Af:
Erik Schmidt
Mon det nu også er klogt at lade en økonomisk organisation med hovedsæde i Paris styre, at danske lærere skal ensrettes. Er det optakten til det, Antorini kalder ”den nordiske skole”? Er det oplæg til Vestagers tillidsreform?

Af Erik Schmidt, SOPHIA

Den økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, anbefalede i maj i år i et review, at Danmark indfører vurderinger af lærernes undervisning.
I en artikel i Berlingske Tidende den 28. juli, hævdede professor Jens Rasmussen fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, at det endda er helt nødvendigt.

”I både Danmark og stort set alle europæiske lande, der ligner os, er tålmodigheden med skolen ved at være brugt op blandt politikere og forældre. Kvaliteteten skal hæves, og i dag har vi ikke et system til vurdering af lærernes professionelle indsats. Hvis det skal fungere, er det nødvendigt med åbenhed om de kriterier, som skolelederen bygger sin vurdering på. Men hvis vi skal opstille kriterier for vurderingen af læreren, kræver det, at vi bliver enige om, hvad god undervisning er,” siger Jens Rasmussen.

Anders Balle, der er formand for Skolelederforeningen, opfordrer derfor nu sine medlemmer til at overvåge lærernes undervisning og vurderer den efter 53 punkter. Det er det, der medio december 2011 er kommet frem i dagspressen.

De fleste lærere vil gerne have mere pædagogisk dialog - også med skolelederen. Men undervisningen i klasselokalet er ikke skolelederens kernekompetence. Skolelederen kan dog fremme en god dialog ved at være åben og stille gode spørgsmål.

Forslaget fra Skolelederne bærer imidlertid mere præg af, at lærernes kvalitet skal kontrolleres, fordi OECD anbefaler det. Skolelederne tager ikke stilling til, om anbefalingen tager udgangspunkt i det nyliberalistiske styringsregime, som på flere måder har vist sin ineffektivitet.

Implikationerne er voldsomme, for som Jens Rasmussen nævner det, kræver det, at man bliver enige om bedømmelseskriterierne og dermed om, hvad god undervisning er. Det er lodret imod lærernes proffessionsidealer og deres nødvendige metodefrihed, og lærernes formand, Anders Bondo, stiger da også af her. "Der er ikke brug for at standardisre god undervisning," siger han.

Anders Balle er presset af kravene fra OECD, nogle politikere og den "evidensbaserede forskning", og han ved, at den enkelte skoleleder er presset af sin kontrakt med kommunen, som lederen ikke har haft nævneværdig indflydelse på udformningen af. Derfor er Anders Balle med. Men ærligt talt burde ledernes formand, der dog kender folkeskolen indefra, vide, at overvågning vil ødelægge den dynamik, der er tilbage i folkeskolen. Der er brug for en helt anden dagsorden for skoledebatten.

Mange lærere i folkeskolen, troede og håbede på, at 10 års ørkenvandring var slut, og at de nu kunne sige ja til Antorinis diskussion om forandring af folkeskolen ud fra ideerne om en ”ny nordisk skole”, en ”ny blå betænkning” og en tillidsreform. I stedet præsenteres lærerne for en model fra skrivebordene i Paris, som vil udbygge mistilliden, undergrave metodefriheden og skabe yderlige frustration.

Den Koordinerede Tilmelding (KOT) til uddannelserne viste i år, at søgningen til læreruddannelserne er faldet med 1,4 %, hvorimod pædagoguddannelsen har fået 23 % flere ansøgere.

Professor emeritus Erik Jørgen Hansen udtalte i den forbindelse til Information den 30. juli 2011, at det er svært at pege på entydige forklaringer på, hvorfor mange unge fravælger læreruddannelsen.
Men én af grundene kan være, mener han, at folkeskolen har gennemgået en udvikling hen imod mere centralisering og overvågning de seneste år. ”Det kan jo ikke virke særligt fristende for nogen,” siger han. ”Folkeskolen er blevet mindre selvstændig. For knapt 20 år siden i forbindelse med vedtagelsen af folkeskoleloven af 1993 skrev Undervisningsministeriet, at det heldigvis er sådan i Danmark, at man ikke behøver at overvåge folkeskolen med detaljerede formålsbeskrivelser og planer. Så længe vi har en grundfæstet tillid til folkeskolelæreren.”

Den tillid har politikerne og forældrene ifølge Jens Rasmussen ikke længere til lærerne. Men tillid er en umådelig stærk produktivkraft – for nu at blive i økonomisproget – og der er brug for en debat om, hvordan tilliden til folkeskolen og dens lærere genvindes. Og hvordan lærerne genvinder tilliden til det politøkonomiske system.

Det gøres i Danmark helt bestemt ikke med pinagtige og intimiderende forslag om mere overvågning. Men ved stille og roligt at begynde at afmontere nyliberalismens mest kontraproduktive styringsmekanismer og indlede samtalen om ”den nordiske skole”.

At skabe synergi og arbejdsglæde - det er en personaleleders fornemste opgave. Jeg har kigget i skolelederens inspirationshæfte, og må desværre sige. at sjældent har jeg set et så uinspirerende oplæg til dialog og personaleudvikling.

Hvad vil en skoleleder opnå ved at gennemgå denne endeløse række at iagttagelsespunkter? Vil en lærer føle sig opløftet og glad efter at være betragtet med så detailorienterede og fejlsøgende briller?

Kære Skoleledere - brug dog jeres tid fornuftigt! I kan lære meget om jeres skole ved at sørge for at tage nogle vikartimer, så I kender eleverne, og de udfordringer jeres medarbejdere står i. I kan løfte jeres medarbejdere ved at tilbyde jeres hjælp og deltagelse i undervisningen.

Vil I virkelig skabe forandring, må I dog have en anden tilgang til ledelse end skolelederens inspirationshæfte. I må blive bedre til at se den enkelte medarbejders styrke, og blive bedre til at vise jeres medarbejdere, at I ser og anerkender den professionelle faglighed.

Ofte har jeg hørt, at lærere savner en ledelse, der engagerer sig i deres arbejde. Kunne man ikke vælge at se dette som et engagement og noget positivt frem for en kontrolinstans. Dialog er positivt. Ved en første gennemgang af materialet ser jeg vigtige fokusområder for den professionelle lærer. Gennem observation kan vi gøres dygtigere og finde vores styrkesider og udviklingsområder. Og endvidere vil den virkelighed der er i klasselokalet blive en fælles virkelighed. Og hvorfor kun lade ledelsen bruge dette materiale... måske kunne det også bruges i indbyrdes observation lærerne imellem. Den professionelle lærer har ikke grund til bekymring, men får en mulighed for at bidrage til udviklingen af hele organisationen og kunne måske også selv blive dygtigere.

Når jeg læser idekataloget, fornemmer jeg nogle tydeligvis engageret forfattere, der gerne vil fremme den gode undervisning. Som uddannet læsevejleder må jeg dog påpege, at det er ikke sådan vejledning fungerer.

Det virker ikke at træde ind i et klasselokale med fastlåste og forudfattede meninger om, hvad god undervisning er, og efterfølgende komme med velmente råd og kritikpunkter. Det er sådan, jeg læser idekataloget, og det er dette, jeg fraråder.

Som leder kan du påvirke dine lærere ved at vise ydmyghed og lydhørhed, ved at lade dig imponere og henrive af den gode undervisning. Ofte har lærere slet ikke blik for deres egen dygtighed, og glemmer alle de ting, der lykkes midt i dagens travlhed og udfordringer.