Tre århusianske skoler har åbenbart i tre år kunnet udfordre det foretrukne danske uddannelsesmæssige uduelighedsprincip. Til og med 2. klassetrin er eleverne blevet undervist niveaudelt uden på noget tidspunkt at være låst fast på noget bestemt niveau. Det betyder, at når en elev har nået et vist niveau kan eleven rykke videre til nye indlæringsmæssige udfordringer. Dette er indiskutabelt til gavn for elevens indlæring, og derfor ryster dette selvfølgelig forbenethedens ensgørende udelthedspræsteskab. Tilsyneladende mangler man helt argumenter mod et sådant uddannelsesmæssigt fremskridt.. Derfor har man ikke andet at føre i marken end den sædvanlige remse med, at der er ”forskningsmæssigt belæg for at undlade denne form for niveaudeling”. Og da der netop ikke eksisterer noget forskningsmæssigt belæg for at undlade niveaudelingen, så er ordet ”forskning” reduceret til en talemåde, der føres på banen, når man ikke aner, hvad man ellers skal bruge af argumenter mod en åbenlys skoleforbedring. Hvis alt således peger på, at niveaudelingen er en fordel for eleverne, og det er der åbenbart meget, der peger i retning af, at niveaudelingen er, så anfører man rent mekanisk, at ”forskningen viser”, at niveaudelingen ikke er en fordel for eleverne. Det er selvfølgelig heller ikke nemt at opnå forståelse for, at en elev, der er nået så vidt i indlæringsmæssig henseende, at han kan klare et højere niveau, faktisk har fordel af at forblive og gro fast på det oprindelige niveau, hvor han ikke længere finder indlæringsmæssige udfordringer. Nej, overvældende let er det sandlig ikke at argumentere for, at en elev, der indlæringsmæssigt er klar til et højere niveau har store fordele ved tvangsmæssigt at skulle forblive på det oprindelige niveau og lade sig forsømme i undervisningen eller ligefrem lade sig presse ned på et for ham alt for lavt niveau, blot fordi han skal sidde sammen med de svage, som undervisningen formodes at blive samlet omkring. Og så er det, at man bare helt hen i den tomme luft udslynger tesen om at ”forskningen viser”, at denne elev ikke har fordel af at blive løftet til et højere niveau.

Jamen, nu er der jo faktisk lande, der virkelig niveaudeler, og som på en eller anden måde vist nok ikke klare sig særlig godt i dagens krisesituation. Jo, sådanne lande skal der såmænd nok findes nogen af. Og hvis et land ude i den store verden ikke klarer sig særlig godt og dette land faktisk niveaudeler i landets grundskoler, så er det ganske sikkert og ufravigeligt niveaudelingen, der har ført landet ud på afgrundens rand, siger ”forskningen”. Måske skyldes hele den finansielle krise, som den meste af verden er ude i for tiden i virkeligheden, at der er så mange lande, der niveaudeler i deres grundskoler. Jo, det er ganske vist.

Man hævder nu, at de fagligt svage styrkes, hvis alle elever forbliver i de udelte sammenrodede klasser. Men enhver kan sige sig selv, at de fagligt svages situation hverken bliver bedre eller ringere af, at findes nogle fagligt dygtige, der får lov til uddannelsesmæssigt at blive udfordret på deres evner ved, når tiden er inde, at blive flyttet et niveau op. Derimod er det klart, at de svages lavere uddannelsesniveauer altid tager sig bedre ud, hvis der i klassen sidder nogle dygtige elever, som formenes en for dem passende uddannelse, hvorved de ved hjælp af klassekammerateffekten bliver holdt nede i nærheden af de svages niveau. Sådan noget ligner jo altid en styrkelse af de svages niveau.

Nu skal de tre KRAI- skoler så i gang med at finde ud af, om de vil fortsætte med at være KRAI-skoler. Det vil sige, at nu skal de tre skoler til at beslutte sig for, om de vil fortsætte med at tjene børnenes tarv og give dem en så god uddannelse, som det er muligt ud fra børnenes evner og forudsætninger, eller om de vil falde tilbage og blæse på, hvad der tjener børnene bedst, og i stedet for underkaste sig den af lærerforeningen opretholdte socialistisk inspirerede ensgørende uddannelsesnedtonende lighedsideologi, hvor de dygtige udraderes til tålte skyggevæsener, som ikke undes nogen eksistens i det pædagogiske univers.

Hvis det nu var sådan, at KRAI-skolerne kunne fremvise bedre resultater end de andre skoler i Århus, så ville der være noget at diskutere. Men det kan de ikke. De har fremlagt en 'evaluering', som er bragt til veje ved, at man har spurgt dem, der er ansvarlige for og involveret i KRAI, hvordan de selv synes de har klaret det. Og tænk engang, de synes de selv har været dygtige!

En pudsighed i evalueringen siger en del om, hvilken holdning der ligger til grund. Man konstaterer, at de forældre, der har lagt børn til KRAI gennem længst tid, er betydeligt mere negative overfor det end dem, der først lige har fået deres børn ind i KRAI-verdenen. Men i stedet for at tage dette alarmsignal alvorligt, tolkes det derhen, at erfaringerne - og her tænkes så åbenbart på skolernes, ikke forældrenes - har gjort skolerne dygtigere. Til hvad, må man spørge? Til at overbevise de nye forældre? Ville det ikke være bedre, om skolerne havde fået overbevist de 'gamle' forældre i stedet?

Svenske IFAU lavede for et par år siden en meget grundig sammenskrivning af den tilgængelige forskning på området - svenskerne har meget mere omfattende erfaringer med aldersintegrerede klasser. Konklusionen var, at eleverne i disse klasser var fagligt svagere end eleverne i traditionelle, årgangsdelte klasser. Dertil kom, at de i vid udtrækning angav lavere grad af trivsel, fordi de savnede at have mange jævnaldrende klassekammerater. Adspurgt på gymnasieniveau om de kunne tænke sig at gå i aldersintegrerede klasser igen svarede alle som en nej.