Demokrati betyder folkestyre. Og i et folkestyre kan folket principielt vælge, hvem de vil, altså også også helt tilfældigt. Derfor kan man vente sig alt andet end saglighed fra styret. Ofte handler det blot om at gøre noget og vise handlekraft Og især når det drejer sig om noget for politikere så inferiørt som en børneskole, så gør det ikke så meget, hvad man gør, når bare man gør noget. Det kan være forklaringen på, at vi har den folkeskole i dag, som vi har.

Det hele ligner et hus i splid med sig selv. Eller anderledes sagt: Den ene hånd ved tydeligvis ikke, hvad den anden foretager sig. På den ene side danser børneministeren fandango med folkeskolen og åbner for muligheden for at ansætte gud og hvermand uanset uddannelsesmæssig baggrund i folkeskolen som lærer. Det er jo trods alt kun børn, det handler om. De skal jo blot underholdes i nogle timer. Og det kan alle vel nok gøre. På den anden side sætter man det helt store sceneskift i værk, for at erstatte en læreruddannelse, der er indrettet på, når det hele altså ellers virker, hvad det mildt sagt ikke altid har gjort, at bibringe lærerne en virkelig faglig ballast i forhold til det, som lærerne skal undervise børnene i, med en ny uddannelse, der iværksættes som en styrkelse af lærernes faglighed. Sådan fremfører man i hvert fald ideen med den nye læreruddannelse.

På den ene side skal en ny læreruddannelse styrke lærernes faglige kunnen for dermed at højne det danske faglige uddannelsesniveau. Og på den anden side er det nærmest livet om at gøre at bevare den undervisnings- og uddannelsesmæssigt mest umulige udelte folkeskole, som man overhovedet kan forestille sig. Det vil sige, at på den ene side ønsker man at højne det faglige uddannelsesniveau. Og på den anden side gør man, hvad man kan for at holde uddannelsesniveauet nede på et skamfuldhedens bundplan.

På den ene side vil man noget. Og på den anden side vil man det modsatte. Det virker ikke særligt begavet. Men det er demokratisk uigendriveligt korrekt.

Men for at ingen skal være i tvivl, så vil man med den ny læreruddannelse på den ene side højne det faglige niveau i folkeskolen. Og på den anden side så skal man med samme uddannelse tilstræbe noget, man kalder for en én-til-én-sammenhæng mellem folkeskolens fag, som eleverne skal lære, og så det faglige grundlag, som folkeskolens lærere skal have undervisningskompetence i. Indtil nu har der åbenbart ikke været nogen, der har fortalt vort folkevalgte, at en lærer, der skal undervise andre, og som altså skal undervise børn i folkeskolen, nødvendigvis skal besidde en faglig viden langt ud over den faglighed, som der skal undervises i i folkeskolen. Men de folkevalgte skal nu nok blive belært herom, idet DLF's formand, Anders Bondo Christensen, heldigvis allerede har gjort anstalter til at forklare folkets handlingsivrige repræsentanter på Tinge dette elementære faktum.

Derfor er det ikke nogen styrkelse af lærernes undervisningskompetencer, når man vil ophæve den nuværende linjefagsordning til fordel for den uddannelsesmæssigt mere beskedne modulordning. Linjefagsordningen er/var udtryk for, at der var ”nogen” indsigtsfulde med forstand på læreruddannelsen og med forståelse for, at det at undervise i en folkeskole kræver en god portion teorietisk faglig indsigt ud over, hvad læreren skal videregive til eleverne gennem udelthedens larm og forstyrrelser. Så når formanden for Lærerstuderendes Landskreds, Tobias Holst, glæder sig over, at linjefagsordningen nu skal ophæves, således at de studerende ”frit kan sammensætte deres profil”, er der tale om en forfladigelse af læreruddannelsen, og at omgivelserne egentlig er ret ligeglad med, hvad de studerende uddannes i.

Det er virkelig meget snedigt grænsende til det geniale at koge læreruddannelsens kompetencemål ned til slagordet om, at man i fremtiden ikke vil spørge en ansøger til en lærerstilling om, ”hvad du har været igennem”, men i stedet for om, ”hvad du kan”. Man skal altså i fremtiden ikke spørge en ansøger om, hvilken uddannelse vedkommende har bestået, men alene om, hvad vedkommende ligger inde med af færdigheder. Og det passer jo som fod i hose til børneminister Christine Antorinis planer om at gøre lærerjobbet uafhængigt af, om man har en læreruddannelse eller ej. Hvis en tømrer derfor eventuelt med en anbefaling fra hans tidligere mester kan overbevise ansættelsesmyndigheden om, at han besidder gode færdigheder i træbearbejdning, så kan han ansættes som sløjdlærer i folkeskolen. Og i praksis har en lærer for at få skolens fagfordeling til at gå op altid kunnet komme til at undervise i andre fag end de fag, som han har linjefagsuddannelse i. Det vil en tømrer selvfølgelig også kunne komme ud for, hvis udviklingen går i retning af, at han med tiden får muligheder for at få en ansættelse som lærer på skolen på linje med de rigtigt læreruddannede. En tømrer vil derfor i fremtiden i praksis kunne komme til at undervise i omtrent samtlige af folkeskolens fag uden nogensinde at have sat sine ben på et seminarium (en professionshøjskole). For en tømrer kan jo også regne og skrive. Så det skal såmænd nok gå alt sammen.

Og når en tømrer, en maskinarbejder, en pædagog, en gymnasielærer m.m. på den måde skal kunne undervise i folkeskolen, så er det klart, at så er der ikke mere brug for at uddanne kommende lærere i et eller flere linjefag. For den teoretiske og uddybende viden, som en studerende har kunnet få i sin linjefagsuddannelse, og som ligger ud over, hvad han som lærer direkte skal videregive til eleverne i folkeskolen, men som som baggrundsviden giver den tyngde, der betyder, at læreren mestrer sit fag, den videnstyngde skal ikke mere efterspørges. For når tømreren ikke behøver denne baggrundsviden af mere eller mindre teoretisk art, så behøver den læreruddannede lærer den selvfølgelig heller ikke. Og så kan man jo lige så godt droppe selve linjefagsuddannelsen. Og det gør man så.

Så kan man i fremtidens læreruddannelse godt koge uddannelsen ned til noget, der blot skal passe ”én-til-én med fagene i folkeskolen”. Og så er læreruddannelsen tilpasset nøje til det faglige bundniveau, som er selve hovedideen bag den udelte skole. Og selv om formanden for DLF, Anders Bondo Christensen, desværre stadig er tilhænger af den undervisnings- og uddannelsesundergravende udelte skole, så er det dog glædeligt, at han synes at være modstander af, at læreruddannelsen og dermed lærerjobbet også bliver udhulet og afprofessionaliseret, som lovforslaget lægger op til, at den bliver..

Kan man i det hele taget få en så eklatant uddannelsesforringelse til at se bare en smule nyskabt positiv ud. Bare sådan udadtil. Forsøget er da gjort. Man har brygget en mærkelig forvrøvlet tese sammen om, at målet er, at alle i fremtidens brogede lærerforsamlinger, der vil blive lige så ulige sammenrodede, som elevsammensætningen i en udelt klasse , ”skal kunne supplere hinanden med deres forskellige fagligheder. For eksempel gennem styrket klasseledelse, relationen til forældrene, gruppeprocessen samt omsorg og støtte til den enkelte elev”. Og hvis alle falder for den kunstige og forvrøvlede smøre, så skulle loven vel kunne få en positiv modtagelse.