Væsentlig problemstilling, men artiklen mangler definition af mediedidaktik!
Udmærket artikel, da Folkeskolerne generelt og uden for al tvivl er langt bagefter, hvad angår det at følge med i den teknologiske udvikling, herunder især den medieteknologiske udvikling med nye redskaber til kommunikation.
Undervisning er i sig selv kommunikation. Men samtidigt med undervisningskommunikationen lærer børnene også (i al den undervisning, der ikke alene er kommunikation mellem lærer og enkeltelev) at kommunikere med hinanden på de måder og med de redskaber, som skolen muliggør i undervisningen.
Vi lever i et globaliseret samfund, hvor mennesker i både kulturlivet og produktions-/arbejdslivet i stigende grad skal kunne kommunikere gennem brug af de nyeste medier. Derfor bør kommunerne generelt i langt højere grad investere i den sidste nye medieteknologi til brug i undervisningens kommunikation.
Men deri ligger også en stor udfordring, som artiklen ikke behandler. Det fordrer efteruddannelse af alle de lærere, der ikke selv for private midler af private årsager har investeret i og sat sig ind i de sidste nye kommunikationsmedier.
Mange lærere oplever og (med mindre skolernes og seminariernes budgetter øges betydeligt) vil i stigende grad også fremover opleve, at flere af deres elever er langt foran dem selv, hvad angår kompetencer i at bruge de sidste nye kommunikationsmedier. Samtidigt vil lærere opleve, at elever i stigende grad i divers opgaver selv vil tage initiativ til at anvence medierne i løsningen af deres opgaver. Dette samtidigt med at andre elever (der måske ikke har sådan medieteknologi til rådighed) vil henvende sig til læreren og spørge, hvorvidt det nu også kan være rimeligt, at nogle elever anvender denne teknologi, når andre elever ikke har muligheden. I de klasser eller på de skoler, hvor denne urimelighed ikke imødekommes, vil der faktisk ikke længere være tale om en enhedsskole, hvor alle elever i en klasse stilles lige, hvad angår undervisningsmaterialer og indhold.
Medieteknologien og de kompetencer, der kræves for at kunne anvende den sidste nye medieteknologi, kan udvikle sig så hurtigt, at der, hvis alle Folkeskolerne ikke tilføres de nødvendige teknologier og kompetencer til at anvende dem, opstår en så kraftig ulighed mellem hhv. børnene fra de hjem, hvor der investeres i medieteknologierne, og børnene fra de hjem, hvor der ikke investeres i dem, at det kommer til at minde om den ulighed, der opstod mellem mennesker, der hhv. lærte eller ikke lærte at læse dengang, hvor skriftteknologien blev udbredt i den vestlige verden.
Vi kan ende med at stå med en ny slags analfabetisme, hvis der ikke snart investeres lidt kraftigere i Folkeskoleelevernes læringsmuligheder indenfor medier.
Der mangler dog en definition af mediedidaktik i artiklen, hvilket gør at dens budskab falder lidt til jorden i forhold til modtagere, der ikke har så meget kendskab til mediernes betydning i samfundet.
Undervisning er i sig selv kommunikation. Men samtidigt med undervisningskommunikationen lærer børnene også (i al den undervisning, der ikke alene er kommunikation mellem lærer og enkeltelev) at kommunikere med hinanden på de måder og med de redskaber, som skolen muliggør i undervisningen.
Vi lever i et globaliseret samfund, hvor mennesker i både kulturlivet og produktions-/arbejdslivet i stigende grad skal kunne kommunikere gennem brug af de nyeste medier. Derfor bør kommunerne generelt i langt højere grad investere i den sidste nye medieteknologi til brug i undervisningens kommunikation.
Men deri ligger også en stor udfordring, som artiklen ikke behandler. Det fordrer efteruddannelse af alle de lærere, der ikke selv for private midler af private årsager har investeret i og sat sig ind i de sidste nye kommunikationsmedier.
Mange lærere oplever og (med mindre skolernes og seminariernes budgetter øges betydeligt) vil i stigende grad også fremover opleve, at flere af deres elever er langt foran dem selv, hvad angår kompetencer i at bruge de sidste nye kommunikationsmedier. Samtidigt vil lærere opleve, at elever i stigende grad i divers opgaver selv vil tage initiativ til at anvence medierne i løsningen af deres opgaver. Dette samtidigt med at andre elever (der måske ikke har sådan medieteknologi til rådighed) vil henvende sig til læreren og spørge, hvorvidt det nu også kan være rimeligt, at nogle elever anvender denne teknologi, når andre elever ikke har muligheden.
I de klasser eller på de skoler, hvor denne urimelighed ikke imødekommes, vil der faktisk ikke længere være tale om en enhedsskole, hvor alle elever i en klasse stilles lige, hvad angår undervisningsmaterialer og indhold.
Medieteknologien og de kompetencer, der kræves for at kunne anvende den sidste nye medieteknologi, kan udvikle sig så hurtigt, at der, hvis alle Folkeskolerne ikke tilføres de nødvendige teknologier og kompetencer til at anvende dem, opstår en så kraftig ulighed mellem hhv. børnene fra de hjem, hvor der investeres i medieteknologierne, og børnene fra de hjem, hvor der ikke investeres i dem, at det kommer til at minde om den ulighed, der opstod mellem mennesker, der hhv. lærte eller ikke lærte at læse dengang, hvor skriftteknologien blev udbredt i den vestlige verden.
Vi kan ende med at stå med en ny slags analfabetisme, hvis der ikke snart investeres lidt kraftigere i Folkeskoleelevernes læringsmuligheder indenfor medier.
Der mangler dog en definition af mediedidaktik i artiklen, hvilket gør at dens budskab falder lidt til jorden i forhold til modtagere, der ikke har så meget kendskab til mediernes betydning i samfundet.