Indsnævring af undervisningen til det, der testes i, forringede resultater på resten og demoralisering af skolen med afprofessionalisering af lærerstanden til følge. Det er den hinsides al tvivl dokumenterede effekt af offentliggørelse af elevers testresultater, og det er da forhåbentlig løgn, at Christine Antorini på baggrund af et par dage i Canada er parat til tilsidesætte hele den internationale skoleforskning. »Don't go down that road!« nærmest tryglede professor Peter Mortimore de danske beslutningstagere i sin tale ved evalueringsinstituttets tiårsjubilæum i foråret 2009 – i rollen som hovedansvarlig for OECD's anbefalinger til den danske folkeskole og er en af verdens fremmeste eksperter på evaluering af skoler. Som øverste chef for det britiske skoleinspektionskorps har han selv været der.

Hvad angår Canada, har vi kun aktørernes egne anprisninger at holde os til. De mener ikke, at offentliggørelsen skader skolen. Kanske de har ret i, at det er lykkedes at undgå ranglistningen af skoler og den deraf følgende ødelæggelse, men det er ikke troligt, at de kan undgå indsnævringen af skolens fokus til det, der testes i. De anser det bare ikke for et problem. De har nemlig kun et begreb om skolekvalitet tilbage, og det er det, der kommer til udtryk i testresultater. Alt andet glider ud.

Hvordan det er lykkedes de canadiske skolefolk at hindre skoleranglisterne, ved jeg ikke – hvis det overhovedet passer. Sikkert er det, at hvis undervisningsministiet her til lands offentliggør testresultater på skoleniveau, vil CEPOS ugen efter fremlægge ranglisten, og de danske medier anført af tabloidpressen vil kaste sig ud i en inkvisitorisk udhængning af de lavest scorende skoler. Det vil ingen appel fra Christine Antorini kunne hindre. Gør man som man gjorde i Norge for nogle år siden og åbner helt ned til klasseniv eau, vil man givetvis tillige se forsider magen til dem, man så i Norge, hvor navngivne lærere blev hængt ud som landets dårligste. Det fik Norge til at stoppe offentliggørelsen.

Endelig må det fastslås, at en beslutning om offentliggørelse vil være en så grov provokation af lærerstanden, at det samarbejde mellem politikere og lærere, der er selve krumtappen i Ontario, vil blive totalt afsporet.
Hvis Antorini vil gøre noget ved de nationale tests gennemsigtighed, kan hun begynde med at give lærerne mulighed for at tale om testopgaverne indbyrdes i stedet for at true dem med op til to års fængsel for brud på tavshedspligten.

http://www.folkeskolen.dk/69460/test-maa-aldrig-blive-til-ranglister

Dette link er interessant. Det opklarer i høj grad, hvad der foregår i Ontario.

Det fremgår således, at vel laves der ranglister, men politikerne er enige om ikke at kommentere på dem. En tilsvarende enighed i Danmark er noget nær utænkelig. Bare se på vores politikeres vidt forskellige oplevelser af Ontario...

Det fremgår også, at testene bygger 100% på læseplanerne. Det gør vores nationale test mildt sagt ikke. De bygger på i størrelsesordenen 10% af indholdet i fælles mål. De canadiske test er heller ikke adaptive, og testresultaterne er ikke - som her til lands - udtrykt ved en placering på en skala med de bedste i den ene ende og de dårligste i den anden.

Endvidere fremgår det, at undervisningen afvikles ud fra meget eksplicitte (forsimplede?) læseplaner og dertil hørende talrige eksempler på undervisningsforløb, der simpelthen overtages af læreren. Det er det, vi plejer at kalde kogebogsundervisning. Så tror da fanden at de kan klare sig med mindre forberedelse. Det lyder helt sovjetisk i mine ører. Og det er helt uforeneligt med den danske skoles krav om undervisningsdifferentiering og afsæt i den enkelte elev.

Men det giver gode PISA-resultater, ingen tvivl om det.

Det er fantastisk at observere tankeløshedens frie leg med politikerne? Vi skal Jo netop ikke opgive Metodefriheden - men vi skal netop frigør os fra metoden og dens idealer!

Det vil sige at vi skal frigøre os fra Venstres vertikale dyrkelse af ”Viden om, hvilke metoder der virker” – det er ikke det som videnskaben kan, den kan fortælle os hvad vi 'ikke' skal gøre. Fx skal vi ikke bruge metoder men vi skal have en fælles ’praksis frihed’. Det er altså heller ikke nok at dyrke succes oplevelser, succes bliver alt for let en reproduktion af ’falsk positiv’, værdierne og idealerne.

Den enkeltes succes kan netop ikke måles ud fra de altid ”positive” politiske værdier og idealer – det kan kun være den andens egen ’kritiske’ vurdering som er afgørende. Problemerne opstår altså når vores fælles praksis forfalder til fælles metoder og derfra til fælles systemer!

@Niels – der må jeg lige anføre at der vel ikke er noget galt med det du kalder ’kogebogsundervisning’ – i givet fald, hvad skulle det være?

Fordelen ved dette kunne netop være at eleverne hurtigt lærer grund grebene, hvorefter de selv kan begå sig i køkkenet. Den erfaring jeg har samlet ved at observerer mine kollegaer er netop at dem der er bedst de allerede underviser i: musik, håndværk, design og husholdning – det vil sige at de allerede kender til ’kogebogsundervisning’, dens fordele og ulemper. Respekt for det?

Pointen er at der er MASSE af fag som ikke vil fungere på den måde, men at vi alle kunne få stor fordel af en ’kogebogs-praksis’ for alle grundfagene! Altså et ”kompromis” i forhold til den strategiske metodefrihed, men til fordel for elevernes taktiske frihed: en praksis!

Hvis den praksis vi lærer, fx at læse og regne, kan genbruges så er det alt-andet-end-lige en fordel at få den ”overstået”. Det betyder nemlig at vi kan komme derhen hvor eleverne kan ’bruge’ det de har lært!

Det kan du nu se som en slags 20/80 regel….. måske er der op til 20% som ’kan’ foregå efter kogebogen, og andre 20% som kan PISA-måles. Min fornemmelse vil sige at de to delmænger ikke falder sammen. Derimod er min fornemmelse at de 20% kogebogspraksis meget let kan udgøre 80% af det som eleven ’skal’ kunne for at klare sig gennem livet.

Hvis vi siger at lærerne skal bruge 20% på kogebogsundervisning har det derimod en masse fordele. Den del kan varetages af nye lærer, eller giver den travle lærer et puste rum. De resterende 80% kan nu fordeles må ny, mellem tilstedeværelsen/forberedelsen… men kan den del mon også reformeres ….

Et andet aspekt - som værdidebatten slører for - er at grundfagene ikke har en døjt at gøre med ”vores værdier” – grundfagenes kvalitet er at de kvalificerer os alle til at deltage i værdiskabelsen. Denne kogebogs-kvalitet ligger og bobler i os, bare se på TV sendefladen – hvor de politiske værdidebatter må vige pladsen for ”simple” mennesker der gør-det-selv og skaber værdi?

Der er altså ikke tale om forsimpling men forenkling:
Forsimpling er for meget og for tit,
Forenkling kan ikke være for lidt!

Vh Per

Karen Ellemann har da vist helt misforstået, hvad metodefrihed er. Det burde i virkeligheden kaldes metodeANSVAR - det er jo netop den enkelte lærers ansvar for, at hver enkelt elev får den undervisning, der er den rigtige for eleven - det kan aldrig klares via centrale forskrifter. Men alene ved hjælp af veluddannede lærere, der forstår at bruge forskningsresultaterne i den konkrete situation.

er den Canadiske model, og al tilretning sker via tests. DVS at alle lærerbøger og deres punktlige gennemgang er lagt ned i hver lærers/elevs skoledag. Derfor behøver man ikke forberedelsestid endsige andet end de bøger der ER lavet .... Vi lærer elever at TÆNKE selv, det er det de testes i til afgangsprøven.... og her er vi enestående! Vores relationsbaserede skole er noget de Canadiske forskere, kigger langt efter!!! Vi er FORAN... det er bare ikke helt gået op for en masse mennesker.... og vi kan blive meget bedre KLART, bare ikke ved at lave en "statsskoletænkning" baseret på fællesplaner a la Canada... det er vi alt for selvstændige til at kunne bruge, som danskere...

@Stig, tak for den præcision, men lidt ofte er det den almene betydning – og ikke den korrekte - der dominerer. Når der tales om metodefrihed er det lidt som med ytringsfrihed – mange læser det som en ”metode rettighed”! Det som politikerne gør her er at devaluere deres observationer for at malke den politiske mønt - den politiske løsning er da at tage ansvaret fra læren, men ikke straffen!

Mit forslag er at præciserer ansvaret via nye ord - ikke ”new speak”.., men fyndord med tryk på ansvaret. Lad mig illustrere:

Hvis vi, som @Maud siger det, skal lærer eleverne at tænke selv er det jo nok at kalde dem fritænkere? Den selvstændige tanke kræver netop at vi påtager os et selvstændigt ansvar. Tanken og dette ansvar kan vi på Sokratisk vis fralægge os ved at henvise til værdier og idealer – vi kan altså henvise til en almen gyldig ”værdi” og sige: ”Jeg gjorde dette… fordi jeg ville gøre eleven mere selvstændig, fordi jeg har metodefrihed eller fordi elven skal være mere kreativ… osv. ” …. altså den Sokratiske værdiretorik ’kan’ tilsyneladende legitimere at politiske handlinger/læring er legitime.

Eksempelvis kan vi tale om ’seriøs kreativitet’ til forskel fra den politiske version: horisontaltænkning! Vi kunne også kalde dette for ”ansvarlig kreativitet” – bl.a. fordi vi ved at der er noget der hedder kreativ destruktion – den kreative destruktion betyder jo ikke alene at markedet ændres, men kreativitets kravet er også selvdestruktiv for ”den kreative” – det samme kan ske hvis systematisere alle andre ”gode” værdier, også den selvstændige tænkning… så pas på kogebøger du bruger!

Her kommer Kants ansvars imperativ altså til kort!! Vi kan ikke bare gøre det gode for den anden, for vi skal lade den anden tænke ’selv’…..


Det er væsentligt at forstå at vi heller ikke bare kan begrebs definere os ud af dette, det at vi er præcis enige om hvad ’metodefrihed’ eller selvstændighed betyder forstærker blot problemet - Sokrates’ rene essentialisme suppleres her af Aristoteles! Lingvistikken og sproget er i vejen for tanken – man kan ikke tale og tænke samtidigt(!) - så der skal en tænkende og mere ansvarlig drejning til - du kan tænke det selv!
Vh Per

Apropos den lingvistiske drejning, længere ind i buret! se Thomas': http://www.folkeskolen.dk/516850/ny--ikke <3

Nyt er godt! Men Kants imperativ er bare ikke godt nok – det gode er det bedres værste fjende. For dig Thomas betyder det at du bliver medfange i det lingvistiske/dialektiske jernbur; præcis som Weber beskrev det: du må ”for forklare dig”, forklare hvordan bliver ’nyt ’ ikke er ’nyt’ men ’ikke’… enten eller?

NNS er en hul kasse som det er svært at komme ud af – vi har købt Schrødinger’s kat i en boks som kalder NNS – om eleverne er døde eller levende, det afhænger stadigt af om vi er blevet bedre til at observere…. er det ’nyt og godt’ eller er det ’ikke’!

Medens politikkerne sider der i deres kasser og bure, kan vi så ikke bruge den korte tid vi dog har .. til noget som vi kan gøre lidt bedre?

http://www.youtube.com/watch?v=VUeb_dAIR24&feature=relmfu – intet nyt er godt nyt!

http://en.wikipedia.org/wiki/Schr%C3%B6dinger's_cat – er skolen død?

Per F.O.: Mine syrlige bemærkninger om den ontariske undervisning som kogebogsundervisning skal ikke opfattes som en kritik af, at lærere bruger hinandens undervisningsforløb. Lærere skal stjæle med arme og ben fra hinanden. Især nyuddannede, der lynhurtigt vil løbe sur i jobbet, hvis de skal opfinde det hele selv. Men danske lærere er i henhold til folkeskolelovens par. 18 stk 4 forpligtet til at tilrettelægge deres undervisning i samarbejde med eleverne.

Det rækker altså ikke, at læreren trækker de forsimplede undervisningsmål op af skuffen sammen med dertil hørende, dekreterede pædagogiske metoder, tilrettelagte forløb og færdige materialer, kører på efter opskriften og afslutter forløbene med de til forløbet udformede test, kvitterer med offentligt tilgængelige testresultater og dernæst kører videre med næste undervisningspakke.

Jeg siger ikke, at det slet ikke bør finde sted. Men vi har større ambnitioner I Danmark er der et krav om, at lærere og elever har hjertet med i det, de foretager sig. Folkeskolen er ikke bare en læreanstalt for børn, den omfatter en meget større del af deres liv, og de har krav på at blive set som mennesker, ikke bare som elever. Der forudsættes et element af personligt nærvær, udfoldelse og kreativitet, som tilsyneladende ingen plads har i Ontario. De er ensidigt fokuseret på testscorer, der kan dokumentere, at det går 'den rigtige vej', som ministeren siger, hvilket godt kan få det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

Nu skal der til at ske noget. Den fantastiske undervisnings- og uddannelsesumulige udelte skole, der på forbilledlig vis har formået at holde os fastlåst på bunden af muddergrøften til stor tilfredshed for de ensgørelsesstræbende politikere fra næsten samtlige partier i Folketinget, skal vi, formentlig af hensyn til en ulmende utilfredshed i befolkningen, der har det med at vælge udueligheden fra, nu i gang med i det mindste at prøve at hæve en kende op over bundniveauet. Men hvordan gøres dette. Det er der ikke nogen, der ved noget om. Ikke engang den pædagogiske forskning har kunne løfte en flig af et slør og en udviklet viden for at fortælle, hvordan vi nogensinde får noget skoleagtigt ud af udeltheden.

Derfor har børneminister Christine Antorini meldt ud, at så må vi revolutionere skolen nedefra. Dvs. at når de pædagogiske eksperter ikke aner deres levende råd, så må det være lærerne, der skal gå ud i de uunderviselige elevsammenblandinger og finde ud af, hvordan der kan udvikles en virkelig undervisningsvenlig og uddannelsesegnet skole.

Men inden lærerne går i gang, så får de lige besked på, at de skal ikke begynde på at fravige udeltheden. Lærerne skal sættes fri. Men det skal ske inden for rammerne af udeltheden. Så det er rigtignok så som så med frisættelsen.

Og inden lærerne kommer sådan rigtigt i gang med den revolutionerende fornyelse, så melder man fra turistturen over fra det canadiske skoleeldorado, at det vist nok er bedst at fratage lærerne deres metodefrihed. Fra de canadiske kilder, hvorfra alt godt kommer, lyder det fra selveste guruen Ben Levin, at vi bør skaffe os af med lærernes metodefrihed. Men hvis man gør det, er lærerne så frisat? Hvis lærerne berøves deres metodefrihed, kan de vel ikke udvikle noget som helst.

I stedet for lærernes metodefrihed, skal lærerne vænne sig til at benytte en forskningsmæssige viden om, ”hvad der virker”. Men forskningen har jo netop ikke udviklet nogen som helst viden om, hvad der virker i udeltheden. Havde forskningen gjort det, så stod vi jo ikke i den fornedrelsessituation, som vi står i. Havde vores egen pædagogiske forskning udviklet en viden, der virker, så behøvede vi jo ikke sende en håndhuld politikere på en dyr skattebetalt turistrejse til Canada. Det er derfor vanskeligt at se, at nogen skoleudvikling kan finde sted, hvis man fratager lærerne deres metodefrihed og beder dem om i stedet for at anvende en viden, der ikke eksisterer.

Den radikale deltager har hørt en canadier udtale, at vi bare skal sørge for, ”at alle elever oplever, at de får succes”. Jamen så skal vi da i hvert fald til en begyndelse sørge for, at de bogligt svage elever ikke længere skal sidde i de sammenstykkede udelte klasser, der netop er indrettet på at tabe de svage, når der er dygtige elever, der skal undervises på deres niveau. Det første der skal ske må da være, at give de bogligt svage et klasseværelse, hvor de kan blive undervist på fuldtid på netop deres niveau. Og noget så probat har børneministeren forbudt. I stedet for har ministeren påtænkt at opløse al boglighed og hælde en masse praktisk ind i skolen. Derved bliver de dygtige endnu mere forsømt. Men det er ligegyldigt. De dygtige hører ligesom ikke rigtigt med i den udelte uduelighed.

Jeg synes, det er rigtig dejligt, at alle politikerne, som skal involveres i en skolereform rejser rundt for at blive inspireret, for hvad ved I egentlig om det at lave skole? Jeg vil gerne være med til at betale for, at I kommer til Ontario, Singapore, Finland, eller hvor I nu kan finde inspiration til folkeskolereformen. Men jeg vil også gerne invitere jer, politikere ud på de danske folkeskoler. I må gerne sidde bagerst i klassen og observere. I kan også komme i erhvervspraktik. Jeg tror en uge pr politiker er nok for at få et indblik i, hvad folkeskolen er for en størrelse.

Inden vi gør Danmark sammenlignelig med udkants Canada, så lad os få slået fast, hvad det er vi vil med skolen. Skal de kunne svare rigtigt på en veltilrettelagt test, som ligger i forlængelse med et veltilrettelagt undervisningsmateriale, eller skal de kunne svare rigtigt og tænke selv? Vi skal selvfølgelig have endnu større ambitioner end Ontario. Det har vi i folkeskolen, men det kræver fra jer politikere en finansieret fokusering på vores udfordringer i stedet for en spareplan for folkeskolen. Tør I det?

Hvis en lærer, finder eller udvikler en metode, der virker bedre, end det vi har idag, så denne metode så forbydes?