Så meget behøver vi da heller ikke at hæge og værne om den mest uduelige folkeskole, som vi nogen sinde har haft, at vi ikke kan bare skæve til et skolesystem, der fremstår betydeligt bedre end vort eget, målt på Pisa-resultater. Singapores skolesystem er bedre end det danske. Men nej, vi skal sandelig ikke hale gode ideer ud af en sådan uddannelsesmæssig succes. Det kinesiske skolesystem er langt bedre end det danske. Men skal vi gå ind i dette system og drage sammenligninger med vor egen uduelighed? Nej, under ingen omstændigheder. Der skal sandelig ikke tilflyde os noget som helst brugbart fra Kina. Som børneminister Christine Antorini udtrykker det: Vi skal ”ikke efterligne det kinesiske skolesystem bare for at komme til tops i Pisa-målingerne”. Nej, for nok tales der vidt og bredt og op ad vægge og ned ad stolper om, at vi skal have hævet vort elendigt lave uddannelsesniveau. Men at kaste et blik på noget, som virker kvalitativt. Nej, det kunne vi da ikke drømme om. Som DLF siger det, når kvaliteten er i sigte: Sådan noget vil vi ikke være med til.
Professor Niels Egelund bør høste anerkendelse for et for en dansk pædagogisk ekspert helt enestående mod og dristighed til at se realiteterne i øjnene uden om den forbenede ensgørende lighedsideologis frie hersens med dansk uddannelse. Han udtaler, at vi da i det mindste kan lærer så meget af kineserne, at vi skal stræbe efter at holde ro, orden og vise respekt for skolearbejdet. Det taler vi skam også selv om skal være en nødvendighed. Men når det så kommer til et eller andet konkret, nej tak, så skal vi ikke nyde noget. Og hvorfor ikke? Fordi alle ødelæggende kræfter ved, at det er et skridt mod nedlæggelsen af den uduelige udelte antiskole. Nej, så hellere den af udeltheden frembragte og udviklede undervisningsnedbrydende larm og adfærdsudskejelse. Så hellere fortsætte med at lade de bogligt svage sidde og lade den meste undervisning gå dem over hovederne og lade de dygtige sidde og udvikle forstyrrende adfærd af lutter kedsomhed. Prof. Niels Egelund har udtalt en særdeles vital og nødvendig betingelse for overhovedet at kunne udføre seriøs skolearbejde. Og det kan vi da ikke have. DLF raser. Tænk, at nogen i Danmark kan se noget fordelagtigt i, at der hersker ro, orden og respekt i klasserne, når der skal undervises. Vi skal ikke til at lægge vægt på Pisa-målinger.
Og hør så lige. Var der ikke noget med, at der i de tyske skoler under nazisternes fremmarch i 30'erne og hele Hitler-tiden igennem herskede disciplin i de tyske skole. Hvis der nu også bliver ro, orden og respekt i de danske skoler, er vi så ikke på vej lige lukt ind i den skinbarlige nazisme? Jamen, det sige DLF faktisk, at vi er. Der kan sandelig findes på megen sludder bare for at fortætte værnet om vores højtelskede uduelighed. Men fordi det nazistiske Tyskland opretholdt disciplin, ro og orden i de tyske skoler, så er det jo omvendt ikke dermed givet at al ro og orden fører direkte ind i et nazistisk Danmark. Og når lærere i dag kræver ro af eleverne, når der undervises, eller som DLF udtrykker det: Når danske lærere i dag beder eleverne holde deres kæft og høre efter, når der undervises, krænker lærerne så ikke elevernes ytringsfrihed? Selvfølgelig ikke.
Børneminister Christine Antorini mener, at kineserne er bjergtaget af vores evne til at lære vores børn selvstændighed. Er ministeren nu også helt sikker på, at vore børn og dermed hele den danske befolkning blandt alle andre befolkninger optræder mest selvstændige? Hvordan måler ministeren danske skolebørns selvstændighed? Måles denne selvstændighed på danske elevers evner til at turde larme og forstyrre de voksne lærere, når der skal undervises? Eller måles selvstændigheden på elevernes mod til at erstatte lærerens undervisning med tidsfordrivende computerspil og sms-beskeder i det skjulte. Eller kommer selvstændigheden til udtryk, når elever tør pjække, eller når de afbryder deres ungdomsuddannelser? Jo, den er godt nok langt ude, den med selvstændigheden.
Professor Niels Egelund bør høste anerkendelse for et for en dansk pædagogisk ekspert helt enestående mod og dristighed til at se realiteterne i øjnene uden om den forbenede ensgørende lighedsideologis frie hersens med dansk uddannelse. Han udtaler, at vi da i det mindste kan lærer så meget af kineserne, at vi skal stræbe efter at holde ro, orden og vise respekt for skolearbejdet. Det taler vi skam også selv om skal være en nødvendighed. Men når det så kommer til et eller andet konkret, nej tak, så skal vi ikke nyde noget. Og hvorfor ikke? Fordi alle ødelæggende kræfter ved, at det er et skridt mod nedlæggelsen af den uduelige udelte antiskole. Nej, så hellere den af udeltheden frembragte og udviklede undervisningsnedbrydende larm og adfærdsudskejelse. Så hellere fortsætte med at lade de bogligt svage sidde og lade den meste undervisning gå dem over hovederne og lade de dygtige sidde og udvikle forstyrrende adfærd af lutter kedsomhed. Prof. Niels Egelund har udtalt en særdeles vital og nødvendig betingelse for overhovedet at kunne udføre seriøs skolearbejde. Og det kan vi da ikke have. DLF raser. Tænk, at nogen i Danmark kan se noget fordelagtigt i, at der hersker ro, orden og respekt i klasserne, når der skal undervises. Vi skal ikke til at lægge vægt på Pisa-målinger.
Og hør så lige. Var der ikke noget med, at der i de tyske skoler under nazisternes fremmarch i 30'erne og hele Hitler-tiden igennem herskede disciplin i de tyske skole. Hvis der nu også bliver ro, orden og respekt i de danske skoler, er vi så ikke på vej lige lukt ind i den skinbarlige nazisme? Jamen, det sige DLF faktisk, at vi er. Der kan sandelig findes på megen sludder bare for at fortætte værnet om vores højtelskede uduelighed. Men fordi det nazistiske Tyskland opretholdt disciplin, ro og orden i de tyske skoler, så er det jo omvendt ikke dermed givet at al ro og orden fører direkte ind i et nazistisk Danmark. Og når lærere i dag kræver ro af eleverne, når der undervises, eller som DLF udtrykker det: Når danske lærere i dag beder eleverne holde deres kæft og høre efter, når der undervises, krænker lærerne så ikke elevernes ytringsfrihed? Selvfølgelig ikke.
Børneminister Christine Antorini mener, at kineserne er bjergtaget af vores evne til at lære vores børn selvstændighed. Er ministeren nu også helt sikker på, at vore børn og dermed hele den danske befolkning blandt alle andre befolkninger optræder mest selvstændige? Hvordan måler ministeren danske skolebørns selvstændighed? Måles denne selvstændighed på danske elevers evner til at turde larme og forstyrre de voksne lærere, når der skal undervises? Eller måles selvstændigheden på elevernes mod til at erstatte lærerens undervisning med tidsfordrivende computerspil og sms-beskeder i det skjulte. Eller kommer selvstændigheden til udtryk, når elever tør pjække, eller når de afbryder deres ungdomsuddannelser? Jo, den er godt nok langt ude, den med selvstændigheden.