Måske var Ontarios Mary Jean Gallagher orienteret om, at det danske uddannelsesniveau, i al den tid vores højt beundrede udelte skole har eksisteret, har ligget på et nærmest fastlåst bundniveau. Og måske var hun samtidig fuldt orienteret om, at hun på afgørende vis ville bryde gæstfrihedens mere eller mindre uskrevne love, hvis hun på nogen måde antydede, at Danmark måske skulle overveje at indrette skolen anderledes end den golde og udpinte udelthedsfadæse. Og måske vidste hun, at det ville være ilde hørt, om hun henviste til den canadiske grundskole, der bestemt ikke er udelt på samme måde som den danske, men på mange måder fremstår som en form for delt skole. Sådan noget ved vi ikke noget om. Men det var i hvert fald en noget tynd kop te, hun serverede for de danske lærere som værende hendes bud på, hvordan der kan komme blot en anelse kvalitet ud af det danske skolesystem.
Danske lærere er sat på den mildest talt umulige opgave, at hæve det faglige uddannelsesniveau efter ca. et kvart århundredes bundskrabende ørkenvandring, og efter at de nu ikke alene skal klare udelthedens almindelige uhåndterlige rummelighed, men nu også skal rumme de elever, som al seriøs pædagogisk ekspertice før har taget ud af normalklasserne for udenfor disse klasser at yde specialhjælp.
Og hvor ingen levende sjæle stadig væk har den ringeste viden om, hvorledes danske lærere får kendskab til, hvordan de håndterer noget så uhåndterligt, som det de i dag står over for i de udspændte rummelige udelte klasser, dér udtaler M. J. Gallagher de forløsende ord: Lærerne skal bare lære af hinanden. Der findes jo ingen forskning, der har formået at forske sig frem til, hvorledes en lærer går ud i en klasse og underviser de dygtige i samfulde 45 min i Grevens Fejde samtidig med, at han i de samme 45 min. udreder samme forløb på en anden og mere enkelt måde for de svage elever og samtidig med, at han ofrer tid og psykisk behandlende opmærksomhed på de diagnostiserede afvigere på fuld tid. Kort sagt: der findes ingen forskning, der kan udrede, hvorledes lærerne undervisningsdifferentierer, sådan som det er absolut nødvendigt, at de gør, for at den udelte antiskole kommer til at fungere som og ligne en rigtig skole. Og så kommer en såkaldt ekspert fra den anden side af Jordkloden og fortæller os, at ”lærerne bare skal lære af hinanden”.
Og så skal lærerne forvente noget mere af de elever, der har det svært, sagde Gallagher. Men hun afholdt sig høfligt fra at antyde, at det måske var en ide at indrette skolen således, at der kunne komme noget positivt ud af lærernes øgede forventninger til de svage. Somme tider kan det være anbefalelsesværdigt, at forholdene omkring forventningerne er sådan indrettede, at de bakker forventningerne op og ikke, sådan som udeltheden gør det, modarbejder forventningerne.
Gallagher var imponeret over, at eleverne laver projekter på tværs af klasser. Og over at høre eleverne fortælle. Og over, at eleverne syntes at nyde at arbejde selvstændigt. Oven i købet med noget, som de selv havde valgt. Men hvad med den indarbejdede faglige indlæring, der gerne skulle komme ud af den imponerende arbejdsudfoldelse. Og hvad med indlæringen af alt det faglige stof, som eleverne ikke vælger selv, men som de selvfølgelig også skal lære. Men Gallagher var jo gæst. Og som gæst støder man jo nødig an mod sine værtsfolk. Så Gallagher valgte altså at være imponeret.
Danske lærere er sat på den mildest talt umulige opgave, at hæve det faglige uddannelsesniveau efter ca. et kvart århundredes bundskrabende ørkenvandring, og efter at de nu ikke alene skal klare udelthedens almindelige uhåndterlige rummelighed, men nu også skal rumme de elever, som al seriøs pædagogisk ekspertice før har taget ud af normalklasserne for udenfor disse klasser at yde specialhjælp.
Og hvor ingen levende sjæle stadig væk har den ringeste viden om, hvorledes danske lærere får kendskab til, hvordan de håndterer noget så uhåndterligt, som det de i dag står over for i de udspændte rummelige udelte klasser, dér udtaler M. J. Gallagher de forløsende ord: Lærerne skal bare lære af hinanden. Der findes jo ingen forskning, der har formået at forske sig frem til, hvorledes en lærer går ud i en klasse og underviser de dygtige i samfulde 45 min i Grevens Fejde samtidig med, at han i de samme 45 min. udreder samme forløb på en anden og mere enkelt måde for de svage elever og samtidig med, at han ofrer tid og psykisk behandlende opmærksomhed på de diagnostiserede afvigere på fuld tid. Kort sagt: der findes ingen forskning, der kan udrede, hvorledes lærerne undervisningsdifferentierer, sådan som det er absolut nødvendigt, at de gør, for at den udelte antiskole kommer til at fungere som og ligne en rigtig skole. Og så kommer en såkaldt ekspert fra den anden side af Jordkloden og fortæller os, at ”lærerne bare skal lære af hinanden”.
Og så skal lærerne forvente noget mere af de elever, der har det svært, sagde Gallagher. Men hun afholdt sig høfligt fra at antyde, at det måske var en ide at indrette skolen således, at der kunne komme noget positivt ud af lærernes øgede forventninger til de svage. Somme tider kan det være anbefalelsesværdigt, at forholdene omkring forventningerne er sådan indrettede, at de bakker forventningerne op og ikke, sådan som udeltheden gør det, modarbejder forventningerne.
Gallagher var imponeret over, at eleverne laver projekter på tværs af klasser. Og over at høre eleverne fortælle. Og over, at eleverne syntes at nyde at arbejde selvstændigt. Oven i købet med noget, som de selv havde valgt. Men hvad med den indarbejdede faglige indlæring, der gerne skulle komme ud af den imponerende arbejdsudfoldelse. Og hvad med indlæringen af alt det faglige stof, som eleverne ikke vælger selv, men som de selvfølgelig også skal lære. Men Gallagher var jo gæst. Og som gæst støder man jo nødig an mod sine værtsfolk. Så Gallagher valgte altså at være imponeret.