Det forstemmende er vel ikke, at restriktionerne fjernes, men at de overhovedet blev indført på skolerne og i børnehøjde. https://nyheder.tv2.dk/lokalt/2022-02-02-skolelukninger-var-en-klar-fejl-mener-laege-naesten-en-tilstaaelsessag-siger

Som forældre har man jo også et (med) ansvar. Jeg tror aldrig min datter har været bekymret som sådan, fordi jeg har hele vejen igennem har fortalt hende, at corona ikke er farlig for børn og at hun naturligvis ikke skal vacineres. Når man som forældre vælger at vaccinere ens børn, så fortæller man dem jo også indirekte, at der er noget at være bange for (med undtagelse af de børn, som er i risiko-gruppen). Med andre ord; som forældre kan jo godt være i opposition til et stærk narrativ.

Ved at vaccinere børn kan man lige så godt sige at der ikke er noget at være bange for, men det er for at minske risikoen for at dem der ikke kan tåle sygdommen bliver syge. Mine børn er ikke blevet bange af at de er blevet vaccinerede. Og de er i øvrigt begge glade for at fri leg er genindført. Derudover har vi også snakket om forløbet undervejs, helt uden at gå helt ud i den ene grøft ved forklaringerne. Man kommer langt med ærlighed og sund fornuft

Enig med Tim. Problemet er ikke, at børn ikke må lære at passe på. Problemet er derimod, at der ikke er blevet gradvist genåbnet i et tempo, så børn og voksne kunne følge med og vænne sig til det. Skolebørn kan sagtens agere fornuftigt og hjælpe til ved at passe på. Så føler de også, at de bidrager. Men for hurtige forandringer har aldrig været godt og trygt for børn. Og når smitten pludselig får lov til at buldre løs på skolerne, så skaber det panik.

Man har gjort børnene (og mange voksne) unødvendigt bange gennem to år. Dét er problemet. Jeg håber, mange vil indse det, så der kan blive gjort noget ved det reelle problem, fremfor blot lidt langsommere fjernelse af restriktionerne... Børn skal igen lære, at deres klassekammerater ikke er farlige. Heller ikke de uvaccinerede.

Corona har jo aldrig været særlig farlig for raske børn og unge. Så i udgangspunktet har sygdommen jo aldrig været deres problem. Men de har på alle leder og kantet betalt en rigtig høj pris. Her beskrevet som en direkte frygt hos et barn. Tankevækkende. For det er jo ikke det eneste område, hvor det omgivende samfund skræmmer livet af børn og unge.

Vi stod pludselig i 2020 midt i en pandemi med en virus, som vi ikke kendte. Vi så lande rundt omkring os, hvor ligene blev læsset på lastbiler. Skulle vi have lukket øjnene og gjort ingenting fordi vi ikke skulle risikere at skræmme nogen med de nye realiteter? At vi så senere blev klogere på den nye virus og fandt ud af, at den kunne håndteres fint med afstand og sprit, at vi senere fandt brugbare behandlinger, at vi senere heldigvis står med en langt mildere variant, ændrer jo ikke ved, at i starten af 2020 stod vi i et scenarie, hvor vi reelt ikke vidste meget andet end, at andre lande var hårdt ramt. Det er, for mig at se, umuligt at skærme børnene fuldstændigt mod en pludseligt opstået verdensomspændende pandemi, hvor man famler i blinde til at starte med. Jeg har derfor svært ved at acceptere Niels Jakob Palsgaards udsagn om, at "man har gjort børnene unødigt bange gennem to år" med mindre den skal forstås som tilbageskuende. Alle lærere forsøgte deres bedste, har gjort, hvad de kunne for både at være i en usikker situation og samtidigt gøre elevernes hverdag så tryg som muligt under de givne rammer. I øvrigt har jeg ikke oplevet, at eleverne har set hinanden som "farlige". Tværtimod hang de gerne op ad hinanden, når der ikke lige var nogen, der mindede dem om afstand. Så har der selvfølgelig, fordi børn ikke er ens, været elever, der har været utrygge ved at være midt i en pandemi og i virkeligheden har fundet tryghed i de faste rammer i skolen, hvor man "gjorde noget" og derfor fik et handleperspektiv og så har der også været elever, der ikke så nogen grund til noget som helst, da de ikke opfattede pandemien som reel. Niels Jakob Palsgaard har naturligvis en pointe i, at man ikke bare kan ignorere, at det har været en utryg og foranderlig tid, som også har indbefattet frygt og at man selvfølgelig skal handle på det, når nu hverdagen igen skifter (nu til "det normale"). Her har lærerne igen en opgave at løfte, da de skal forklare eleverne, at alt er trygt og godt på trods af, at en del elever nok har adgang til TV-Avisens oplæsning af nyeste smittetal og har hørt til nogle familiemedlemmers utryghed. Jeg synes, at man kræver en del. Det ville være fantastisk, hvis der var et bud på, hvordan andre end lærerne kunne bidrage i denne sammenhæng.

Man havde jo ikke behøvet at anbefale vacciner til børnene, ikke af hensyn til dem selv, men af hensyn til andre. Man havde jo ikke behøvet at indføre et testregime af den anden verden, lukke skoler og ungdomsinstitutioner, og jage en skræk i livet på børn og unge. En skræk der i bund og grund ikke handlede om børnene og de unge selv, men om alt muligt andet. Prøv engang at tale med ungerne om Ukrainekrisen, hvad tror de det resulterer i ? Prøv at lyt til dem. Hvad tror de om klimakrisen? Hvor ender de selv og deres familie henne? Hvad mener de, der sker, hvis en i deres familie er fed eller ryger? Osv. Man kan blive ved. Så lad os dog give børnene deres sorgløse og glade børneliv tilbage. Glem den grå beton og giv børnene farver og sanselighed i stedet. Og så må alle de angste voksne, der lever og tjener penge på at være dommedagsdagsprofeter og mørkemænd krybe tilbage i deres huler.

Enig med Ninna...