MINISTERDRØMMEN OM EN ”FAGLIG STÆRK OG FÆLLES SKOLE FOR ALLE”
Man bliver altså snart nødt til at indrømme det, som ingen nogensinde har villet indrømme. Med den ekstremt udspændte rummelighed, har man sat noget i gang, som ingen overhovedet – hverken pædagogiske eksperter eller politikere – har ringeste anelse om, hvordan skal komme til at fungere som en skole. Man kender derimod konsekvenserne af rummelighedseksplosionen, men konsekvenserne skal ties ihjel af de ansvarshavende. Medens man sidder oppe i de diverse elfenbenstårne langt borte fra skolestuerne og planlægger og udtaler gode hensigter og drømmer dristige og smukke drømme, så kuldsejler de utopiske drømmerier ude i virkeligheden. Og folkeskolen er snart reduceret fra at være en skole til nu at være en børneopbevaringskontainer.
Det værste er næsten, at der ikke er noget rigtigt nyt i skoledestruktionen. I hele den udelte skoles ulyksalige æra har alle med øjnene åbne fået anskuelsesundervisning i, hvordan man på trods af ulideligt langtrukne tirader af naivt optimistiske floromvundne hensigtserklæringer fra politikere om nødvendigheden af mål, flere mål, klare mål og lærerreflektioner og dialoger og vilje til sikring af dit og dat, aldrig har kunnet gennemføre en seriøs højniveauundervisning af alle eleverne i de stærkt uens sammensatte udelte klasser. De bogligt svage tabes og de dygtige forsømmes. Dette er udelthedens og rummelighedens sikre følgesvende. Men man lader blot som ingenting. Nu dynger man så alle mulige specialhjælpkrævende elever ind i udeltheden. Og nu undrer man sig klædigt og med påtaget forbavselse over, at det hele kuldsejler.
Desværre er der ingen forståelse for, at den skole, der nu er skabt, er en fuldstændig umulig skole at manøvrere i for almindelige dødelige lærere. Jo længere væk fra de rumlende rummelige epicentre man befinder sig, desto mere skråsikre er man på, at det hele nok skal gå, hvis man bare gør sådan og sådan. Børneminister Christine Antorini har masser af gode ideer. Men lave om på skolen? Nej, absolut ikke. Ministeren er jo ikke socialdemokrat for ingenting. Så altså under ingen omstændigheder noget med lovændringer. Ministeren sidder så lang væk fra skolens dagligdag, at hun ved, at udeltheden er den bedste skoleform overhovedet. Men ideerne sprudler. Ministeren vil sætte mål. Enkle mål. Og så skal skolen have en vidensstrategi. Så skal I bare se. Jamen, har man hørt magen til naivitet. Nå jo, forresten. Vi skal også alle sammen huske at stå sammen i enighed om målene. Konsensus hedder sådan noget, når det skal være rigtigt virksomt. Men udeltheden skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå. At I ved det.
Hvorfor er lærerne så ikke blevet uddannet i at gebærde sig undervisende i det tilrettelagte infernalske kaos? Hvorfor er der ingen af de ideologisk rettænkende, der instruerer lærerne i, hvorledes kaos bliver til noget i retning af de gammelkendte undervisningsduelige klasser fra realskolens tid? Hvorfor er der ingen, der fortæller lærerne hvordan de underviser dygtige elever i samfulde 45 min. og bogligt svage i de samme 45 min. og de tilførte autister og andre afvigere også i de samme 45 min. og så selvfølgelig også de almindeligt støjende og mobbende adfærdsafvigere? Fordi der overhovedet ikke eksisterer nogen uddannelse, der kan fortælle lærerne, hvordan sådan noget gøres. En lærer udtrykker sig klagende: ”Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op”. Nej, det gør han ikke. Og det er der heller ikke nogen andre, der aner noget om. Og et sted langt borte sidder en minister og fantaserer om en ”faglige stærk folkeskole for alle”.
Og for første gang er løgnen om, at de dygtige ikke lider nævneværdige uddannelsesmæssige skader ved deres ophold i udeltheden, blevet dementeret med diverse nødråb fra mange skoler. Udeltheden, som den er i dag, ”skaber et normskred blandt de ellers normaltfungerende”. De dygtige elever bliver i dag mast uddannelsesmæssigt ned i moradset. Og det er så det, som ministeren kalder for en ”faglig stærk og fælles skole for alle”.
Det værste er næsten, at der ikke er noget rigtigt nyt i skoledestruktionen. I hele den udelte skoles ulyksalige æra har alle med øjnene åbne fået anskuelsesundervisning i, hvordan man på trods af ulideligt langtrukne tirader af naivt optimistiske floromvundne hensigtserklæringer fra politikere om nødvendigheden af mål, flere mål, klare mål og lærerreflektioner og dialoger og vilje til sikring af dit og dat, aldrig har kunnet gennemføre en seriøs højniveauundervisning af alle eleverne i de stærkt uens sammensatte udelte klasser. De bogligt svage tabes og de dygtige forsømmes. Dette er udelthedens og rummelighedens sikre følgesvende. Men man lader blot som ingenting. Nu dynger man så alle mulige specialhjælpkrævende elever ind i udeltheden. Og nu undrer man sig klædigt og med påtaget forbavselse over, at det hele kuldsejler.
Desværre er der ingen forståelse for, at den skole, der nu er skabt, er en fuldstændig umulig skole at manøvrere i for almindelige dødelige lærere. Jo længere væk fra de rumlende rummelige epicentre man befinder sig, desto mere skråsikre er man på, at det hele nok skal gå, hvis man bare gør sådan og sådan. Børneminister Christine Antorini har masser af gode ideer. Men lave om på skolen? Nej, absolut ikke. Ministeren er jo ikke socialdemokrat for ingenting. Så altså under ingen omstændigheder noget med lovændringer. Ministeren sidder så lang væk fra skolens dagligdag, at hun ved, at udeltheden er den bedste skoleform overhovedet. Men ideerne sprudler. Ministeren vil sætte mål. Enkle mål. Og så skal skolen have en vidensstrategi. Så skal I bare se. Jamen, har man hørt magen til naivitet. Nå jo, forresten. Vi skal også alle sammen huske at stå sammen i enighed om målene. Konsensus hedder sådan noget, når det skal være rigtigt virksomt. Men udeltheden skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå. At I ved det.
Hvorfor er lærerne så ikke blevet uddannet i at gebærde sig undervisende i det tilrettelagte infernalske kaos? Hvorfor er der ingen af de ideologisk rettænkende, der instruerer lærerne i, hvorledes kaos bliver til noget i retning af de gammelkendte undervisningsduelige klasser fra realskolens tid? Hvorfor er der ingen, der fortæller lærerne hvordan de underviser dygtige elever i samfulde 45 min. og bogligt svage i de samme 45 min. og de tilførte autister og andre afvigere også i de samme 45 min. og så selvfølgelig også de almindeligt støjende og mobbende adfærdsafvigere? Fordi der overhovedet ikke eksisterer nogen uddannelse, der kan fortælle lærerne, hvordan sådan noget gøres. En lærer udtrykker sig klagende: ”Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op”. Nej, det gør han ikke. Og det er der heller ikke nogen andre, der aner noget om. Og et sted langt borte sidder en minister og fantaserer om en ”faglige stærk folkeskole for alle”.
Og for første gang er løgnen om, at de dygtige ikke lider nævneværdige uddannelsesmæssige skader ved deres ophold i udeltheden, blevet dementeret med diverse nødråb fra mange skoler. Udeltheden, som den er i dag, ”skaber et normskred blandt de ellers normaltfungerende”. De dygtige elever bliver i dag mast uddannelsesmæssigt ned i moradset. Og det er så det, som ministeren kalder for en ”faglig stærk og fælles skole for alle”.