Der er tale om et flot forsøg på at holde optimismens og livmodets fane højt hævet over rummelighedens mudrede vande. Når man ikke kan gennemføre den virkeligt undervisende og uddannede folkeskole, så må man prøve at indrette sig så skoleagtigt, som forholdene nu engang tillader. Hvis man vil være i folkeskole må man anskue alle de af vort politiske system opstablede problemer fra den positive og lyse side, sådan som de fleste har fået at vide, at de bare skal gøre, når onkel Anders holder sin konfirmationstale. Man bør således for sin egen overlevelsestrangs skyld med brug at til formålet tildannede pædagogiske redningskranse anskue folkeskolens opstyltede nærmest kaotiske sammenrod i dagligdagen som et progressivt pædagogisk fremskridt. Men er skolen i dag egentlig en skole, eller er det en børneopbevaringskontainer? Er det for alligevel at få lidt mening i galskaben, at man midt i kærligheden til den nu helt ekstreme rummelige udelt skole alligevel bevæger sig i retning af en delt skole. I hvert fald fortæller Arresø Skoles Magleblik-afdeling, at eleverne skam deles op i matematik. En elev arbejder med noget med sin computer. En anden elev regner samtidig én slags opgaver i sit hæfte. Ved siden af regner en anden elev en anden slags opgaver. Nej, delt skole er det ikke. Eleverne deles godt nok op. Men det sker på kryds og tværs og i hvert fald ikke efter elevernes evner. Og så er det ikke en rigtig delt skole. Men kan der foregå en virkelig fagligt struktureret og sammenhængende undervisning i dette vekslende hurlumhej. Det kommer selvfølgelig an på, hvad man forstår ved en virkelig faglig sammenhængende undervisning.
Finder det f.eks. sted, at læreren går ind i klassen og gennemgår Valdemar Atterdag for klassen. Eller rodes det hele også sammen i hans historietime, så nogle elever laver dit og andre elever udfører dat. Det forlyder der ikke noget om. Hvad med fysiklærerens gennemgang af Ohms Lov? Er den også et splittet foretagende, hvor nogle elever kikker på forsøgsopstillinger, medens andre samtidig udfører en slags selvvirksomhed ved computeren, medens læreren og assisterende pædagoger går rundt og vejleder og viser til rette? Og er det en god måde at undervise på, hvis man stiler efter et fagligt højt uddannelsesniveau. Hånden på hjertet. Er det egentlig også en god og indlæringsfremmende ide, at der tilsyneladende er så mange voksne, der siver rundt i klassen fra den ene til den anden.
Man fristes til at spørge, om Arresø Skoles Magleblik-afdeling også ville have organiseret sin skolehverdag på samme måde, som den er beskrevet i artiklen, hvis forholdene ikke havde været så kaotiske, som forholdene nu engang er tilstræbt at være af vort politiske system. Eller ville man på skolen, om den havde været delt, have anvendt en mere faglig indlærings- og uddannelsesbefordrende stram disciplin med en lærerstyret undervisning, end den i artiklen omtalte nærmest flydende pædagogik, som der er gjort en dyd af. Måske vil man nu være nødt til at afvise, at man dog i Arresø kunne finde på at henfalde til et så reaktionært sortskoleagtigt levn fra industrisamfundets tid.
Noget tyder på, at den virkeligt sammenhængende og fremadskridende systematiske faglige undervisning af lutter rummelighedshensyn er opsplittet i tema- og emneundervisning. Nogle elever er beskæftiget med potensregning, andre elever går ud for at spille basket. Andre igen er i færd med at modtage vigtige private sms'er. Spørgsmålet er, om sådan noget er det, som man i dag er nødt til at kalde for undervisningsdifferentiering. Mon det er sådan noget, lærerne skal instrueres i, når de skal på kursus for at lære at håndtere den destruerende rummelighed? Spredt tematisk selvvirksomhed.
Kan man bebrejde forældre, hvis de sætter deres børn ind i en privatskole, hvor elevklientellet er lidt eller meget mere homogent, og hvor der er mulighed for en gedigen fagmættet klasseundervisning? Nej, det kan man ikke. Men man bebrejder dem alligevel for at gøre sådan noget. Hvorfor kan forældrene dog ikke se skønheden i rodet?
Det er som om, at man ikke mere indretter pædagogikken og didaktikken efter, hvor godt fagligt uddannet vi ønsker, at børnene bliver. Men i stedet for indretter begge dele efter, hvad der overhovedet kan lade sig gøre under de mest umulige forhold, som man næsten kan forestille sig.
Torben Larsen
24-05-2012 13:07
Vand på Vagn Madsens mølle ?
Inklusion er et nyt ord for helvede i klasseværelset Elever med særlige behov kommer i hobetal tilbage i klasserne, uden at lærerne får hjælp til arbejdet. Se mere på: http://politiken.dk/debat/profiler/fuglsang/ECE1635012/inklusion-er-et-nyt-ord-for-helvede-i-klassevaerelset/
Finder det f.eks. sted, at læreren går ind i klassen og gennemgår Valdemar Atterdag for klassen. Eller rodes det hele også sammen i hans historietime, så nogle elever laver dit og andre elever udfører dat. Det forlyder der ikke noget om. Hvad med fysiklærerens gennemgang af Ohms Lov? Er den også et splittet foretagende, hvor nogle elever kikker på forsøgsopstillinger, medens andre samtidig udfører en slags selvvirksomhed ved computeren, medens læreren og assisterende pædagoger går rundt og vejleder og viser til rette? Og er det en god måde at undervise på, hvis man stiler efter et fagligt højt uddannelsesniveau. Hånden på hjertet. Er det egentlig også en god og indlæringsfremmende ide, at der tilsyneladende er så mange voksne, der siver rundt i klassen fra den ene til den anden.
Man fristes til at spørge, om Arresø Skoles Magleblik-afdeling også ville have organiseret sin skolehverdag på samme måde, som den er beskrevet i artiklen, hvis forholdene ikke havde været så kaotiske, som forholdene nu engang er tilstræbt at være af vort politiske system. Eller ville man på skolen, om den havde været delt, have anvendt en mere faglig indlærings- og uddannelsesbefordrende stram disciplin med en lærerstyret undervisning, end den i artiklen omtalte nærmest flydende pædagogik, som der er gjort en dyd af. Måske vil man nu være nødt til at afvise, at man dog i Arresø kunne finde på at henfalde til et så reaktionært sortskoleagtigt levn fra industrisamfundets tid.
Noget tyder på, at den virkeligt sammenhængende og fremadskridende systematiske faglige undervisning af lutter rummelighedshensyn er opsplittet i tema- og emneundervisning. Nogle elever er beskæftiget med potensregning, andre elever går ud for at spille basket. Andre igen er i færd med at modtage vigtige private sms'er. Spørgsmålet er, om sådan noget er det, som man i dag er nødt til at kalde for undervisningsdifferentiering. Mon det er sådan noget, lærerne skal instrueres i, når de skal på kursus for at lære at håndtere den destruerende rummelighed? Spredt tematisk selvvirksomhed.
Kan man bebrejde forældre, hvis de sætter deres børn ind i en privatskole, hvor elevklientellet er lidt eller meget mere homogent, og hvor der er mulighed for en gedigen fagmættet klasseundervisning? Nej, det kan man ikke. Men man bebrejder dem alligevel for at gøre sådan noget. Hvorfor kan forældrene dog ikke se skønheden i rodet?
Det er som om, at man ikke mere indretter pædagogikken og didaktikken efter, hvor godt fagligt uddannet vi ønsker, at børnene bliver. Men i stedet for indretter begge dele efter, hvad der overhovedet kan lade sig gøre under de mest umulige forhold, som man næsten kan forestille sig.