Det "toner" ikke godt for musikfaget? Mon ikke det med flere elever, flere opgaver til læreren og mindre tid til forberedelse kan spille ind her? Før i tiden kunne man måske lave et band i skolen. Nu er der jo nærmest kun mulighed for big band. Og det kræver vel en "X-faktor" af en musiklærer?

Tak for blog-indlægget Niels...

"Man kan nu engang ikke være ' sur' det ene øjeblik og sprede musikglæde det næste. Faget er med andre ord ekstremt sårbart i forhold til konflikter, det være sig børnene imellem eller mellem læreren og en eller flere elever." Og det er lige præcis derfor, at klassens andre lærere er nødt til helt bevidst at arbejde med børnenes opførsel. Det skal komme indefra børnene selv. At børnene bliver klar over, at man opnår en masse fordele hvis andre mennesker kan lide en. Man får god stemning, får masser af kammerater, får glade vikarer, bliver glad for at gå i skole. Får glade musiklærere med alle de fordele det indebærer. Tro mig det virker. Alle børn forstår tankegangen.. At der er noget i det for dem selv.

Ad Niels Chr. Sauer: Tak for denne kronik og indlæg her på Folkeskolen.dk. Nok et af de bedste og mest relevante indlæg jeg har læst som relativ ny her på sitet. Uhyggeligt og skræmmende, at så mange af de "fællesskabsskabende oplevelsesaktiviteter" generelt er blevet så nedtonet, nedprioriteret og helt eller delvist udraderet gennem de sidste to-tre årtier. Mange ved sikkert at fysikeren og nobelpristageren Albert Einstein klarede sig dårligt i skolen. Skolen rådede moderen til at sætte Albert i lære, men Alberts mor købte i stedet en violin til ham, og efterhånden som Albert blev dygtigere til at spille violin, blev han også kvikkere i skolen. Ja, det endte med, at Albert til sidst var én af de dygtigste elever, skolen nogen sinde havde haft. (Illustreret Videnskab, nr. 7/2004). Måske derfor heller ikke nogen tilfældighed, at min tidligere værtsfamiliefar, den nu afdøde neurofysiolog og professor ved Freiburg Universitet i Schweiz, Mario Wiesendanger, stort set hver aften gik ned i familiens kælder og spillede violin, hvilket var hans store passion. Mario Wiesendanger skrev og udgav, sammen med to andre, bogen "Music, Motor Control and the Brain" i 2006. Desværre har jeg ikke læst den, men jeg husker tydeligt, at Mario allerede i 1988/89, hvor jeg boede hos familien Wiesendanger, fortalte, hvor stor betydning musik har for hjernens udvikling. Siden hen er der kommet flere bøger, der påviser musiks betydning for hjernens udvikling på flere områder. Alene af den grund burde man altså opgradere faget musik til at fylde langt mere end det gør i dag. Hertil kommer selvfølgelig det sociale og det fællesskabsskabende. Og nedprioriteringen gælder ikke bare i Danmark. F.eks. kan man på en BBC-hjemmeside læse: "Music 'could face extinction' in secondary schools" https://www.bbc.com/news/education-39154242 Faget musik er tilsyneladende truet af udryddelse i store dele af verdenen, lige som kaskelothvalen, der synger i verdenshavene. NPM kunne lyde som en kemisk formel for en giftig nervegas, og New Public Management har da også, i en lang række lande og på en lang række områder, virket som sådan. Hvis ikke altid ligefrem med total dødelig udgang, så ofte med lammelse, muskeltrækninger, åndedrætsbesvær og mén, der kan tage årevis at rette op på, hvis nogensinde. Men som den positive pessimist jeg er, kan jeg ikke bare slutte mit indlæg her. Jeg håber, tror og tænker faget musik bør, skal og kan rejse sig igen. Men det kræver måske, at bl.a. engelsklærere, matematiklærere og ikke mindst "IT- og robot-lærere" afgiver timer til faget. For musik vil og kan støtte ikke bare engelsk, men også matematik, læsning og meget andet. Og når man kan læse, at mange af selv de klogeste IT-nørder i Silicon Valley foretrækker, at deres børn får musikundervisning frem for "Robot-undervisning", ja, så siger det vel næsten alt. En anden og supplerende løsning på at få opgraderet faget musik, kunne være, ud over de fælles timer i, forestiller jeg mig, primært indskolingen, tilbyder faget som valgfag i langt større grad end det er tilfældet i dag, på såvel mellemtrinnet som i overbygningen. Vel at mærke uden om den evt. lokale musikskole, der koster og som foregår efter skoletid. Det sidste her vil jeg ikke kloge mig for meget på, men måske en musiklærer derude har et godt bud. :) Men personligt vil jeg ønske mine engang kommende børnebørn vil kunne få en masse musik, og for den sags skyld gerne mindre matematik......sagde matematiklæreren. :) P.S. Og det hele kræver selvfølgelig, at undervisningen bliver foretaget af højtuddannede og fagligt dygtige musiklærere i gode lokaler med tilstrækkelige musikinstrumenter m.m. Endelig bør musikundervisningen også i minimum halvdelen af alle timer foregå med to lærere eller med blot en halv klasse, især hvis grundklassen er en af de større. Ellers kan det hele godt ende som Silly Con Villy, eller hvad den stakkels musiklærer nu måtte hedde. :)

Kim Bækgaard, tak for din kommentar, i særdeleshed for linket til artiklen fra BBC. Den bekræfter i høj grad min værste anelser. Jeg er sådan set ikke bange på musikkens vegne som kunstform betragtet. Professionelle musikere er højt feterede, de store stjerner er konger og dronninger, og børn drømmer om at træde i deres fodspor. Der er flere dygtige musikere i dag end nogensinde. Musikken skal nok klare sig. Det, der for alvor bekymrer mig, er den kulturelle forarmelse, der truer fra alle sider. En mental proletarisering, kunne man kalde det, hvor individets liv bliver fattigere og fattigere på transcenderende oplevelser i fælleskab med andre, og den passivt-forbrugende tilskuerrolle tager over for til sidst at opsluge den enkelte i massekulturens opgejlede, fordummede stadionbrøl. I den proces er skolens musikfag blot en følsom indikator, '...som den kanariefugl, arbejderne i gamle dage havde med ned i kulminen, fordi den drattede ned af pinden, hvis der var indsivende lugtfri gas i minens gange' - for nu at citere min kronik. Den debat, jeg forsøger at sparke i gang, skal derfor ikke alene handle om musikfagets specifikke problemer og løsninger herpå. Det er hele skolens oplevelsesdimension, der er ved at blive kvalt. Debatten skal handle om den igangværende afvikling af skolen som samfundets bærende kulturinstitution til fordel for skolen som en kontorarbejdsplads før børn, håndfast placeret a de voksne på karrierestigens nederste trin. Det er ikke længere en fjern dystopi, men en højst reel og meget skræmmende trussel, der tager form for vores øjne, uden at vi ænser det. Jeg er bange for at vi opdager det for sent. I mine sorteste stunder kommer jeg til at tænke på slutscenen i Truffauts film 'Fahrenheit 451', hvor bogfolket, som har lært de brændte mesterværker udenad, går omkring i vinterskoven og reciterer. Alt imens, forestiller jeg mig, den hjernevaskede, brede befolkningskult brøler slagordene fra Orwells '1984': Krig er fred! Uvidenhed er magt! Slaveri er frihed! Ihukommende det gamle kinesiske ordsprog: Hvis vi ikke ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen.

Fahrenheit 451, slutscenen: https://www.youtube.com/watch?v=nCaLf7fA07w

Super godt gået..... som musiker og underviser i musik, dog ikke i skolen, er det spot on! Tak for det. Mon du kender den store russiske forfatter Leo Tolstoys musikpædagogiske tanker m.m.(Yasnaya Polyana skolen) som var så levende at bønderbørnene ikke kunne lade være med at komme til undervisningen?

Kan godt se du skriver ”Musikfagets krise er toppen af et isbjerg”, og ”Et håb om redning af oplevelseskulturen, herunder musikfaget.” 😊 Så ja, problematikken er langt bredere end blot inden for musikfaget, der jo ganske rigtigt ”blot” er kanariefuglen i kulminen, men begyndte det ikke allerede i 60 ´erne, da man afskaffede faget drama til fordel for EDB? Tænker du er en smule ældre end jeg, så måske du kan bekræfte/afkræfte det? Endnu engang må jeg bare sige det du skriver er så godt og rammende, at jeg kun kan erklære mig helt enig. Og tak for linket til filmen ”Fahrenheit 451”, én af de få film, der udover ”The Wave”, ”The Wall” og enkelte andre gjorde et kolossalt indtryk på mig i mine yngre år. Til yngre, der måske ikke kender "Fahrenheit 451": https://www.information.dk/1999/07/naar-papir-braender

Jens, nej, jeg har aldrig hørt om Tolstoys musikpædagogiske tanker. Fortæl! Kim, ja, dramafagets skæbne er måske et endnu mere oplagt eksempel end musikfaget på den datapest, der har bredt sig i folkeskolen. Drama er et helt suverænt redskab i dannelsesprocessen, og det indgik en gang som en selvfølge i danskfaget, men nu er det væk. Som i helt og aldeles V Æ K. Månens bagside i dagens folkeskole, nærmest. Og det slog mig, da jeg fik associationen til Fahrenheit 451, at den samme udvikling er i gang med skønlitteraturen. Kommer i tanker om, at det for et par år siden kom frem, at man fra autoritativt hold (husker ikke hvem præcis?) seriøst anbefalede, at man fremover ikke brugte tid på at læse hele romaner i skolen, men nøjedes med uddrag, for det var mere effektivt. Har også hørt fra gymnasielærere, som siger, at de unge ikke længere magter at læse hele bøger ...

Jeg har Huxleys "Fagre nye verden" - fordi jeg fandt den i skolebibliotekets kassasions-kasse stemplet "science fiktion". Mon ikke man kunne opleve det samme med Farenheit 451? eller Orwells 1984?

Kassasions-kasse/kassations-kasse

Tilføjelse til forrige indlæg, da jeg ikke er sikker på alle, herunder især yngre lærere, har hørt om de to film jeg nævnte :) Men altså; med "The Wave" tænkte jeg på den originale amerikanske film fra 1981: https://www.youtube.com/watch?v=GJjymMchjpw Findes i en "nyere" tysk version, "Die Welle", som jeg dog ikke kan finde i fuld version. Filmen(e) handler kort sagt om hvordan så mange mennesker kunne følge Hitlers ordre under 2. verdenskrig, uden at stille spørgsmålstegn ved hvad skete i ikke mindst koncentrationslejrene. Størstedelen af den tyske befolkning svarede så, at de ikke var klar over hvad der foregik. ..... Og den der Mizaru- og Kikazaru-metode (Mizaru = aben, der lukker øjnene, og Kikazaru = aben, der holder sig for ørerne), bruges stadig i bedste velgående i dag af mange mennesker, når de ikke ønsker at tage stilling eller ansvar for f.eks. klima og miljø. Hvorfor se en dokumentar eller læse en artikel, der måske kunne give én dårlig samvittighed. Nå, men det var et sidespring. :) Med filmen "The Wall" tænker jeg på Alan Parkers "PInk Floyd - The Wall" fra 1982 med Bob Geldof i hovedrollen som Pink. https://www.youtube.com/watch?v=U__Ve27ssk4&list=PLyGHs2yXwu1SWIXC6TLHT4a-2rdr9Un0f Eneste film jeg nogensinde har set mindst fem gange. Der er så mange gode scener og så godt musik, at det er svært at fremhæve noget frem for noget andet. Men scenen, hvor Pink sidder i en stol på et hotelværelse og glaner på gammel krigsfilm (Episode 14 - Nobody Home) mens der siges/synges "I´ve got 13 channels of shit on the TV to choose from" og så fremme ved episode 16 (Comfortably Numb), er scener jeg engang imellem ser for mig, når jeg tager mig selv i at sidde foran TV-skærmen og se et eller andet totalt ligegyldigt TV-program, apropos den kulturelle forarmelse. :)

Kom til at skrive et link til en remastered udgave af "The Wall". Her den originale version :) https://www.youtube.com/watch?v=poKJtZqGo2w&list=PLZyu-aizaKFhry48_4MV7rIXdFCxlI9Ic

Tolstoy var pædagog med stort P. Og han åbnede sin egen skole i 1849 på hans eget Estate. Og åbnede flere rundt omkring i nærområdet. Han har skrevet meget om undervisning. For ham var det nok det vigtigste arbejde i denne verden. Som de fleste af de allerstørste er der modsætninger i hans tilgang til f.eks emnet musik og pædagogik. De kan bare være i noget vi andre dødelige ikke kan. Men for Tolstoy skulle undervisningen for eleverne, først og fremmest, være sjov og den skulle tage udgangspunkt i elevernes interesser. Over skoleindgangen var der et skilt, hvor der stod - du bestemmer selv om du vil deltage (husker ikke helt sætningen men noget i den stil) På den måde er der linjer til Summerhill skolen i England. Og han var selv stor fan af Rousseau. I de optegnelser jeg har læst - ja så elskede eleverne at komme der... Men de russiske myndigheder gjort alt hvad de kunne for gøre livet surt for for skolen. Tolstoy havde rejst i Europa (Tyskland, Franking og England) og studeret skole. Og det han så - rystede ham. Han mente selv, at det lykkedes dem at lave en skole for børn uden afstraffelse og hårdhed, som jo var mere end normal. De havde ikke de der disciplinære udfordringer som andre oplevede..... og det skyldes selvfølgeligt det pædagogiske syn og didaktikken deraf. Ift. musikundervisning: Han mente faktisk at ingen skolepædagogik kunne hamle op med den læring som børnene igennem den russiske bondestands egen folklore var i levende kontakt med igennem deres kultur/hverdag og fest. Det var den ægte læring af musik. I hans optegnelser er der en smuk beskrivelse af hvorledes en bondedreng introducere en sang og hvordan de alle sammen for den til at vokse i fællesskab. Sangen skulle komme fra hjertet og sindet og han rådede bestemt at holde børn fra kortræningen i kirkerne. På engelsk findes bogen On education af Tolstoy. Go dag.

"....kunne man fristes til at kalde Leo Tolstoy på tysk :) Tak Jens for dit interessante indlæg. Kendte ikke Leo Tolstoy som andet end forfatter, eller også havde jeg i al fald glemt alt om det. Den ægte læring i levende omgivelser. Jo, musik skal nok blive ved med at eksistere, som Niels Chr. Sauer også skriver. Musik har eksisteret siden tidernes morgen. Har selv i Dali i Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina for år tilbage hørt noget fløjtemusik, som de den lokale etniske befolkning mente hørte til verdens ældste musik. Og musik og alle mulige andre former for kunst og kultur skal nok overleve, selv hvis ikke den fik økonomisk støtte på nogen måder. Det ser man i al fald i de lande hvor kunst og kultur ingen eller stort set ingen støtte får. Største problem med kunst og kultur, som med musik og sport, som med indtægt og formue og som med helbred og forventelig levealder, er nok det, at polariseringen er blevet markant større gennem en årrække. Der findes masser af unge mennesker, der er gode til sport, musik, kunst og øvrig kultur, iværksætteri osv., men skaren eller mængden af dem, der ikke er så gode, bliver større og større. Påstår jeg, uden lige at kunne dokumentere det. Når man så netop IKKE sørger for, bl.a. gennem mere musik i skolen, at der er masser af den ""intellektuelle"", dannelses- og læringsmæssige kunst og kultur for ALLE, så ja henfalder flere og flere i den ""passivt-forbrugende massekulturelle opgejlede og fordummende"" tilstand af ""Comfortably Numb"". Kagedysten, vild med dans, nok et boligprogram, nok en ligegyldig quiz med de samme mennesker, der går igen og igen, osv. Det er lige til at klare. Rigtig god weekend!"

@Bækgaard.. Fuldstændig enig. Der hvor jeg kom til at tænke på Tolstoy var den med at musik er en medfødt evne... Ikke at alle kan blive store musikere.... Men vi simpelthen forkrøbles, hvis ikke den side dyrkes.... Jeg tror endda han ville sige at vores kontakt med selve naturen på et mere åndeligt plan vil skades. Han giver et eksempel på da han som dreng fandt ud af at han kunne kommunikere med fuglene i haven når han sang en sekst interval.... Lærer børn hvad sekst er idag? Det kan man sagtens lære på en sjov måde! Sikkert ville han mene noget af det du skriver.... Tror slet ikke han for 170 år siden havde forestillet sig en så åndelig fattigdom vi i dag står med. Ja det ved jeg ikke, men din reference til Comfortably Numb er jeg helt enig.... Tror ikke datiden nogensteder kulturelt set var så hårdt ramt, som vi i vesten er idag. Go weekend