Det er muligt, at problemet med over 27 elever i klassen er til at oversé for den, der sidder ved skrivebordet på skolens kontor. Men for de børn og lærere, der står ude i indskolingen, er det et spørgsmål om overlevelse i en situation, der let udarter til noget vanvittigt. Klasseloftet på 28 stammer fra en tid, hvor der hverken var noget, der hed undervisningsdifferentiering eller inklusion. Det er mildest talt på tide, at loftet bliver sænket, og hvis der er noget galt med det, der her er besluttet, er det, at det stadigvæk er alt for højt. Privatskolernes største attraktion er, at de har en gennemsnitlig klassekvotient på godt 17.

Hej Niels Det er ikke de tal, vi har for klassekvotienten i de frie grundskoler - ifølge danmarks Statistik har den ligget stabilt lige under 19 i en årrække https://www.folkeskolen.dk/1871068/fjerde-aar-i-traek-klassekvotienten-i-folkeskolen-falder mvh Karen, redaktionen

"Men for de børn og lærere, der står ude i indskolingen, er det et spørgsmål om overlevelse i en situation, der let udarter til noget vanvittigt." Kommentar: Og for de børn og lærere, der står ude på mellemtrinnet og i udskolingen, er det ikke nødvendigvis en mindre udfordring, er der rigtig mange elever i de mange forskellige klasser, som lærerne her ofte underviser i... Det er i ret så høj grad på disse trin (også), at mange lærere oplever et særdeles problematisk forhold mellem opgaver og tid. Og især på 6-7. klassetrin oplever jeg selv - og hører jeg kolleger sige, at der er store problemer med manglende basal skoleparathed, daglige konflikter og uro...

Karen, tak for korrektionen. Mange friskoler kører med et klasseloft på 22. en tredjedel af folkeskolens elever sidder i klasser med 25 eller derover. Desuden spiller det selv sagt en stor rolle, at friskolerne i stor stil frasorterer de allermest krævende elever. Malene, 28 er for mange på et hvilket som helst klassetrin. Men at den udfordring er størst i indskolingen, er indiskutabelt. Jo mindre børnene er, jo mere styring kræver de.

Hvad er Skolelederforeningens holdning til det frie skolevalg, som på nogle skoler i praksis betyder, at der i 8. klasse fyldes op fra 25 til til 28-29 elever i klasselokaler helt ned til 42 kvm - endda med elever fra helt andre skoledistrikter? OG - til politikerne: Kunne man forestille sig en mere fleksibel tankegang på spørgsmålet om, hvordan man kunne operere ude på skolerne, så man ved 28-29 elever undgår mange regulære, meget små klasser, hvilket ganske rigtigt naturligvis er dyre? Kunne der måske samtænkes i flere timer i de tilfælde? Altså - afhængig af den konkrete situation på skolen. Kunne man indføre regler om, at eventuel deling/ ikke deling også skal ses i sammenhæng med de fysiske muligheder? Og den konkrete skoles personalesituation - lærerrekrutteringsgrundlaget er jo meget forskelligt rundt omkring? Og kunne man overveje, at elever og forældre skal høres bedre, end de bliver i dag, før man splitter velfungerende klasser (deling/sammenlægning) og fordeler rundt? Ikke alle elever og klasser får en bedre skolegang, trives bedre, lærer mere - af at posen rystes for et godt ord. Og ikke sjældent medfører sammenlægninger, at det var dråben, der så får forældrene til at flytte barnet helt ud af skolen... Hvordan kan man evt. også kompensere en klasse og de lærere, der tydeligvis er udfordret, såvel på tid som på uro mm af mange og meget store klasser? Kan man tænke endnu mere ud af boksen? Kan man indtænke nogle af de der ideer om øget hands on for nogle elever? Det meste kræver lovgivning - men har man egentlig undersøgt, analyseret og udviklet på forskelige ideer? Og det sidste: Hvis ingenting nogensinde må koste bare lidt, og de nuværende krav til en milliard forskelligt, som skolen skal løse og lære eleverne, så bliver det svært...

Jeg taler ikke kun om 'styring'. Men når det er sagt, så skal jeg da ellers lige love for, at der også kan være behov for styring andre steder i skolen end i 0-2. klasse. Men som jeg er næsten sikker på, du godt ved , synes jeg, at SKAL man prioritere, så skal man undgå 28 elever til én lærer i indskolingen! - Men det er jo en del mere nuanceret end som så, det med bl.a. behovet for styring og overblik og så videre. Også den konkrete lærer-elev ratio, plads, forhold, der vedrører den faglig forberedelse og efterbehandling samt også flere forhold spiller ind på det samlede billede. Lærere, jeg taler med foretrækker ikke helt sjældent indskolingen eller 8-9. klasse for 6. klasse. Har også en nær kollega, som er utroligt lettet over at være rykket til indskolingen efter at have været i udskolingen i en del år - og sådan er der så meget. Nogle kan fortælle om eksempler på det modsatte. Men det er faktisk ikke mit indtryk, at lærere i indskolingen generelt er meget mere pressede på forholdet mellem tid og opgaver, end lærere på mellemtrin og i udskolingen. Jeg synes i hvert fald, det er mest ordentligt og dækkende for problematikken her ikke kun at fokusere på nogle få klassetrin - men til gengæld at nuancere, at forhold kan være forskellige, at udfordringer kan være anderledes sammenligner man 2 klasse med 6. eller 9. klasse - men ikke nødvendigvis mindre, samlet set. For eksempel er også klasselæreropgaven, også selv om der gives timer til den, en opgave, som virkelig trækker tænder ud, sådan som den har udviklet sig - og det på alle trin, er det min oplevelse. Det tror jeg faktisk er en ret så udslagsgivende stressfaktor - og tidsrøver, skal man vurdere lærerarbejdet i dag...

I en del år kørte jeg som klasselærer sammen med mit team 3. 4. og 5. klasse. Vi startede altid med omkring 21 elever og endte altid på 28, og kunne hver gang konstatere, at der i forløbet havde været over 10 nye børn inde omkring klassen. Så det handlede altid om en lynhurtig og benhård indsats omkring det sociale, så klassen kunne rumme alle de nye, der ville komme. For de nye kom med alle mulige negative oplevelser i bagagen. Det burde vække dyb bekymring, at så mange børn har så dårlig trivsel i skolen, at det er nødvendigt med et skoleskift. Det er min oplevelse, at skolen som system slår fuldstændig fejl. At både børn og voksne mistrives i en grad så folk bliver syge.

Malene, jeg er ikke i tvivl om, at udskolingslærere kan være mindst lige så - eller endda mere - presset på tiden som indskolings- og mellemtrinslærere. Men det er i indskolingen, at vi har det store inklusionsinferno, fordi der ikke sættes ind med udredninger og specialundervisningen før i mellemtrinnet. Det er indskolingen, at episoder med vold og konflikter er eskaleret helt vildt på det sidste. Forekomsten af 'uro' er størst i indskolingen. Den falder til et lavpunkt omkring 4.-5. klasse stiger igen i 6. og 7., og falder det laveste punkt i 8. og 9. Det har med garanti ikke gjort situationen bedre, at indskolingseleverne har fået forlænget deres skoletid med op mod 50%. Nu skal det her ikke blive konkurrence om hvem der har det hårdest. Men rent statistisk er fuldt belæg for at komme indskolingen til hjælp først. Det hører jeg heller ikke, du er uenig med mig i.

Sprogligt er det sært, at man bliver ved med at tale om "i de små klasser" og "i de store klasser", hvis man mener "de yngste klasser" og "de ældste klasser", ikke mindst når talen er om antal elever i klasserne. Jeg har tit tænkt, når jeg læser den slags: hvor høj skal man være for at høre til de i omtalte klasser? 👀

@Sauer "Privatskolernes største attraktion er, at de har en gennemsnitlig klassekvotient på godt 17." Min datter går på privatskole - hun går i 1. klasse og de er 26 elever, men det er jo en god elevsammensætning og en meget ressourcestærk forældregruppe, herunder selvfølgelig nogle undervisere som har bedre arbejdsvilkår end os, der arbejder i folkeskolen. De 26 går an, fordi der så vidt jeg ved ikke er nogle børn med særlige behov - ikke, at der er tale om en elitær forældregruppe, langt de fleste er fra middelklassen, men ingen udadreagerende børn og/eller børn med udviklingsforstyrrelser. Så for mig personligt er det attraktive ikke elevantallet, men derimod, at skolen ikke er en del af en inklusions-spareøvelse, hvor børn bliver ødelagt, hvilket selvfølgelig sætter sit præg på undervisningsmiljøet. Og så selvfølgelig ikke mindst: korte skoledage! Hendes længste dag i 1. klasse er til kl. 12. 45! og 2 af dagene er kl kl. 12! Det er simpelthen en fornøjelse.

Jan, jeg tog fejl, privatskolernes klassekvotient lå på 17 indtil for 6 år siden og nu ligger den på 19, hvor folkeskolens klassekvotient lå for 20-30 år siden. Men gennemsnit er jo en bedragerisk størrelse, du ved, hvis man ligger med benene i en dybfryser og hovedet i en bageovn, så har man det gennemsnitligt fint. Det forskrækkelige er, at ca. en tredjedel af folkeskolens elever sidder i klasser med 25 eller derover.

Sauer Jeg er med - og jeg er også med på, at det er attraktivt at vælge privatskoler til pga. størrelserne på klasserne. For mig er det dog inklusionsdagsorden og de korte skoledage som vægter mest og det gør det jo nok for mange. Jeg ville ønske mine børn kunne gå i folkeskolen, men jeg føler det pt. ville være et social eksperiment.

Jeg tænker, at der er nogle fakta her, som ikke helt stemmer. Vores skole vil komme til at se ud som om, vi har en klassekvotient på omkring 10, men vi samlæser klasser og er derfor mellem 14 og 24 elever i klasselokalet. Antallet af børn med specialundervisningsbehov ligger på omkring 15 %, hvilket det også gør på mange af de andre små friskoler, som ligger her i kommunen. Vi tager vores del af læsset og mere til. Privatskoler i de større byer er ikke sammenlignelige med de noget mindre friskoler i de små byer. De kan vælge og vrage, det kan vi ikke. De behøves og rummer ikke specialundervisningskrævende elever på samme måde, som vi gør og kan. Klassekvotientspørgsmålet er ikke entydigt. Der er højest kvotient i hovedstadskommuner eller storby-kommuner. Det er mig bekendt også der, hvor de har flest privatskoler, bedste karaktergennemsnit og største skoler. Billedet er altså ikke entydigt. Men en klasse med 20 elever med en socioøkonomisk ringere baggrund end gennemsnittet og mange inkluderede elever med specialundervisningsbehov, som vi har i vores klasser, vil ikke vise et forbedret resultat ved en reduktion af loftet fra 28 til 26.

I min verden giver det ikke mening med den slags lofter. Skal en klasse med 26 så splittes hvis der flytter en ny til området? Og hvad hvis det nu er en der vil bo der i kort tid, imens familien eksempelvis bygger nyt hus? Nej, fri mig for detailstyring. Lad pengene følge eleverne, fra statens side. Alle børn er lige meget værd, så lad hver eneste elev få en lille pose guld med ved semestrenes begyndelse og så er det økonomiske råderum en skole har. Og elever der er visiteret til særlig støtte skal have ekstra alt efter behovet. Så kan man på den enkelte skole vurdere, hvordan kronerne gør mest gavn. Det burde være rimeligt lige til. Nogle gange giver det mere mening at have en klasse med 23 og en med 29 end at have to med 26. Og hvis ikke man mener skolelederne, lærerne, pædagogerne og skolebestyrelserne kan magte at administrerer dette, skulle man overveje om man har ansat de rigtige mennesker ...!

Morten, dine tanker matcher jo meget godt politikernes, herunder KLs tale om øget frihed og tillid, og kommunernes 'incitament-logik' (lad pengene følge barnet); den decentrale logik, at det er bedst, at det er den enkelte skoleleder, der bedst kan vurdere, hvad pengene skal bruges til. Det er bare ikke en model, der virker i praksis, som man jo ved selvsyn kan konstatere: Klasserne fyldes op uanset grundet økonomi i kombination med det frie skolevalg, manglende ekstralokaler og lærerkræfter (økonomi og rekrutteringsproblemer) - og de meget få ekstra lærertimer, der kan prioriteres, er allokeret til et væld af andre funktioner, typisk til inkluderende støtte - eller vejledning samt tovholder på et utal af teamkonstruktioner. Et andet eksempel er, at der fortsat sidder en masse børn rundt omkring i almenklasserne, som ikke får den særlige støtte, der har behov for, sygeundervisning, de har krav på eller decideret specialplads, som de ville blive visiteret til, fik man udredt dem. I stedet trækker man tiden ud - godt hjulpet på vej af kommunens nye 'træk tiden ud-processer' i form af endeløse og skiftende tiltag på tiltag. De pædagogiske notater hober sig op, ligeledes møderne og handleplanerne og brandslukningen. Alt sammen blandt andet på grund af den decentralisering, som man ynder at kalde frihed og tillid og incitament kombineret med år på år af generel økonomisk udsultning af skolen. Vi løber bare bedst, når vi løber langt på literen! Eller: Flere timer sammen med børnene - det giver da bare god mening, ikke? Og det resulterer så i ikke bare mange undervisninglektioner, men også i, at den enkelte lærer underviser i flere og flere klasser med over 25 elever.

Så - ligesom med lærernes arbejdstid er der (desværre) brug for klare regler - ellers 'forsvinder' det økonomiske råderum i besparelser via omprioriteringsbidraget - kombineret med ,at man har nedlagt de tidligere amtslige specialinstitutioner og fortsat kører besparelser og omstruktureringer ud over specialområdet, hvor udgifterne er 'svært styrbare' - således at almendelen skal 'løfte opgaven', som det vist hedder - med det resultat, at lærer - og pædagogkræfter bruges til inklusionsforanstaltninger ude på skolerne - og vi lærere yderligere er sat op i undervisningstimetal og således er max pressede. Så det er nødvendigt, når man taler vildt og bredt om påstået frihed at kombinere en eventuel frihedstankegang med klare love og regler, der sikrer øvre lofter for fx den enkelte lærers maksimale undervisningstal, klasselofter, ret til hurtig visitation til rette skoletilbud for elever med særlige behov etc. Det kommer ikke til at ske via den rene, gode vilje.... Det sagt, så synes jeg da, at det er fornuftigt at analysere området vedrørende klassestørrelser; er der andre løsninger, der kan lette trykket ude i de mange, mange klasser, hvor der sidder 25-29 elever stuvet sammen på 45 kvm år ud og år ind med manglende plads, luft og relevant støtte og opmærksomhed? Kan se, Morten, at du ikke er en af dem, der synes det er et større problem for dig som lærer, men det er det altså for rigtig mange andre - også for mange elever, som der jo er større og større fokus på, lærer for lidt, får for lidt opmærksomhed og feedback, mistrives etc... Og det der med flere dejlige timer i skolen - og flere dejlige timer sammen med de 'dygtige lærer' har jo ikke gjort tricket.

En tredjedel af eleverne i folkeskolen sidder i klasser med 25 eller derover. Når man sænker loftet til 26, vil mange store, ældre byskoler, der har fyldt alle klasser til bristepunktet, så eleverne sidder som sild i tønde - på 50 nedslidte kvadratmeter uden ventilation med hævede vinduer, der knap nok kan åbnes, typisk uden mulighed for at gå i grupperum og med elendige udendørsfaciliteter - blive tvunget til at stoppe denne hæslige praksis i indskolingen. Jeg tror, mange lærere i de nyere skoler lever i lykkelig uvidenhed om disse forhold. Det er måske kun 2-3% af eleverne i folkeskolen, vi taler om her, men det er altså omkring 15.000 virkelige småbørn og deres lærere, som har rent ud sagt totalt uanstændigt ringe forhold. Det kræver efter min mening en god portion kynisme at sige, at det skal man ikke gøre noget ved, fordi det er for dyrt. På de mange nyere byskoler med lidt større lokaler, hvor man fylder indskolingsklasserne helt op, vil sænkningen af loftet tage noget af overtrykket, så vi vil se færre voldsepisoder og færre desperate småbørn, der udvikler skolefobi, fordi de ikke kan holde at være i den heksekedel, deres skoleklasse reelt er i det daglige, ud. Loftet på 28 blev indført i 1975. Dengang var der ikke noget krav om undervisningsdifferentiering, skoledagen var meget kortere, der var ikke nogen lov om inklusion, elevgruppen var kulturelt og sprogligt meget mere homogen, og der var mere ro i timerne. Det er foragt for børn og uværdigt for de voksne, der skal arbejde med dem, at proppe op til 28 elever ind i klasserne, og det kan kun gå for langsomt med at få udbredt det nye klasseloft til hele skoleforløbet. I det åh-så-lovpriste Ontario har man et klasseloft på 22, såvidt jeg husker.