Jens Rasmussen har efter min mening fat i en meget lang ende i sin kritik af den udbredte misforståelse, der gør undervisningsdifferentiering ensbetydende med individualisering. Det er da langt fra heller en kritik han står alene med. Den understøttes af rigtig megen forskning, stærkest måske af Thomas Nordahls.

Men jeg sidder igen tilbage med et afgørende spørgsmål vedr. organisationsformen i forbindelse med den tredeling af målene, som JR foreslår. Hvis det - som jeg må antage - går ud på, at klasserne skal holddeles ud fra de tre målniveauer, så er der klart tale om niveaudeling og elevdifferentiering, ikke undervisningsdifferentiering. Det fremgår utvetydigt af netop den EVA-rapport som JR refererer til. Her fastslås det igen og igen, at undervisningsdifferentiering retter sig imod de heterogene klasser, og opsplitningen af klasserne i hold af mere homogen beskaffenhed beskrives udtrykkeligt som misforstået undervisningsdifferentiering, der reelt er elevdifferentiering. Så mit spørgsmål til JR er, med hvilken 'ret' han kalder sit forslag for 'intelligent undervisningsdifferentiering'?

For mig at se er hans forslag ensbetydende med enhedsskolens død, slet og ret.

Til Niels Christian Sauers (og andre med interesse for undervisningsdifferentiering).

Stor tak til dig og andre, der bidrager meget kompetent i en diskussion af dette tilsyneladende så svære princip.

Jeres bidrag til mit gamle tegneblog-indlæg desangående (det ligger stadig i pipe-linen mellem her og den gamle hjemmeside) satte desuden gang i en række kommentarer under Jens Rasmussens ”gamle” kronik om ”Intelligent undervisningsdifferentiering”. Den og de mange kommentarer er værd at fordybe sig i (igen).
http://www.folkeskolen.dk/60506/intelligent-undervisningsdifferentiering

Debatten dokumenterer hvor kompetent dette faglige netværk er og hvilken kapacitet ethvert medlem kan trække på her på siden.
Personligt, det vil i denne sammenhæng sige som lærerstuderende, har jeg lært mere af denne samlede debat end af professorens kronikker eller nogen lærebog!

Den kunne nemlig være den, at der der i mange år var denne særlige indgangbøn for området: "undervisningsdifferentiering er et princip der..." Efter disse ord var der så en tendens til ikke at komme videre til en form operationalisering af begrebet. Hvad var det lærere skulle gøre med princippet? Det endte øjensynligt med "individualisering", "læring", "læringstile" og en misforstået tolkning af Howard Gardner om "MI" Alt sammen noget der ledte til at mange lærere foran sig så 26 elever med hver deres ret til personligt tilpassede undervisningsoplæg. Det interessante med Jens R. indlæg er nu, at der nu med rette kan stilles et lignende krav om operationalisering til de tre "niveauer". Kom nu Jens med et par konkrete beskrivelser af fag og trin! Du og en kollega fra DPU med fag-faglig indsigt. Det ville være det virkeligt nye ved din tilgang. Følg sagen helt dørs, så lærere og lærerstuderende virkelig kan se og efterfølgende diskutere dit forslag.

Ja, JR har megen ret i, at lærerne ikke har fået koblet ideen om undervisningsdifferentiering med en bare nogenlunde entydig, autoriseret, operationel udlægning i hverdagen.

Han har også ret i - for så vidt dette er hans pointe - at lærerne ikke ligefrem har fået megen hjælp fra deres ledelser eller nogen som helst andre steder fra, for den sags skyld. Hvor total forvirringen omkring begrebet undervisningsdífferentiering er, beskrives ganske udmærket i den EVA rapport fra 2011, som der refereres til igen og igen. Til overflod fremstår det nærmest som om, at en del af dem, der udtaler sig, faktisk ikke har læst rapporten. I hvert fald ikke grundigt.

For den siger altså udtrykkeligt, at holddannelse på baggrund af niveau ikke er undervisningsdifferentiering, men elevdifferentiering. Derfor kvier jeg mig også ved at tro, at det kan være dette JR opfordrer til - for han har læst rapporten. Han var med i den styregruppe, der stod bag den. Og så er han i øvrigt en klog mand med stor viden.

Rapporten siger også - meget stærkt - at uv diff handler om at anerkende klassens heterogenitet eller mangfoldighed som et vilkår og bruge den som en styrke.

Derfor er jeg meget enig med Gunnar Green i, at nu må vi lærere altså have de kloge hoveder til at blive lidt mere tydelige på det her. I siger ikke det samme. Det signal til lærerne, der står tilbage, lyder noget i retning af: Løb stærkt i alle retninger på en gang, nu!

Jeg har for min egen del altid en bestemt situation for mit indre blik, når jeg skal holde fast i. hvad uv.diff i virkeligheden er: Jeg ser for mig en vellykket musiktime, hvor det hele svinger, alle er glade og med på hver sin måde. De dygtigste sangere har solistmikrofonerne, ham, der kan holde rytmen sidder ved trommesættet, guitarnørden har elguitaren, de, der går til klaver, sidder ved keyboards'ene og den ivrige dreng, der vil lære at spille bas, har fået lov. Resten synger kor for fuld udblæsning, nogle med den svære andenstemme, og er der nogen, der meget gerne vil ses, får de lov til at danse i forgrunden. Vi anerkender at nogen er dygtigere end andre, og vi bruger det som en styrke til glæde for os alle. Vi stiller ikke samme krav til alle, men vi lægger op til, at alle kan bringe deres talenter til udfoldelse indenfor fællesskabets rammer. Vi er alle dele af den samme 'organisme', alle bidrager, alle har en platform, alle lærer og vi løfter i flok. Når vi går hjem kan vi stadig mærke oplevelsen som en lille varme indeni. Og vi glæder os allerede til næste gang. Inklusion og undervisningsdifferentiering er to sider af samme sag.

Men meget af det, der i dag 'sælges' under overskriften uv.diff., er holddannelse - svarende til, at dem, der er dygtige til at spille og synge, går ind i et rum. Dem, der kun lige kan holde en korstemme går ind i et andet rum. Og dem, der ikke har en tone i livet, går ind i et tredje rum. Og det kunne måske være en god ide, hvis det bare var for at øve deres respektive funktioner og hver gruppe i øvrigt har deres egen lærer med, hvorefter alle mødes i den samlede klasse for at trykke den af sammen. Men det er desværre ikke det, der sker. Den store, berusende fælles oplevelse forsvinder bare, opgives - fordi det er svært og krævende for alle parter. Især når udgangspunktet er, at det er mig, mig og så mig, der skal til og det har jeg ret til og ellers bliver jeg sur og umulig.

Jeg havde næsten glemt det.
For 2 år siden efterlyste jeg konkrete eksempler på Intelligent Undervisningsdifferentiering - det autoritetskneb af en titel, som Jens Rasmussen anvendte i sin tidligere artikkel fra 2009.
Jeg fik aldrig svar og kan nu konstatere, at begrebet intelligent undervisningsdifferentiering synes at være gledet ud af Rasmussens sprogbrug. Hvorfor mon det?

Hvad mener SVend Erik Schmidt? JR fastholder da begrebet 'intelligent undervisningsdifferentiering'? Det er jo kronikkens titel, og der ´refereres også til begrebet undervejs.

Efter 2 års tænketid, havde jeg forventet, at begrebet blev konkretiseret og suppleret med brugbare praktiske metoder. men det er jo et farligt områder at bevæge sig ud i. Så råber folk jo om evidens og spørger efter eksempler på steder, hvor det virker etc. etc.
Og hvis det virker, kan du skyldes, at det er nyt.
Det er nemlig svært at få metoder anerkendt på de bonede gulve i Danmark, selvom de eksempelvis virker.

Jeg er vant til, at der kan læses korrektur og efterfølgende rettes i indlæg. Det kan jeg ikke finde ud af på denne side, hvor bordet åbenbart fanger i første hug.
Derfor: Jeg beklager et par små slåfejl i mit tidligere indlæg.

Hej Svend Erik Schmidt.
Vedr. rettelser.
Det kender vi vist alle. Først bagefter, måske først dagen efter ser man fejlen. Shiiiiiiit!.

Jeg deltager på flere elektroniske netværk. Her var der engang en, der kom med denne fine betragtning. Sproget er som hverdagstøj og søndagstøj. Til dagligt eller formelt brug. Skal netværk som dette være levende må kommunikation flyde frit.
Lad os samtale i HVERDAGSTØJ. Og bære over med en sprogbøf i ny og næ.

Jeg har udelukkende læst dine kommentarer, som udtryk for, at du ikke har glemt den ”gamle” diskussion. Det er der mange, som ikke har. Den første kronik har ligget på listen over mest besøgte siden oktober, hvor jeg linkede til den i en kommentar til min egen tegneblog ”Undervisningsdifferentiering –JO TAK!” (er endnu ikke overført fra den gamle hjemmeside). Det viser hvor stor interesse der er for dette begreb/princip – og for et intelligent svar fra Jens Rasmussen.

Når Niels Christian Sauer skriver om EVAs rapport om Undervisningsdifferentiering som bærende pædagogisk princip, er det måske værd at bemærke at den baserer sig på en mærkværdighed. Tjekker man kilderne til det bærende teoretiske afsnit går de alle tilbage til samme bog! Nemlig en tynd artikelsamling udkommet på DAFOLO forlag. Man kunne have forventet sig mere af EVA! Her svækkes tilliden til EVA og deres rapporter!

Hmmm, interessant iagttagelse vedr. EVA-rapporten. En anden detalje, som man bør have in mente i forbindele med denne rapport, er, at den bygger på et kommissorium, som Skolerådets formandskab har skrevet. Det fokuserer ene og alene på sammenhængen mellem evaluering og undervisningsdifferentiering. Men mange andre forhold spiller afgørende med, når det handler om undervisningsdifferentiering: Lærerens tid og erfaring, klassens størrelse og sociale klima, de fysiske rammer, adgangen til undervisningsmaterialer mv. Men Skolerådets formandskab hænger altså hele uv.diff-projektet op på lærerens evalueringsfaglighed. Det er alt for snævert tænkt.

Problemet med EVA`S evalueringer er vel, at der ikke er tale om evalueringen, men nogle undersøgelser, som EVA foretager ud fra egne kriterier:
Eksempel:


http://www.globalisering.dk/multimedia/Bilag_om_kvalitet_og_evaluering_120805.pdf


”I Danmarks Evalueringsinstituts undersøgelse fra 2004 om løbende evaluering af elevernes udbytte af undervisningen i folkeskolen finder EVA, at indsatsen med løbende evaluering i den danske folkeskole ikke lever op til seks kendetegn for god evalueringspraksis (opstillet af EVA): ”

”OPSTILLET AF EVA”

Kriterierne kan betragtes som EVA`S fortolkning af skoleloven. Men det er vel næppe EVA`S opgave i et decentralt system, hvor skolerne har ansvaret for undervisningens kvalitet – så bør man jo bruge de lokale kvalitetskriterier i evalueringen.

Det er måske typisk for evalueringskulturen i Danmark, at man først et langt stykke inde i en proces opdager, at evaluering uden forud beskrevne mål er noget sludder?