Kommentarer overført fra tidligere version af folkeskolen.dk (før 7/3-22)
Malene A. Hansen
(Lærer)
28-12-2021 21:03
Workers unite? Næ, det er for svært at sætte sig ind i, orker ikke, vil ikke, der er en ny strategi i gang...
Det er deprimerende, at fagbevægelsens ledere i medierne efterlyser grundlæggende ideer som sammenhold og solidaritet samt et ligeværdigt forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager i forbindelse med overenskomstbærende aftaler, som fx her Lizette Risgaard, formand for FAGBEVÆGELSENS HOVEDORGANISATION i en overskrift, omhandlende ordentlige løn- og arbejdsvilkår til de mange udenlandske medarbejdere:
"Den danske model kræver ligeværdige parter"...
https://fho.dk/lizette-risgaard-blog/cv-lizette-risgaard/
Deprimerende, at det ikke er netop den samlede fagbevægelse, der for længe siden har krævet lockouten af lærerne i 2013 kulegravet med tanke på, hvor meget det jo ellers ligger dem på sinde, at ok-forhandlinger ud fra præmissen i den danske model forudsætter ligeværdige parter og viljen til et minimum af almindelig fairness. Men strategiske hensyn til egen eksistensberettigelse - aka tillid til den danske model - vinder over netop en kulegravning af, hvorvidt vi kan have tillid til den danske model - ironisk nok.
Det er ligeledes forstemmende, at sagen - her forslaget om en uvildig undersøgelse - ignoreres af vores egen fagforening samt af de mange lærere, der ikke helt uforståeligt, synes, at 'nu må vi lægge det bag os og se at komme videre, der blæser vist nok, tror vi, nye vinde' og videre i den dur. Blot er der meget mere på spil her; Ikke at kræve det undersøgt, om der fra statens side og på groveste, historisk hidtil uset vis blev begået brud på spillereglerne for nu at sige det pænt, har jo vidtrækkende konsekvenser for den overordnede tillid til systemerne (Den danske model, arbejdsgiverne, staten, finansministeriet, forligsinstitutionen etc) og konsekvenser også, må man formode, for spændvidde og art af arbejdsgivers strategier for overenskomstforhandlinger fremadrettet. Dette igen har betydning potentielt for samtlige arbejdstagere på det offentlige område og er tilmed til inspiration for også det private område. Det får vi bare aldrig noget at vide om, for den slags planer og strategier lægges i lukkede lokaler og resultaterne pakkes ind i forhandlingssprog og paragraffer, som vi almindeligt mennesker umuligt kan gennemskue.
Det er virkelig et udtryk for demokratisk underskud, at man ikke gider eller mener, at det er værd at kræve danmarkshistoriens største lockout af offentligt ansatte undersøgt, har man læst så lidt som fingerspidsen af, hvad det var, der foregik, jvf. bogen Søren og Mette i benlås af Cavlingvinder Anders-Peter Mathiasen
- eller bare her; lockout, regeringsindgreb, aftalt spil + mediedækningen heraf:
https://www.peterkofod.dk/folkeskolen-benlaas-del-1-2/
https://www.uddannelsesforbundet.dk/nyheder/2017/november/lockoutforloebet-er-ny-tamilsag
Kenny Jensen
(Overlærer)
28-12-2021 21:09
Fra folk og fulde børn
@Malene: Jeg deler din frustration. Arbejdskampen er død, desværre.
Jens Hougaard Nielsen
(Lærer)
28-12-2021 23:21
Allons enfants! - alting har en ende!
Når det kommer til stykket, står langt de fleste sig bedst ved, at de politiske og reelle fakta omkring de samfundsmæssige forhold, som bl.a. kom til udtryk i forbindelse med locouten, forbliver i tågerne . Der er opstået en ny situation. Et flertal af lærere har sagt ja tak til en samarbejdsaftale, der de facto er L409, og reformen med NPM og et nyt system af hiearkisk vejledervælde, teamkoordinatorer, og jeg skal komme efter dig, er bragt på plads. En veritabel industri af platformsproduktion og styrings- og kommunikationssystemer blomstrer, og alle de små hjul summer og "Fagre nye verden" (1) er en realitet, ingen for alvor drømmer om at vælte. Så kommer der initiativer, der forsøger at kaste lys over land, vil de for skams skyld møde en vis positivitet, men vil ikke for alvor blive gennemført. Man bider ikke den hånd, der fodrer en, og man skider ikke i sin egen rede. Eventuelle konflikter er ikke konflikter mellem ledelse og ansatte, højst en konflikt mellem KL og DLF, og det er det så heller ikke mere.
Som @Kenny Jensen så rammende skriver: " Arbejdskampen er død" - den er hverken tabt eller vundet - den er død. Og hvis det skulle blive åbenbart, hvad der skete i 2013, ville kun få reagere.
Ingen gir en skid for "de faktiske forhold" - Ingen interesserer sig for, hvordan lærerenes hverdag er - åbenbart ikke engang lærerne selv. Der er ca. 50.000 lærere i Danmark - og der er pt. en lille måned efter borgerforslaget er lanceret ca. 6.000 der har skrevet under.
Nå ingen defaitisme. Vi holder fanen højt, skider på at "nobody gives a damn" og fortsætter ufortrødent: Allons enfants! (2) - Det er trods alt noget værre l..., der er blevet stablet op, og før eller siden må det vel ramle sammen.
(1)
https://en.wikipedia.org/wiki/Brave_New_World
(2)
https://www.youtube.com/watch?v=SIxOl1EraXA
Jan Thrane
(Folkeskolelærer, tegner)
29-12-2021 06:29
De højtrøstede versus de mange
@Jens Hougaard Nielsen
Tak for en skarp kommentar -> stof til eftertanke.
Her på hjemmefronten holder vi tidligt fællesmorgenmad (mens diverse småbørn fortsat sover) og snakken gik bl.a. på genåbningen af skolerne efter nytår – flere er bekymrede for både hvornår og hvordan det vil gå. Dog synes det indtil videre* fast at børnene møder fysisk frem d. 5.1. .
* Gordon sagde dog til TV-avisen tirsdag ”Med de smittetal vi ser nu, da er det svært at forestille sig at vi kan starte og begynde i skolerne 5. Januar”.
Vi får at se – er der noget vi har lært under coronaen, så er det at intet er sikkert.
Anyway tilbage til @ Jens´ kommentar.
Jeg har fulgt debatten her på Folkeskolen.dk siden jeg startede på læreruddannelsen i 2009. Et aktivt og enestående debatforum – jeg kender ganske enkelt ikke til én fagforening, der faciliteter noget tilsvarende. Jeg følger med i det omfang, jeg har tid. Fra tid til anden bliver det også til en kommentar og et blogindlæg.
Hvorvidt debatten og holdningerne her på sitet afspejler et flertal blandt lærerne kan dog betvivles.
Jens skriver: ”Et flertal af lærere har sagt ja tak til en samarbejdsaftale, der de facto er L409”.
Den seneste overenskomstaftale OK21 blev stemt i hus af et stort flertal på 85,75 %
https://www.folkeskolen.dk/1870432/markant-ja-til-laerernes-overenskomst
Selve arbejdstidsaftalen A20 blev sendt til afstemning selvstændigt i 2020 og fik 67,2 % ja-stemmer mens et mindretal på 32,8 % stemte nej.
https://www.folkeskolen.dk/1853726/lov-409-fik-doedsstoedet
Et flertal af lærerne har altså sagt ja til de nuværende vilkår. Debattørerne her på Folkeskolen.dk er generelt mere forbeholdne, men sådan er det vel: Det er ofte, når man er skeptisk, kritisk stemt eller imod noget, at man sætter sig til tastaturet.
Det er værd at have i baghovedet – det er langt fra sikkert, at de mange kritiske røster her på Folkeskolen.dk afspejler flertallet, selvom de her udgør majoriteten.
@Jens – tak for påmindelsen.
Malene A. Hansen
(Lærer)
29-12-2021 07:02
Jan, i forhold til dit ræsonnement; jeg forstår simpelthen ikke, hvad det er, du gerne vil fortælle os ‘højrøstede’, som vi ikke allerede og tydeligvis er bevidste om. Vi ved jo da udmærket godt, at flertallet af lærerne har stemt ja til A20, og således blåstemplet samarbejdssporet og en arbejdstidsaftale, der grundlæggende bygger på arbejdstidsregler, der følger ånd og bogstav i lov 409. Det skulle undre mig såre, hvis nogen var i tvivl derom. Følgelig ved vi også udmærket, at debatten og holdningerne her på sitet mere end tvivlsomt skulle afspejle et flertal blandt lærerne. Jeg kan simpelthen ikke læse et manglende klarsyn, hvad den sag angår ud af vores kommentarer, tværtimod.
Malene A. Hansen
(Lærer)
29-12-2021 07:10
Kan ikke huske, hvor jeg har denne fra, men måske den kan illustrere en vigtig pointe:
"Skrøbelige demokratier har én fordel, de solide ikke har: De ved, når de er færdige. Generaler lukker kongressen og besætter tv-stationer, og alle ved, hvad der er sket. Men demokratier kan også forgå langsomt."
Jan Thrane
(Folkeskolelærer, tegner)
29-12-2021 08:12
Debat
@Malene.
Sorry hvis jeg har udtrykt mig lidt bombastisk.
Højrøstede er ikke ment nedsættende men brugt for at illustrere forholdet mellem de ”få” aktive versus de mange passive, "tavse"..
Du er i min optik både yderst aktiv, højrøstet (kritisk) og klart en stemme jeg både ”lytter” til og respektere. Skru endelig ikke ned for noget af det.
Det var Jens Hougaards ”Et flertal af lærere har sagt ja tak til en samarbejdsaftale” og afstemningsresultaterne som nævnt i min kommentar, der har fået mig til at reflektere lidt over ”det store tavse flertal”.
Afstemningsresultaterne kom i sin tid bag på mig – sandsynligvis fordi jeg havde aflæst debatten her på Folkeskolen.dk som udtryk for en mere udtalt kritik blandt medlemmerne af– og modstand overfor både Ok21 og A20.
Fik jeg sagt – dig vil jeg gerne høre endnu mere fra også i det nye år ...
Malene A. Hansen
(Lærer)
29-12-2021 09:26
Tilbage står, at der blev begået et historisk uset overgreb mod ikke bare lærerne, men mod den danske model. Den model, der skulle og skal fungere som regulerende model for forholdet mellem arbejdstagere og arbejdsgivere, for de kollektive interesser, så at sige, på arbejdsmarkedet. Hvis ikke man højrøstet skulle efterlyse en uvildig undersøgelse af, om der blev begået lovbrud i den forbindelse, så er demokratiet ilde stedt. Det er ikke for meget at kalde det, der skete for det rene og skære svineri.
Martin Dalskov
(Fhv. lærer)
29-12-2021 11:18
Personligt synes jeg, at det der er sket i skolen siden 13 er et endnu større overgreb end selve overgrebet.
Overgrebet i 13 var forvaltningsmæssigt på kanten af loven (mindst). Men det er der jo så meget på Christiansborg der er. Man kan jo spørge sig selv om hvad det er der foregår?
https://pov.international/hvorfor-ikke-rigsretssag-beskaeftigelsespolitik/
Malene A. Hansen
(Lærer)
29-12-2021 11:57
Jo, men de to ting, forløbet omkring lockouten og de afledte konsekvenser heraf bør jo netop ikke adskilles, vil man forstå, hvordan såvel fordøre som bagdøre i politik influerer på levende menneskers hverdag. I dette tilfælde dels 60.000 læreres arbejdsliv og en halv million skolelevers skoleliv - disse tal fortløbende, vel at mærke.
I øvrigt en vigtig artikel, du henviser til. Det er netop en pointe, også i nærværende sammenhæng; forslaget om at få undersøgt eventuelt magtmisbrug i forbindelse med overenskomst'forhandlingerne' i 2013 - at visse områder af dansk politik i langt højere grad end typisk asyl - og integrationspolitik og aktuelt ‘minksagen’ - tilsyneladende ikke ønskes undersøgt og afdækket på samme, grundige vis. Dels ved nedsættelse af undersøgelseskommissioner, dels i form af grundig, vedholdende og saglig mediedækning.