Det er et faktum. Det undervisnings- og uddannelsesnedtonende udelte makværk, skal ikke ændres. Betegnelsen Ny Nordisk Skole er ikke mere ny eller mere særlig nordisk end, hvad man har påstået, at den udelte antiskole hele tiden har været. Man har imidlertid til formålet opfundet en frisk ny betegnelse for den samme gamle sæk, som man nu kalder for ”den nordiske skoletradition”, og som man påstår Ny Nordisk Skole bygger på. Men her bør det erindres, at i hvert fald den danske skoletradition udgøres af realskolen, præliminærskolen og til dels den niveaudelte skole. Altså den delte skole. Og den nuværende udelte antiskole, der har sikret os forsmædelighedens elendige skoleresultater, er et brud med den danske skoletradition. Og det er derfor ikke den danske eller den nordiske skoletradition, som Ny Nordisk Skole bygger på. Ny Nordisk Skole bygger tværtimod på bruddet med den danske og dermed med den nordiske skoletradition.
Manifestet er en forrygende floskelsamling, der i sin generaliserende tomhed ikke ændrer en tøddel ved noget som helst. ”Respekt for den enkelte, for fællesskabet, og byggende på det bedste fra alle mulige andre skoler”. Sikken en svada. Danmark har virkelig aldrig nogensinde haft en skole, der har forsyndet sig imod disse tomme talemåder. Og så skal Ny Nordisk Skole min sandten også udvikle livsduelige børn. Gud ved om den højtærede Sorøforsamling egentlig aner, hvad livsduelighed er for noget. Klogelig afholder man sig i hvert fald fra at redegøre for sådan et sortsprogagtigt fantasiprodukt. Og har man måske undersøgt, om de lærere, der skal udvirke livsdueligheden hos såvel klassens dygtige, som mindre dygtige, ikke dygtige, ubehandlede psykisk diagnostiserede, adfærdsmæssigt afvigende, selv besidder den form for livduelighed, som Sorø-parnasset forestiller sig skal tilflyde de stakkels børn.
Der er kun én eneste ting at sige om hele den omgang ordskvalder, som man har kaldt for et manifest. Det skal tjene til at skjule, at Ny Nordisk Skole skal være lige så afmægtig overfor indlæringen af de almindelige skolefaglige færdigheder, som den udelte skole hele tiden har været. Og når målinger så har dokumenteret Ny Nordisk Skoles fallit, vil man kunne hævde, at nok er børnene fortsat faglige analfabeter, som de var det før. Men de er livsduelige, så det forslår. Man vil lyve stort og groft i festlige taler og skrifter om, at aldrig har nogen næret så megen respekt for andre mennesker og for fællesskaberne, som de fagdumme mennesker, der har gået i Ny Nordisk Skole. Og så vil man fortsætte med at holde de dygtige elever nede på middelmådighedens niveau, således at vi også kan hævde, at Ny Nordisk Skole har kunnet mindske betydningen af sociale forskelle. Alle er jo gjort omtrent lige dumme.
Og ministeren vil sætte høje fælles mål, siger hun. Ministeren vil ”udfordre alle børn og unge, så de bliver så dygtige, de kan”. Men ministeren vil under ingen omstændigheder indrette folkeskolen, så der kan øjnes en gnist af chance for, at målet nås. Ministeren vil være ambitiøs. Men ministeren sørger samtidig for, at ambitiøsiteten ikke på nogen måde nærmer sig nogen indlæring af noget fagligt.
Manifestet er en forrygende floskelsamling, der i sin generaliserende tomhed ikke ændrer en tøddel ved noget som helst. ”Respekt for den enkelte, for fællesskabet, og byggende på det bedste fra alle mulige andre skoler”. Sikken en svada. Danmark har virkelig aldrig nogensinde haft en skole, der har forsyndet sig imod disse tomme talemåder. Og så skal Ny Nordisk Skole min sandten også udvikle livsduelige børn. Gud ved om den højtærede Sorøforsamling egentlig aner, hvad livsduelighed er for noget. Klogelig afholder man sig i hvert fald fra at redegøre for sådan et sortsprogagtigt fantasiprodukt. Og har man måske undersøgt, om de lærere, der skal udvirke livsdueligheden hos såvel klassens dygtige, som mindre dygtige, ikke dygtige, ubehandlede psykisk diagnostiserede, adfærdsmæssigt afvigende, selv besidder den form for livduelighed, som Sorø-parnasset forestiller sig skal tilflyde de stakkels børn.
Der er kun én eneste ting at sige om hele den omgang ordskvalder, som man har kaldt for et manifest. Det skal tjene til at skjule, at Ny Nordisk Skole skal være lige så afmægtig overfor indlæringen af de almindelige skolefaglige færdigheder, som den udelte skole hele tiden har været. Og når målinger så har dokumenteret Ny Nordisk Skoles fallit, vil man kunne hævde, at nok er børnene fortsat faglige analfabeter, som de var det før. Men de er livsduelige, så det forslår. Man vil lyve stort og groft i festlige taler og skrifter om, at aldrig har nogen næret så megen respekt for andre mennesker og for fællesskaberne, som de fagdumme mennesker, der har gået i Ny Nordisk Skole. Og så vil man fortsætte med at holde de dygtige elever nede på middelmådighedens niveau, således at vi også kan hævde, at Ny Nordisk Skole har kunnet mindske betydningen af sociale forskelle. Alle er jo gjort omtrent lige dumme.
Og ministeren vil sætte høje fælles mål, siger hun. Ministeren vil ”udfordre alle børn og unge, så de bliver så dygtige, de kan”. Men ministeren vil under ingen omstændigheder indrette folkeskolen, så der kan øjnes en gnist af chance for, at målet nås. Ministeren vil være ambitiøs. Men ministeren sørger samtidig for, at ambitiøsiteten ikke på nogen måde nærmer sig nogen indlæring af noget fagligt.