DEN REVOLUTIONÆRE GAMMELMARXISME KLAR TIL ET NYT ANGREB
Det er det samme gammelmarxistiske smårevolutionære opkog, der skal kværnes ind over en i forvejen ideologisk nedkørt og forgiftet folkeskole, hver eneste gang, man vil prøve at få lidt kvalificeret uddannelses ud af den for længst påviste uduelige udelthed uden at ville ændre en tøddel på selve den udelte skoleindretning, der synligt for enhver, der vil se, er roden til hele miseren. Metoden går ud på, at alle elever skæres over én kam. Når man derfor endnu engang vil prøve at komme ud over det forsmædelige og skammelige faktum, at den udelte skole via udelthedens kakofonisk sammenrodede inferno altid har tabt de bogligt svage i undervisningen og dermed skubbet disse elever ud i fag-analfabetismens mørke, hvorfra ingen ungdomsuddannelser hidtil har kunnet hente dem alle frelst op igen, skønt bl.a. gymnasierne sandt for dyden har gjort, hvad de næsten har kunnet for at sænke deres niveau ned til det af folkeskolen dannede bundskrab, så er det ikke blot de svage, der skal hjælpes. Nej, så skal de dygtige med djævelens vold og magt i lighedens guddommelige navn slæbes med ned og undgælde for udelthedens ensgørelsesbestræbelser. Når nogen i udeltheden er tabere, skal alle i lighedens navn betragtes som tabere. Og ingen skal vinde mere i de udelte klasser, end hvad alle kan vinde.
For de dygtige er folkeskolen mildt sagt ikke for akademisk eller for teoretisk. Den udelte skole har aldrig formået at udfordre de dygtige på deres boglige begavelser. Det er derfor, at den udelte skole er blevet kendt for ikke alene at tabe de svage, men her foruden også at forsømme de dygtige Og nu står de dygtige menneskeabnormiteter så overfor en fornyet socialdemokratisk bestræbelse på en yderligere udmarvning af deres skoleuddannelse. For nu skal bestræbelserne gå i retning af at gøre folkeskolen endnu mere praktisk betonet i en grad, så al teoretisk vidensformidling i fremtiden nærmest skal betragtes som skadelig for ikke alene svage, men sandelig også for dygtige. I fremtiden skal, hvad der er tilbage i folkeskolen af bestræbelser på at opbygge en systematisk faglig viden hos eleverne, udvandes endnu mere og erstattes med en masse småudflugter ud i det omgivende samfund, hvor eleverne skal spørge sig frem til, hvad venlige, men ikke just vidensbefordrende medborgere, kan få sig til at lade eleverne tilflyde af noget, der ligner små vidensbidder solidt løsrevet fra enhver faglig sammenhæng. Det hedder, at skolens skal tættere på virkeligheden. For i skolesammenhæng skal virkelighed og teori i fremtiden betragtes som hinandens modsætninger.
Det er da selvfølgelig helt i orden, at den måde, som skolen underviser på, skal tilpasses den gruppe elever, ”der ikke magter teorier og begreber”. Men det er absolut ikke i orden, at de elever, der faktisk ”magter teorier og begreber”, skal underkastes den samme udvandethed. Disse bogligt velbegavede elever skal selvfølgelig undervises på et for deres boglige begavelse tilpasset bogligt niveau i en delt skoles boglige klasser. Alt andet vil være en uanstændig gemenhed begået mod den elevkategori, der aldrig nogensinde har været anerkendt som elever i den udelte skole. Det hedder sig, at innovation kommer af mødet mellem teori og praksis. Derfor bør skolens teoretiske undervisning genetableres i fuldt omfang for de elever, der magter en sådan undervisning. Og når disse elever så engang forlader folkeskolen, kan innovationen forhåbentlig kommer til fuld udfoldelse ved mødet med praksis.
Det er rigtigt, at flere vil komme længere uddannelsesmæssigt, hvis undervisningen i folkeskoolen bliver mere virkelighedsnær. Men for de bogligt begavede elever er den teoretiske del af undervisningen betydelig mere virkelighedsbundet, end det er at gå rundt uden for skolen og lytte sig til dette og hint. Bortset fra naturligvis, at det sikkert er sjovere og mere afslappende at vade rundt derude, end det er at sidde og skulle anstrenge sig for at lære et teoretiske fagstof. Lars Olsen er, siger han, tilhænger af den udelte enhedsskole forstået som en skole, hvor alle samfundsklasser mødes. Men han glemmer at tilføje, at den udelte skole netop derfor også er en skole, hvor alle samfundsklassers børn mødes på et tilstræbt fagligt middelmådighedsniveau. Og han overser formentlig bevidst helt, at omkring halvdelen af eleverne i de udelte klasser skal ofres uddannelsesmæssigt på denne ideologisk bestemte ensgørelses alter.
Marina Norling
(Master i læsning fra Århus Universitet, uddannet læsevejleder og lærer.)
12-11-2011 14:06
Værn om de praktiske fag og læreres metodefrihed
Jeg har kigget på manden i den lilla trøje nogle dage nu, og tænkt; vil han mon gerne have en kommentar på sine visioner? Læser ministeren mon Folkeskolen? Er det spild af min tid at kommentere på dette? Nu lægger jeg en kort kommentar – både for at opmuntre de positive visioner, og for at rydde et par misforståelser af vejen.
Jeg er stort set enig i Lars Olsens betragtninger omkring vægtningen af de kreative fag i skolen. Alt for ofte bliver faglighed opfattet som læsefaglighed eller matematikfaglighed. Men skolen har mange fag, og det er vigtigt at værne om fag som sløjd, hjemkundskab og håndarbejde. En smuk og enkel definition på at være menneske hedder at være værktøjsmager. I sin stræben efter akademisk kunnen må folkeskolen ikke glemme, at det gode liv i høj grad består af gode måltider og veludført praktisk arbejde.
Der hvor tingene bliver uklare for mig, er når Lars Olsen fremhæver en særlig funktionel undervisningsform som løsningen på folkeskolens udfordringer. Jeg håber ikke, at undervisningsministeriet påtænker at indskrænke læreres metodefrihed? Rent statistisk er der, mig bekendt, ikke grund til at anse undervisning i fx praktisk matematik som overlegen i forhold til en mere boglig tilgang. Det må være op til den enkelte lærer at beslutte, i hvilket omfang undervisningen skal bestå af praktisk arbejde.
Når htx elever ikke udviser samme sociale skel i deres karakterer, som man finder i det almene gymnasium, så skyldes det sandsynligvis ikke en mere praksisnær undervisning på htx. Ifølge de danske PISA-resultater er det på læseområdet, man finder de store sociale skel i den danske folkeskole. Htx’ fordel i denne forbindelse er, at dansk og lignende fag ikke fylder så meget i fagrækken. Men htx er ikke en gymnasieretning for unge, der helst vil lære gennem hænderne. Uddannelsen er mindst lige så boglig, som det almene gymnasium, og tiltrækker i høj grad folkeskolens dygtigste elever.
For de dygtige er folkeskolen mildt sagt ikke for akademisk eller for teoretisk. Den udelte skole har aldrig formået at udfordre de dygtige på deres boglige begavelser. Det er derfor, at den udelte skole er blevet kendt for ikke alene at tabe de svage, men her foruden også at forsømme de dygtige Og nu står de dygtige menneskeabnormiteter så overfor en fornyet socialdemokratisk bestræbelse på en yderligere udmarvning af deres skoleuddannelse. For nu skal bestræbelserne gå i retning af at gøre folkeskolen endnu mere praktisk betonet i en grad, så al teoretisk vidensformidling i fremtiden nærmest skal betragtes som skadelig for ikke alene svage, men sandelig også for dygtige. I fremtiden skal, hvad der er tilbage i folkeskolen af bestræbelser på at opbygge en systematisk faglig viden hos eleverne, udvandes endnu mere og erstattes med en masse småudflugter ud i det omgivende samfund, hvor eleverne skal spørge sig frem til, hvad venlige, men ikke just vidensbefordrende medborgere, kan få sig til at lade eleverne tilflyde af noget, der ligner små vidensbidder solidt løsrevet fra enhver faglig sammenhæng. Det hedder, at skolens skal tættere på virkeligheden. For i skolesammenhæng skal virkelighed og teori i fremtiden betragtes som hinandens modsætninger.
Det er da selvfølgelig helt i orden, at den måde, som skolen underviser på, skal tilpasses den gruppe elever, ”der ikke magter teorier og begreber”. Men det er absolut ikke i orden, at de elever, der faktisk ”magter teorier og begreber”, skal underkastes den samme udvandethed. Disse bogligt velbegavede elever skal selvfølgelig undervises på et for deres boglige begavelse tilpasset bogligt niveau i en delt skoles boglige klasser. Alt andet vil være en uanstændig gemenhed begået mod den elevkategori, der aldrig nogensinde har været anerkendt som elever i den udelte skole. Det hedder sig, at innovation kommer af mødet mellem teori og praksis. Derfor bør skolens teoretiske undervisning genetableres i fuldt omfang for de elever, der magter en sådan undervisning. Og når disse elever så engang forlader folkeskolen, kan innovationen forhåbentlig kommer til fuld udfoldelse ved mødet med praksis.
Det er rigtigt, at flere vil komme længere uddannelsesmæssigt, hvis undervisningen i folkeskoolen bliver mere virkelighedsnær. Men for de bogligt begavede elever er den teoretiske del af undervisningen betydelig mere virkelighedsbundet, end det er at gå rundt uden for skolen og lytte sig til dette og hint. Bortset fra naturligvis, at det sikkert er sjovere og mere afslappende at vade rundt derude, end det er at sidde og skulle anstrenge sig for at lære et teoretiske fagstof. Lars Olsen er, siger han, tilhænger af den udelte enhedsskole forstået som en skole, hvor alle samfundsklasser mødes. Men han glemmer at tilføje, at den udelte skole netop derfor også er en skole, hvor alle samfundsklassers børn mødes på et tilstræbt fagligt middelmådighedsniveau. Og han overser formentlig bevidst helt, at omkring halvdelen af eleverne i de udelte klasser skal ofres uddannelsesmæssigt på denne ideologisk bestemte ensgørelses alter.