Jeg kan godt forstå, at det ikke er muligt for regeringen at opfylde de mange dyre løfter, når pengene nu en gang ikke er der. Men behøver Antorini virkelig at lade værdipolitikken forbløde også? Eliteklassser med optagelseskrav kan aldrig nogensinde blive socialdemokratisk politik. Er vi ude i et ophørsudsalg eller hvad?

Med lidt god vilje kan dette godt ses som et hanefjed hen imod udfrielsen fra udelthedsdillens formørkede trædemølle, som i snart et kvart århundrede har spærret Danmark inde i en af uforståelige grunde beundret og omsværmet uddannelsesfornedrelse. En udfrielse, der ikke så meget skyldes, at en del skoler på eget initiativ har brudt med fornedrelsens ensgørende lighedsideologi og har oprettet eliteidrætsklasser, men mere skyldes, at børneminister Christine Antorini nu ligefrem opfordrer de pågældende skoler til at søge om at få deres forsøgsperiode forlænget. Dette er bemærkelsesværdigt og varsler morgenrøde. Denne opfordring skal ministeren sandelig ikke klandres for, omend hun nok bliver det alligevel.

En herved opstået mystifikation af det danske grundskolesystem trænger sig imidlertid frem i lyset og råber på afklaring. Hvorfor skal det danske skolesystem være plaget af en helt urimelig og uforklarlig skelnen mellem den kropslige udfoldelse og den intellektuelle? Når det drejer sig om muskel- og ledbevægelser og kroppens smidiggørelse er ministeren villig til at give dispensation for de snærende ensgørelseslænker. Men når det gælder hjernens intellektuelle udfoldelser, kan samme frihed til at løfte det danske uddannelsesniveau og til at tilgodese en hel elevkategori ikke gives. I hvert fald ikke endnu. Hvis der findes elever, hvis fysiske udvikling berettiger dem til elitestatus, er det i orden, at skoler danner eliteklasser. Men hvis der findes elever – og det gør der, selv om der udfoldes store bestræbelser for at overse dem – hvis boglige intellektuelle evner berettiger dem til en højere boglig uddannelse, end de middelmådighedsstræbende udelte rummelighedsklasser tillader, så er det altså ikke i orden, at disse elever tilgodeses med en særlig boglig uddannelse i særligt boglige klasser. Sådanne elever skal fortsat spærres inde i udelthedens fagligt fordummende middelmådighedsceller. Sådanne elever skal stadig ofres, for at bl.a. De Radikale kan få tilfredsstillet deres hunger efter forskelsløshed mellem uddannelsesniveauer.

”Det er vigtigt, at børn og unge kan dyrke deres idrætstalent”, udtaler børneminister Christine Antorini. Men hvorfor er det så ikke lige så vigtigt, at bogligt dygtige herunder potentielt bogligt særligt dygtige kan dyrke og af skolen få udviklet deres intellektuelle talenter? Hvorfor skal folkeskolen fortsætte med at betragte sådanne dygtigheder som pariaer? Og hvorfor skal folkeskolen fortsætte med at anse høj intellektuel begavelse for at være en sygdom, der, selv om intellektuel begavelse ikke ligefrem skal bekæmpes, så dog skal holdes i ave, og så vidt det er muligt, hindres i at udvikles og at udfolde sig.

"I forbindelse med den kommende folkeskolereform vil jeg tage stilling til, hvordan vi skal arbejde videre med at fremme idrætstalenter blandt skolebørn", siger Christine Antorini. Og et sådant skridt må enhver, der ikke er bagbundet eller forblændet af den politisk styrede ensgørende lighedsideologis lænker, da hilse velkommen. Men samtidig må man virkelig undre sig over, hvorfor ministeren ikke vil ”arbejde videre med at fremme boglige og intellektuelle talenter blandt skolebørn”. Hvad er det, der er så slemt og så skadeligt ved at besidde boglig begavelse, at man er nødt til at spærre elever med sådanne egenskaber inde i udeltheden, hvor man temmelig effektivt kan mase dem ned på et middelmådighedsniveau?