Hvis man som lærer står ude i udelthedens ekstremt sammensatte og tilstræbt uunderviselige klasserum og skal undervise dygtige, svage, diagnostiserede anomaliteter tværs gennem den af udeltheden udviklede og vedligeholdte adfærdsudskejende støj, kan det forekomme en smule akademisk for ikke at sige uvedkommende, at der et sted sidder en forsker, der i sit mere rolige og arbejdsvenlige miljø har fundet ud af, at adfærdsledelse er en psykologisk kategori, medens læringsledelse er en didaktisk kategori. Læreren går ud i klassen og forventer – eller rettere skal kunne forvente – at klassen er parat til i undervisningsforløbet at underkaste sig hans læringsledelse. Dette er en reminiscens fra den almindelige enighed, der ind imellem har været om, at forældrene har ansvaret for, at deres børn møder undervisningsparate i skolen. Den forventning har vist sig heller ikke at have meget med virkeligheden at gøre. I den tilrettelagt undervisningsdestruerende udelthed skal læreren mere eller mindre kæmpe for at kunne udøve læringsledelse, hvorfor læringsledelse ofte er umulige at effektuere, hvis læreren ikke gør læringsledelsen til adfærdsledelse. I de mest rumlende rummelige udelte klasser er der således ikke megen forskel på adfærdsledelse og læringsledelse. Om det ene er en psykologisk kategori og den anden en didaktisk kategori er i udelthedens kaos temmelig ligegyldig, så sammenfiltede de her er i hinanden..