- Kan altså bare ikke nære mig: I henved 30 år har skrivning nærmest været bandlyst i den første læseundervisning. Brug af sammenhængende skrift i første klasse har typisk været betragtet som en art børnemishandling og på flere skoler nærmest forbudt. Det til trods for, at de af os, der har trodset tidsånden og brugt fx Inger la Cours forlængst glemte system, der kobler 'sløjfeskrift' (sammenhængende skrift) med den første læseundervisning, faktisk kunne dokumentere, at det ikke i sig selv gav anledning til problemer, men at vores elever over en kam kom hurtigt igang med læseudviklingen. I modsætning til førsteklasser, der blev kastet direkte ud i ikke-lydret læsning efter ordbilledmetoden og læsning på talens grund, ltg., som det så smukt hed, hvorefter de sad - sidder - tilbage med deres barnlige trykskrift og aldeles utilstrækkelige skriftlighed helt op i de ældste klasser.

Nogen skylder at sige undskyld, vi tog fejl. 30 år skulle det altså tage, inden miseren kunne italesættes. Bedre sent end aldrig, kan man sige, men ret beset skandaløst, at folkeskolen skal være SÅ længe om at justere sin kurs. Det er ikke lærerprofessionen værdigt. Tak til det nationale videnscenter for læsning for modet til at sætte skrivning på dagsordenen igen.

Bagklogskab - tja, men hellere bagklog end slet ikke klog, ikke sandt?

Undersøgelsen siger vist ikke noget om problemstillingen håndskrift - vs. - pc-skrift. Men selvfølgelig er der vel noget om at endnu er digitaliseringen ikke så udbredt at elever, og andre folk for den sags skyld, altid kan benytte digitalskrift til erstatning for al håndskrift. Et godt argument for at det nytter at undervise i håndskrift har altid været at det fremmer fornemmelsen for ord og bogstaver at man former, tegner og mærker dem taktilt. Det gælder vist stadig.

Det er ikke nogen ny erkendelse, at det styrker elevernes faglige indlæring, at de tager notater under lærerens gennemgang. Når læreren gennemgår Ohms Lov eller Grundloven eller, hvad det nu end kan være, så har det altid, ikke mindst dengang skolen som elevdelt var indrettet egnet til undervisning, været almindelig brugt, at eleverne tegnede de elektriske kredsløb, noterede forsøgsrækkens måleresultater, sætninger og regler, der skulle kunnes udenad – der er jo altid i en læreproces noget, der skal læres udenad – eller hovedpunkter af Grundloven m.m. At notere under vejs fæstner det indlærte i bevidsthederne. På den måde udfylder elevernes notatvirksomhed lidt af samme funktion, som de i tiden så ildelidte lektier. Elevernes noterende skrivevirksomhed tvinger eleverne til opmærksomhed under lærerens gennemgang og støtter eleven i den efterfølgende lektielæsning. Derfor er det egentlig mærkelig, at det fremstød, som Folkeskolen nr.7 lancerer for elevernes skrivevirksomhed ikke samtidig indeholder et fremstød for og en anbefaling af systematisk og konsekvente lektielæsning. Elevernes notatvirksomhed og deres lektielæsning er faktisk to sider af samme sag. Ikke desto mindre kan man i samme nummer af Folkeskolen læse, at det helt meningsløst anbefales, at man skal droppe lektielæsning for på den måde at kunne benytte tiden til at højne det faglige niveau. Men at droppe lektier og hæve det faglige niveau modvirker hinanden.

Der har helt hen i vejret været argumenteret for at droppe lektielæsning med den begrundelse, at lektier ikke er ”beskrevet i folkeskoleloven”, som om lektier kan være et lovanliggende og ikke et didaktisk middel, som lærerne anvender, hvis meningen, hvad der ikke umiddelbart i vore dage er tilfældet, er, at skolen skal lære eleverne noget. Og samtidig skal man da erindre, at notattagning og elevernes nu fremhævede skrivevirksomhed, heller ikke er nævnt i den nuværende uddannelsesnedtonende folkeskolelov. Man har sågar forsøgt at gøre lektielæsning til et brud med noget i retning af menneskerettighederne. Med den dårligste undskyldninger, man kan tænke sig, har man anført, at lektielæsning stjæler tid fra eleverne. For ser man sådan på det, kan man da hævde, at selve det at tilbringe mange timer i skolen vel også stjæler tid fra eleverne. ”Man kan diskutere, om skolen har ret til at stille krav om ekstra skolearbejde”, har man hævdet, hvilket er det samme som at hævde, at man da kan diskutere, om skolen har ret til at forlange, at eleverne lærer noget. At skrive så meget, som det fremgår af Folkeskolen nr. 7 og at læse lektier er da næsten at ulejlige og bebyrde eleverne med alt for meget, selv om begge dele er bydende nødvendige som forudsætningen for at indlære noget for alvor. Nu mangler vi blot den sædvanlige jeremiade om, at folkeskolen sandelig er blevet alt for boglig. Forsøgene på at få eleverne til at skrive og læse mere, og altså også i stigende omfang at læse de for al indlæring så vitale lektier, kan næsten kun betyde en forøget boglighed i skolen. Og det passer mere end skidt med den moderne pædagogiks destruktive tænkning.

Jeg har selv brugt børnestavning som en vej blandt mange til at lære at læse i indskolingen de sidste 4 år og kan kun anbefale at bruge det som en del af læseindlæringen.

Nogle børn elsker det og udvikler sig med rekordfart med det, mens andre har svært ved at tage det til sig - Generelt fordi de er meget perfektionistiske og har brug for mange andre tiltag for at lære at læse.

Jeg har også haft stor glæde af at lave skrivekursus i sammenbunden grundskrift med børnene og oplever at det giver rigtigt meget.