Når vor uddannelsesmæsige deroute går os allermest på, gælder det om at bortlede opmærksomheden fra ondets virkelige rod, nemlig de tabuiserede hellige urørlige udelte skoleklassers sammenmiksede elevklientel, hvor den differentierede undervisning, som ingen har kunnet få til at fungere siden udelthedens indtog i 1993, dengang blev fremhævet som den absolutte betingelse for, at den udelte skole nogensinde skulle kunne komme op på niveau med realskolen. Og da den differentierede undervisning netop ikke kan bringes til at fungere i udeltheden har man for længst opgivet - når man lige ser bort fra de retoriske udgydelser ved festlige lejligheder - at vægte den faglige videnformidling i folkeskolen. I udeltheden får de dygtige aldrig den for deres boglige evner tilpassede undervisning. I stedet for bliver de bogligt dygtige på skammeligste vis spist af med forventninger om, at de så meget mere lærer social forståelse ved at kunne øve sig på at se med tolerance på at blive presset ned i nærheden af de svages faglige idealniveau. Man kalder sådan noget for at ofre sig for den fællesskabets sociale sammenhængskraft. Og det giver så den forringede uddannelse, som alle efterfølgende uddannelsesniveauer stønner under. Og for tiden er der kræfter i gang med at forringe skoleuddannelsen endnu mere for disse dygtighdens ligegyldigheder ved at gøre folkeskolen endnu mere praktisk betonet på bekostning af bogligheden.
De svage omfattes af den for dem så omsorgsfulde pædagogiske verden med usandhedens påstand om, at de bliver hævet af den klassekammerateffekt, som i virkeligheden presser de dygtige ned i nærheden af de svages niveau. Og nu har man så opfundet en såkaldt københavnermodel, hvor de virkeligt svage tosprogede børn med indvandrerbaggrund fordeles jævnt ud på de københavnske skoler, således at man sikrer, at alle skoler bliver ofre for den fagligt nedtonende klassekammerateffekt. Dygtige børn, der før sad i klasser med et minimalt indhold af svage elever, skal i en form for solidarisk ensgørelsesstræb påføres et vist mål af svage kammerater, så de kan lære at stille sig tilfredse med et ringere uddannelsesforløb. Og hvorfor kan en hovedstads politikere støttet af den pædagogiske verden få sig til et så groft anslag mod velbegavethedens pariaer. Jo, man påstår, at man gør det for at hjælpe de i skolemæssig henseende svage tosprogede elever. Og man fortsætter med at hævde dette efter, at undersøgelser har vist, at 30 procent af eleverne med indvandrerbaggrund stadig mangler funktionelle læsekompetencer. Det hele er altså et storstilet og indtil nu ret vellykket eksperiment i forsøget på at forringe skoleuddannelsen for så mange børn som muligt.
Hvad burde man da gøre? Man burde gøre det, som man i utallige andre tilfælde har gjort, når udelthedens påståede fortræffeligheder skulle overdøve dens elendigheder. Man bør skele til Sverige. Og denne gang bør man give agt på docent Monica Axelssons manende fremførelse af den i danske ører så frygteligt kætterske ide om, at der altså er ”god ræson i, at man samler elever med den samme sproglige baggrund på én skole”. Dette ville nok støde an mod for store transportomkostninger, men i et ”sprog- og kundskabsudviklingsperspektiv ville det være mere effektivt”. Og hvis vi i Danmark ikke var så effektivt vaccinerede mod genindførelsen af den fortræffelige delte skole, kunne man godt herhjemme indse visdommen i at samle alle de på forhånd svagtstemplede tosprogede elever på én skole i særlige tosprogsklasser, hvor de kunne modtage den kvalificerede undervisning, der givetvis ville kunne hæve mange af dem op over deres nu tilrettelagte danske fastlåste svaghedsniveau. Og hvis man så samtidigt kunne forbarme sig over de bogligt svage og dygtige danske elever og også samle dem hver for sig i særlige klasser, så ville vores evindelige forsmædelige tab af svage og forsømmelse af dygtige formentlig endelig få ende. Og så kunne det formentligt ende med, at den danske folkeskole igen ”blev for alle”. Så for bare denne ene gangs skyld: Gak til Sverige og bliv vis.
Den danske rene ubegrundede uunderbyggede transcendentalt funderede halvreligiøse tro på, at samfundet og dets borgere med en naturlovs uvægerlighed vil bevæge sig retning af noget paradisisk, hvis vi blot opretholder en tåbeligt uddannelsesnedtonende udelt folkeskole, har fået sig lidt af et grundskud fra broderfolket mod øst. I Sverige er selve forskningen begyndt at tvivle på udelthedens undergørende afkast til samfundet og til menneskeheden. Hvor vi i Danmark snævert enøjet fortsætter med en mere og mere fantasifuld opblanding af de stakkels undervisningslammede udelte klasser, er forskerverdenen i Sverige begyndt at pege på noget, der kan ses som et første skridt på vejen mod den virkeligt seriøst uddannende delte skole.
Tilsyneladende har svensk forskning vendt sig hovedrystende mod den helt absurde skoleudvikling i Københavns Kommune, hvor det er besluttet, at de skoler, der måttet findes her med en for udeltheden så usædvanligt forekommende tillempet homogen elevmasse skal tilstræbes at blive presset ned mod det hos os så tilstræbte bundniveau ved at øge inhomogeniteten i klassernes elevsammensætning. Den benyttede metode er at fordele de tosprogede indvandrerbørn, der af naturlige årsager altid har været taberbørn i folkeskolens udelte klasser, ud på alle de københavnske skoler. Propagandakværnen forud for mishandlingen af de københavnske skolebørn har kværnet noget sludder sammen om, at hvis vi fordeler de i skolesammenhæng svage tosprogede elever ud på alle skoler, så vil de i selskab med danske bogligt begavede kammerater på undergørende vis blive hævet op på niveau med disse. Og samtidig har man fortiet virkelighedens uomgængelige virkning, nemlig at det altså er de bogligt dygtige, der i stedet for bliver presset ned på det af opblandingen frembragte middelmådighedsniveau, fordi opblandingen forhindrer de dygtige i at blive undervist på et for dem passende fagligt niveau. Det er det, der kaldes for klassekammerateffekten. Og klassekammerateffekten virker altså således, at det er de dygtige, der bliver presset ned mod bunden ved at blive berøvet deres uddannelsesmuligheder i folkeskolen.
Her er det, at vores virkelighedsfjerne højideologisk kunstigt sammenskruede skolesyn nu synes at kollidere med svenskernes mere pragmatiske syn på, hvordan en skole kommer til at fungere bedst muligt. I Sverige har man oven i købet i forskerverdenen vovet at udtale, hvad alle og enhver ved, men som ingen hos os endnu vover at udtale endsige at tænke, nemlig at de svage elever (her de tosprogede indvandrerbørn) bør samles på én skole. Og svensker er så venlige at forklare os danskere, der desværre ikke selv i vor udelthedsforgabthed har kunne udvikle denne erkendelse, nemlig at man, når man samler de svage på én skole – og sandsynligvis eller forhåbentlig i klasser med homogene elevsammensætninger af svage elever eller i dette tilfælde af tosprogede – vil være i stand til fokusere på og kvalificere undervisningen for disse svage.
Tja. Det er altså ganske almindelig virkelighedsnær fornuft, der nu for første gang i snart et kvart århundrede får lov til at kigge op over den forplumrede ideologiske mudderpøl, der i så lang til har fået lov til at kvæle undervisningen i den danske folkeskole.
De svage omfattes af den for dem så omsorgsfulde pædagogiske verden med usandhedens påstand om, at de bliver hævet af den klassekammerateffekt, som i virkeligheden presser de dygtige ned i nærheden af de svages niveau. Og nu har man så opfundet en såkaldt københavnermodel, hvor de virkeligt svage tosprogede børn med indvandrerbaggrund fordeles jævnt ud på de københavnske skoler, således at man sikrer, at alle skoler bliver ofre for den fagligt nedtonende klassekammerateffekt. Dygtige børn, der før sad i klasser med et minimalt indhold af svage elever, skal i en form for solidarisk ensgørelsesstræb påføres et vist mål af svage kammerater, så de kan lære at stille sig tilfredse med et ringere uddannelsesforløb. Og hvorfor kan en hovedstads politikere støttet af den pædagogiske verden få sig til et så groft anslag mod velbegavethedens pariaer. Jo, man påstår, at man gør det for at hjælpe de i skolemæssig henseende svage tosprogede elever. Og man fortsætter med at hævde dette efter, at undersøgelser har vist, at 30 procent af eleverne med indvandrerbaggrund stadig mangler funktionelle læsekompetencer. Det hele er altså et storstilet og indtil nu ret vellykket eksperiment i forsøget på at forringe skoleuddannelsen for så mange børn som muligt.
Hvad burde man da gøre? Man burde gøre det, som man i utallige andre tilfælde har gjort, når udelthedens påståede fortræffeligheder skulle overdøve dens elendigheder. Man bør skele til Sverige. Og denne gang bør man give agt på docent Monica Axelssons manende fremførelse af den i danske ører så frygteligt kætterske ide om, at der altså er ”god ræson i, at man samler elever med den samme sproglige baggrund på én skole”. Dette ville nok støde an mod for store transportomkostninger, men i et ”sprog- og kundskabsudviklingsperspektiv ville det være mere effektivt”. Og hvis vi i Danmark ikke var så effektivt vaccinerede mod genindførelsen af den fortræffelige delte skole, kunne man godt herhjemme indse visdommen i at samle alle de på forhånd svagtstemplede tosprogede elever på én skole i særlige tosprogsklasser, hvor de kunne modtage den kvalificerede undervisning, der givetvis ville kunne hæve mange af dem op over deres nu tilrettelagte danske fastlåste svaghedsniveau. Og hvis man så samtidigt kunne forbarme sig over de bogligt svage og dygtige danske elever og også samle dem hver for sig i særlige klasser, så ville vores evindelige forsmædelige tab af svage og forsømmelse af dygtige formentlig endelig få ende. Og så kunne det formentligt ende med, at den danske folkeskole igen ”blev for alle”. Så for bare denne ene gangs skyld: Gak til Sverige og bliv vis.