at blive mødt med venlighed og lydhørhed, kan have brug for opdragelse, og at autoritet, visse kontante regler samt lejlighedsvis irettesættelse kan være nødvendigt, så er du nok ikke på rette hylde. Det eneste problem er, at der er mangel på lærere. Men mon ikke det kan løses ved, at man opkvalificerer en masse pædagoger med flere med nogle inklusions-didaktiske og specialpædagogiske kurser - og måske et linjefag ad åre? De kan vel godt lige undervise også, samtidig med at de har de der akt-funktioner, hvor de et par timer om ugen vejleder deres lærerkolleger... Så får man måske også (ekstra bonus) luget lidt ud i den der gruppe af kontrære lærere, som ikke køber ind på og samarbejder om at udvikle på kommunens nye projekter, værdier og visioner og ditto økonomiske regnemodelslogikker.

Her for eksempel Enhedslisten, Kbh's bud på efteruddannelsesfokus: "Vi vil arbejde for bedre efteruddannelse for lærere inden for områder som inklusion, trivsel og antimobning." https://kbh.enhedslisten.dk/politik/skole/

I mere end tyve år har jeg talt for oprettelsen af akutberedskaber ved alle større skoler. Jeg har sjældent mødt egentlig modargumentation; reaktionen hos de ansvarlige - og i DLF - har for det meste været ilde berørt tavshed og kiggen ned i bordpladen. Men når noget, der ligner modargumenter er dukket op, bærer de faktisk ofte præg af den lederattitude, som Martin herover sætter nogle ord på: Hvis man gør det let og ubureaukratisk for lærerne at blive reddet ud af disse nødsituationer v.hj. a. akutberedskaber, som virkelig ville kunne gøre en stor forskel for læreren i det daglige, så ville det jo blive alt for fristende for lærerne ikke at strenge sig an for at være inkluderende. Lærerne ville misbruge sådanne ordninger til at gøre livet lettere for sig selv ved at skille sig af med uønskede elever. De dårlige lærere ville få det for godt. Og jeg må tilstå, at det er en argumentation, som virkelig kan få mit p** i kog. Det er systematiseret mistillid, ansvarsforflygtigelse og kynisme. Martin og Malene beskriver herover udmærket, hvad det betyder for den enkelte lærer i praksis.

@ Sauer man kan altså ikke bare sende aben videre til lederne. Den er gal og folk kigger den anden vej og ligger aben primært på lærerens skuldre- det er helt rigtig. Men er du leder og siger de ting du siger til chefen så bliver du udelukket fra det gode selvskab. Og akutberedskaber hvordan vil du i praksis håndtere det, med de midler som skolerne har til rådighed i dag? Skal det være den nye inklusionspædagog der sammen skolelederen, som sidder til møde på forvaltningen, der skal have ansvaret for det? Eller er det pedellen? I psykiatrien anvender man ofte portørerne når patienter er udadreagerende! I kunne f.eks. kæmpe for reel opkvalificering i konfliktløsning og relationskompetence. Vi ved det har en god effekt. Ikke bare en eller anden bog om den skældud fri skole...

Jens, der er forskel på "at sende aben videre til ledelsen", og at have en opfattelse af, at et barns problemer er hele skolens problem og at alle gerne skulle trække på samme hammel. Også ledelsen. Først i 90 erne var jeg ansat på en skole, hvor indskolingen havde Kaj ansat. Kaj var socialpædagog og svævede over vandene og kunne træde til efter behov. Han havde ca 10 børn under sine vinger, som han havde et godt forhold til. Det gav børnene tryghed, fik tingene til at køre, og han kunne give dem pause ,når de havde brug for det. Og frem for alt fik børnene mulighed for at blive på skolen i stedet for at de blev ekskluderet. Med andre ord øgede det inklusionen (hvad det ikke hed dengang) Og pædagoger er der mange af i skolen i dag, så det burde være muligt.

Relationskompetence? Det har lærerne altså til overflod! Det er i hvert fald det eneste, jeg ser, ude i min virkelighed. At Louise Klinge mener noget andet, kan jeg slet ikke genkende, Men vi står til gengæld med 28 elever i klasserne, 150 elever i seks forskellige klasser, en massiv undervisningsmængde og ditto forpligtelse - og en aldeles udhulet og hullet forberedelsestid. Nogle står i færre klasser, og har færre elever, men til gengæld særdeles udfordrede elever - ofte en god håndfuld med forskellige og helt særlige behov. Skal der konfliktløses en masse og samtales med elever igen og igen, skal vi bruge tid og energi på endeløse omstruktureringer og tilpasning af undervisningen til skiftende 'behov', så skal nogen sige god for, at vi ikke underviser eller forbereder undervisning i den tid. Eller sige god for, at det går ud over kvaliteten typisk i måneder og år. DERFOR er der brug for - enten, at rammerne for vores virke bliver helt, helt anderledes - fx som på en del friskoler, hvor de er få elever, få og kendte voksne, færre undervisningstimer/ kortere skoledage, færre af de 'tunge inklusionselever' osv - eller man må tage konsekvensen af den førte skolepolitik med kæmpe skoler, massiv inklusion af tiltagende mange udfordrede børn, kæmpeklasser og urimeligt overbebyrdede lærere - og oprette akutberedskaber.

Martin, - Fedt du nævner eksemplet Kaj. For du har ret. Men pædagogen Kaj er udryddet i dag. For han passer ikke ind i den systemiske tænkning som tror alt kan løses med en eller anden nyt specialpædagogisk hurra-ord eller metode---- tænk bare på lp-modellen. Men du har ret. Den autentiske pædagog med masser tid og som kan skabe de dybe relationer kan gøre en kæmpe forskel.....

Bare Kaj ikke sidder midt i et netværksmøde, når lokummet brænder....

Malene - situationen er desperat derude. Det synes jeg faktisk jeg flere gange har givet udtryk for. Men hvad skal man gøre i desperate situationer - Forholde sig roligt!... Prøv at forestille dig hvad der ville ske hvis man sagde go til akutberedskaber... Og der kom løbende to vikarer ind på henholdsvis 20 og 18år .....

Kaj skal jo ikke være en underfrankeret 1. g'er... Og Kaj skal nok nærmere være 3 x Kaj - og have TID til at være der for de der xx antal unger. Men Kaj i dag har for mange børn, han skal 'lave indsatser på' - sammen med lærerne, som heller ikke har tid. På en skole med 800 elever kunne man forestille sig, at 50-100 elever med jævnlige mellemrum, har væsentlige og ret akutte behov for en rolig og for eleven kendt voksen med tid og nærvær. Det bedste ville i øvrigt være, at også elevens lærere havde tid - fx efter timen - eller en bestemt episode - til at være mere for den enkelte elev. Som det er nu, så går tiden hver eneste gang fra den tid, som lærerne i forvejen har for lidt af...

Under de forhold du beskriver og som mange steder er virkeligheden. Ville jeg tænke _ Whats in it for me - Og der findes altså andre relationsforståelser og konfliktløsningstilgange end den som desværre fylder alle medier for tiden....

Jens, akutberedskaber eller ej er ikke et spørgsmål om resurser, men om vilje. På større skoler er det ikke noget uoverkommeligt problem at konvertere understøttende undervisning i et omfang svarende til to-tre stillinger til et ordentligt bemandet og relevant uddannet akutberedskab. En del skoler havde dem for en halv snes år siden. Der var tale om en slags videreudviklede obs-klasser, som vi kendte dem for mange år tilbage. De gik under navne som 'Oasen', 'Pusterummet', 'Perronen', og alle var glade for dem. Det er mit indtryk, at de døde ud i kølvandet på inklusionsloven i 2012. Hvilket jo er helt absurd i betragtning at netop inklusionen afføder et enormt behov for den slags ordninger.

Giver go mening ift de store skoler... ift. akutberedskab... når det hele er gået amok.. Faktisk... Det kan jeg godt se... Problemet med pusterum er at de ikke virker ift. de elever som slås med alvorlige problemer m. selvregulering. Det eneste der ser ud til at virke for dem er Kaj pædagogen plus et krav om et gensidig skole-hjem samarbejde.

Jeg troede, at konvertering af understøttende undervisning var tænkt brugt på tolærer- og tovoksenordninger, flere fagtimer, holddeling eller turboløb i udvalgte fag, hvis skolen vurderer, at det er den rigtige løsning for at sikre klassens faglige udvikling. Konverteringen af understøttende undervisning forudsætter således, at de frigivne personaleressourcer fortsat bliver på skolen", står der i aftaleteksten." https://www.folkeskolen.dk/1873284/aftale-flere-penge-og-fortsatte-frihedsgrader-til-folkeskolen-efter-sommerferien Nå ja, og så blev faktisk også i den forbindelse dengang nævnt muligheden for at konvertere til bedre forberedelse. Men den mulighed er der ikke nogen, der har opholdt sig nævneværdigt ved siden - selvom det jo rent faktisk ER en mulighed for den enkelte skoleleder at prioritere. Gad vide, hvor fagforeningen og TR'erne er henne i begravelsen af dén mulighed for anvendelse af uuv-timerne? Det var jo primært de timer, som pressede os op i råtime-produktion og tilsvarende ned i forberedelsestid i forbindelse med lov 409. Derimod forventer min fagforening, sådan hører jeg dem, at jeg bruger MERE tid på kommunalt initierede samskabelsesprocesser og specialpædagogiske udviklingskoncepter osv? Altså tid, som jeg kunne have brugt på at planlægge danskundervisningen i 8. klasse, feedback og respons til mine elever, fede forløb i håndværk-design etcetera. Men altså - det er selvfølgelig også en mulighed, at man bruger de ressourcer på at ansætte nogle flere ressource/akt-pædagoger... Hvorfor er det, at jeg bliver så træt...

Jens, problemet med det der rigtignok på mange måder gode og udvidede skolehjemsamarbejde, er, at pludselig er det over det hele - alle forældre vil have det, alle elever er særlige og sårbare og i udsatte positioner, kommune og ppr beder os udvide dokumentationsopgaverne, så vi hver gang vi 'har en bekymring for et barn', det være sig nok så lille, så skal vi skrive op og ned ad stolper i pædagogiske notat - arbejds - og statusark og lave indsatsplaner og holde møder. Det lyder så fint, men der er igangsat en lavine af tiltag og processer, ressource - og tidskrævende foranstaltninger rundt omkring efterhånden, og jeg tror, at det er tiltagende, endda...

Efter at skolelederformanden har meddelt at det kan koste dig stillingen, hvis du fysisk griber ind, så agerer eventuel akutberedskab vel under samme risiko. Og hvis man ikke griber ind, så risikerer man også at blive fyret!?

Jens, akutberedskabet skal netop IKKE tage sig af det langsigtede arbejde med de elever, det sætter ind overfor i de akutte situationer. Akutberedskabet skal slukke ildebranden, hverken mere eller mindre. Det efterfølgende 'brandsikkerhedsarbejde' skal ligge i et andet regi. Ellers bliver akutberedskabet alt for tungt i optrækket.

Malene... Jeg tror vi ender med ikke bare a-skoler (privat og friskoler) og b-skoler (folkeskolen) men også c-skoler (alverdens mega dyre specialklasse løsninger) med de børn som ligenu ikke bliver taget alvorligt lige som lærerne i Folkeskolen heller ikke bliver det... Men jeg tror alle lærere kan blive klædt meget bedre på til opgaven..

Det mener KL og kommunerne og inklusionsforskerne og uvm og DLF og Forældreforeningen og konsulentvirksomhederne og kursusudbyderne sjovt nok også. Og også en del skolelærere samt rigtig mange pædagoger... Jeg tillader mig bare at pege på, at man således nedprioriterer selve undervisningsopgaven på den konto - og undergraver undervisningsbegrebet - og jeg begræder, at folkeskolen er ved at udvikle sig til en art behandlingsinstitution - eller med Fibæks ord - "læreren er reduceret til en servicemedarbejder i en velfærdsinstitution". Jeg vil gerne være med til at se på, hvordan vi politisk - og også som lærere kan indrette skolen, så flere trives - også fagligt! Men jeg bliver oprigtigt ked af, at den opgave kommer til at skygge for skolen som et sted for undervisning. Den del synes jeg er ret så fraværende i debatten. Og jeg har i øvrigt ikke rigtig erfaret, at kurser i diverse konflikthåndteringsværktøjer, arousal-teknikker og anerkendende tilgange har så stor en effekt, som man vist tiltror disse værktøjer. Det har jo da nu stået på siden inklusionsreformen for 9 år siden, og der er bare flere og flere elever, der er 'i vanskeligheder' og flere og flere lærere har forladt skuden...

Så du mener ikke at folkeskolelærere kan lære mere om skole, trivsel, børn, læring og undervisning? Godt klar over vilkårene i skoler, børnehaver, i psykiatrien og sygehusene er skamløse i relation til hvor rigt et samfund vi lever.... Men..!

Jo da, alle kan altid lære mere - og mere og mere... i én uendelighed kan vi sidde til den ene kompetenceudviklende kursus efter det andet, alt imens årene går, og vi ALDRIG får kurser eller efteruddannelse med fokus på vores fag. Men der skal jo altså prioriteres her - og diverse indsatser og minikurser virker ikke, bare fordi man tror det... Eller de virker 10 procent. - Og så skriver du 'undervisning' - altså - intet af det, jeg har siddet til minikurser om, har haft konkret undervisning og fag i fokus... Så ja - MEN(!) kan vi da godt understrege - der er altid et men, som man kan pege på, bestemt. - MEN(!) vi udnyttes, synes jeg, til at forsage vores undervisningsforpligtelse til fordel for at forsøge at kompencere venstrefløjen for deres misforståede reform-iver, urealistiske, faglighedsnedbrydende og ofte faktisk også uetiske inklusionsvisioner og for deres kuldsejlede danske model for rimelige arbejdsvilkår... ps. Jeg er ikke imod, at skolen skal være rummelig - jeg har og har haft mange både dejlige og skæve elever selv, som jeg ikke ville undvære. Det er balancen, som jeg mener er ved at tippe - og spørgsmålet om elevernes retssikkerhed i form af tilbud om undervisning og fællesskaber, der passer til dem og deres behov.

Jeg var den første der skrev i denne tråd, og jeg skriver faktisk at "ubegavet inklusion" (opdragelsesforskrækkelse) fører til kriminalisering af klasseværelset......! Og jeg er enig langt hen af vejen, men vil man kun skælde ud på ledelsen og de andre kommer man ikke videre efter min mening. I den konkrete levede hverdag er der også muligheder... Selvom det op ad bakke i de her år... Særligt fordi de folk som virkeligt kan noget om konfliktløsning og vold ikke bliver spurgt.... Men istedet dem med de fantastiske mirakel-løsninger...

Jens, lærere kan altid blive dygtigere og selvfølgelig kan de lære noget af andre. Men det nytter ikke noget at sende folk på kursus i at gå på vandet, hvilket er det, vi har oplevet igen og igen de sidste 20 år.

Kurser? Hvem snakker om kurser?

Jens, når jeg hører folk tale om behov for 'opkvalificering i konflikthåndtering', 'klæde lærerne bedre på', spørge 'folk som virkeligt kan noget om konfliktløsning og vold', folkeskolelærere, der 'kan lære mere om skole, trivsel, børn, læring og undervisning', så tænker jeg straks kurser - åh nej. Men det gør du slet ikke eller hvad?

Det er ikke kurser, der er brug for. Det er som du selv implicit påpeger en to-strenget løsning hvor 1-streng) kun må bruges i akutfasen og hvor magt anvendelse til enhver til skal kunne legitimeres ud fra rationaler om nødret - 2-streng) Eksterne professionelle supervisorer med indgående kendskab til aggressionsspiraler og mennesker i krise, som tilknyttes hver skole og som indgår i løbende dialog med lærere teams om udvikling af den rolige tilgang med udgangspunkt i hands-on cases.

Glemte forøvrigt noget af det vigtigste - Supervisionen skal i høj grad også bruges til at give lærere og pædagoger mulighed for et professionelt rum, hvor frustrationer er tillladte, anerkendte og håndteret.

Jens, det er afgørende, som du også er inde på, at vi får skilt de to opgaver, forebyggelse og indgreb, ad. Det må ikke være sådan, at en lærer, der tilkaldt hjælp udefra i en konkret situation, automatisk efterfølgende skal indrulleres i et eller andet supervisions- eller tilsvarende omfattede forløb, hvor det er læreren, der kommer 'på briksen'. Det er nemlig lige præcis den tendens, som i praksis gør det umuligt for lærerne at få hjælp udefra, når kaos bryder ud i klassen. Man skal som lærer relativ let og ukompliceret kunne få sat en stopper for kaossituationen, uden at man kigger ind i et længere efterfølgende udredningsforløb, hvor man skal have sin lærerrolle vivisekeret. Selvfølgelig har vi lærere, der begår fejl, også alvorlige fejl, men udgangspunktet her skal ikke være, at hvis læreren bare havde været klædt bedre på eller været dygtigere, så var ulykken aldrig sket. For sådan er det ikke. Jeg siger det lidt provokerende på den måde, at der findes to slags lærere i den danske folkeskole: Dem, der har - eller i det mindste har oplevet - disciplinære problemer, og dem, der lyver.

Niels, du ved da godt at forskellen mellem terapi og supervision er som nat og dag. Hvis lærerstanden siger nej til supervision ifbm. voldsomme oplevelser med vold går de ikke bare glip af nye forståelser af nutidens børn og menneskers mere uheldige adfærdsmønstre. De går også glip at få lagt diverse trælse oplevelser(sager) bag sig. Terapi handler om personen, supervision om sagen!!! Supervision er netop ikke psykologisering..... Hvis i som lærere kun vil have redskaber til at stoppe den konkrete voldsepisode så kan man nemt få den fornemmelse at i helst vil ligge hele byrden over på eleven er min mening. Og det kommer i ikke langt med, tror jeg. Jeg forstå simpelthen ikke den slutning at hvis i stopper vold så bliver i automatisk gjort dårlige.... Får skylden.... ! Det skal i s.. kæmpe imod.... Alle mennesker - alle - på den her jordklode har brug for at snakke med andre om grænseoverskridende oplevelser.... men også om hvordan det undgås fremover....

Jens, hvis man som lærer ved, at hvis man gør brug af et akutberedskab, så følger der et supervisionsforløb med, så vil man være meget tilbageholdende med at benytte det. Det duer simpelthen ikke. Supervision skal være et tilbud til læreren, ikke en forpligtelse. Mange skoleledere reagerer med ærgrelse eller det, der er værre, når lærere henvender sig til dem med problemer. Den oldgamle tilbøjelighed til at skyde budbringeren lever i bedste velgående. Og lederne har fået så stærk en position i forhold til lærerne, at den kan effektueres uden videre.

Selvfølgelig skal det være frivilligt. Men jeg kender faktisk ingen lærere eller pædagoger som ikke har oplevet det som en gave at få lov til at sætte ord på ubehagelige oplevelser i deres praksis . Både for at få luft og for at forstå.

Første gang jeg stødte på den her problematik, var for ca 20 år siden. Hele skolen røg på internatkursus en hel weekend, fordi vi skulle lære “ at komme ned i øjenhøjde med børnene”. For det var lærerne åbenbart ikke. Et par måneder senere befandt jeg mig i en akt situation, sammen med klassens andre lærere, fordi vi var ude i en situation omkring en elev, som vi ikke kunne håndtere. Eleven slog, var blevet sendt hjem fra lejrskole osv. Og vi behøvede hjælp, for vi havde prøvet alt. Vi fik det geniale svar, om vi havde prøvet at komme ned i øjenhøjde med barnet ? Sådan vasker et system hænder.

Jamen det er ledelsen og skoleledernes fagforening og Kl's hovedpine.... Og det er blevet meget værre som følge af Npm og forretninglogikker.... Men hvad vil Dlf og lærerne?

Jens, frivillighed er ingen selvfølge her. Kanske ledelsen kalder sit krav for 'supervision', men læreren kan sagtens opleve det som en afklapsning alligevel. Nej, du har selvfølgelig ikke oplevet lærere eller pædagoger som ikke har oplevet det som en gave at få lov til at sætte ord på ubehagelige oplevelser i deres praksis. For de lærere og pædagoger, som jeg taler om her, er dem, som ikke har fået lov til at sætte ord på, men som er blevet trukket igennem en vridemaskine. Dem har du ikke hørt fra. At tilkalde hjælp udefra skal ikke som udgangspunkt være indgangen til et udredningsforløb. Det skal afdramatiseres.

Sauer vi taler forbi hinanden. Jeg mener at der altid skal være eksterne supervisorer tilknyttet de største skoler, som til enhver ikke har noget med ledelsen at gøre. De skal blot betale. Det er lærernes mulighed for at forebygge og få hjælp hvis de har været udsat for vold eller oplevet dette. Det kan da aldrig være til skade for nogen?

Jens, enig, nej, det kan ikke skade. Spørgsmålet er, hvor meget det vil gavne. Opgaverne skal jo prioriteres, og pengene kan kun bruges én gang.

Jamen Sauer da :) Skal lærerne ikke være med til at give børn og unge en god menneskelig verden omkring de forskellige fag de møder? Vi giver ikke elever en lærer til elevernes matematikundervisning, som ikke har forstand på matematik. Skal vi ikke også give eleverne, lærere som ikke har opøvet de fornødne relationelle kompetencer ift. vold og undgåelse af vold? Det er ikke sikkert det vil gavne eleverne - fordi vi lever i et forrået forbrugersamfund - på den længere bane. Men jeg vil vædde på at flere lærere ikke vil føle sig så magtesløse som de gør i dag :)

Sorry, der er hvis et - ikke - for meget i ovenstående.... beklager. ... "har opøvet..".!

Jens, det, lærerne mangler, er hjælp, der kan tilkaldes i den konkrete situation med henblik på indgreb i situationer, der er gået eller er ved at gå amok. Det, du taler om her, hører til i afdelingen for forebyggelse mv. Jeg gentager: De to opgaver er helt forskellige og skal løses adskilt.

Sauer, Her rammer vi nok hovedet på sømmet og er afgørende uenige. Men fin dialog ellers :) Forebyggelse og konkret indgriben må stå i et komplementært forhold. De både udelukker hinanden og griber ind i hinanden. Tør slet ikke tænke på hvis det blot blev - konkret indgriben - der blev satset på. Kommer til tænke på den sorte skole. De kan ikke adskilles efter min mening.

Jens, det er vi da ikke uenige om? Jeg understreger da igen og igen, at det aldrig må blive et enten-eller - det skal være et både-og. Konkret indgriben kan selvfølgelig ikke træde i stedet for forebyggelse. Men det omvendte burde være lige så utænkeligt! I stedet er det almindelig praksis! Det er derfor, jeg tager på vej i den her debat. Der er masser af forebyggelsesarbejde, navnlig i form af endeløse talestrømme, men dødstille omkring den (manglende) konkrete indgriben. Det er, som om du ikke rigtigt har begrebet problemet?

Det synes jeg nu selv at jeg har. Men det kan være at jeg tager fejl. Jeg ved godt at det er alm. praksis. At lærere og pædagoger bliver skudt i skoen "at hvorfor gjorde du ikke sådan og sådan" ... "Og du vidste da at han eller hun kan finde på det" osv osv.... Men hvis det du siger bliver til virkelighed vil der være lige så mange relationel mindre kompetente lærere som aldrig nogensinde kommer til at arbejde ordentligt med deres tilgang til børn og unge. De vil klage over de dårlige to dages kurser med rette og slippe for en reel kvalificeret opkvalificering som jeg igen og igen har argumenteret for. Men samtidig vil mange hver eneste gang de ikke har lært om konflikt og vold trykke på den røde konfliktknap. Stakkels det barn som faktisk reagerer som følge af organisatoriske og personalemæssige årsager. Mon du tror at andre end lærerne vil være med til en konkret indgriben akut løsning uden I er med til at give den gas ift forebyggelse...? Og nej der tænker jeg ikke på Skolen uden skældud bogen eller den lilla anti mobbe bamse...

Tilføjelse: Men vi er måske ikke enige om, i hvilken grad de to opgaver skal adskilles. Min pointe er, at de skal betragtes under et, spille sammen - men løses adskilt. Forebyggelsen er et fælles ansvar, som kræver alles langsigtede medvirken og medleven, men indgrebet nu og her skal ikke nødvendigvis involvere andre end dem, som har fysisk del i hændelsen. Det er nemlig altafgørende, at indgrebet foregår lynhurtigt, så udramatisk som muligt og uden noget obligatorisk bureaukratisk efterspil i form af afrapportering mv. overfor andre end de direkte indblandede - eleven, læreren, forældrene. Ellers bliver apparatet for tungt og uhåndtérligt.

Interessant Sauer, men du risikerer at komme på kant med loven. Og på den måde er det en svær problemstilling hvordan man konkret handler. Det bliver svært at komme udenom loven om nødværge.... Så vidt jeg ved skal du skriftliggøre den slags.... og kunne legitimere magtanvendelse ud fra loven om netop nødværge.... Så det ikke stikker af.... og der har loven vel en demokratiserende og civiliserede effekt efter min mening..... Vi ved også indenfor psykiatrien at bæltefixering ikke behøver at være en nødvendighed.

Hvis der er grebet ind med brug af fysisk magt/fastholdelse og deslige, skal der efterfølgende ligge en afrapportering, det er et lovkrav. Men inden en konflikt når det niveau, går den gennem nogle faser, hvor et beredskab kan gribe ind med fredeligere midler. Og hvis læreren skal kunne bruge det i praksis, kræver det netop, at man ikke lægger indsatsen op i det højdramatiske niveau, hvor der skal afrapporteres, for så fravælger læreren assistancen. Helt lavpraktisk: Når situationen er kommet dertil, hvor læreren vil sende en elev 'udenfor døren', kan det virkelig løbe løbsk, men der har endnu ikke gjort det. Lige der kunne et tilkaldt beredskab tage over i relativ ro og orden uden at nogen har behov for en skriftlig redegørelse.

Hmm... glæder mig at vi er enige her ift lovkravet.. Og at vi begge ser at forebyggelsesdelen er super supervigtig... Ift den konkrete indgriben: Tænker du ikke at alle lærere har brug for virkeligt at få gennemarbejdet de signaler som du peger på må afgøre om der skal kaldes på assistance..... Altså evnen til kunne skelne og dømme hvor situeretheden så og sige befinder sig, inden man sætter bud efter hjælp? Kunne det ikke faktisk få en situation til eskalerer at eleven ved at nu har læreren så og sige valgt lærerefællesskabet til frem for dialog med 'mig'? Eller blot det at vide at en lærer kan aktivere et mandskab gad vide hvad det gør ved en elev med en i forvejen ustabil og ikke selvreguleret mentalt mønster? PS. Jeg ved faktisk ikke bedst - som jeg ser det er vi på uprøvet terræn. Synes også polikkerne skulle ændret på vores alles skole... For mange de her problemer bliver ekstra store i vores amerkaniserede offentlige skole!

Skal det forstås som en afklaring af, hvad du regner endnu arbejdende lærerens dømmekraft for, Jens Laugesen? "Tænker du ikke at alle lærere har brug for virkeligt at få gennemarbejdet de signaler som du peger på må afgøre om der skal kaldes på assistance..... Altså evnen til kunne skelne og dømme hvor situeretheden så og sige befinder sig, inden man sætter bud efter hjælp? " Tænker du ikke, at lærere dagligt, i hver eneste time, aflæser elevernes signaler og handler efter dem? Og så bekymringen for indvirkningen på eleven ... vi taler om situationer, hvor eleven har mistet kontrollen over sig selv og går amok. Ikke om situationer med dialog. Og hvad tror du, i grunden, det betyder for en "elev med en i forvejen ustabil og ikke selvreguleret mentalt mønster", hvis han/hun regner med, at læreren står alene og ikke har opbakning fra andre?

Jens nu synes jeg lige, du udtrykker den samme mistillid til lærerne, som jeg har omtalt ovenfor.

Det er ikke mig der udtrykker mistillid overfor lærerne i relation til vold mod lærere, Det er ledelser og Kl og forældre foreninger. Jeg tror jeg hopper af tråden her.

Der skal være højt til loftet i folkeskolen. Men når selv skolelederne siger, at vi er retsløse og ude af stand til at gribe ind, når taget letter, må enhver kunne forstå, at det er nødvendigt at sætte nogle grænser, som er operative i dagligdagen og som selv børn kan forstå. Visse former for adfærd skal kunne bringes til standsning omgående; spørgsmålet er alene, hvordan det skal finde sted. Vi kan konstatere, at det er en opgave, lærerne og skolelederne ikke kan magte, og at de ansvarlige - de, som burde tage hånd om sagen - bare ser passivt til. Det er helt uholdbart.

Det er ufatteligt at denne voldsdagsorden skal debatteres på så lavt et niveau. Prøv at forstå at det der sker i skolen er børnenes modreaktion på en lang række faktorer, som spiller sammen. Det er meget fint at komme med bunker af statistik, men perspektivet i spørgsmålene, rækker ikke ret langt. Der spørges aldrig til, hvad der er gået forud. At nedgøre den forebyggende indsats, hjælper næppe på situationen. Hvornår er der tale om vold? Når det afmagtsramte barn i 0. klasse sparker? Børnehavebarnet? Eller den lille, der bider mor i brystvorten? Jeg medgiver at problematikken som Sauer beskriver er reel. Men jeg fornemmer under overfladen, at når vi får det redskab, vi allerede har, at så ender det med at blive den eneste løsning. Denne er at give barnet ansvaret og pege på barnet som problemet. Problemer kan fjernes. Det gør vi så, samtidig med at vi i den eksisterende struktur fortsætter med at producere de problemer vi sidenhen løser ved eksklusion. Du efterlyser handlemuligheder: læs vedlagte link. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2014/697 Det fremgår tydeligt, at der må anvendes magt i definerede situationer og i fornødent omfang ligesom nødværge er gældende. Ligeledes er der skitseret en lang række af muligheder. Der skal ledelse til. Stop med at fremmane et billede af magtesløse lærere, jeg tænker vil skal til at kalde det noget andet nemlig "tillært hjælpeløse". Men vi kommer ikke udenom, at vi er nødt til at tale om folkeskolen og dens aktører som en struktur, der skaber vilkårene for os alle. Jeg tror at lærerstand og politikere snart er modne til noget andet. Sluttelig vil jeg blot opsummere. At kunne gribe ind i akutte situationer er ikke forkert, men det er helt utilstrækkeligt som eneste strategi til at fjerne vold i skolen.

Erik, ubetinget enig i din sidste bemærkning. Med den skærpelse, at det ikke blot ikke er forkert at gribe ind, men at det er et svigt ikke at gøre det. Der er ingen, der nedgør den forebyggende indsats. Den har sin tid og sin plads. den minimerer behovet for akutindgreb, men den fjerner det ikke. Der er heller ingen, der 'fremmaner' et uvirkeligt billede af magtesløse lærere. Skoleledernes formand erkender åbent, at de er retsløse. Han opfordrer direkte sine medlemmer til at svigte i de prekære situationer. 45 procent af lærerne angiver, at de har været udsat for vold eller trusler mindst én gang inden for det seneste år. 29 procent oplyser, at de er blevet slået, 28 procent skubbet, og 26 procent er blevet sparket. Det virkeligt 'ufattelige' er, at det er så svært at få anerkendt problemets art og omfang.