Det store problem med fællesskabet, nutiden og blandt andet inklusion er at fællesskab i dag er at fællesskabet skal give plads til individet og ikke individet skal indordne sig under fællesskabet. Mange af de stor fællesskaber er fjernet som fx kirken, dr og FOLKEskolen(til dels) og erstattet af det individet ønsker sig. Dette kan ses både på ting som træningscentre, spotify, youtube og meget andet. Samtidig er der en hær der holder øje med at ingen træder på de små, selv når de ikke føler sig trådt på og er gode til at være forargede på deres vegne. Der mangler grundlæggende en idé at være fælles om. Jeg vil påstå at vi grundlæggende ikke har meget tilbage i Danmark som vi er fælles om. Hvordan er det så lige at vi skal lave velfungerede fællesskaber?

Fællesskabet er individets yderside? Jeg har læst filosofi på KU, så jeg er helt med. Men det bliver vist lidt for... hegeliansk? Vi snakker alt som mennesker af kød og blod. Lad mig tilbyde et andet perspektiv. Naturen, forstået som verdens biologiske tilstand, er ubønhørlig, iskold overfor lidelse. En løveflok, en elefantflok må lade en sårbar unge alene, hvis resten af flokken skal overleve. I menneskenes verden er vi lidt heldigere stillet. Vi kan, hvis vi vil, hjælpe alle med. Vi taler om, at der er plads til alle, at der er brug for alle, og alle kan inkluderes. Rent biologisk set er det noget sludder. Naturen producerer mere, end der er brug for. Det er - i mangel af et bedre ord - et kærlighedsvalg at få alle med. Vi tror, at det er et kærlighedsvalg, at alle skal inkluderes i almen klasser. Men det er forkert. Hvis inklusionen var sket af hensyn til de udfordrede elever, så havde folkeskolen selvsagt fået al mulig støtte. Vi har intet fået, intet. Vi lever i dag i en tænkning, som meget er præget af det biologiske. Flokken skal overleve, men vi lader som om, at alle er med. Jeg synes, at løverne er mere reelle.