"Inklusion må ikke blive en spareøvelse, siger ministeriets repræsentant Julie Kock Clausen på mødet i Vejle for skoleledere."

Hvilket narrespil. Man kan ligefrem høre den indeklemte fnisen blandt skolelederne mellem linjerne. Men lad os ikke desto gøre alt, hvad vi kan for at holde ministeriet fast på dette løfte. Hvis - eller rettere når - det om et års tid eller to så viser sig, at en spareøvelse er netop, hvad det er blevet, skal ministeriet og folketinget holdes fast på det ansvar, det har påtaget sig med denne lovgivning.

Indtil da lader vi, som om vi tror på det. Intet vil glæde os mere end at se vores mistro gjort til skamme.

”Vi ved ikke, om eleverne bliver dygtigere af at blive taget ud til specialundervisning”, udtaler børneminister Christine Antorini. Jo det ved vi faktisk, at børnene bliver. Vi har altid vidst, at børn i mere eller mindre grad har fået afhjulpet deres svagheder og dermed er blevet dygtigere med en tilpasset specialstøtte, end de var før støtten blev givet. Men denne almindeligt kendte erfaring er det selvfølgelig agitatorisk opportunt nu at fornægte. I snart et helt århundrede har man sendt svage børn til en eller anden form for nødvendig og gavnlig specialhjælp. Og pludselig nu – lige nu – er det slet ikke sikkert, at sådan noget nogensinde har hjulpet eleverne. Alle, der har modtaget specialhjælp, er måske ikke blevet normaltfungerende. Men de er blevet bedre af at blive støttet. Det er først nu, hvor folkeskolen skal forringes endnu mere, at der er brug for at gøre specialundervisningen betydningsløs. Og derfor skal disse elever så forblive i den klasse, hvor deres forskelligartede vanskeligheder hidtil har forhindret dem i at følge undervisningen, og hvor de har fået tiden til at gå med at forstyrre undervisningen for klassens øvrige elever. Og så erklærer ministeren uden videre, at nu, hvor de hjælpkrævende er blevet forment hjælpen, så bliver de netop hjulpet ved ikke mere at få den professionelle hjælp, og resten af klassen bliver min sandten også hjulpet. Det hele bliver hjulpet ved, at den professionelle hjælp ophører. Ministeren må åbenbart her referere fra en eller anden skøn drøm, som ministeren har haft.

”Vi skal have en faglig stærk folkeskole”, fortsætter ministeren. Derfor indretter vi skolen så undervisningsumulig, som vi overhovedet har fantasi til at indrette den. ”Vi skal have en folkeskole for alle”. Derfor skal folkeskolen forblive udelt således, at de bogligt svage fortsætter med at tabes og således, at de dygtige fortsætter med at blive skammeligt forsømt i forholdt til deres muligheder. Og altså således, at skole faktisk er ”for ingen”. Men derfor kan vi da godt slynge noget ud om, at nu er skolen skam på vej til at blive til skolen ”for alle”.

Som ministeriets repræsentant, Julie Kock Clausen, her lidt omskrevet, formulerer det: Ministeren er ekspert i mundsvejr og bravadeformuleringer. Men I ude i kommunerne er eksperter i at forvandle ministervrøvlet til et reelt pædagogisk indhold. Så, hvis dette her ender i et nyt bundskrab, som forventet, så er det altså kommunernes skyld, der sandsynligvis hurtigt overflytter skylden til lærerne.

En specialkonsulent fremhæver, at kommunerne bare kan gøre dette og hint og sådan eller sådan. Men han nævner ikke noget om, at kommunerne selvfølgelig også kunne vælge at samle kommunens specialhjælkrævende i en særlig klasse. Altså i en kommunal specialklasse. Og bruge penge på sådan én i stedet for at bruge penge på en hel del undervisningsassistenter, to-lærer-ordninger, ekstra livvagter eller en nedsættelse af klassekvotienten. Men det skal jo nok vise sig, at de pågældende elever netop med djævelens vold og magt skal mases ind i normalklasserne for at sikre, at det samlede uddannelsesresultat bliver så ringe som muligt. Men som konsulenten antydede: Lad nu blot kommunerne lægge ryg til sådan noget.