Kommentarer overført fra tidligere version af folkeskolen.dk (før 7/3-22)
Thomas Dreisig Thygesen
(Pædagogisk it-konsulent og formand Danmarks it- og medievejlederforening)
16-02-2022 23:57
At det ikke har været et krav er en sandhed med modifikationer...
"Og på den måde er de globale techgiganter blevet en del af skolens vitale infrastruktur, uden at det har været et krav eller ønske fra politisk hold. Der var tværtimod et ønske om, at den skulle leveres af danske læringsplatforme og Aula", siger Lucas Cone.''¨
Dykker man ned i historien for BPI, så har løsningerne fra Microsoft og Google været nævnt i BPI, ligesom også diverse digitale læremidler har været det. Desværre er "historien" yderst vanskelig at finde, men KL og ministeriet må vel have dem liggende.
Hvad der er tankevækkende ift. BPI er også kravene til læringsplatformen, hvor der er tilknyttet en bekendtgørelse. Trods mange henvendelser er denne ikke ændret. Der er mange ting, som ikke har hold i virkeligheden. Fx standarderne der skulle sikre fleksibilitet mellem platforme. I virkeligheden så kan MS og Google levere en bedre læringsplatform end læringsplatformene selv, men de må ikke anvendes, hvis man skal leve op til bekendtgørelsen. Men det er vel ligegyldigt, når læringsplatformene ikke selv lever op til den. Økonomisk er det også helt fjollet at have to systemer, der kan det samme. Jeg tror mange vil få et chok, hvis de ser, hvad der kan spares.
Og så er der lige de der data. Det er saftsuseme vigtigt at få styr på. Ikke så meget i forhold til annoncering men mere i forhold til det bagvedliggende. Ministeriet, KL og Datatilsynet skal meget gerne på banen og hjælpe kommunerne og alle skolerne. I det mindste komme med en udmelding om, hvordan det videre forløb grines an. Dette har været kendt så længe nu, og alligevel lader man en masse mennesker rende rundt i et limbo. Ressourcespild og dumt hvis børn bliver kompromitteret. Lige så dumt, hvis man faktisk kan anvende disse it-systemer til mange af de opgaver, som de er gode til. It-giganterne bør også komme på banen og give et fuldt indblik i deres skole-løsninger og den datahøst der finder sted eller måske ikke finder sted. Som artiklen nævner er der rigeligt med værdi i at få de mange brugere ind i folden, hvilket for øvrigt ikke er en ny ting. Alle må bidrage i denne sag. Og ikke kun med gyldne løfter. Alle vil vel det bedste for de danske elever og studerende...
Alternativet er at starte mere eller mindre forfra med Open Source. Det vil vel cirka være 3-5 års omlægning. Og man vil ikke kunne finde samme brugervenlighed og der vil være løsninger som ikke findes i den verden. Jeg har fået fremvist flere eksempler og har ikke oplevet det endnu i hvert fald. Økonomisk en stor mundfuld ift. infrastruktur, udvikling og uddannelse af brugere. Skal det være, skal det selvfølgelig gøres.