Det vil altså sige, at DLF bøjer sig for psykologforeningens mening om, at det IKKE skal være muligt for lærere at videreuddanbe sig til psykolog med reel, akademisk kompetence. Ikke noget ned høje, faglige krav - nej, det skal ikke være muligt. Ikke uden at starte forfra. Helt forfra. Her er jeg vidtgående uenig med Regitze Flannov.. Når hun siger, at der skal videreuddannes til at blive i skolen, ikke til at forlade den - så betyder det: Lærere skal ikke kunne videreuddanne sig til ægte, akademiske grader. Der skal være vandtætte skotter der - ingen mulighed for at gå fra at være praktiker til at studere teorien, slet ikke til at forske. Den anden vej kan det også være svært, men der har jeg dog aldrig mærket, at lærerforeningen har gjort noget for at stille hindrindringer op - man har ikke protesteret over, at man har givet merit for livserfaring, eller krævet tilstedeværelse på rigtige skoler for at kalde sig skoleforsker. At lade cand.pæd.psyk-uddannelsen blive til en uddannelse, der kun kan bruges til skolepsykologer ude på skolerne, nu hvor de rigtige er samlet i centre andre steder - det vil ikke blive nogen lettelse for lærerne. Den nye slags skolepsykologer vil jo ikke få lov til at træffe beslutning om tildeling af ressourcer, ikke udøve nogen egentlig visitation. Kun blive et nyt led skudt ind, tids- og pengekrævende. Endnu en hurdle at skulle igennem for lærere og forældre, endnu en deltager i netværksmøderne, og den kollegiale supervision, og informativ konsultation, og ... Det er ikke det, lærere ude på skolerne sukker efter. Det er ikke endnu en vejleder person uden beslutningsmyndighed, der skal afparere forespørgsler om støtte. Samt sikkert afholde teammøder omkring inklusion, sådan generelt, og blive indkaldt til møder med PPR, for bagefter at videreformidle indholdet til de involverede lærere. Der er virkelig ikke brug for mere hierarki ude på skolerne. Det vil ikke for lærerne blive følt som et fremskridt, at de end ikke må få lov til at tale med den, der træffer afgørelsen. Jeg forstår ikke, at DLF lægger ressourcer ind i bestræbelser for at skabe en ny uddannelse til cand.pæd.psyk., hvis det på forhånd er givet, at den ikke må give rettighed som psykolog. Og hvor bliver de af, alle de trods alt mange cand.pæd.er, som stadig sidder rundt omkring og kan vidne om, hvad det betød at der kom lærere med undervisningserfaring ind i de fag, der er det teoretiske grundlag for folkeskolen?

Jesper Støier (daværende leder for DLF’s uddannelsespolitiske arbejde nu politisk chef i DLF) skrev i maj 2020 på vegne af DLF’s uddannelsesudvalg følgende til mig: ”Selvom en ny skolepsykologuddannelse ikke direkte giver autorisation som psykolog, vil det - hvis uddannelsen bliver etableret, af hensyn til den almindelige fleksibilitet i uddannelsessystemet - være nødvendigt at udrede, hvilke ekstra uddannelseskrav og krav til erhvervserfaring, der skal stilles for at opnå dette” Vil medlemmer af uddannelsesudvalget eller journalisten være venlig og følge op på det?

Jeg tilslutter mig ovenstående kommentarer - set fra gulvet med udfordringerne meget present til stede i hverdagen. Hvordan forestiller DLF (og meget gerne også et svar fra KL og ledende ppr!) at disse nye mellemled skal kunne hjælpe os derude, når samtidig jo kommunerne står klar med det ene krumspring efter det andet i form af nye og langstrakte visitationsprocedurer = forhalinger samt innovative revisitationsditto, som primært handler om at visitere flere fra specialtilbud til kreative mellemformer ude på skolerne, som hverken er gearede dertil hvad angår tid, lokaler, klassekvotienter og bemanding? Når kommunerne helst selv vil bestemme, hvem, hvor meget og hvordan der skal ‘støttes op’? Når de mener, at indgangen til psykologhjælp skal gå igennnem dem - i stedet for en uvildig instans, der ikke har økonomiske incitamentstænkning som primær faglighed? Tilføjelse til især Ryans kommentar: Mener DLF fx, at også pædagoger skal kunne søge - eller lærere med meget lidt eller ensidig og langt fra repræsentativ undervisningserfaring skal kunne optages?

Vær opmærksom på, at mange - måske de fleste - børn i skolen, der lader til at have brug for inklusion, ikke kan diagnosticeres af en psykolog, da de lider af en udviklingsforstyrrelse, der skal afklares af psykiatrien. Vi har brug for tidligere og hurtigere diagnoser, så børnene kan få den rigtige behandling - tidligt. Vi har bestemt ikke brug for flere folk i gættekonkurrencenI

Jeg var så heldig at få lov til at læse diplomuddannelse i psykologi i 2001 på det daværende dpu. Det var et virkeligt spændende og udbytterig år og jeg ville rigtig gerne have læst videre og tage cand pæd psyk uddannelsen. Jeg måtte desværre se til fra sidelinjen, da en del af mine medstuderende der var startet året før hoppede over på hoveddelen. Det måtte de nemlig godt. Jeg opgav drømmen om at gå den uddannelsesvej. Efter nogle år kom muligheden for at tage en cand pæd i psykologisk psykologi med den store vigtige forskel at den ikke gav nogen form for autorisation. Nu vil DLF støtte en ny uddannnelse, som har selvsamme udfordring. Har svært ved at se hvordan en sådan ny uddannelse, som ikke vil uddanne "ægte" psykologer skal kunne styrke et PPR system, som iøvrigt i dag er tvunget i økonomisk knæ over hele landet. Hvad tænker DLF at de nye "psykologers" rolle skal være i PPR systemet eller ude på skolerne?

Hvis skolerne vil have læreruddannede psykologer uden autorisation, så nytter det ikke noget, at lave denne uddannelse. Jeg er én af dem, der kunne være interesseret i at uddanne mig i denne retning. Men hvis jeg ikke vil kunne lave psykolog-arbejde som psykolog, giver det så mening? . Hvad er forskellen på denne "nye" uddannelse og den nuværende cand.pæd.pæd.psyk ? Vil PPR få gavn af psykologer uden autorisation ? Vil nogen kalde sig psykolog uden egentlig at være psykolog ? Psykolog-foreningen er jo åbenlyst en hæmmende faktor for et ordentligt PPR og for ordentlige forhold for disse nye "ikke-psykologer" uden ret til at gøre det arbejde, som er nødvendigt. Man burde kunne se det åbenlyse problem i PPR hvor psykologerne er nyuddannede uden erfaring fra skolen anden end deres egen skolegang, og derfor siger op efter kort tid, da kompetencerne og erfaringen ikke er tilstrækkelig. En lærer har allerede læst i 4 år, men hvis de vil gøre gavn som psykolog i PPR, skal de starte forfra på en 5-årig uddannelse på en SU. Det er jo ikke realistisk ifht. At få de rigtige folk på stillingerne, og afhjælpe udfordringerne i PPR inden for en overskuelig tid.

Hvorfor dog opfinde den dybe tallerken igen - genindfør cand.pæd.psyk. uddannelsen. Den gav mening og psykologer med lærererfaring. Det er i dag stærkt efterspurgt på flere niveauer. Uddannelsen blev nedlagt efter stærkt pres fra Dansk Psykologforening - efter min mening ikke af hensyn til relevans for f.eks. Folkeskolen - men kun for at monopolisere cand.psyk. uddannelsen. Jeg er cand.pæd.psyk. - aut.af psykolognævnet og specialistgodkendt. Har arbejdet på PPR i 29 år. Nu er jeg privatpraktiserende - med stor kontakt til ledere, lærere og pædagoger. Jeg konstaterer - igen - at psykologer med lærererfaring er stærkt savnede. Selvfølgelig skal en ny uddannelse munde ud i, at kandidaterne bliver psykologer - med ret til autorisation. I dag er der på PPR mange - meget dygtige - konsulenter, som ikke må lave psykologarbejde - f.eks klassificerede test - og der er ikke psykologer nok - og slet ikke nok psykologer med relevant pædagogisk kompetence og erfaring. Så - efter min mening - er det fornuftigste at genindføre cand.pæd.psyk uddannelsen. Det vil afhjælpe mange af de udfordringer, der i dag er i skoler, børnehaver, PPR og forvaltninger. DP vil nok få sure opstød - men tag dog hensyn til den brede pædagogiske verden i stedet fot at lade DP dyrke egne snævre interesser.

Tanken er vel, at autorisation til at vurdere børns behov og eventuelt at disse behov kalder på reel specialundervisning - eller anden behandling - i et andet regi end almenskolen er so last year; næ, ppr skal jo bare agere vejledere i forhold til de menige lærere, hvorledes lærerne med værktøjer og indsatser kan imødekomme elever med, undskyld i, adfærdsmæssige, psykiske, kognitive og indlæringsmæssige vanskeligheder. Vi skal da bare indrette rammerne efter barnet - og det kræver jo især det rette mindset, relationsopbygning, knofedt og villighed til at se nysgerrigt på egen praksis - gerne noget med at indrette undervisningen på et sted mellem 7 og 28 forskellige måder simultant. Der er ikke brug for små klasser med 8-10 elever, faste lærere samt ekstra personale med tid til udvidet omsorgsarbejde og forældresamarbejde. Overhoveder ikke, næ, og det ville jo også være synd for de børn, sådan at få særbehandling. Og så en masse samskabelse - sig det højt; så bliver det nemlig sandt; ingen skal stå alene med opgaven! Jeg kan på sin vis godt forstå, at Psykologforeningen ønsket ar værne om DERES fag og profession. Jeg ville også som lærer være betænkelig ved, om mit fag blev noget, som en sosu-hjælper ville kunne få autorisation til at bestride på et års-kursus. Måske skal vi slet ikke have flere eller anderledes psykologer som sådan - måske skal arbejdet som psykolog i ppr i stedet gøres MEGET mere attraktivt - herunder deres beføjelser til rent faktisk at sikre imødekommelse af det enkelte barns reelle behov - og dermed overholdelse af Serviceloven - slås meget tydeligere fast? Måske skulle det være et no-go at ansætte meget unge og på vej videre i ppr? Måske skulle ppr-psykologer have tid til rent faktisk at tale med og deltage i barnets hverdag hjemme og i skolen over noget tid? Måske skulle man have en god løn for at arbejde i ppr - og et generøst fastholdelsestillæg? Omvendt så er det oplagt, at en ppr-psykolog med kontakt til skolebørn og skole ved, og ikke mindst forstår, hvilke krav en skole og lærerne skal honorere, og under hvilke betingelser og rammer.

Endnu et eksempel, der skriger til himlen, at almenskolen og kommunerne ikke magter opgaven: https://www.dr.dk/nyheder/webfeature/boernepsykiatrien Der er brug for en akut indsats fra centralt hold - uvildige instanser, der ikke har økonomi som primær faglighed - og dertil en større og bedre analyse af, hvorfor så mange flere mistrives tidligt i livet…og en grundlæggende accept af, at flere og flere børn og unge i disse år skal have et bedre tilbud for at komme i en god udvikling. Barndom og unge år kommer ikke igen - og konsekvenserne er for store til at lade problemerne stå i stampe.

God ide med skolepsykologer med cand.pæd.psych baggrund igen, men desværre får cand.pæd.psych'en en lavere status end cand.psych'en. Og det er ikke ok. Cand.pæd.psych'en får jo nærmest kun en rådgivningsfunktion. Men de kan jo så meget mere.

https://www.folkeskolen.dk/1888538/kandidater-i-paedagogisk-psykologi-maa-godt-analysere-boern-i-ppr Giver det jer slet ikke stof til eftertanke, at der er politikere der tror på lærernes evner og som har ambitioner på lærerstandens vegne, når I åbenbart ikke har nogen? (Jeg nægter at tro, at alle i Hovedstyrelsen synes det her er en god ide, men der bliver åbenbart kørt en stram partipolitisk linje i DLF). Jeres udspil lugter langt væk af at være Psykologforeningens, men som I præsenterer med stolthed og store smil som jeres eget. I løber Psykologforeningens ærinder, samtidigt med at I svigter lærerne – de selv samme lærere der har valgt jer ind og betaler jeres løn hver måned. Var det mig, så ville jeg have svært ved at se mig selv i øjnene hvis jeg stod bag dette forslag og sad i Hovedstyrelsen. Jeg havde håbet på svar på første spørgsmål før jeg skrev mere her, men der kan jo godt gå noget tid (hvis der er overhovedet kommer et svar), men skulle det vise sig, at der helt naturligt kommer en overbygning på denne her ikke-psykolog uddannelse – så trækker jeg selvfølgeligt min kritik tilbage. Note: Ud over Mette Thiesen så har der bl.a. tidligere været: Anette Vilhelmsen (tidl SF), Bertel Haarder (V) Mariane Jelved (RV), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Alex Ahrendtsen (DF) og Ellen Trane Nørby (V).

I mine 40 år som psykolog med udsatte børns professionelle har jeg set både læreruddannelsen og pædagoguddannelsen blive akademiserede, og skåret gradvist ned. Samtidig blev amternes rådgivninger sløjfet, og PPR står derfor alene med et (for) stort ansvar. Det skaber to barrierer: unge cand.psych'er er veluddannede, men har ingen daglig erfaring, og de bliver ikke i PPR ret længe. Nogle bliver overvældede af kravene, eller søger videre af hensyn til de stigende efteruddannelseskrav. Den anden udfordring er de eksponentielt stigende krav om individuel rådgivning, diagnosticering og henvisninger i enkeltsager, der tager rigtig mange ressourcer. I mine øjne er praktisk pædagogik en selvstændig disciplin, både forskningsmæssigt og som et uundværligt led i omsætningen af forskning til skolens hverdag, og her er de professionelle eksperterne - men de er kommet til at stå i skyggen af andre mere akademiske fag, psykiatrien, og diverse statslige reguleringer. Så hvad er der brug for? En solid faggruppe af godt efteruddannede med praktisk erfaring, der kan udfylde tomrummet mellem forskning og praksis, som arbejder tæt med alle i skolens hverdag, og som støtter og opbygger gode miljøer for medarbejdertrivsel, læring, omsorg og forældresamarbejde, og i mindre grad bruger tiden på enkeltsager. Når 15 % af børnene har ringe mentalt helbred giver det jo meget bedre mening at forbedre og udvikle hele det daglige skolemiljø, end at skabe årelange køer til individuel sagsbehandling for snart sagt hvert femte barn? Hvad man så vil kalde den faggruppe er nok mere et spørgsmål om forholdet mellem professioner. Som cand.psych. kan jeg kun støtte at få hverdagserfaring og skolernes selvstyre tilbage - det er den socialpsykologiske tilgang jeg selv har arbejdet med i mange år.

Hvad nu hvis det (heller) ikke virker at efteruddanne nogle flere inklusionspædagoger og lignende til at vejlede og støtte med fokus på at opbygge 'gode miljøer' ude i klasserne? Nogle, blandt andet Dlf, siger, at de ved, 'hvad, der virker'. Er det nu også helt sandt? - Men det skal der altså gå 5-10 år med at afprøve... ? Og lærerne, der står med ansvaret for kvaliteten af undervisningen, faglig tyngde, eksamensansvar med meget mere? Jo, de skal de næste mange år igen bruge deres knappe tid og kræfter herpå - for lærerne er jo de facto den primære, centrale arbejdskraftressource i samtlige interventioner og organiseringer og implementeringsprocesser...

Man ved hvad der virker, og det er kort og godt at genetablere CPP. I 2007 havde Aarhus Universitet (DPU) ved Niels Egelund stort set alle detaljer på plads så CPP uddannelsen også levede op til EuroPsy's krav. DLF+KL har også tidligere været klar over hvad der virker. Psykologforeningen har desværre igennem tiden været aktive og engagerede i sagen, samtidigt med at DLF har samtidigt været passive og uengagerede. Så derfor er vi endt hvor vi er. Her hvor din og mig fagforening taler Psykologforeningens sag og er ligeglade med os medlemmer.

Som psykolog er jeg ikke altid enig med min egen forening:)

Kære Niels Som du læse det, så er jeg bestemt ej heller altid enig med min egen forening ;-) Og bare lige for at jeg ikke bliver forstået som en der har noget imod CP'ere, så vil bare sige, at jeg altid taler om Psykologforeningen og ikke den enkelte CP. Gennem tiden har også mødt en del CP'ere som faktisk siger, at de savner nye CPP'ere. Det har dog været svært at få en CP til at gå offentligt ud og tale for CPP, da mange har ikke lyst til at lægge sig ud med andre CP'ere og Psykologforeningen. Jeg selv har også altid været en personlig fortaler for, at der både skal være CP og CPP i PPR. Alle rapporter peger jo på, at begge faggrupper nyder godt af hinanden.

Jeg glemte helt at spørge dig (hvis jeg må), hvor står du personligt ift. til CPP?

Det har jeg skrevet- det er uddannelsens kerne der er vigtig, men det bliver jo forstyrret af diverse uenigheder mellem faggrupper- desværre.

Hvad med at kigge på muligheden for skolesocialrådgiver funktionen? Jeg mener ikke fremskudt myndighedsrådgiver, hvor socialrådgiveren er ansat i Familiecenter og har sine organisatoriske rødder der, nej en skolesocialrådgiver som er ansat af den enkelte folkeskole evt. delt mellem flere folkeskoler, som deler ledelse, kollegaer og elever på sammen matrikel hvor udfordringerne er. Jeg tænker slet ikke at denne funktion kan erstatte en skolepsykolog ej heller en som kommer endnu tættere på, men som et supplement til at håndtere mistrivsel i bredeste forstand. Jeg arbejder som sådan, og er en af de eneste der er ansat i landet, hvor det er folkeskolens egen økonomi der har den fulde udgift. Det betyder også, at vi kan udveksle og faglig sparre på et mere forebyggende plan. Der blev lavet en artikel i Dansk socialrådgiver forening, som jeg lige henviser til hvis nogen skulle have interesse i det: https://socialraadgiverne.dk/faglig-artikel/alarmhjernen-er-sat-i-gang-af-et-haardt-drengemiljoe-i-klassen/

"I 2007 havde Aarhus Universitet (DPU) ved Niels Egelund stort set alle detaljer på plads så CPP uddannelsen også levede op til EuroPsy's krav." Skriver Ryan. Frygteligt ukorrekt. Jeg var selv med til at arbejde med en ny Cand.pæd.psych. for Århus fra 2009 til 2011, som ikke kunne etableres. Niels havde troet, at man mindst kunne få 33 ECTS psykologi fra en lærer prof. ba., men der er slet ingenting, der tilnærmelsesvis kan sammenlignes med et fuldbyrdet psykologisk fag. Man kan ikke sammenstille en prof.ba som lærer med en universitets ba i psykologi i vores tid, hvorfor en sådan kombi-uddannelse ikke er kompatibel med Europsy. At vi aldrig får cand.pæd.psyk tilbage skyldes delvist, at læreruddannelsen tømte sig selv for psykologi og specialpædagogik over en periode på 30 år. Delvist at hele psykolog professionen i Danmark blev udvidet og internationaliseret til at handle om langt mere end skole og uddannelse. Efter to års gennemsyn af alle tænkelige konstruktioner, måtte vi opgive forsøget i 2011, som vi ellers var blevet pålagt politisk. Vi kunne ikke levere noget, som Dansk Psykolog Forening ville kunne tage alvorligt. Det mest groteske var dog, at dagens PPR har mere brug for pædagogiske konsulenter i form af blivende hænder, og dem uddanner vi allerede mange af på DPU i form af Cand. Pæd. Pæd. -Psyk'ere. En to årig kandidatoverbygning til læreruddannelsen. Se også denne kommentar: https://skolemonitor.dk/debat/art8609050/Skolepsykologen-d%C3%B8de-men-den-p%C3%A6dagogiske-psykologi-lever Så nej. Drøm ikke om at en læreruddannelse kan blive en genvej til en fuldbyrdet psykologuddannelse med autorisation, hvorefter man så kan bruge PPR som springbræt til psykolog-professionen. Det er en hengangen drøm fra en hengangen tid. For Dansk Psykolog Forening varer en psykolog uddannelse 5 år med et obligatoriske (og dermed ikke valgfrit) pensum, ikke 2 eller 2 1/2, hvor de manglende årsværk erstattes af en psykologi-tom læreruddannelse. Jeg er ked af at måtte introducere realiteterne på denne måde, men debatten har blusset op og ned siden nedlæggelsen af Cand.Pæd.Psych. uddannelsen og er aldrig kommet videre, og det gør projektet næppe denne gang heller. Inklusionen har ikke brug for test-psykologer, men økonomiske ressourcer, blivende hænder, og en specialpædagogik, som bliver inviteret med ind i folkeskolen, frem for at blive efterladt på dørtrinnet i en vedvarende spare-øvelse. Bedste Hilsner Henrik

Her er Dansk psykolog forenings forkvinde, Dea Seidenfaden' syn på sagen. https://www.facebook.com/DanskPsykologForening/posts/5456357294391988 Bedste Hilsner Henrik

Åh, en bøf. Det var fra 2011-2013 vi arbejdede med en ny Cand. Pæd. Psych. Ikke 2009 til 2011. Jeg blev indkaldt det sidste år af bestræbelserne. Spørger de igen om jeg vil tage tjansen, er svaret nej tak. Min værnepligt er ovre.